Som at sømme budding op på en væg

Radikale er troløse - og det har de stort set altid været. Svend Auken skabte et ordbillede, som på mange måder karakteriserer partiet

Af Mogens Havnsøe Petersen

Socialdemokratiets tidligere formand Svend Auken er tillagt under en folketingsdebat at skulle have sagt: “At holde de Radikale fast på en mening, er som at sømme budding op på en væg”. Ordbilledet er blevet stående og genanvendes jævnligt, dog har det nok en udløbsdato, når det går af brug overhovedet at spise budding. 

Hele Det Radikale Venstre’s historie siden partiets stiftelse i 1905 skal ikke gennemgås her, dog skal det nævnes, at partiet har sit udspring i 1800-tallets radikalisme, hvor folk som Edvard Brandes og dennes bror Georg Brandes samt Viggo Hørup var blandt personerne der svingede den intellektuelle taktstok i København. Denne intellektuelle gruppe var en del af Venstrereformpartiet, som så blev sprængt i 1905, og stridspunktet var holdningen til militær (“hvad skal det nytte?”) og modsætningen mellem husmænd og bønder, små og store landbrug.

Partiets indflydelse på dansk politik er umiskendelig. Allerede i slutningen af 1909 dannedes den første regering under Radikal ledelse, nemlig regeringen Carl Theodor Zahle, som dog kun kom til at sidde til 1910. Men igen fra 1913-1920 kom Carl Theodor Zahle tilbage til regeringsmagten med Socialdemokratiets støtte. Senere var det så de Radikale som var støtteparti og med i regeringen under bl.a. legendariske Thorvald Stauning (A).

Historisk har partiet haft rollen som det parti, som opererende på midten med både et socialt og et liberalt ideologisk standpunkt, og derfor flere gange i historien har kunnet skifte side. En enkelt periode med statsministerposten under Hilmar Baunsgaard (1968-1971), men ellers er partiet hoppet frem og tilbage over midterlinjen, både i og udenfor diverse regeringer.

Troløshed

Socialdemokratiet har ikke og skal ikke forvente nogen form loyalitet fra Radikale. Derfor virker det også en kende hyklerisk, når partiets nuværende formand Morten Østergaard i en lind strøm det seneste års tid har afkrævet Socialdemokratiet det ene løfte efter det andet om at danse efter Radikales pibe for at få lov til at danne regering. Det skal gerne være skriftligt, og trods udmelding fra Socialdemokratiet om, at Radikale ikke skal med i en ny regering, så kræver partiet nærmest bestemmende indflydelse på regeringsgrundlaget.

Lad os lige tage et hop tilbage i historien. Et af de springende punkter da Anker Jørgensen i 1982 måtte overlade regeringsmagten til Poul Schlüter var, at Radikale ikke ville gå med til en renteskatteordning til finansiere de offentlige udgifter. Noget af det første Radikale gjorde efter regeringsskiftet var at gå med til en renteskatteordning.

Det er omdiskuteret hvor meget Radikale blandede sig i formandsskiftet i Socialdemokratiet fra Svend Auken til Poul Nyrup Rasmussen. Visse steder bliver det fremstillet som om, at det nærmest blev aftalt ved en frokost hos Ida Davidsen. Det er ikke rigtigt. Der var betydelig frustration i forhold til Svend Aukens ledelse af partiet i partiet, og derfor blev det som det blev.

Så kom der en periode under Poul Nyrup, hvor forholdet mellem Radikale og Socialdemokratiet var forholdsvis harmonisk. Niels Helveg Petersen kunne rejse Jorden rundt og hæve Dannebrog højt, mens Poul Nyrup passede hjemmefronten. Samtidig var der et tillidsfuldt samarbejde mellem Marianne Jelved som økonomiminister og Mogens Lykketoft som finansminister, og de to spiste så frokost en gang om ugen med nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen, og i den kreds blev mange af de økonomiske sigtelinier lagt (bemærk kønsforholdet 2-1 i kvindernes favør).

Da Niels Helveg blev træt af rejseriet, Mogens Lykketoft tog over som udenrigsminister, Pia Gjellerup blev finansminister var regeringssamarbejdet allerede nedslidt. Radikale stod konstant på bremsen, når det gjaldt om at lytte til de faktiske signaler fra en række socialdemokratiske borgmester med integrationsproblemer i deres kommuner, og her er vi nok henne ved et kerneproblem i samarbejdet med Radikale.

Ingen lokal indflydelse

De har aldrig haft en særlig stærk lokalpolitisk forankring, og derfor er de så meget mere Christiansborg-orienterede og hævet over hverdagens tummel og konkrete problemer. Derfor lader sig også let besnakke af diverse teoretikere, som med regnearket i den ene hånd og PowerPointen som baggrund viser, at sådan er det jo.

Det gælder, når der skal hoppes med på efterlønnens de facto afskaffelse (sammen med DF), og så senere prøve at reparere sammen med Dansk Folkeparti med seniorførtidspension, hvor Radikales meget typiske indfaldsvinkel er, at så skal lægerne kunne stå for arbejdsmarkedspolitikken.

Hvad logikken er, når Radikale kræver af Socialdemokratiet, at de skal tilslutte sig en håndfæstning på ikke at ville samarbejde med DF, når de selv sidder lårene af DF i andre sammenhænge, det findes der måske en lægefaglig forklaring på.

Bemærk - at Radikale har afskallet både Liberal Alliance og Alternativet som nye partidannelser, og det siger måske noget om konsistensen i det radikale politiske projekt i dette årtusinde.

Der er ingen konsistens. Det er som at sømme budding op på en væg.


Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Spin om nedslidte

Hvorfor slog venstrefløjen i Latinamerika ikke til

Flere mellemledere - flere regler
- 38 år som socialrådgiver

Falske fjendebilleder i kulturpolitikken