Sundhedsreformen - et centralistisk projekt

Af Søren Thomassen, redaktør NY POLITIK.

Regeringen arbejder i øjeblikket med en stort anlagt sundhedsreform der måske er det næste skridt på vejen til at erstatte direkte valgte politikere på kommunalt niveau med ansatte administratorer

Første skridt på rejsen mod yderligere sammenlægning af landets nuværende 98 kommuner går over afskaffelsen af de folkevalgte regionsråd og erstatte dem med 21 såkaldte ”sundhedsfællesskaber”.

Regeringen har tænkt sig at de folkevalgte regionsråd skal erstattes af 21 ”sundhedsfællesskaber” der skal styres af en bestyrelse, hvor både kommunerne i området hvor akutsygehuset ligger og de praktiserende læger skal være repræsenteret.

Under bestyrelserne skal etableres en eller anden driftsfunktion også med repræsentanter fra både akutsygehus, kommuner og praktiserende læger - dog uden selvstændige midler og beslutningskompetencer.

I dag er politikerne i regionsrådene og i kommunalbestyrelserne folk med interesse for, at de politiske beslutninger de træffer bliver ført ud i livet, og de har kontrol med udvikling og drift af sygehuse, ældrepleje, skoler, daginstitutioner, kollektiv trafik, infrastruktur etc. De tager hensyn til hverdagen i deres interessevaretagelse.

Mindre demokrati, øget centralisering

Forfatter og journalist Lars Olsen har ganske rammende sagt at afdemokratiseringen sker efter pres fra DF, Konservative og Liberal Alliance.

Med forslaget til sundhedsreform gik et stort ønske hos især Dansk Folkeparti i opfyldelse. I et af sine ugentlige nyhedsbreve skrev Kristian Thulesen Dahl begejstret:

”Jeg ser rigtig mange gode takter i udspillet – flere justeringer, der samlet set vil skabe mere nærhed i det danske sundhedsvæsen. Der lægges med forslaget op til, at man nedlægger regionsrådene. Det er vi meget tilfredse med. En nedlæggelse af regionerne vil nemlig betyde en mere entydig ansvarsplacering. Slut med at flytte aben frem og tilbage mellem staten og regionerne. Nu må Folketing og regering reelt påtage sig det overordnede ansvar for vores sundhedsvæsen”.

Der er ikke noget nyt i at Dansk Folkeparti er tilhængere af centralisering. Selvom det ikke ytres offentligt, er det en slet skjult hemmelighed, at Dansk Folkeparti ønsker beslutningskompetencen på en række områder op på folketingsniveau og så give embedsmændene større råderum bl.a. ud fra devisen om, at det er nemmere at fyre en embedsmand end politikere, især hvis de sidste ikke kommer fra ens eget parti.

Mistro til offentlig service

Strukturreformen, Politireformen, Domstolsreformen etc. fra 2007, som den daværende VK-regeringen gennemførte med støtte fra Dansk Folkeparti, har ført til manglende tiltro i befolkningen til den offentlige service, og det virker nærmest som om Venstre som regeringsbærende parti ønsker at stå i spidsen for en effektiv afvikling af den offentlige sektor.

I begyndelsen af århundredet sagde regeringsstrategen Claus Hjort Frederiksen til nogle af sine unge partifæller, der ikke mente at liberaliseringen kunne gå hurtigt nok, at de nok ikke var klar over at Venstre ville tabe det hele på gulvet, hvis regeringen ikke skar pølsen i silketynde skiver, for så ville folk først opdage det, når det er en fuldbyrdet kendsgerning.

Udflytningen af statslige virksomheder fra hovedstadsregionen til såkaldte fjernere liggende egne af landet er også et led i undermineringen af den offentlige sektor.

I en klumme i Berlingske Tidende har Verner Sand Kirk, socialdemokratisk folketingskandidat i Københavns storkreds, beskrevet udflytningen af statslige arbejdspladser, således:

”….. udflytning af Gældsstyrelsen til Middelfart har skabt personaleflugt og forstærket problemerne med inddrivelse af danskernes gæld på 116 mia. kr.

Det er desværre ikke en enlig svale, blot endnu et eksempel i rækken af tragikomiske konsekvenser af regeringens udflytningspolitik. Det er tragisk fordi det koster milliarder, har forlænget sagsbehandlingstider og resulteret i ringere kvalitet. Det er komisk, fordi der ofte ingen fornuftig mening har været………...                 

Regeringen har indrømmet, at der har været problemer med faldende produktivitet og kvalitet i sagsbehandlingen, problemer med at rekruttere kvalificerede medarbejdere i tilflytningskommunerne m.v. Oven i det er udgifterne blevet meget større end forudsat. Vi ender nok på den gode side af 2 mia. kr. Det svarer til over 250.000 kr. pr. udflyttet arbejdsplads. Og det er prisen oven i længere sagsbehandlingstider og faldende kvalitet i afgørelserne.

Man er lige glade med de dårlige erfaringer af den hidtidige udflytning. Hvorfor skulle man tage sig af det? Det er der ingen grund til, det er et politisk projekt, siger Regeringen. – Nej, det rette udtryk er, at det er et populistisk projekt.

Alle præmisser og påstande i den sag er forkerte. Der er intet belæg nogen steder i Verden for, at udflytning af akademiske sagsbehandlere skaber erhvervsmæssig dynamik. Der er heller ikke belæg for, at Danmark er særlig skævt med hensyn til placeringen af offentlige arbejdspladser. Godt nok er der relativt lidt flere statslige arbejdspladser i hovedstadsområdet, men det opvejes så rigeligt af, at kommunalt ansatte og ansatte i diverse institutioner udgør en større andel af beskæftigelsen uden for hovedstadsområdet.”

Udflytningen af statslige arbejdspladser er en af de trædesten i afdemokratiseringsprocessen Venstre, som regeringsbærende parti i størstedelen af dette århundrede, har været med til at lægge ud for en centralisering af magtudøvelsen i Danmark. Målet er at give Folketinget større indflydelse på hvad pengene bliver brugt til og hvordan. Udflytningen af statslige arbejdspladser, er et middel der som Verner Sand Kirk skriver, skal bruges at betale for øget opbakning til Venstre:

På trods af fakta er der imidlertid god medvind til udflytningen fra de fleste politikere og kredsen af borgmestre. Ikke mærkeligt al den stund, at 70 % af befolkningen (og vælgerne) bor uden for hovedstadsområdet.

Færre kommuner, mindre kommunalt selvstyre

Sundhedsreformen er endnu en at disse trædesten der på sigt, måske om 5-10 år, vil føre til reduktion af antallet af kommuner fra de nuværende 98 til …. 21.

Det er ingen hemmelighed at Dansk Folkeparti siden 2003 har luftet tanker om at ændre i kommunernes opgaver, og at de ikke betragter det kommunale selvstyre som en hellig ko.

Til netmediet Altinget udtalte Kristian Thulesen Dahl i 2013, at det meget vel kan blive nødvendigt at øremærke en større del af de kommunale midler til konkrete velfærdsopgaver, og at han ikke anser det kommunale selvstyre for en hellig ko.

I 2017 udtalte Kristian Thulesen Dahl en kritik af kommunernes ret til selv at fastsætte hvor høj skat de vil kræve af borgerne og at tiden var kommet til at finde på noget nyt.

Til Ritzau sagde han dengang:

Skattepolitikken bliver i høj grad nu dikteret fra Christiansborg. Så vi har ikke et system i dag, hvor kommunerne bare frit kan finde ud af, om de vil forhøje eller sænke deres kommuneskat.

I interviewet slog han til lyd for et system hvor alle kommuner får den samme skatteprocent og at pengene fordeles efter de udgifter kommunerne har. Det er vel noget at det tætteste en christiansborgpolitiker fra et af de store partier er på at gøre op med det kommunale selvstyre.

Det er nærliggende at tro at den samarbejdsmodel omkring de 21 sundhedsfællesskaber, regeringen har præsenteret med sundhedsreformen, kan bruges som endnu en trædesten på at afvikle det kommunale selvstyre i den form vi kender det i dag og i stedet indføre et embedsmandsstyre der administrerer bevillinger Folketinget beslutter i forbindelse med finanslovene.

I dag træffer kommunalbestyrelser og regionsråd beslutninger om investeringer og drift af kommunale og regionale institutioner på vegne af de borgere der har valgt dem. Det betyder at de repræsenterer deres vælgeres ønsker til dimensionering og drift af f.eks. sygehuse, skoler og institutioner. Borgerne kan stemme på de politikere der f.eks. går ind for små skoler, nærhospitaler m.v. eller de kan stemme på politikere der vil arbejde for noget helt andet. I et demokratisk samfund er det flertallet der bestemmer. I det danske samfund er det normalt sådan på kommunalt og regionalt niveau at de vigtige og afgørende beslutninger for samfundets udvikling bliver truffet i enighed eller af brede flertal.

Med sundhedsreformen og det der kommer efter denne, er der lagt op til at vigtige samfundsmæssige beslutninger og allokering af økonomi bliver truffet på Christiansborg og at de herefter skal udføres af et stort korps af embedsmænd.

Når den demokratiske indflydelse befolkningen har på beslutningerne, gennem deres valgte repræsentanter i kommunalbestyrelser og regionsråd, bliver meningsløs og fjern fra deres dagligdag, er det med til at fremme populistiske holdninger.

 
Til forsiden


Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Giv de sårbare, magtesløse og ældre stemme

Fra den indiske virkelighed

Lad os spise - organiseret