Den danske model – er den levedygtig?

Tingene udvikler sig hurtig, og derfor er nogle af de forhold på arbejdsmarkedet som vi har været vant til sat under pres

Af Irene Odgaard, redaktør


Udtrykket ”den danske model” klinger af noget positivt. Af noget, vi kan være glade for og stolte af - og som de fleste af os gerne vil beholde. Når man taler om modeller, er det dog oftest resultaterne af dem, der efterspørges. Det, vi gerne vil beholde, er gode løn- og arbejdsforhold, social tryghed, et universelt velfærdssamfund. Det er det, de fleste af os forbinder med ”den danske model”.

Den danske model i sin konkrete, historiske skikkelse, ser naturligvis ikke ud som for hundrede år siden. Men principperne for modellen er – uændret - at det er arbejdsmarkedets parter selv, der regulerer arbejdsmarkedet gennem aftaler, som er juridisk bindende. Statens rolle er at sikre de institutionelle og formelle rammevilkår herfor.

De ”ordnede forhold” kommer således ikke af parternes aftaler alene. Efter storlockouten og den lange arbejdskamp, der afsluttedes med det såkaldte ”Septemberforlig” i 1899, blev det indstillingen, at staten måtte ind i billedet og minimere konfliktniveauet af hensyn til samfundet. Siden 1910 har staten derfor bakket op om arbejdsmarkedsparternes regulering gennem en stærk forligsinstitution med en dertil knyttet arbejdsret. Forligsinstitutionen kan bistå, når der krydses klinger i interessekonflikten - ved mødebordet, når overenskomstaftalerne skal fornys og kompromisset ikke kan findes, eller når styrkeprøven i form af konflikt på arbejdsmarkedet truer. Arbejdsretten kan dømme i sager omkring aftalebrud.

Staten sikrer også en række andre støttepiller for modellen: f.eks. økonomien i forsikringsordningen mod arbejdsløshed, som de fremvoksende fagforeninger byggede op i form af A-kasser – i det såkaldte Ghent-system. (I Ghent besluttede bystyret i 1901 at spæde til de lokale fagforeningers understøttelse af deres medlemmer i forbindelse med arbejdsløshed: de kapitalistiske kriser var jo ikke arbejdernes skyld, mente man). Ghent-systemet blev en stille rekrutteringskanal til fagforeningerne i Danmark, og da oliekriserne igen skabte massearbejdsløshed i 1970’erne, fik fagforeningerne flere, og ikke færre medlemmer - modsat udviklingen mange andre steder i Europa.

Den danske model går altså på to ben: Staten bidrager til modellen gennem arbejdsret, arbejdsløshedsforsikring, arbejdsmiljølovgivning, arbejdstilsyn, uddannelsesinstitutioner osv. - alt sammen så vi kan bryste os af gode og sunde arbejdsliv for lønmodtagerne og en betrygget tilværelse for borgerne i vores samfund med et velorganiseret arbejdsmarked – ”den danske model”.

Gyset

Derfor var det noget af en gyser at kunne læse i et notat fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet i februar, at ”traditionelle fagforeninger taber terræn”. For det første kunne de to forfattere, Jens Arnholtz og Steen Naurbjerg, konstatere, at organisationsgraden er faldet gennem de sidste to årtier. For det andet, at den store taber er den traditionelle fagbevægelse, som har mistet rigtig mange medlemmer til ”de gule” fagforeninger i perioden. Når man så lægger til, at mange efterhånden slet ikke melder sig ind i en fagforening – særlig gør de mange udenlandske arbejdstagere på det danske arbejdsmarked det ikke – så ser det rigtig skidt ud. Forfatterne til analysen konstaterede, at når organisationsprocenten for den overenskomstbærende fagbevægelse er faldet til kun 53%, er der ”grund til bekymring og diskussion om den danske models fremtid.”

For nogle år siden havde man i LO en tilsvarende diskussion. Man havde fået lavet en rapport, som pegede på, at hvis udviklingen fortsatte i samme takt som i perioden efter 1995, ville fagbevægelsens organiseringsgrad havne på blot 50% i 2030. Det var dog ikke en prognose, LO-formand Harald Børsting tog alvorligt, dengang i 2015. Han sagde til Jens Jonathan Steen fra Netavisen Pio:

”Det har vi jo hørt på siden halvfemserne og jeg mener at udfordringen med den faldende organisering er overdrevet. Det, der står i rapporten, er en lineær fremskrivning, og så galt kommer det aldrig til at gå. Der sker jo meget allerede nu og antallet af medlemmer, der melder sig ud er bremset.”

Men medlemsflugten var ikke bremset ifølge den seneste FAOS-undersøgelse; tværtimod så tallene værre ud for 2018 end man hidtil havde troet. Så FAOS-rapporten skabte selvfølgelig også debat i offentligheden. Mona Juul, konservativt medlem af Folketinget, fandt det passende at slå et ordentligt slag i bolledejen i form af et debatindlæg i Altinget: Hvorfor, spurgte hun, lukker vi ikke de gule fagforeninger ind i forhandlingsrummet i den danske model, når det nu er dem, der vokser? Den ”røde”, traditionelle fagbevægelse er jo ”på fallitkurs” og ”ved at miste sin berettigelse”, fordi den nægter ”følge med tidens udvikling” og i stedet ”insisterer på at opretholde et modsætningsforhold mellem arbejdsgiver og ansat, som tydeligvis ikke vækker genklang blandt arbejdstagerne.” De gule derimod har vist deres moderne sindelag ved at punktere ”illusionen om de store stygge arbejdsgivere og deres allestedsnærværende interessekonflikt med de stakkels arbejdstagere”. Efter Mona Juuls mening skulle den danske model fremover basere sig på de gule fagforeninger, som sammen med arbejdsgiverne kan ”kæmpe for det fælles bedste”.

Fagbevægelsens svar

Formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard gjorde efterfølgende i et svar opmærksom på, at det spor, Mona Juul foreslår, ikke har det ringeste med ”den danske model” at gøre. Der er naturligvis et modsætningsforhold mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Skulle man bruge krudt på at finde kompromisser og lave aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, hvis ingen i udgangspunktet er uenige om noget? Nej, centralt i den danske model står, at begge parter anerkender interessekonflikten mellem køber og sælger af arbejdskraft. Og skulle nogen have glemt, at lønmodtagere og arbejdsgivere har forskellige interesser, så er det bare at kaste et blik på avisforsiderne for tiden, og læse om forholdene for chaufførerne og de ansatte i Nemlig.com.

De ansatte på lageret i Nemlig.com er udlændinge på deltidskontrakter og derfor en yderst sårbar gruppe på arbejdsmarkedet: helt afhængige af arbejdsgivers vilje til at supplere timerne op for den enkelte, for ellers kan årslønnen blive for lav til at sikre sig en fortsat opholdstilladelse i Danmark. Så tempoet på lageret i Brøndby er højt, arbejdsmiljøet dårligt og forholdene uværdige: de ansatte overvåges, udstilles på store tavler og fyres, hvis de er for langsomme. 3F har overenskomst med virksomheden, men kun 130-150 medlemmer ud af 1400 ansatte på lageret. Der er intet samarbejdsudvalg, trods det, at det er en stor virksomhed. Formanden for 3F Transport, Jan Villadsen har udtrykt det sådan: ”Det varehus er fyldt med frygt. Derfor stiller ingen op som tillidsmand.”

Det er ikke blot en sårbar gruppe som de udenlandske ansatte i Nemlig.com, der er præget af frygt på grund af den måde, arbejdsmarkedet har udviklet sig på i Danmark.

LO foretog i en årrække holdningsundersøgelser blandt lønmodtagerne, og på grundlag af udviklingen mellem 2002 og 2014 udarbejdede en række forskere fra CARMA på Aalborg Universitet en analyse: efter Finanskrisen kunne de registrere en stigende utryghed på arbejdsmarkedet. Lønmodtagerne var bange for at blive arbejdsløse og for, at de ikke ville kunne bevare fodfæstet på arbejdsmarkedet med de kvalifikationer, de havde. Samtidig kunne forskerne også registrere en massiv opbakning til fagforeningen som institution - på trods af det faktiske, lavere medlemstal i fagforeningerne. Unge lå på linje med ældre i det spørgsmål. Og rigtig mange havde den holdning, at fagforeningerne har for lidt indflydelse på samfundsudviklingen og har for lidt at skulle have sagt over for arbejdsgiverne. Et indflydelsestab, der var at forvente, i kraft af den svækkelse, fagbevægelsen (særlig store forbund som HK og 3F) havde oplevet siden midten af 1990’erne. Forskerne fandt også opbakning blandt knap halvdelen til, at almengørelse af overenskomsterne kunne være en vej fremad. Over halvdelen af de adspurgte ønskede sig tilmed en lovbestemt mindsteløn som bund under arbejdsmarkedet. Begge dele var i strid med LO’s politik, men afspejlede formentlig de negative forventninger hos lønmodtagerne til fremtidig overenskomstdækning: allerede i 2010 var hele 38% af lønmodtagerne i den private sektor ikke dækket af en overenskomst.

Også en anden LO-analyse fra et par år tidligere signalerede problemer forude. Ugebrevet A4 kunne i 2012 berette, at fire ud af ti lønmodtagere forventede færre overenskomster i fremtiden og at flere ville arbejde under uregulerede forhold fremover. Truslen kom særlig fra lavtlønnet ufaglært arbejdskraft, og knap hver femte lønmodtager mente, at svækkelsen af fagbevægelsen ville medvirke til at ødelægge de velordnede forhold på det danske arbejdsmarked.

Arbejdsmarkedschef Ole Steen Olsen fra arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv udtalte sig også om disse forventninger, som han ikke fandt urealistiske – men han oplevede ikke udviklingen som negativ:

”Ud fra den virkelighed og de konkurrencevilkår, som virksomhederne har, må de selv afgøre, hvad der er bedst. Som verden ser ud i dag, er der ingen, der siger, at en overenskomst er det rette inden for alle brancher og alle virksomheder.”

Og svækkelsen af den overenskomstbærende fagbevægelse er – selvom DA og andre arbejdsgiverorganisationer rutinemæssigt beklager den og opfordrer fagbevægelsen til at hanke op i sin organiseringsindsats - ikke noget, der er sket tilfældigt, på grund af ”tidens udvikling” eller på anden måde uden sammenhæng med den interessekonflikt, der ligger til grund for den danske model. Udviklingen andre steder, særlig i den angelsaksiske del af verden, har haft samme retning, om end den har været langt mere konfrontatorisk i USA og UK. Der er igennem længere tid blevet skabt øget råderum for markedskræfterne i konkurrencen på arbejdsmarkedet.

Fogh-regeringens angreb

I Danmark blev hegnspælene for den danske model flyttet godt og grundigt, da regeringen Anders Fogh Rasmussen påbegyndte processen med en ”frihedspakke” for arbejdsmarkedet i 2001. Regeringen ville oprette en statslig A-kasse, ophæve eksklusivbestemmelser om fagforeningsmedlemsskab på virksomheder og give lovbestemt ret til deltid. Idéen bag en statslig A-kasse var at dæmme op for den rekrutteringskanal, som Ghent-modellen betød for fagbevægelsen i Danmark. Med et udtryk, lånt fra Peter Hummelgaard, så var sigtet en ”politisk strukturel” svækkelse af den overenskomstbærende fagbevægelse.

Forslaget om en statslig A-kasse gik ikke igennem, men regeringen fik alligevel undermineret princippet om faglige A-kasser ved i stedet at åbne markedet for tværfaglige A-kasser. Ved hjælp af ”frihedspakken” kunne de gule fagforeninger vokse på de overenskomstbærendes bekostning, i kraft af priserne på medlemsskabet. En organisation som ”Det Faglige Hus” reklamerer på sin hjemmeside med at være ”Danmarks billigste fagforening for alle.” Frem for alt er det ikke en kamporganisation; man ser lønmodtagerne som ”individualister”.

A-kassen i Det Faglige Hus blev oprettet i 2002, og i 2014 rundede man 100.000 kunder i butikken. Ifølge Johnny Nim, der er landsformand i Det Faglige Hus, er man nu Danmarks fjerdestørste ”faglige organisation”. I debatten med Mona Juul anerkender sektorformand for HK Privat, Simon Tøgern ikke udtrykket ”faglige organisationer” om de gule, men kalder dem retshjælpsorganisationer, der snylter på fagbevægelsens resultater. I dag er en femtedel af lønmodtagerne medlem af en gul organisation, med Det Faglige Hus som landets femtestørste A-kasse.

Krifa, den anden store gule organisation er betydelig ældre end Det Faglige Hus, der blev stiftet i 1988. Men begge organisationer har det tilfælles, at der ikke opereres med en interessekonflikt med arbejdsgiversiden. Faktisk blev Kristelig Dansk Fællesforbund, som er Krifas udspring, stiftet af kredse i Indre Mission - i forargelse over, at en professor ved Københavns Universitet, samtidig leder af Det Københavnske Kirkefond, Harald Westergaard, i Københavns Indre Missions bygning Bethesda, i 1898 holdt et foredrag med titlen ”Praktisk Socialisme”, hvori han gjorde sig til talsmand for, at faglig organisering var nødvendig for at forhindre konkurrence mellem arbejdstagere, hvor prisen på arbejdskraft blev presset ned. Solidaritet og enighed mellem de enkelte fags arbejdere var nødvendig for at sikre et acceptabelt lønniveau, mente professoren.

Lars Schädler Andersen har analyseret KdF’s tilblivelseshistorie:

“På baggrund af engelske erfaringer opfordrede Harald Westergaard til, at arbejdsgivernes og arbejdernes centrale faglige organisationer indgik bindende overenskomster om løn, arbejdstid og andre arbejdsvilkår. Han kom i denne forbindelse også ind på kritikken af den “strejketvang”, der uden for fagbevægelsen blev anset for et indgreb i den personlige frihed. Men Westergaard mente modsat, at det, som virkelig gjorde mennesket ufrit, var den frie konkurrences åg: “Ingen Lov er saa streng, intet Aag saa tungt som den fri Konkurrences”. Westergaard betragtede alle aspekter af arbejdernes lønkamp som legitime modtræk til arbejdsgivernes herredømme, hvor reelt også arbejdsgiverne lå under for frikonkurrencens falske frihed.”

På baggrund af opstandelsen over sådanne betragtninger fra talerstolen i Bethesda stiftede indremissionske kredse derfor Kristelig Dansk Fællesforbund midt under den lange arbejdskamp i 1899, der gik forud for ”den danske model”. Idéen bag var en forkastelse af klassekampen og forbud mod både strejke og lockout. Stifterne ville forsvare strejkebrydernes ret til at være strejkebrydere, og de angreb det ”antikristelige og socialistiske fagforeningstyranni” og arbejdskonflikternes ødelæggende samfundsmæssige virkning. Kristne arbejdere og kristne arbejdsgivere kunne pr. definition ikke have modsatrettede interesser på arbejdsmarkedet, for de var forenede i Gud. Dog voksede ”Guds lille flok” sig ikke større end til nogle få tusinder over for de mere end 60.000, der fulgte maler Jens Jensens paroler i De samvirkende Fagforbund (siden LO). Og Septemberforliget lagde siden det modsatte spor af det, KdF havde ønsket sig for arbejdsmarkedet. Med et skel, der ikke gik mellem arbejdere og arbejdsgivere, men mellem Guds folk og verdens folk, forblev KdF en lille organisation.

Først i 1970’erne, da arbejdsløsheden voksede, begyndte den kristelige fagbevægelse at få flere medlemmer. Men det var for alvor ”frihedspakken”, som regeringen Anders Fogh Rasmussen fik på plads, der skabte medlemsfremgang for den kristne fagforening og A-kasse.

Ghent-modellen blev fortsat undermineret, også i tiden efter ”frihedspakken”. Lars Løkke Rasmussens regering gennemførte en ”genopretningsplan” efter Finanskrisen, der fik tusinder til at falde ud af A-kasserne. Genoptjeningsperioden blev forlænget og reguleringsordningen forringet, så nu er vi der, hvor dækningsgraden hos de fyrede lufthavnsarbejdere i Kastrup kun er på 50%. Dagpengesystemet er helt utilstrækkeligt som værn mod ledighed. Som Dansk Industris direktør, Lars Sandahl Sørensen, udtrykte det, da man sidste år var i gang med trepartsforhandlinger om lønkompensation til corona-hjemsendte medarbejdere: Dagpengene kan ingen mennesker jo leve af. Så satsen for corona-lønkompensation ved hjemsendelse blev aftalt højere end dagpengesatsen.

Vi kan konstatere, at arbejdsgiverorganisationerne ikke har protesteret voldsomt mod det politiske indgreb i den danske model, som undermineringen af Ghent-systemet udgjorde. På trods af al proklameret modvilje mod at lade politikere og lovgivning komme på banen over for modellen. For de politiske indgreb var i arbejdsgivernes favør. Den position, at der skal være større forskel mellem løn og understøttelse, har mange arbejdsgivere og mange borgerlige stort set haft altid, for det øger konkurrencen på arbejdsmarkedet. I 1927 mente AP Møller, at vi ”måtte bort fra understøttelsen, så arbejdsløsheden kunne komme til at trykke direkte på lønnen”. Efter at oliekrisen i 1970’erne havde skabt massearbejdsløshed i Danmark, skrev Venstrepolitikeren Anders Andersen i BT, at det var ”moralsk nedbrydende”, at forskellen på løn og arbejdsløshedsunderstøttelse var så lille: understøttelsen burde nedtrappes efter et par måneder, så folk kunne få incitament til at begynde at arbejde. DA udgav en rapport i 2015 med nogenlunde det samme budskab.

Største trussel

Så på den front er der intet nyt under solen. Omvendt er det for arbejdsgiverne helt uantageligt, hvis politikerne blander sig i arbejdstagernes favør. I 2015, da Lizette Risgaard stod til at blive valgt som ny formand for LO, skrev DA-direktør Pernille Knudsen en slet skjult advarsel til hende i Altinget: Den ny formand stod med

”en tikkende bombe under det danske arbejdsmarked. For den danske model er truet. Og den største trussel er måske fagbevægelsen selv.”

For, skrev Pernille Knudsen, LO og FTF havde lavet en aftale med DA om at se på dagpengesystemet i en kommission inden for en bestemt økonomisk ramme. Og så gik LO og FTF alligevel til politikerne bagefter og betingede sig ekstra 600 mio kroner. Som de fik lovning på. Fagbevægelsen burde efter Pernille Knudsens mening have vægtet aftalerammen højere… Slemt var det også, at 3F i offentligheden havde krævet lovbestemt kædeansvar og arbejdsklausuler:

”Krav, der skal tvinge myndigheder og virksomheder til kun at benytte sig af underleverandører med overenskomst og oven i købet bære ansvaret for, at andre overholder reglerne.”


Jamen havde man da hørt så galt! Den slags ville jo umuliggøre leverandørkæder som dem, Nemlig.coms chauffører i dag er en del af. Den nye LO-formand blev opfordret til at rette op:

“For hun vil ikke alene have et ansvar over for sine medlemmer, hun skylder også danskerne en fagbevægelse, der står klar til at kæmpe for den danske aftalemodel.

Vi arbejdsgivere skal selvfølgelig tage vores del af læsset – også når det er svært – men hos fagbevægelsen må man indse én ting: Den danske aftalemodel kan kun overleve, hvis også fagbevægelsen er den loyal.”

Daværende administrerende direktør for DA, Jørn Neergaard Larsen (som også har repræsenteret dansk erhvervsliv i den europæiske arbejdsgiver- og industriorganisation UNICE/BusinessEurope) tilkendegav klart, at arbejdsgiverne med ”den danske model” forstår ingen lovgivning. Frihedsgraderne skal være så store som muligt inden for nogle rammer, som aftales mellem LO (nu FH) og DA. Men, som direktøren også gjorde opmærksom på, så måtte lønmodtagerne indse, at fremtiden ville byde på ”smalkost i overenskomstudviklingen.” For den internationale konkurrence betyder, at arbejdspladserne ellers vil forsvinde. Med andre ord - eller med Mona Juuls ord: nu gælder det om at ”parterne sammen skal kæmpe for det fælles bedste”.

I LO-publikationen ”Den danske model – hvad skal vi med den”, udgivet i forbindelse med LO’s kongres i 2011, udtalte DA-direktør Jørn Neergaard Larsen sig om baggrunden for nødvendigheden af ”smalkost” for lønmodtagerne i Danmark: konkurrencen på det fælles europæiske marked:

”Virksomhedernes omkostningsniveau er alt for højt sammenlignet med Tyskland og de andre nabolande, vi konkurrerer med. Det er en fuldstændig umulig situation, som på sigt vil skabe fattigdom i Danmark, hvis den ikke korrigeres.”

Og i 2012, efter Finanskrisen og EU’s kriseløsningstiltag i tiden efter 2008 - som stort set alle blev fundet i den neo-liberalistiske værktøjskasse: forringede sociale sikkerhedsnet, begrænsning af kollektive forhandlinger, ”fleksibilisering” af arbejdsmarkederne – så fagbevægelsen sig nødsaget til at indgå tilpas beskedne overenskomster, til at der, ifølge topforhandler Thorkild Jensen fra CO-Industri, stadig var produktion i Danmark.

Så det bliver spændende, hvordan man fremover kan få enderne til at mødes i ”den danske model”. Hvor gode forhold kan den sikre lønmodtagerne, særlig på den ufaglærte del af arbejdsmarkedet – og hvordan stiller man sig til den seneste politiske udvikling i EU, hvor den sociale dimension igen er kommet længere op på dagsordenen?

EU har traktatmæssigt forpligtet sig på en ”opadgående, økonomisk konvergens”, ikke et ræs mod bunden. Men det er ikke den udvikling, der har kunnet registreres siden Finanskrisen og de politiske tiltag, der fulgte. Tværtimod er flere job blevet af dårligere kvalitet, og den konkurrence på omkostninger, DA-direktøren beskrev i LO’s kongrespublikation, har ført til et pres for lavere lønninger i kraft af både skabelsen af lavtlønsmarkeder, (som det, der blev resultatet af Hartz-reformerne i Tyskland) og de store lønforskelle, der som udgangspunkt eksisterede efter Østudvidelsen mellem de forskellige nationale arbejdsmarkeder i EU (meget større, end i USA).

Der er problemer både i højomkostningslande og i lavomkostningslande. I den ene ende af lønskalaen, f.eks. i Danmark oplever vi stor tilstrømning til vore arbejdsmarkeder fra en række østeuropæiske lande - og social dumping på arbejdsmarkedet. I den anden ende af lønskalaen, f.eks. i Bulgarien, oplever man, at de unge rejser og efterlader sig mangel på arbejdskraft, særlig uddannet arbejdskraft. 125.000 bulgarske borgere emigrerede til andre OECD-lande i 2018, og sådan har det været længe - Bulgarien har haft 9 millioner indbyggere og mistet de to millioner af dem. Det er ikke bæredygtigt. Og hvad man skal huske er, at det er udenlandske investeringer, der har drevet meget af den økonomiske udvikling i Østeuropa. I kraft af de globale forsyningskæder og multinationale virksomheder spiller arbejdsgiverne på mange nationale spilleplader samtidig. Lønnedskæringer et sted begrunder løntilbageholdenhed et andet. Det er baggrunden for, at vi ikke ser den økonomiske konvergens i opadgående retning i EU, som traktaten har lovet. Allerede den forrige EU-kommission søgte at skabe bevægelse i retning af en stærkere social dimension af EU igen. Nu forestår handleplan og fortsat implementering af den erklæring, EU-Kommissionen, Rådet og EU-parlamentet vedtog i Gøteborg 2017 i form af en ”søjle af sociale rettigheder”, der skal realiseres frem mod 2030.

EU-kommissionen har klart tilkendegivet, at man foretrækker, at arbejdsmarkedets parter forhandler og indgår aftaler omkring arbejdsmarkedsreguleringsdelen af en stærkere sociale dimension. Men når kun 53% af lønmodtagerne er medlemmer hos den overenskomstbærende fagbevægelse i Danmark, hvad gør vi så? Det er måske i virkeligheden det mindste problem – for man fandt en vej til at supplere med lovgivning allerede i forbindelse med EU’s Arbejdstidsdirektiv i 2002. Også dengang, fordi dækningsgraden i Danmark ellers ville have været for lav. Det største problem er nok, at de fleste arbejdsgivere næppe har meget imod, at de europæiske arbejdsmarkeder forbliver en liberalistisk handelsplads uden den store regulering. I Danmark havde arbejdsgiverne heller ikke som udgangspunkt noget ønske om at organisere sig for at forhandle løn og arbejdstid med de ansatte. Men det blev man tvunget til af en stærk fagbevægelse, og siden har dette spor naturligvis også givet fordele for arbejdsgiverne, ikke mindst i form af samarbejdet om produktivitetsudvikling lokalt, som er et særsyn mange andre steder i Europa.

Norden ligner ikke resten af Europa

Men udgangspunktet for arbejdsgiverne - før Septemberforliget – var, at det var presset fra en stærk fagbevægelse, der tvang dem til at organisere sig om det naturlige strategiske mål for dem: at holde fagbevægelsen tilbage og så langt som muligt forsvare retten til selv at bestemme regler og vilkår på egne arbejdspladser imod indgreb fra fagbevægelse og stat.

En tilsvarende situation med stærke fagbevægelser eksisterer ikke de fleste steder på de øvrige arbejdsmarkeder i EU. Fagforeningerne er tværtimod svækkede eller ikke-eksisterende. Hvordan så komme videre med regulering af arbejdsmarkederne – hvordan få begrænset lønkonkurrencen?

De fleste andre steder i EU foregår det ved hjælp af lovgivning og støtter sig på individuel ret – ikke på kollektiv ret, som i Danmark. Men i forhold til det spor slår DA syv kors for sig og minder fagbevægelsen om, at den skal kæmpe for den danske aftalemodel. Fagbevægelsen er naturligvis også gladere for kollektiv ret, blandt andet fordi den nemmere kan håndhæves. Men kan den alene holde lønkonkurrencen stangen, hvis lønmodtagere på EU’s indre marked synker dybere ned i elendighed som ”working poor” med prekære job, meget svage fagforeninger og ikke-eksisterende arbejdsgiverorganisationer?

I arbejderbevægelsen i Norden har man debatteret det længe. Udfordringerne blev søgt belyst gennem et projekt, ”Forvitring eller fornying i Norden 2014-2030” (Nordmod, 2014). Her blev politiske og økonomiske udviklingstræk belyst, så man havde et udgangspunkt for et strategisk og politisk udviklingsarbejde. I slutrapporten skrev forskerne:

”Den nordiske model er en politisk konstruktion. Nye udfordringer kan ikke løses med bekendelser til en abstrakt model, men kræver konkrete politiske svar.”

En af forskerne bag, Jon Erik Dølvik, havde stillet sagen på spidsen i en tidligere publikation: Skal disse konkrete politiske svar findes i nationale alliancer på tværs af klasser – eller i klassemæssige alliancer over de nationale grænser på EU’s fælles arbejdsmarkeder?

Det bliver nok kernen i de udfordringer, dansk fagbevægelse står over for i de tider, kampen om nye sociale rettigheder i den ”sociale søjle” i EU vil bringe. Bente Sorgenfrey, som er ansvarlig for det internationale arbejde i Fagbevægelsens Hovedorganisation, har fortalt om forventningerne til det kommende sociale EU-topmøde i Porto den 9. maj på et webinar: der vil nok ikke blive tale om det store skub til en social dimension, men om pragmatiske løsninger. Det spor, den danske fagbevægelse har søgt at fremme, er ikke mindsteløn og den slags, men tilslutning til en kampagne for, at nationalstater og lokale myndigheder stiller krav om bl.a. overenskomstdækning i deres indkøbskontrakter.

Arbejdsklausuler/sociale klausuler bygger på en ILO-konvention, og er således ratificeret af mange landes regeringer. Den danske Thorning-regering fik udbredt ordningen til kommunerne, som også fik sociale klausuler. Men igen er det først, når sociale klausuler kontrolleres, at noget i praksis ændrer sig. Det gør man langtfra i alle kommuner, men i København og Odense oprettede man kontrolenheder i for en halv snes år siden, og det har nu kunnet bruges i forhold til at lægge et pres for ændring af forholdene i Nemlig.com.

På trods af medlemstabet, hører dansk fagbevægelse stadig til blandt de stærkeste i EU. Og organisationsprocenten er ikke lavere nu end da arbejdsgiverne søgte at knuse fagbevægelsen gennem storlockouten i 1899. Men i lyset af det, der sker i det øvrige EU, er det måske værd at huske på, at en af de ting, danske arbejdsgivere senere fremhævede som en sejr var, at det var lykkedes at holde staten væk fra lovgivning om otte-timers-dagen.

Arbejdsgiverne havde i det mindste formået at holde fast ved aftalesporet, som man opfattede som mere fleksibelt.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Hvad er det der hindrer, at den offentlige sektor opfylder de politiske ambitioner

Den usynlige krig

Europas højrenationalistiske bevægelser har medvind

Kulturpolitik er kamp – Socialdemokratiet brænder for mange målchancer

Pandemi og politik

Regional planløshed

Nødvendigt at øge Folketingets indflydelse på EU-politikken

Massive myter må aflives

Gæld er ikke gratis

Helbredelse – nu også forebyggels - for at bremse parallelsamfund