Nr. 7 - 2019

 


EU efter Brexit – Danmarks mulighed

Der er både udfordringer men også muligheder for Danmark i, at England nu træder ud af EU

Af Jakob Thiemann, Formand for Socialdemokratiet på Nørrebro og kandidat til EP-valget senest

Parlamentsvalget i UK den 12. december gav en helt klar sejr til de Conservative, og et lige så klart nederlag til Labour. Meget tyder på, at det der flyttede vælgerne, var spørgsmålet om Brexit, og vælgernes ønske om at få afsluttet det mere end 3 år lange forløb. Labours og ikke mindst Jeremy Corbyns neutrale holdning, og Labours forslag til en løsning der ikke var til at forklare, gjorde at mange Labour-vælgere enten undlod at stemme eller stemte Conservative. I det lys er valgets største overraskelse nok det dårlige valg, som Liberal Democrats fik, hvor partiets leder ikke engang blev genvalgt. LibDem burde kunne opsamle mange af de vælgere, der ville blive i EU og som i de fleste meningsmålinger faktisk udgjorde et flertal af vælgerne. Interessant er det, at 50,3 % af vælgerne stemte på partier der enten ville blive i EU, eller have en ny folkeafstemning om tilhørsforholdet.

Det klare resultat er i EU blevet modtaget med et lettelsens suk. Man leder forgæves efter politikere, der mener, at det er godt at UK forlader EU, men den uklarhed der har omgærdet forløbet, er væk nu. Med Boris Johnson ved roret kan forhandlingerne nu kun gå en vej. Det er dog ikke entydigt hvilken form for Brexit, vi får, da Boris Johnson har erklæret, at han ikke vil forlænge Brexit til udover d. 31 december 2020, som er fristen for hvornår UK forlader det Indre Marked.

Stor opgave for ny formand


Europakommissionens formand Ursula Von der Leyen er tiltrådt på et tidspunkt, hvor EU er udfordret, som det aldrig har været før. Der er flere indre splittelser, dels mellem nord og syd, der handler om fordelingen af EU's værdier og opgaver. Nord er bange for at miste noget, og syd er bange for ikke at få nok. Flygtningekrise, finanskrise (euroen), omlægning af landbrugsstøtten er de tre mest synlige steder, hvor man ser det skel. Dels mellem øst og vest, hvor EU's demokratiske fundament er under pres, hvor Østeuropæiske lande i varierende omfang styrer i retning af autokratier, og svækker de afgørende skel mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Hertil kommer de ydre udfordringer, hvor EU skal til at finde sin rolle i en verden, der opfører sig mere og mere anarkisk, med et USA på en slingrekurs, et Rusland der aktivt undergraver demokratier og den internationale retsorden, og et Kina der er blevet verdens vigtigste økonomi. Indien og Afrika er ikke aktive trusler, men de er to ”kontinenter” som EU også bør interessere sig for. I det lys vil jeg antage, at Ursula von der Leyen er glad for, at Europakommissionens møder ikke længere hovedsageligt skal handle om Brexit.

I maj måned fik vi et nyt Europaparlament, og det var et valg med både klare resultater og mudrede tendenser. Mange havde frygtet at EU-kritiske partier ville få stor opbakning, og blive en vigtig stemme de næste fem år. Det skete ikke, formentlig pga Brexit, der med sin pinagtige behandling i det engelske parlament gjorde det indlysende, at vejen frem ikke var den engelske metode. Tilsvarende så det ud som, at den socialdemokratiske gruppe ville lide et stort nederlag, men det skete heller ikke. Gruppen blev reduceret, men er i dag stadig den næststørste gruppe kun overgået af den konservative gruppe. Men valget afslørede at der er noget i gære i Europa, og de to største grupper har ikke længere flertal sammen efter valget. Når UK trækker sine mandater ud, så vil der ske nogle ændringer i fordelingen af mandater, og f.eks. Danmark får en ekstra plads, så Venstre får sit 4. mandat aktiveret.

Næste akt i Brexit


Selvom Brexit kommer til at fylde mindre, er vi dog langt fra færdige med at snakke om Brexit. Den aftale som Boris Johnson fik stemt igennem, er i al væsentlighed den samme som Theresa May ikke kunne komme igennem med. Det vil sige, at det ”kun” er aftalen om at forlade EU. Hvordan forholdet skal være i fremtiden mellem UK og EU står hen i det uvisse, og her byder den næste række af komplikationer sig til. Von der Leyen har udtrykt et ønske om, at forhandlingerne om det fremtidige forhold mellem EU og UK skal opdeles i sektioner. Så man starter med at forhandle om de emner, hvor der ikke er nogle alternativer f.eks. fiskeriet. Danmark, Holland, Frankrig og Irland bliver alle hårdt ramt af et Brexit uden en aftale på dette områder, og især danske fiskere kommer til at lide under dette, da op mod 40% af fiskeriets indtjening kommer fra de engelske farvande. Det kunne derfor være i Danmarks interesse, hvis von der Leyens strategi slog igennem, for der er angiveligvis 9.000 personer i fiskeriet, der vil miste deres job ved et ”Hard Brexit” (som stadig er muligt!). På den anden side er der ønsker om, at det hele skal forhandles i en omgang, for at kunne lave en mere sammenhængende og tydelig aftale, der mere klart vil definere forholdet mellem UK og EU. EU 27 har vist en sjældent set solidaritet med hinanden, siden man fik forhandlet skilsmisseaftalen på plads, og det er værd at dvæle ved et øjeblik, men der er ingen tvivl om, at den rigtige prøve for EU-samarbejdet, er de forhandlinger der skal i gang nu. At Ungarn med Orban i spidsen ikke hjalp sine venner i UKIP og ERG, siger nok noget om, at han heller vil have EU's støttekroner end politiske fantasier.

Man kan frygte, at den proces der nu går i gang bliver frit spil for politiske opportunister, og at det bliver en proces i selv for EU27 at finde et fælles standpunkt overfor UK, når forhandlingerne på de forskellige politikområder går i gang. Her kan man blive lidt bekymret, for EU er også i gang med at vedtage budgettet for de næste 7 år, og kommissionen har spillet ud med at hæve medlemsgebyret. Det har bl.a. den danske statsmininister Mette Frederiksen (S) slået hårdt ned på, og det har da også længe været socialdemokratiets politik, at landbrugsstøtteordningerne skulle fjernes. I en tid hvor der er nye store krav (Frontex, grøn omstilling, forsvar) og dermed regninger på vej til EU-samarbejdet, så synes det mere betimeligt end nogensinde før, at landbrugsstøtten lægges om. Men alle EU's lande er nok nødt til at gå konstruktivt ind i den debat, for det er i vores fælles interesse, at vi får løst de problemer, og med det ikke-imponerende resultat fra COP 25 i Madrid., så kan man godt blive lidt tvivlende.   

Støvet har endnu ikke lagt sig helt efter valget den 12. december, og derfor er der mange gætterier og spekulationer. Et synes dog at være helt sikkert: den nye kommission, det nye parlament og de nye ministerråd får en travl periode, og selvom der er fire til næste EP-valg, så kommer ingen af dem sovende til deres løn. For Danmark er det særligt stressende, for med vores meget anderledes arbejdsmarked har vi meget at miste i det store EU-maskineri, men det må ikke føre til, at vi går fra at være dukse til at være juks(e). Danmark (staten, erhvervslivet, fagforeninger, ngo’er) skal bruge meget mere energi på at informere EU-systemet og EU's medlemslande og partnerorganisationer om, hvad den danske model er. Jeg ved af erfaring, at man er oprigtigt interesserede i modellen rundt omkring i Europa, men man kender alt for lidt den. I al det der sker nu, hvor Danmark ikke har UK at læne sig op ad, så skal vi op på den store klinge og udnytte tingenes flydende tilstand.

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Systematisk hærværk og bøllemetoder - eller social dumping og kriminalitet

Internationalt samarbejde en nødvendighed

Afklaring om Brexit, men hvad nu?

Boris’ helt

Tillid er godt, kontrol er bedre, overvågning er bedst

Vejen mod udvikling af byer for rige