Tulles søde breve

Hver uge kan alle der ønsker det få Kristian Thulesen Dahls ugebrev i sin mailboks, og de er tit manipulatoriske mesterværker, hvor man skal kigge meget nøje efter, hvis man skal finde noget anstødeligt

Af Mogens Havnsøe Petersen

Man skal jo følge med, og derfor har jeg i flere år fået tilsendt Kristian Thulesen Dahls ugebrev. Det er ikke altid jeg læser dem, men af og til sker det, og så kan man lære rigtigt meget om, hvordan ord kan vægtes sådan, at man både simulerer at mene noget, men ikke rigtigt kan hænges op på noget konkret. Sådan lidt ligesom Dansk Folkeparti er blevet stort

Ugebrevet prydes hver gang af et friskt billede af den kære formand, hvor han åbent og frejdigt kigger ud på læseren, og næsten er lige til at spise, hvis man altså er til den pæne, glatte type og det køn.

Ugebrevet fra den 17. oktober 2018 er om et vigtigt emne, og her mener ”Kristian” (man er vel på fornavn) følgende – vi ta’r det bid for bid:

I dag og i morgen er der EU-topmøde i Bruxelles, hvor de langstrakte forhandlinger om briternes exit fra EU er det altoverskyggende emne på dagsordenen. Ender det med en fornuftig aftale, som alle parter kan leve med? Eller bryder det hele sammen, så vi ender med det værst tænkelige udfald: No deal?

Bemærk retorikken ”en fornuftig aftale, som alle parter kan leve med”, det er sukkersødt sprog og det gør forhandlingerne til et spørgsmål om fornuft eller ej. Underforstået – vi må da kunne tale om det, så briterne får en aftale, der ikke i for høj grad afslører de kæmpeløgne, som ”leave tilhængerne” tog i brug, for at få England til at forlade fællesskabet i EU.

Egentlig er det forståeligt, at DF er så interesseret i, at briterne får en god aftale, for ellers kan deres egen politiske stilling jo afsløres som ligeså løgnagtig. De vil både være imod EU og helst ikke forlade EU eller hvad?

Videre i nyhedsbrevet står der:

Det er ved at være sidste udkald. Det er nu, at en aftale skal på plads. Og det skal naturligvis være en aftale, som respekterer briterne og deres beslutning om at forlade EU.

Jamen, naturligvis skal det være en aftale, som respekterer briterne og deres beslutning, men EU skal vel forhandle ud fra EU’s interesser, og det ville være rigtig eventyrligt, hvis det ikke havde negative konsekvenser for England.

Og nu skrues der ellers max op for hykleriet, for i næste afsnit står:

Ellers falder det sammen og ender med det værst tænkelige scenarie - ikke mindst for Danmark: Ingen aftale. Det vil være skidt for Storbritannien, men det vil bestemt også være skidt for os. Den Internationale Valutafond(IMF) præsenterede tidligere på året en analyse, der peger på, at Danmark er et af de lande, som bliver allerhårdest ramt, hvis Storbritannien forlader EU uden en aftale. Det kan ifølge IMF koste op mod én procent af vores BNP på grund af den store danske eksport til Storbritannien.

Jamen, er det ikke mageløst. Hvorfor har de hjemlige DF’ere så nærmest heppet på, at England forlod EU, og hvorfor er det EU der skal klandres for, at briterne har truffet en tåbelig beslutning?

Men selvfølgelig skal der udnævnes en skurk, og skurken er selvfølgelig at finde i det onde, onde EU, som fastholder at der skal være fordele ved at være med og ulemper ved at melde sig ud. En sammenligning med hvordan DF smisker for fagbevægelsen, og fremstiller sig som den lille mands forsvarer, samtidig med at man spiser stegt flæsk med de gule, når organiseringens konsekvenser skal udmøntes, ligger lige for.

Skulle det ikke været gået op for læserne af ugebrevet, hvem der er de gode, og hvem der er de onde, så får den ellers lige en gang til:

Men det er jo helt åbenlyst et dårligt udgangspunkt for at nå en god og ligeværdig løsning, som begge parter kan være tilfredse med. Et godt og levedygtigt kompromis kræver, at begge parter er villige til at give sig. Og her ser det unægtelig ud til, at briterne - specielt med Theresa Mays plan fra i sommer - har været de mest kompromisvillige.

Theresa Mays ”plan” har hun tilsyneladende ikke opbakning til hjemme, lad det være hvad det være vil, men igen bruges slangeretorikken, så der tales sødt om ”en god og ligeværdig løsning”.

Og nu kommer det store monster, og det er nederdrægtig hævngerrighed fra EU’s side der er begrundelsen, for i ugebrevet står:

På den baggrund er jeg heller ikke overrasket, når EU’s Rådspræsident Donald Tusk forud for det afgørende topmøde udtaler, at han ikke ser nogen grund til optimisme, og giver udtryk for, at det hele står og falder med, om den britiske premierminister Theresa May har nye løsninger med til forhandlingsbordet. I EU-systemet fastholder man tilsyneladende til det sidste den hævngerrige tilgang til briterne.

Hvad skal danskerne gøre. De skal selvfølgelig sende statsministeren ind i slagsmålet for at forfægte DF’s forløjede synspunkt:

Jeg må derfor endnu engang opfordre den danske regering til at lægge sig ekstra meget i selen for at nå en mindelig løsning. Nu må regeringscheferne - herunder vores egen statsminister - vise, at det er dem, der bestemmer! Ikke embedsmændene i kommissionen.

Og så ellers fanfare til sidst i ugebrevet:

Det er NU, det gælder! Og det er meget klart i Danmarks interesse, at der bliver fundet en forhandlingsløsning. Det er sidste udkald!

Lars Løkke Rasmussen ønskes rigtig god fornøjelse med at få storebror med i regeringen.