Hvorfor slog venstrefløjen i Latinamerika ikke til

Latinamerika fylder ikke meget i den udenrigspolitiske dækning i Danmark. Det råder Ny Politik bod på med denne artikel

Af tidl. MF Ervin Jensen (A). Bosiddende i Nicaragua gennem en årrække

Det var den 10. januar 2007, at den gamle sandinistleder og præsident Daniel Ortega igen overtog præsidentposten i Nicaragua. Han blev valgt med 38 % af stemmerne, hvilket var nok, fordi man for at blive valgt skal have mere end 35 % af stemmer og 5 % flere end kandidat nummer to. Det havde Ortega, selvom de to store borgerlige liberale partier tilsammen fik 55 % af stemmer, men fordelt på to forskellige lister.

Daniel Ortega indgik straks en alliance med den daværende venezuelanske præsident Hugo Chavez om, som det første at få løst Nicaraguas energikrise, idet landet på det tidspunkt havde daglige strømafbrydelser på 8 timer, hvilket var ødelæggende for al produktion i landet. Samtidig igangsattes store investeringer i infrastruktur og boliger, som var med til at kickstarte den nicaraguanske økonomi. Projektet lykkedes og blev grundlag for forbedringer i levevilkårene for almindelige mennesker og styrkede Ortega og sandisternes stilling i befolkningen.

Det kunne lade sig gøre uden indblanding fra USA og den daværende præsident George Bush, fordi langt de fleste lande i Latinamerika i disse år blev ledet af centrumvenstre regeringer, der meget frabad sig USA tidligere så kendte indblanding i regionen.

I Brasilien sad Lula de Silva og hans Arbejderparti på magten. I Chile var Michellet Bachelet fra Socialistpartiet præsident og i Argentina havde Kirchner familien fra partiet ”Frente para la Victoria” magten. I en række af de andre latinamerikanske lande var der eller kom der kort efter centrumvenstre ledede regeringer. 

Selvom regeringerne og partierne bag var meget forskellige, så havde de den sammen dagsorden, nemlig at forbedre levevilkårene for almindelige borgere. Det skete ved alfabetisering, intensive investeringsprogrammer i boliger og infrastruktur, forbedrede uddannelsesmuligheder og skabelse af arbejdspladser.

Nye regionale samarbejder

Man udviklede også nye regionale samarbejder. I den nordlige del af Latinamerika blev ALBA samarbejdet etableret og havde, som mål et mere socialt retfærdigt Latinamerika og blive mere uafhængig af IMF og Verdensbanken, der i disse år havde fremmet den neoliberale dagsorden med krav om privatiseringer og frihandel. Samarbejdet bestod fra starten af Venezuela, Cuba, Nicaragua, Bolivia og en række mindre lande i Caribien. Den helt afgørende del af finansieringen til ALBA kom fra Venezuelas olie.

Det var også Venezuelas præsident Hugo Chavez, der sammen med Brasiliens Lula de Silva og Argentinas Cristina Fernandez de Kirchner i 2008 tog initiativ til etableringen af UNASUR, som man ønskede at udvikle til en slags EU med tættere integration, fri bevægelighed og fælles valuta, som målene.

Den globale krise
 
Det meste af det blev dog ikke noget, for selvom det generelt var lykkedes at nedbringe arbejdsløsheden, udbygge de offentlige institutioner og sikre stigende vækst, så var krisen tæt på. Afsætningsmulighederne faldt voldsomt, da væksten i det globale marked stoppede på grund af finanskrise. Priserne på råvarer, herunder olie, der var Latinamerikas vigtigste eksportvarer, faldt. Mange Latinamerikanske lande havde for at undgå USA vendt deres samhandel mod Kina og da Kinas økonomi bremsede op, påvirkede det straks udviklingen i regionen.

Denne nye negative udvikling viste desværre meget hurtigt, at de fleste regeringer havde brugt de økonomisk gode tider til at forbedre levevilkårene for befolkningen og ikke sparet op og investeret i ny teknologi, som kunne afhjælpe afhængigheden af råvarer og olie.

Korruption

I umiddelbar forlængelse heraf blev en række korruptionsskandaler kendt og belastede mange af de venstreorienterede regeringer. Det begyndte med Lava Yata (Bilvask) sagen i 2014, hvor de brasilianske myndigheder indledte undersøgelser om korruption og hvidvask i det statsejede PETROBRAS (Energiselskab), der var tilstede i mere end 17 lande og havde mere end 8.000 ansatte. Selskabet blev beskyldt for korruption og hvidvaskning af penge. Bare i perioden fra 2004 til 2012 skønnes det, at omkring 4.000 millioner USD blev brugt til bestikkelse og tvivlsomme kontrakter. Listen over implicerede bare i Brasilien omfattede politikere og virksomhedsledere, heriblandt formanden for kongressen og for Senatet, samt kampagnelederen for Arbejderpartiets valgkamp.

Afsløringen af korruptionen i PETROBRAS førte også til afsløringen i det brasilianske byggekonglomerat ODEBRECHT, der havde interesserer i lande, som Peru, El Salvador, Colombia, Panama, Argentina, Guatemala, Den Dominikanske Republik, Venezuela, Ecuador og selvfølgelig i Brasilien. 7 af disse Latinamerikanske lande blev på det tidspunkt regeret af centrumvenstre regeringer. Flere ledende politikere, herunder regeringsledere var blevet ”behørigt” honoreret for at medvirke til fordelagtige kontrakter til Odebrecht.

Sagen fik katastrofale følger. Den tidligere præsident i Brasilien Lula blev ved en tvivlsom retssag idømt 13 års fængsel. Hans efterfølger, også fra Arbejderpartiet Dilma Rousseff måtte gå af. I Peru førte det til kaos, da en række præsidenter var involveret. Det sidste er, at den tidligere præsident Alan Carcía fra APRA (venstrefløjs-socialdemokratisk parti) her i påske 2019 skød sig selv, da det lokale politi var på vej for at arrestere ham for korruption relateret til Odebrecht.

Ny politisk realitet

Politisk betød det, at befolkningen mistede tilliden til centrumvenstre partierne og ved de efterfølgende valg valgtes nye centrumhøjre eller meget højreorienterede ledere, som Jair Bolsonaro i Brasilien, - også kaldet Latinamerikas ”Trump”. Også på det regionale samarbejde ændrede sig. Den gamle regionale samarbejdsorganisation UNASUR blev nedlagt og de nye centrumhøjre eller højreorienterede præsidenter fra Argentina, Colombia, Ecuador, Paraguay, Peru, Chile, Brasilien og Guayana´s ambassadør stiftede på et møde i Chile tidligere i år PROSUR, som den nye samarbejdsorganisation for Sydamerika. Alle de sydamerikanske ledere var inviteret til mødet lige med undtagelse af Venezuelas Nicolas Maduro. Man havde i stedet inviteret den nye selvudnævnte præsident Juan Guaido til at deltage, men han kom ikke.

Udviklingen i regionen har desværre ført til nye reaktionære politikere, der mener, at de frie liberale markedskræfter er løsningen på landenes udvikling og hvor ønsket om forbedrede levevilkårene for almindelige mennesker ikke spiller nogen politisk rolle.

Det har igen givet USA med præsident Trump i spidsen stor styrke og held til at påvirke og manipulere den politiske udvikling i regionen til gavn for alene USA's og hans egne interesserer.

Mexico et lyspunkt

Det eneste lyspunkt har været valget af den venstreorienterede Andrés Manuel López Obrador, - også kaldet ALMO til præsident i Mexico. Han blev i december 2018 med stort flertal valgt for alliancen ”Juntos Haremos Historia”, der består hans eget parti, Arbejderpartiet (PT) og partiet ”Encuentro Social” (PES). Hans politiske dagsorden er kampen mod kriminalitet, korruptionen og fattigdommen.

Ud over Mexico er der fortsat en centrumvenstre regering i Uruguay, hvor det venstreorienterede parti ”El Frente Amplio” fortsat er ved magten. Det samme gælder i Bolivia, hvor også Evo Morales og hans ”Movimiento al Socialismo” (MAS) fortsat er ved magten.

Nicaragua i dag
 
I Nicaragua er Daniel Ortega også fortsat præsident, selvom han og partiet FSLN det sidste år har været igennem en hård kamp mod sine gamle venner i udbryderpartiet MRS, arbejdsgiverforeningerne, den katolske kirke, små sociale grupperinger og i enkelte studentergrupper. 

Konfrontationen startede, da regeringen og fagbevægelsen blev enige om en aftale om at forhøje specielt arbejdsgivernes indbetaling til INSS – den statslige syge og pensionskasse, hvilket arbejdsgiverforeningerne var imod.

Det førte til studenteruroligheder og besættelser af bl.a. centrale vejkryds, rundkørsler og den gennemgående Panamerikanske landevej. På et tidspunkt blev politiet sat ind for at rydde besættelserne og det kom til træfninger mellem politiet og demonstranterne, hvor deltagere på begge sider mistede livet. Der er stor uenighed om, hvor mange der omkom. Den udenomsparlamentariske opposition hævder omkring 350 personer, mens regeringen hævder knap 200 personer. Et faktum er det, at 22 af de omkomne var politibetjente.

To gange har man forsøgt at forhandle sig frem til løsning på konflikten. Første gang med den katolske kirke moderator, men forhandlingerne brød sammen ikke mindst, fordi lederne af den katolske kirke tog klart parti for den udenomsparlamentariske opposition.

Nu er forhandlingerne i gang igen i et nyt regi og de første aftaler er indgået. Der mangler fortsat at blive forhandlet vigtige temaer, som bl.a. kravet om fremskyndelse af valg, reform af højesteret samt fællesinitiativer for at imødegå de økonomiske sanktioner, som USA har indført overfor Nicaragua.

Krisen har samtidig vist, at oppositionen har ikke kunnet smadre den sandinistiske bevægelse. Den eksisterer fortsat, som den samlende politiske kraft i Nicaragua. Det samme gælder i stort set alle latinamerikanske lande, hvor progressive politiske partier og sociale bevægelser, herunder fagbevægelsen fortsætter kampen for at forbedre levevilkårene for almindelig del af befolkningerne.

Så måske er der alligevel håb forude, - hvis latinamerikanerne ellers har lært noget af de sidste godt 10 års udvikling.