Dette er ikke en anmeldelse

Mogens Lykketoft har udgivet sine erindringer med undertitlen “Holdning og handling”. Nærværende skribent har læst den med glæde og interesse, men er inhabil som anmelder

Af Mogens Havnsøe Petersen

Det var i slutningen af 1979, jeg var til samtale i Fællessekretariatet med Mogens Lykketoft og Jørgen Christiansen. Fællessekretariatet var som navnet siger et fælles sekretariat for en række af Arbejderbevægelsens organisationer, hvoraf Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Det Kooperative Fællesforbund var de største, men sekretariatet rummede også Byggefagenes Kooperative Landssammenslutning, Kooperative Marketenderiers Samvirke, Arbejderbevægelsens Kooperative Finansieringsfond og Stjernens Studiefond. Mogens Lykketoft var afdelingsleder for AE, Jørgen Christiansen var det for DKF og Åge Munk var direktøren for det hele.

Jeg var til samtale om stillingen som redaktør af Kooperationen, efter den tidligere redaktør Poul Andersen var blevet redaktør af Kvindernes Fagblad.

Det var ved denne samtale, jeg allerførste gang mødte Mogens Lykketoft. Jeg vidste godt, hvem han var. Jeg havde nogle år været aktiv i DsU, og Mogens var en af dem, der tegnede den progressive del af Socialdemokratiet. Jeg vidste også godt, at han i starten af 1979, kun få dage efter sin 33-års fødselsdag, havde mistet sin kone, som i en alt, alt for ung alder døde fra ham og deres to døtre. Der var en grund til, at Mogens til tider var lidt fjern i blikket.

Mødet blev starten på et livslangt ven- og arbejdsfællesskab, for jeg fik stillingen, og siden er vore liv flettet ind og ud af hinanden, de senere år kun med bevidstheden om, at vi stadig eksisterede. De første år i Fællessekretariatet, hvor jeg fik lejlighed til at følge med i politikudviklingen - og i beskedent omfang selv bidrage og undervejs møde mange, som nu er historie, eller stadig besidder stillinger både i og udenfor Arbejderbevægelsen. Og sammen med Mogens frem til han blev skatteminister i 1981. Selv sad jeg der til 1986, hvor jeg rykkede til FDB.

Jeg sad desuden i en årrække i Socialdemokratiet Glostrup-Kredsens bestyrelse som hhv. formand for Socialdemokratiet i Ishøj og sekretær i kredsen. Mogens var vores folketingskandidat efter Svend Jakobsen forlod politik.

Inhabil

Så jeg er i den grad inhabil som anmelder af Mogens’ erindringsbog, for jeg har stort set altid været på samme side som ham i de kampe, som har udfoldet sig internt i Socialdemokratiet.

Men selv om jeg er inhabil, så anser jeg mig altså for væsentlig mere habil, end mange af de der har anmeldt den 568 sider lange bog, for jeg har i det mindste læst den.

Det samme kan man ikke sige om alle de, der har skrevet om og forholdt sig til bogen. At der har været visse skævheder i omtalen har Forlaget Rosinante delvist sig selv at takke for. Forlaget er hoppet på den bølge, hvor man smider lunser ud til medierne, for at skabe foromtale af en given bog.

Det betød, at meget af den tidlige debat kom til at gå på, at Mogens et sted i bogen karakteriserer Helle Thorning-Schmidt som “fejlcastet” til posten som statsminister. Så kører det ellers derfra og billedet bliver “Gammel sur mand sparker til stakkels kvinde”.

Derfor har jeg på min foranledning men med Mogens’ tilladelse fået lov til at bringe et afsnit af bogen i sin fulde længde:

En tonedøv og farveblind regeringstop

Det var, som om statsministeren var politisk tonedøv og helt manglede egne pejlemærker. Hun bakkede ubetinget og ukritisk op om en kurs, der blev lagt i stadig tættere alliance mellem Vestager og en Corydon, der syntes helt at have opgivet enhver udfordring af regeringsgrundlagets tekst om at videreføre den borgerlige regerings økonomiske politik.

                      I den første tid var jeg i dialog med Corydon på tomandshånd og lyttede før og efter årsskiftet til 2012 til ham med stigende bekymring. Han var ikke interesseret i nye forlig med regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, men talte i stedet om en stor, barsk aftale med Venstre for at få styr på statens finanser. Han var helt ufølsom over for indvendinger mod at iværksætte en bølge af ekstra fyringer i staten, som var besluttet af hans forgænger, Claus Hjort Frederiksen – inklusive fortsat store nedskæringer i bemandingen i SKAT, hvor borgeres og virksomheders ubetalte skattegæld allerede de forudgående tre år var vokset fra 18 til 73 milliarder på grund af underbemanding og systemnedbrydning.

                      Corydon var på forbløffende kort tid blevet omskolet af Finansministeriets neoliberale topfolk. Hans fokus på nye besparelser var overvældende og uhyre detaljeret. Jeg husker f.eks. hans harme over, hvor dyrt det var at have folk til at køre med salgsvogn for drikkevarer, pølser og chokolade i intercitytogene.

                      Det dæmrede langsomt for mig, at Corydon var drevet af en efter min mening totalt skør idé om, at han ved at overtage væsentlige dele af Venstres politik kunne drive dem så meget til højre, at de tabte terræn til os. Teorien blev afprøvet i praksis, men gav ikke de ventede resultater. Jeg har siden tænkt, at det, Corydon havde fået galt i halsen, var en slags modstykke til Venstres trick med altid at simulere tilhænger af socialdemokratisk velfærdssamfund i valgkampe. Forskellen mellem Venstre og Corydon er, at der aldrig har været andet end forstillelse og bedrag i Venstres omsorg for velfærdssamfundet, mens Corydon i fuld alvor kopierede Venstres politik.

Fra min post på sidelinjen fulgte jeg, hvordan Thorning-regeringen, efter talrige selvmordsforsøg undervejs, mistede livet ved valget i 2015. Mange kom til min sidelinje undervejs for at dele sorg og vrede. Vi stiftede et netværk af fortrinsvis yngre MF’ere, der hver onsdag kom til morgenkaffe hos mig i formandslejligheden. Det var ingen konspiration, men på linje med en meget lang S-tradition for kaffeklubber som et sted, man i fortrolighed kan tænke højt. I starten var mange inviteret, men siden gav nogle op – bl.a. på grund af pres fra regeringstoppen. Vi var typisk en halv snes stykker, der udvekslende indtryk om den aktuelle situation i regering og folketing – blandt de hyppigste deltagere var Mette Frederiksen, gruppens næstformand Ane Halsboe-Jørgensen, Jens Joel, Pernille Rosenkrantz-Theil og Jan Johansen.

                      Desuden voksede i foråret 2012 antallet af kolleger, der enkeltvis kom forbi mit kontor eller formandslejligheden for at drøfte den vanskelige situation. Det gjaldt f.eks. by- og boligminister Carsten Hansen og europaminister Nicolai Wammen og såmænd også justitsminister Morten Bødskov og Henrik Sass Larsen.

                      Både februar og april 2012 var jeg ovre på statsministerens kontor for at drøfte præsidiesager som partistøtte og spørgetime med hende. Det var ikke noget god oplevelse. Hun virkede usikker, men også kommanderende: Jeg skulle lette ministrenes arbejde ved at dæmpe Folketingets krav til deres fremmøde i sal og udvalg, hvilket jo er nærmest umuligt at kræve af formanden for Folketinget. Jeg fremlagde til gengæld over for hende – også i skriftlig form – personligt min kritik af regeringens kurs.

Frygten for manglen på strategi og vision blev delt af de gamle ministerkolleger, jeg mødtes med hos Karl Hjortnæs. Knud Heinesen forsøgte sig i første halvår 2012 ligesom jeg selv med at sende skriftlige råd til Helle Thorning. Ved sommertid måtte vi begge konkludere, at det ikke nyttede.

Da Marianne Jelved, Holger K. Nielsen og jeg talte sammen under præsidiets rejse i Indonesien i marts 2012, var vi alle tre bekymrede over regeringens kurs. Det blev kun værre, da vi vendte hjem til det mærkværdige lederskifte i DONG, og det forblev temaet i de regelmæssige fællesspisninger, vi havde de følgende tre år, hvor de to kolleger skiftede fra præsidiet til ministerkontorerne og oplevede regeringen indefra.

                      Det skal siges, at økonomien rettede sig flot de følgende tre år. Konkurrenceevnen var god, eksporten voksede på vigtige markeder, tilliden hos forbrugere og investorerne voksede, og der kom ny gang i beskæftigelsen. Det var ikke længere urealistisk, når regeringen i sin 2020-plan i maj 2012 forventede 180.000 nye private job i de kommende år og plads til en årlig vækst i offentlig service på 0,8 procent om året – et mål, som dog ikke blev opfyldt. Der blev sat store infrastrukturinvesteringer på programmet for de kommende år – f.eks. planen om hurtige elektriske tog København-Aarhus og videre. Økonomien kunne været blevet en vindersag, hvis resultaterne var blevet mere retfærdigt fordelt, og hvis regeringen havde håndteret samarbejdet anderledes, både internt og med sit parlamentariske grundlag.

Åben og personlig

Så meget om det. Jeg kan tilføje, at ikke alene for en politisk nørd som nærværende skribent er bogen interessant, bogen er også meget åben på det personlige plan. Jeg ved, at der er orden i kronologien, for Mogens har nok et af de bedste noteapparater for den periode han har været politisk aktiv. Jeg har set, bl.a. fordi jeg ofte sad ved siden af ham, hvordan han med lille sirlig skrift ved forskellige møder har siddet og skrevet i de Mayland-kalendere, som har været hans dagbog.

Hans interesse for udenrigspolitik har altid været varm og omfattende, og derfor under jeg ham i den grad også, at han nåede at være formand for FN’s generalforsamling et år.

Det ene års tid, han var udenrigsminister, var det i øvrigt i særklasse interessant at deltage i kredsbestyrelsesmøderne. Så havde han mødt Joschka Fischer, så havde han været i Moskva, så havde han været sammen med kronprinseparret osv. Finansministerårene var heller ikke kedelige, men der var det tit en gennemgang af noget mere kolde kendsgerninger - tit afleveret med et vist temperament.

Pressen havde tit misforstået/fordrejet et eller andet i Mogens’ optik, og jeg høstede derfor bifald, da jeg retorisk spurgte: “Er der noget, som ikke er pressens skyld”. Vanen tro grinede Mogens med. Hans selvironi er ganske omfattende, hvilket også vises ved, at det er Roald Als der har malet det portræt, som er kommet op og hænge i Folketinget, og som også pryder bogens forside. Roald Als har en lang række tegninger med i bogen, og jeg har fået indtil flere julekort fra Mogens, hvor Roald Als har stået for forsidetegningen.

Mogens Lykketoft: “Erindringer - holdning og handling”, Rosinante, 576 sider. Pris: 299,75 kr.