Operationen lykkedes –
patienten døde

Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance vil nedlægge regionerne. Venstre – måske, måske ikke. Der er ingen sammenhængende bud på, hvad man vil i stedet. Man spiller politisk hasard med 70 mio. behandlinger, 130.000 ansatte og 110 mia. kr.

Af Lars Gaardhøj, gruppeformand Socialdemokratiet i Region Hovedstaden

Jeg har det fint med politisk uenighed. Jeg anerkender, at man i et demokrati kan være uenig om principper og praksis. Jeg har efterhånden mange gange været med til at skabe løsninger på tværs af forskellige politiske udgangspunkter.

Men jeg bliver så træt, og når jeg tænker nærmere over det, så bliver jeg også rasende, når regionerne endnu en gang skal gøres til brikker i et taktisk spil på Christiansborg.

Tilsammen gennemfører regionerne ca. 70 mio. behandlinger om året – 70.000.000!!!!!

Regionerne beskæftiger omkring 130.000 medarbejdere, både med direkte patientkontakt, men også med mange andre gøremål.

Det hele koster i omegnen af 110 mia. kr. om året, en meget væsentlig af de offentlige udgifter, for vi er parate til at betale for vores lige og frie og for den enkelte gratis adgang til vort sundhedsvæsen.

Jeg er sikker på, at jeg vil få skudt i skoene, at det bare er for at sikre min egen politiske taburet, at jeg mener regionerne skal bevares, og jeg skal indrømme, at jeg er glad for at arbejde for, vi i Danmark har et af Europas bedste sundhedsvæsener, kun Schweiz og Holland er ligeså langt fremme. Jeg er også glad for, at vi får gjort så mange ting meget bedre, med bl.a. kortere og mere effektiv behandling af kræft.

Men jeg skal nok finde noget andet at tage mig til, hvis man vælger at vælte 12 års arbejde i regionerne. Så på det personlige plan er jeg ikke nervøs – overhovedet ikke.

Jeg er derimod hundeangst for, at man smider 12 års arbejde arbejde i regionerne i skraldespanden, og så erstatter det med en eller anden form for statsstyring og en eller anden overførsel af opgaver til kommunerne. De samme kommuner, som vi i forvejen har problemer med at få til at hjemtage deres færdigbehandlede patienter.

Ingen ved, hvad der skal erstatte

Hvad der i givet fald skal erstatte regionerne står helt hen i det uvisse. Der bliver sagt noget om selvstændige bestyrelser af hospitalerne, men hvem der skal sidde der og med hvilket ansvar, og hvordan de forskellige hospitaler skal samarbejde, det står fuldstændigt hen i det uvisse. Når man lytter til dem der vil have nedlagt regionerne, så er det argumenter gående på, at vi er et lille land, og derfor er det unødvendigt med et mellemled, og demokratiet - det nævnes ikke med en stavelse.

Jeg kunne forstå, hvis det var en mindre produktionsvirksomhed, hvor man kunne rationalisere ved at skære et led væk, men med 70 mio. behandlinger om året og 110 mia. i omsætning og 130.000 ansatte, så er det så langt fra en lille produktionsvirksomhed, som det overhovedet kan være.

Hvordan er det gået med centraliseringen af SKAT? Jeg spørger bare, selvom skat og sundhed ikke ligner hinanden så meget, men dog alligevel. Man fjernede skatteinddragelsen fra kommunerne og fik et kæmpe efterslæb, og ellers er der jo rigeligt med skræmmende historier.  

Enkeltsager på Folketingets bord

Når jeg ser, hvordan Folketinget fungerer, så kan jeg levende forestille mig, hvordan det vil blive, når et eller andet patientforløb kommer frem i pressen. Det er jo ikke ligefrem sådan, at folketingspolitikerne er særligt tålmodige, hvis de læser et eller andet i avisen eller ser et eller andet i TV den ene dag, så skal der helst gribes til handling allerede næste dag. Og alle kender jo nogen, som har været i nærheden af sundhedssystemet, så det vil helt klart blive lettere at være journalist.

I Norge forsøgte man sig med en statsliggørelse af sundhedsvæsenet. Det kom til at koste ca. 25 mia. kr. fra 2002 til 2008.

Da Rigshospitalet var statsligt, var det ikke den store succes. Tværtimod.

Da staten tog sig af de psykisk syge på statshospitalerne, går der stadig uhyggelige historier om, hvad det var de daværende amter overtog og måtte rette op.

Der har været indtil flere kommissioner, som har behandlet spørgsmålet, og ingen af dem foreslår bare noget der ligner det, som nogle politikere fra de pågældende modstanderpartier foreslår, de fraråder og advarer.

Det samme gør lægefaglige og andre faglige organisationer, og også dem der har som opgave at holde øje med sundhedsvæsenet.

Det kan godt være, at det kan lykkes at nedlægge regionerne.

Måske bliver det så til det kendte udsagn: Operationen lykkedes men patienten døde.