Værdifælleskaber

Det diskuteres intenst, hvilke partier Socialdemokratiet har værdifællesskab med. Det er vigtigt at skelne mellem DF som parti og partiets vælgere. De socialdemokratiske vælgere ligner DF’s langt mere end Radikales vælger

Af Jørgen Elikofer, mangeårig S-kredsformand og folketingskandidat, tidligere sekretariatschef i Dansk Metal

Der verserer blandt socialdemokrater og i medierne en del diskussioner om, hvilke partier Socialdemokratiet har mest værdifællesskab med, bl.a. fordi Henrik Sass Larsen har peget på, at hans værdifællesskab er større med DF end med R. Dansk Folkeparti og de Radikale, men også SF, har i denne diskussion været nævnt som dem med størst værdifælleskab med S.

For mange socialdemokratiske partimedlemmer står DF som et populistisk fremmedfjendsk og nationalistisk parti, som S ikke har værdier fælles med. I deres øjne er DF´s enkle fortælling om, at der eksisterer et eller andet lykkeland, som vi kan vende tilbage til, og deres grundopfattelse af, at udlandet og hvad der derfra er ondt og skal holdes på afstand, usympatisk og urealistisk.

Mange af socialdemokratiets medlemmer anser de Radikale som Socialdemokratiets naturlige værdipartner. Men vi er også mange andre socialdemokrater, der ikke oplever R som et parti med større værdifælleskab med S. Efter vores opfattelse har R gjort økonomernes regneark til deres partiprogram, så almindelige mennesker bliver reduceret til arbejdskraft (på moderne new-speak: arbejdsudbud), væksten bliver et mål i sig selv og derfor skal der importeres udenlandsk arbejdskraft uden hensyn til social dumping og i øvrigt skal Danmark være åbent for alle forfulgte, der beder om asyl, uanset om de har integrationsmuligheder.

Og ser vi så på de politiske budskaber og faktiske handlinger fra partierne S, R og DF og holder dem op mod deres vælgeres reelle interesser og bagrunde, får vi et billede af det, jeg vil kalde politiske værdifællesskaber.

I det største angreb på almindelig danskeres tryghed i dette århundrede har R og DF stået sammen (sammen med V, K og LA): Den de facto afskaffelse af efterlønnen og udsmidning af 50.000 fra a-kasseforsikring uden at stille med anden tryghed for nedslidte arbejdere. S lod sig så presse til at gå med på aftalen, da der forhandledes regeringsgrundlag i det sorte tårn i 2011. De står derfor alle i utrygge vælgeres øjne som lige gode i dette spil.

Radikale på flere felter mod S

I år har vi set, at R har støttet VLAK-regeringens forsøgt på at hæve pensionsalderen. Dette er afværget af S og DF, der har haft et tæt samarbejde i denne sag.

På det udlændingepolitiske område har R stået sammen med venstrefløjen på en i princippet ubegrænset åbning af grænserne for enhver, der krævede asyl og for en hel masse migranter, der ikke havde ret til asyl. Her har S nærmet sig den mere restriktive holdning, som V og DF har haft til åbning af grænserne for alt for mange, som vi ikke har fået integreret.

I forhold til social dumping har R stået sammen med de borgerlige partier f.eks. i spørgsmål om indtægtsgrænser for tredjelandes-borgeres ret til at komme til Danmark og arbejde og for åbning for karbotage-kørsel. Her har S og DF kæmpet imod.

Disse eksempler viser ikke noget større værdifællesskab mellem partierne S og R end mellem partierne S og DF.

Flugten fra de gamle partier

International har vi set, hvordan vælgerne har forladt de gamle partier, fordi de har mistet tilliden til dem. Store vælgergrupper har oplevet faldende tryghed og stagnerende eller faldende reallønninger. De har set nye ”eliter” af veluddannede grupper tage den politiske magt og de økonomiske gevinster. I Danmark har Socialdemokratiet reageret på disse tendenser. I andre lande har socialdemokratierne ignoreret signalerne. Med katastrofale følger. I Frankrig er Socialistpartiet udslettet, i Holland fik Arbejderpartiet 7 pct. af stemmerne ved det seneste valg.

David Goodhart's "The Road to Somewhere (2017)" og Thomas Frank’s bog ”Listen Liberals (2016)” byder begge på gode analyser af grundene til, at de gamle partiers kernevælgere stemmer på populistiske partier.

Thomas Frank giver i sin beskrivelse af det værdiskifte, Demokraterne i USA har foretaget de seneste 40 år - væk fra lighedspolitik og interessevaretagelse af almindelige arbejderes interesser til en ny politisk retning hen mod velsignelse af meritokratiet – hvor uddannelse og politisk korrekthed er de bærende værdier. Hvis du bliver arbejdsløs, er det bare synd, at du ikke i tide satsede på en ordentlig uddannelse, lyder parolen.

Thomas Frank beskriver et USA opdelt i et Metro-Amerika i byer fyldt med speltmødre og finansfolk, der værdsætter ballet, økologi og cykelstier – og et Retro-Amerika, hvor overvægtige tilhængere af den hvide mands herredømme beskæftiger sig med vulgære sysler som olieudvinding, industri og landbrug, hvis de da overhovedet har noget at beskæftige sig med. Svarende til den danske politiske skillelinje mellem cafe-latte-folket på Østerbro og smeden, sosu-assistenten og arbejdsmanden i Bjerringbro og Nordborg.

Somewhere – anywhere

David Goodhard opdeler vælgerne i to hovedgruppe: ”Somewheres”, der er de mange (mere end 2/3) som er rodfæstede i den egn, de er vokset op i og ikke har flyttet sig mere end 20 miles (32 km) fra opvækststedet og ”Anywheres” (højest 1/4), som er en globaliseringsglad gruppe uden rod i nogen hjemstavn, men har hele verden som deres hjemsted – og dermed finder sig tilpas hvor som helst. ”Somewheres” og ”Anywheres” er et fint ordspil på engelsk, men svært at oversætte til dansk. Jeg vil dog på dansk foreslå at kalde dem ”De rodfæstede” og ”De forfløjne”, som jeg tror min mormor fra Hinnerup ville have kaldt den sidste gruppe.

Mange af dem, der i dette nye magtspil føler sig som tabere, bliver nemt ofre for populister og andre med lette svar på svære spørgsmål. Og populismen og de lette svar findes på både højrefløjen og venstrefløjen. Så de realpolitiske partier på midten må derfor kæmpe om frafaldne vælgere i begge retninger.

Spørgsmålet er imidlertid, om det giver særlig stor mening at tale om værdifællesskaber mellem partier. Partierne er jo den organiserede politiske samling af interessevaretagelsen for en mere eller mindre homogen gruppe af medlemmer, som udgør 4 pct. af vælgerne. Når vi taler om politiske værdifællesskaber giver det derfor mere mening at se på værdifællesskaberne hos partiernes vælgere. I denne sammenhæng er det også interessant at notere sig forskellene i værdier mellem et partis medlemmer og dets vælgere. Her er det klart, at medlemmerne vil udgøre en mere idealistisk og ideologisk gruppe end vælgerne. På det operative plan er det helt afgjort vælgerne, der er partiernes egentlige målgrupper, som man må arbejde på at fastholde og tiltrække.

Når vi ser på vælgernes værdier, er det tydeligt – og har været det længe – at de socialdemokratiske vælgere har større fælles værdier med DF vælgerne end med R-vælgerne og for den sags skyld med de andre partier i rød blok. Allerede i de Minerva-analyser, der kom i slutningen af 90-erne, sås det tydeligt på Minervas værdianalysesystemer, at socialdemokratiske vælgere lå nær midten i værdicirklen, hvilket viste, at de havde værdier i alle retninger mod de andre partier, der lå i forskellige retninger længere ude i periferien i diagrammerne. Tættest på lå DF-vælgerne, lidt længere borte C og V og længst borte lå SF og helt ude lå R.

Det nye systemskifte

Disse analyser dannede baggrund for bogen ”Det nye systemskifte” fra 2002, skrevet af Christine Antorini, Lars Goldschmidt og Henrik Dahl – sidstnævnte er i dag MF for LA og stod i slutningen af 90-erne for udviklingen af A C Nielsens Minerva-analysemodeller. I denne bog bruger forfatterne analyserne af vælgernes værdier til at konkludere, at de gamle partier alle var i uoverensstemmelse med store dele af deres vælgere. På den baggrund foreslog de at bryde de gamle partiers vælgergrupper op og samle dem i fem nye partier: Hjemstavnspartiet, Nej-partiet, Moralsk Folkeparti, Virtuelt Folkeparti og Markedspartiet. Sådan kom det – heldigvis – ikke til at gå, selv om man måske nok genkender et par af deres forslag i LA og Alternativet. Til skræk og advarsel!

I stedet for at der skete opbrud i de gamle partidannelser, har især de to ”store og gamle” partier (S og V) udviklet og tilpasset sig udviklingen i deres vælgeres værdier. De mindre og de nytilkomne partier har holdt fast i/udviklet mere snævre ideologiske vælgerbaser. Det nye store parti DF har holdt fanen højt på deres store værdisag om udlændinge, men har ellers fulgt samme vej som S og/eller V på mange politikområder.

Denne udvikling har ført til en vælgerbytte-dyst mellem partierne. S har indtaget en del af værdierne på udlændingeområdet fra DF. DF har (især efter hamskiftet fra Fremskridtspartiet) på en række områder skiftet deres oprindelige skattenægter-værdier ud med en økonomisk politik og velfærdspolitik, der meget ligner den socialdemokratiske politik. Med disse strategier har de tre partier kæmpet om at rykke hinandens vælgere over til sig, og især DF, men også V, har et stort vælgerkontingent af tidligere S-vælgere.

Derfor vil det være tåbeligt at håne DF som parti og afvise at samarbejde med dem (a la Sverige!), fordi det overfor de tidligere S-vælgere, der har forladt os til fordel for DF, vil blive opfattet som en hån af dem som vælgere. Når vi håner DF, oplever deres vælgere sig også hånede (a pro pos stuerenhedsdebatten). Så i stedet for et værdiopgør med DF, bør vi arbejde på at forstå, hvorfor de har kunnet suge så mange S-vælgere til sig.

De danske værdier

Ser vi så på de danske partiers vælgeres værdier, viser Minervamodellen fra 90-erne og flere senere værdianalyser, bl.a. Peter Gundelachs ”Små og store forandringer - Danskernes værdier siden 1981” fra 2011 et langt større værdifællesskab mellem S og DF vælgerne end mellem S og R vælgerne. Og det er vel ikke så underligt, da S og DF vælgerne langt mere ligner hinanden end de ligner R´s vælgere.

Vælgernes baggrund – pct.	S-vælgere	DF-vælgere	R-vælgere
Højest fuldførte uddannelse: Folkeskole	25	43	10
Videregående uddannelse	20	12	59
Faglærte/ufaglærte	20	20	7
Ude af erhverv	31	41	15
Faglærte/ufaglærte + uden af erhverv	51	61	22

Vælgernes baggrund taler således et tydeligt sprog om, at S og DF vælgerne har langt større grund til at føle sig utrygge, når politikkerne går ”reform amok”, som Thorning pralede med at gøre under indtryk af de Radikales fede fingeraftryk på hendes regeringsgrundlag.

Om det giver mening at tale om partiers værdifællesskab, kan være en smagssag. Men hvis man vil lege med på den ide, er det da helt tydeligt, at S og DF vælgerne står hinanden langt nærmere, end S og R vælgerne gør.