Spin om nedslidte

Af Verner Sand Kirk, folketingskandidat for S i Københavns Storkreds og Sundbyvester

Mediekrigen om nedslidte og tidligere tilbagetrækning er med regeringens aftale med DF og Radikale brudt ud i lys lue. Spindoktorerne har kronede dage.

Forvirringen er total. Hvem vil hjælpe de nedslidte mest? Er der tale om bluff? Hænger økonomien sammen?

Den korte konklusion er, at Regeringen, DF og Radikale kun vil hjælpe allerede sygemeldte lidt lettere til seniorførtidspension. Socialdemokratiet vil også gøre noget for dem, men også for nedslidte i øvrigt.

Alt i valgkampen kan ikke skæres ned i sms-længde og samles i korte overskrifter, og jeg vil tillade mig at gå lidt mere i dybden. Hvad er op og ned? Hvad er rigtigt, og hvad er forkert. 

Socialdemokratiets udspil om tidligere folkepension for nedslidte er tænkt som et plaster på det sår, der er opstået, fordi efterlønnen er ødelagt. Det retter sig primært mod dem, der ikke kan holde til at arbejde helt til den forhøjede pensionsalder, men ikke er syge nok til at komme i betragtning til hverken almindelig førtidspension eller seniorførtidspension.

Det er f.eks. slagteriarbejderen, der må tage smertestillende piller for at kunne klare arbejdet. Eller SOSU-assistenten, der kæmper sig igennem en travl og belastende arbejdsdag, men hvor hver arbejdsdag er en plage.

Den lempede seniorpension, som det jo er, er ikke for personer, der er i arbejde. Den retter sig primært mod dem som er langtidssyge eller røget på kontanthjælp, og altså ikke længere er i arbejde. Det vil sige, at det for de fleste handler om, at de tildeles en anden offentlig forsørgelse end den de allerede får.

Isoleret set er den nye aftale om lempede kriterier for seniorførtidspension udmærket, selvom det er bluff at kalde det en ny rettighed. Det eneste, man har ret til er at søge. Og det er noget tåget, hvem der skal træffe afgørelse. Det er også uklart, hvor mange, der ender med at få gavn af det. Da man i sin tid lavede den nuværende seniorførtidspension, ramte Finansministeriet helt ved siden af skiven og undervurderede helt vildt, hvor mange den ville gavne. Jeg vil håbe at de er blevet bedre til at regne siden.
At forligspartierne har skudt hvem der skal vurdere til hjørne og først senere afklaring skyldes tydeligvis, at man ikke har kunnet enes om det. Nogle har åbenbart ville sikre uvildige og saglige afgørelser, mens andre (og Finansministeriet) har været optaget af risikoen for, at det vil udløse for mange bevillinger, og dermed koste mere. Derfor er det selvfølgelig indtil videre gætværk i Finansministeriets regneark, hvor mange det komme til at få gavn af det.

Lars Løkke har kaldt Socialdemokratiet udspil for et stort bluffnummer, fordi de præcise kriterier ikke er afklaret endnu. Og så hævder han, at der kun kan komme under 3.000 på en sådan ordning i en treårig periode.

Jeg medgiver gerne, at det ville være bedre, hvis man havde nået at finde frem til de præcise kriterier inden valget. Men det mener jeg, at der nok kan findes ud af efter valget. Og jeg hjælper gerne med det.

Når det er sagt, så er 3 mia. kr. altså temmelig mange penge. Det er 3.000 millioner kr.

Først sagde Løkke, at der kun er penge til knap 3.000. Det ville betyde, at han mente, at en pensionist koster over 1 million kr. om året.  Nu er det så præciseret at han mente knap 3.000 i 3 år, altså knap 9.000. Det er 350.000 kr. pr. år til hver. Og det lyder jo mærkeligt al den stund, at en gennemsnitlig folkepensionist får ca. 120.000 om året.

For enlige uden anden indkomst er det omkring 150.000 kr. Forklaringen på dette paradoks er Finansministeriets mærkelige regneprincipper. De indregner nemlig mistede skattebetalinger fra dem, der går fra arbejde til pension. Men de anerkender ikke, at langt de fleste job bliver besat af en anden, og dermed giver færre ledige.

Det siger sig selv, at en nedslidt slagter, der får 120.000 kr. i pension og erstattes af en arbejdsløs, der fik 227.000 kr. i dagpenge, ikke samlet set er en merudgift. Hvis den ledige var på kontanthjælp (typisk ca. 135.000) er der stadig tale om en overskudsforretning.

Arbejdsløse på dagpenge er pr. definition udelukket fra seniorførtidspension. Hvis de søger, siger de jo samtidig, at de højest kan arbejde i 15 timer om ugen. Og så skal a-kassen tage dagpengene fra dem på grund af rådighedsreglerne.

Så selvom en del af jobbene bliver rationaliseret bort og ikke genbesættes, siger al sund fornuft, at 3 mia. kr. vil række ret langt.

Derfor er jeg også overbevist om, at kriterierne kan blive ret lempelige i forhold til hvilke faggrupper, der kan være med. Det er altså de færreste, der dropper et godt arbejde, som de trives i, for at nøjes med en folkepension. Det gør man kun, hvis man har problemer med at klare jobbet.

Det er kommet frem i debatten, at Regeringen hævder, at deres aftale kan hjælpe mange flere med en højere ydelse end folkepension for langt færre penge. Hvordan kan det dog hænge sammen?

Det kan det netop fordi seniorførtidspensionen som nævnt ovenfor ikke retter sig mod nedslidte, der stadig er i beskæftigelse, men først og fremmest flytter sygemeldte fra en offentlig ydelse til en anden.

Sagen er faktisk ganske enkel. Skal vi kun spise de nedslidte, for hvem det er en plage hver dag at gå på arbejde, af med en løsning, hvor de skal håbe på at blive så syge, at de kan blive godkendt til seniorpension. Eller vil vi også sætte et plaster på det sår efterlønnen har efterladt og som stadig bløder.

 


Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Hvorfor slog venstrefløjen
i Latinamerika ikke til

Flere mellemledere - flere regler - 38 år som socialrådgiver

Falske fjendebilleder i kulturpolitikken

Som at sømme budding op på en væg