Nr. 3 - 2018


1917–1922 - fem skelsættende år i Europa

Den 11. november 2018 kl. 11 var det hundrede år siden våbenstilstanden begyndte og Den Første Verdenskrig sluttede. Der er siden skrevet utallige bøger om krigen og det Europa der kom ud på den anden side. I 1935 udkom Hartvig Frischs bog: Fra Brest-Litowsk til Rapallo – Europas politiske historie 1917 – 1922.

Af Søren Wulff Thomassen


Frischs beskrivelse af de fem år der fulgte umiddelbart efter afslutningen af Den Første Verdenskrig, begynder med bolchevikkernes statskup den 7. november 1917.

Den russiske bolchevik, Vladimir Illijitch Lenin, havde allerede ved krigens udbrud set mulighederne i krigen for at gøre den til en krig mod krigen eller en borgerkrig hvor bevæbnede arbejdere greb magten rundt om i Europa.

Da Lenin på revolutionsaftenen i Smolnyiinstituttet proklamerede den socialistiske stat, sagde han bl.a.:

Vi vil for det første tage praktiske skridt til at opnå fred. Vi vil henvende os til alle krigsførende nationer og foreslå fred. En sådan fred må være øjeblikkelig, uden anneksioner, uden indlemmelse af andre lande og nationaliteter og uden erstatningsbetalinger.
(John Reed: Ti dage der rystede verden)

Lenins tale indeholdt præcis det budskab folket rundt om i Europa havde håbet at høre siden august 1914. En fred uden anneksioner, uden indlemmelser af andre lande og nationaliteter og uden erstatningsbetalinger.

Disse dele af talen kunne for så vidt også være sagt af den amerikanske præsident Wilson, for de indgår blandt de 14 punkter han fremlagde for den amerikanske kongres den 8. januar 1918.
Hartvig Frisch beskæftiger sig indgående med Wilsons fredsplan og med de kaotiske forhold der kom til at præge fredsforhandlingerne og som stadig – uden Frischs vidende – præger forholdene i Europa i dag.

Brest-Litowsk fredsaftalen


De nye magthavere i Rusland fik ingen støtte i deres praktiske skridt til at opnå fred fra de hidtidige alliancepartnere i England, Frankrig og USA. Tværtimod tog de skridt til at bekæmpe det nye styre i Rusland og genindsætte zaren.

Bolchevikkerne vidste at deres overlevelse afhang af muligheden for at opnå en fred med Tyskland, og de indledte derfor forhandlinger i Brest-Litowsk. Da aftalen blev indgået den 3. marts 1918, skete det helt og holdent på tyskernes betingelser og bolchevikkerne afstod landområder, andre lande og nationaliteter. Finland, Ukraine, Hviderusland, Estland, Letland og Litauen fik selvstændighed.

Bag den tilsyneladende frivillige afståelse af lande, lå en iskold kalkule af muligheden for at vinde de tabte områder tilbage når først bolchevikkerne havde fået konsolideret deres styre og allerede umiddelbart efter våbenstilstanden den 11. november kommer de første revolutionære opstande i Tyskland, bl.a. matroserne i Kiel, med økonomisk støtte gennem kringlede kanaler fra Bolchevikkerne i Rusland.

Hartvig Frisch beskriver indgående de revolutionære tilstande i Tyskland i sin bog og hvordan det tyske socialdemokrati forsøger at holde sammen på det krigsmartrede land og bekæmpe de revolutionære elementer.

Det tyske socialdemokratis kamp for demokratiet i Weimarrepublikken, bliver den dag i dag af personer på venstrefløjen udlagt som det skinbarlige bevis på socialdemokraternes klasseforræderi over for det arbejdende folk.

Selvom de revolutionære tilstande i Tyskland langsomt ebbede ud efter 1920 blev russisk politik ved med at være indstillet på at vinde det tabte tilbage, og det er stadig den fremherskende retning i den russiske adfærd over for landets europæiske naboer, en arv efter Første Verdenskrig.

Revanchister i Vesteuropa


Hartvig Frisch beskæftiger sig som nævnt indgående med Wilsons 14 punktplan for fred i Verden. Wilson mente at nationalismen havde et betydeligt ansvar for krigens udbrud som han ønskede af forhindre en genopblussen af ved at styre nationernes politik gennem fri international handel og folkeslagenes ret til selvbestemmelse.

14 punktplanen blev aldrig gennemført i sin helhed og selv i USA led Wilson et afgørende nederlag da et flertal i kongressen forlangte at USA trak sig ind i sig selv og overlod Europa til de europæiske folks repræsentanter.

Med USA's præsident lammet i fredsforhandlingerne var banen åben for Frankrig og England. Frankrig ønskede hævn over Tyskland og England ønskede at få fat i de tyske kolonier.

Uden nogen til at sætte foden på bremsen gennemtvang den franske præsident Clémenceau uhørt hårde fredsbetingelser som tvang Tyskland økonomisk, politisk og moralsk i knæ og som gødede grunden for de revolutionære tilstande der herskede i landet i de følgende år og også lagde grunden til et ønske om revanche i store dele af det tyske folk.

Clémenceau ønskede også at gøre op med det nye styre i Rusland. Tusindvis af franskmænd havde købt russiske statsobligationer, og da bolchevikkerne kom til magten, nægtede de pure at indfri disse.

Clémenceau kendte åbenbart kun et svar på dette og det var at indlede en krig mod det bolchevikiske styre i Rusland, og gennem Marskal Foch blev der taget kontakt til nogle af de tyske hærførere for at overtale dem til at mobilisere hæren og indlede en krig mod Rusland.

Clémenceau havde ikke taget hverken den franske, engelske og tyske arbejderklasse i ed på sit ønske om hævn over bolchevikkerne og i Frankrig mødte han massiv modstand mod eventyret inde det var igangsat af arbejderklassen. Den britiske premierminister, Lloyd George, kunne være tiltalt af tanken, men i modsætning til Frankrig hvor det var småborgerskabet og bønder der havde investeret i russiske statsobligationer, var det i Storbritannien virksomheder der havde fået konfiskeret ejendom i kølvandet på Oktoberrevolutionen. Og i Tyskland satte socialdemokraterne hælene i over for Clémenceaus fantasier.

Nationalisme og selvbestemmelsesret


Hartvig Frisch beskriver indgående de problemer mellem landene der opstår i forbindelse med gennemførslen af folkenes selvbestemmelsesret. I sammenbruddet af det Habsburgske kejserrige opstår flere selvstændige stater især i Østeuropa og den slumrende nationalisme kommer frit frem.

På grund af kravet om folkeslagenes selvbestemmelsesret opstår en række stridigheder og egentlige krige mellem de nye stater. Ungarn gør krav på områder i Rumænien og andre lande hvor der er store ungarske befolkningsgrupper. Polen gør det samme. Og krig er et middel der anvendes i de revanchistiske opgør med den habsburgske fortid.

Fra Brest-Litowsk til Rapallo i dag


Uden at vide det har Hartvig Frisch beskrevet mange af de problemer der kendetegner de politiske og mellemfolkelige forhold vi ser i Europa i dag. Han fremhæver også hvad amerikansk isolationisme kan føre med sig, og dette gør at bogen er værd at genlæse her i 100 året for afslutningen på Den Første Verdenskrig.

Frisch slutter bogen med at beskrive fascismens fremkomst i Italien. Selvom bogen slutter med Rapallooverenskomsten mellem Tyskland og Sovjetunionen i april 1922, giver Frisch en dokumenteret kommentar til årsagerne til fascismens fremkomst og udvikling i begyndelsen af 1920’ernes Italien og især det italienske socialistpartis og kommunistpartis moralske svigt overfor fascismen.

Hvis jeg ikke vidste bedre, kunne jeg tro at den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright havde brugt Frischs borg som forlæg for sin egen: ”Fascisme – en advarsel”.

Rapallooverenskomsten


I dag er der sikkert mange der ikke ved hvad Rapallooverenskomsten mellem Tyskland og Sovjetunionen gik ud på.

Den er fundamentet hvorpå forholdene mellem primært Vesteuropa, Tyskland og Sovjetunionen blev normaliseret efter 1922 med gensidige diplomatiske anerkendelser.

Når Frisch fremhæver overenskomsten, skyldes det nok at det bærende princip for overenskomsten var etablering af handelsaftaler først mellem Tyskland og Sovjetunionen og efterfølgende kom England og Frankrig også med.

Tyskland var ved at styrte under de finansielle byrder, og Rusland, som man havde påtvunget en karantæne, var samtidig ved at synke tilbage til en førindustriel middelalder. Disse to lande havde i fortiden levet i et frugtbart samarbejde, hvor russisk korn udveksledes med tyske maskiner og tysk teknisk snilde. Dette økonomiske sammenspil mellem Europas to største folkesamfund kunne jo komme i stand igen over hovedet på Ententen og på alle Poincaréer, der trods silkehat og paraply ikke var et hår mildere end tidligere militarister med pikkelhue og kyras.


En begyndende føling var allerede indledt mellem Soviet og det tyske udenrigsministerium gennem statssekretær Ago von Maltzahn, men dette dossier var lagt på hylden, da tyskerne havde ventet meget af den Genoa-konferencen og ville møde Lloyd Georges planer med fuld frihed. Men nu da konferencens program var afsluttet uden hensyntagen til Tysklands interesser, måtte tidspunktet vel være inde for det to folk til at tale ud med hinanden.


Således kom den berømte Rapallooverenskomst i stand påskedag den 16. april 1922. Folkeretligt var forholdet mellem de to stater højst besynderligt. Ved Versaillestraktaten var Brest-Litowskfreden udtrykkelig ophævet, men det betød altså, at de to magter egentlig var i krig med hinanden. Dertil kom § 116 i Versaillestraktaten, som for Tyskland føltes som et Damoklessværd over hovedet. I denne § forbeholdt de allierede sig nemlig på Ruslands vegne at rejse fordringer over for Tyskland på erstatning for russiske krigsskader. Et ententevenligt Rusland hørte ganske vist ikke til sandsynlighederne, men hvem kunne spå om den russiske revolution? Frankrig kunne måske få en gældsordning med Rusland, når det blev i form af en veksel, Tyskland skulle diskontere. Det var derfor af stor betydning for Tyskland, at Rapallooverenskomsten bragte den endelige fred mellem de to lande. Diplomatiske forbindelser blev genoprettet, og det store russiske ambassadørpalads i Berlin blev atter russisk statsejendom. Alle krav stammende fra krigen blev gensidigt ophævet, herunder også private krav, som tyske statsborgere kunne rejse i anledning af Sovjets socialiseringer. Traktaten fik en fortsættelse i november samme år, idet den udstraktes til Ukraine, Hviderusland, de tre kaukasiske republikker samt republikken i det fjeren østen. Disse vedhængstraktater var på et punkt endda videregående, idet parterne lovede at afholde sig fra al revolutionær propaganda i den anden parts lande.


Da Rapallooverenskomsten blev kendt blandt Genovakonferencens deltagere, brød en storm af vrede ud. Franskmændene var i særlig grad oprørte, og den lille entente stemte med i deres kor, ja selv Lloyd George læste tyskerne teksten i sin egenskab af formand for konferencen. Hertil bemærkede tyskerne ganske tørt, at der ikke ved afslutningen af denne overenskomst havde været tilsigtet noget illoyalt mod konferencen, men man havde pålidelig underretning om, at andre magter var i færd med at slutte overenskomster med Rusland; derfor havde det været nødvendigt for tyskerne at handle hurtigt. Disse udtalelser tjente ikke til at stilne stormen, og man hævnede sig på den smålige måde, at man udelukkede Tyskland fra Ruslandsudvalget.