Puljer som lapperi

Staten prøver via bl.a. puljer at styre kommunerne. Det er som regel administrativt bøvlet og i mange tilfælde udtryk for det rene lapperi

Af Kirsten Jensen, borgmester i Hillerød, Socialdemokratiet

Vores kommuner skal vedtage deres budgetter inden den 10. oktober. Inden da har regeringen lagt sit finanslovsforslag frem, men Folketinget vedtager det først, når de kommunale budgetter er lagt.

Ofte kunne man håbe, at det var omvendt. Med finansloven kommer puljerne, og vældet af puljer med snirklede formål og egne, særlige regnskabskrav indfinder sig, når kommunerne lige har givet de decentrale institutioner deres budget for de kommende fire år. For det meste budgetter, der ikke er så høje, som institutionerne eller byrådsmedlemmerne gerne vil have.

Jeg sammen har sammen med flere borgmestre sendt et ret langt brev til ældreministeren om det administrative bøvl i forbindelse med en pulje til aktiviteter til ældre på plejehjem, og fik et meget langt brev tilbage, der forklarede, hvorfor det var godt med de omfattende regler.

Puljen blev kun givet til noget, der ikke skete i forvejen. Umiddelbart lyder det jo som en god idé med noget nyt og noget ekstra – smager lidt af luksus - men det betyder, at der skal opfindes noget nyt for at bruge pengene korrekt, hvor beboerne på plejehjemmene og medarbejderne måske gerne ville have enten mere af det samme eller nogle frie midler, som de kunne bruge efter fælles beslutning. De ved nemlig gerne, hvad de vil, og behøver ikke ideer fra centralt hold til det.

Samtidig skulle der føres særskilt regnskab for disse puljepenge og udfyldes ansøgningsskemaer, og da puljen blev forlænget med en måned, skulle deres udfyldes særskilt ansøgning og regnskab for denne måned. Jeg behøver vel ikke nævne, at der nok skal blive ført regnskab alligevel, og at vi har revision? Pengene medgår til formålet som generelt princip allerede.

Det kan være en farlig bane at bevæge sig ind på, at være pulje-kritiker, for vil man da ikke gerne have pengene? Jo, helt sikkert. Vi presser efter min mening den offentlige sektor unødvendigt hårdt i denne tid. Manglen på ressourcer og mængden af krav giver et stort tab for fagligheden og menneskeligheden i institutionerne, og for tilliden til denne decentrale, menneskelige og faglige kompetence, når man bevæger sig længere op i systemet.

Tillid til det nære

Hvis Folketinget vil give flere penge til nogle særlige områder af vores velfærdssamfund, så hold det på et mere overordnet niveau, så vi selv lokalt kan lægge pengene der, hvor der er mest brug for dem. Hvis Folketinget, med rette, finder, at det kniber med penge til de ældre, så kunne man give kommunerne et højere bloktilskud til ældreområdet. Eller i det mindste en pulje til det samlede ældreområde. Det er jo ikke til at vide hos statsmagten, om det er hjemmehjælpen eller plejehjemmet, der lige for tiden er trykket mest i en af vore 98 kommuner. Men det ved kommunerne.

Vi får altid brugt pengene. Det skal siges. Også når de kommer efter vores budgetlægning, fordi behovet helt klart er der, og så finder vi ud af det. Men det er ikke et tillidsbaseret system. Det er ikke ledelse baseret på tillid og ansvar, men en ret snerpet styringsform, som jeg ikke tror, der bliver undervist i længere på ledelseskurser i de højtbesungne private virksomheder, som vi skal sammenligne os med. Det er ikke en del af vokabulariet om ’det samfund, vi ønsker’ nogen steder, men det trives fint alligevel. I regeringens sammenhængsreform kommer man frem til, at der stadig skal være puljer, men færre og større. Det kan være et godt skridt. Men dybest set lapper man med puljer på det velfærdssamfund, som spændetrøjen strammer på.