Reformer og protester i Frankrig

Hvad der sker i Frankrig udvikler sig time for time. Niels Enevoldsen har boet i landet i en længere årrække, og giver her sit bud på situationen

Af Niels Enevoldsen*

Da Emmanuel Macron vandt det franske præsidentvalg for godt 18 måneder siden var omverdenen både forundret og fascineret.

Forundret fordi en ung, endnu ikke fyldt 40 år, nybegynder i politik, på rekordtid havde sat de gamle traditionelle partier ud af spillet og vundet valget overbevisende. Venstre og højre i fransk politik havde ellers i årtier haft monopol på at dele magten ved skiftevis at have præsidentposten og danne regeringer. Årsagerne til de ”gamle” partiers fald er flere, som ikke skal diskuteres her, men det er bemærkelsesværdigt, at Macron ikke vandt på et populistisk, nationalistisk og immigrationsfjendtligt program, som mange ellers mener er opskriften på at vinde valg i Europa i dag.

Fascinerende fordi Macron netop brød med denne tendens og åbent bekendte sig som multilateralist, overbevist europæer og argumenterede for en styrkelse af EUs institutioner. Med den samme logik vendte Macron sig konsekvent mod populisme, nationalisme og isolationisme nationalt og internationalt.

Opgør med Trump

Det skal siges til Macrons ros, at han i sin 18 måneders præsidenttid har holdt det internationale engagement, som han gik til valg på, selvom det måske ikke er det, der sælger flest billetter på hjemmebanen. Han er en af de få statsledere, som har taget og tager åbne opgør med præsident Trump vedrørende Paris-klimaaftalerne, handelskrig og nu senest de amerikanske trusler om at forlade visse nedrustningsaftaler.

På det europæiske plan har han i en tid, hvor en vis lunkenhed breder sig, talt for nødvendigheden af et tættere samarbejde og stærkere institutioner, ikke mindst for at modvirke nationalistiske tendenser og det stigende amerikanske disengagement i Europa, som startede allerede før Trump. Han har også taget direkte konfrontationer med lederne fra Polen, Ungarn og nu senest Italien både på solidaritets- og værdimæssige områder.

Macron har således på relativ kort tid formået at placere sig, ikke alene som en central europæisk politiker, men også som en politisk leder, der har en vis vægt på et bredere internationalt plan. Dermed følges han også med opmærksom uden for Frankrig og af nogle med en vis fascination og beundring.

Nu skal det dog siges, at Macron, som tidligere præsidenter og andre verdensledere, har en vis berøringsangst med hensyn til menneskerettigheder når nationale og handelsinteresser er på spil, for eksempel i forhold til Kina og Saudi Arabien. Men alt i alt har han gjort det glimrende internationalt.

”It’s the economy stupid!”

Selvom Macrons internationale engagement stort set finder genhør hjemme, så er det dog hans indenrigspolitik han først og fremmest bedømmes på i Frankrig (”it’s the economy stupid!”, som der blev sagt, da Bush tabte præsidentvalget til Clinton). Det franske politiske system med eksekutiv præsident, der har vidtgående beføjelser, og en premierminister der leder regeringen og parlamentsflertallet efter præsidentens direktiver, betyder at det er statsoverhovedet, som står direkte for skud og får huggene (der har dog været perioder hvor præsidenten og parlamentsflertallet har haft forskellig partifarve, cohabitation, hvilket dog nu er mindre sandsynligt efter ændringer i valgperioderne). Dette ”præsidentstyre” hviler på forfatningen af 1958 (den V Republik) og var egentlig skræddersyet til general De Gaulle. En del socialister har, dog uden held, været fortalere for en ny forfatning (den VI Republik), der lægger hovedvægten på parlamentet med en honorær præsident, som det kendes fra for eksempel Tyskland.

Præsidentpostens centrale rolle

I valgkampen spillede Macron åbenlyst på præsidentpostens centrale rolle ved blandt andet at erklære: ” … at reformer og store politiske spørgsmål er en sag direkte mellem befolkningen og præsidenten”. Dette skal ses i lyset af, at Macron ikke har meget fidus til de såkaldte ”corps intermediaires”, dvs. de repræsentative interessegrupper, blandt andet på arbejdsmarkedet, og at han synes, at de har alt for stor indflydelse og er en bremseklods for hans påtænkte reformer. I sin præsidentperiode har han faktisk forfulgt denne linje og har stort set sat interesseorganisationerne ud på en sidelinje og kun involveret dem marginalt. Der kan måske trækkes en lige linje fra denne politik til den kaotiske situation i dag, hvor han står med et fuldstændig ukoordineret uden hoved og hale masseoprør og hvor utilfredsheden ikke er kanaliseret gennem organisationer, der kan forhandles med. Men herom senere.

Macron er økonomisk liberal

Indenrigspolitisk gik Macron til valg på at reformere Frankrig i bund og grund, arbejdsmarkedet, pensionssystemet, skattepolitik, socialpolitik, transport osv. Økonomisk set er Macron en liberal, som har en tyrkertro på ”trickle down” effekten, dvs. at alle hans økonomiske tiltag har til hensigt at mindske udgifterne for erhvervslivet, enten ved direkte tilskud eller, ikke mindst, ved at fjerne meget betydelige arbejdsgiverafgifter. Skattemæssigt er hovedvægten lagt på at lette skatterne på arbejde, eller de ”aktive”. Hovedformålet er at komme den forholdsvis høje franske arbejdsløshed til livs. Den har i mange år ligget konstant på mellem 9 og 11 pct., og er i øjeblikket lidt over 9.

Samtidigt er formuebeskatningen blevet afskaffet (manglende skatteindtægt på mellem 5 og 6 mia. euros) og erstattes af en øget beskatning af luksusboliger, der dog giver en langt mindre indtægt.  Derudover er beskatningen af kapitalafkast er blevet afløst af en generelpå 30 pct. Det noget fromme ønske med disse tiltag er, at de velhavende vil investere de øgede rådighedsbeløb i erhvervslivet og samtidig investere mindre i fast ejendom og mere i produktionsapparatet, igen med det formål at mindske arbejdsløsheden.

Besparelser

Støtteordninger og skattelettelser på den ene side skal nødvendigvis opvejes af besparelser på den anden side, hvis man vil holde statsunderskuddet i ave, som er regeringens erklærede politik. Således har regeringen bebudet at skære 50.000 offentlige stillinger væk inden 2022. I Frankrig, som i de fleste andre lande, høres evindeligt den samme klagesang om en for stor og ineffektiv offentlig sektor. Det hører dog med til billedet, at for eksempel Danmark har 50 pct. flere offentlige ansatte end Frankrig i forhold til indbyggerantal! Derudover synes kodeordet til yderligere besparelser at være rationaliseringer og ændrede arbejdsgange, hvilket dog altid har sin begrænsning, hvis man vil fastholde serviceniveauet, på et tidspunkt kræves der hænder og fødder!

Nogle af reformerne er allerede gennemført, mens andre er undervejs eller er blevet annonceret. Selvom man måske kan argumentere med, at det efter kun 18 måneder er for tidligt at måle effekten af, hvad Macron har gennemført eller har i støbeskeen, så er der i befolkningen allerede en klar fornemmelse af, hvad det har betydet eller kommer til at betyde. Således ligger præsidentens popularitets pct. allerede et godt stykke under 30, hvilket stort set er det samme som for de tidligere præsidenter Sarkozy og Hollande på samme tidspunkt i deres valgperiode. Samtidig har Macron fået påhæftet betegnelsen ”de riges præsident”.
Hvad er der så sket på den indenrigspolitiske front siden præsidentens popularitet er raslet ned?

Arbejdsmarkedsreform

Arbejdsmarkedsreformen var den første vedtagne reform af, hvad der betragtes som de væsentligste reformer. Først var der formen, der skabte utilfredshed.  Den blev vedtaget med såkaldte ”ordonnances”, hvor nationalforsamlingen (parlamentet) giver regeringen autorisation til at formulere en lov, som, når den er ratificeret af præsidenten, så skal endeligt vedtages af nationalforsamlingen. Fidusen er at spare tid og undgå en parlamentsdebat, som kan tegne sig ubehagelig, og ændringsforslag, som nogle gange kan løbe op i flere tusinde (en variant af filibustermetoden). Oppositionen er naturligvis helt oppe i det røde felt hver gang en regering benytter sig af ”ordonnances”, men retfærdigvis skal det nævnes, at tidligere har såvel borgerlige som socialistiske regeringer har benyttet sig af denne, måske ikke særlig demokratiske mulighed.
Dernæst indholdet i reformen. Først skal man gøre sig klart, at al fransk lovgivning på arbejdsmarkedsområdet er uhyre detaljeret sammenlignet med Danmark. Dette er den logiske konsekvens af den meget lave organisations dækning både på arbejdsgiver men især på lønmodtagersiden (omkring 7-8 pct.). Dermed er det svært at dække arbejdsmarkedet med kollektive overenskomster og så må der lovgives ned i mindste detaljer i stedet. Nu er det dog forkert at tro, at der i Frankrig slet ikke findes kollektive overenskomster, der findes faktisk rigtigt mange på brancheområderne og det var præcist et af hovedstridspunkterne i reformen.
Den nye lovgivning vender til en vis grad overenskomstsystemet på hovedet ved at give præference til virksomhedsaftaler over brancheaftaler. Derudover var fagorganisationerne stærkt utilfredse med, at arbejdsgiverne under visse betingelser, egenhændigt kan iværksætte en afstemning blandt de ansatte om løn og arbejdsforhold. Frygten går på (og der er faktisk allerede eksempler) at arbejdsgiveren siger: Hvis I ikke går ned i løn og arbejder længere, så lukker vi eller flytter produktionen andetsteds hen.

Flexicurity

Blandt de øvrige elementer i arbejdsmarkedsreformen er øget fleksibilitet med hensyn til afskedigelser og opsigelse af kollektive overenskomster. Vide kredse i Frankrig har i de senere år   været betaget af det danske ”flexicurity” system, men man har på fornemmelsen, at det primært er fleksibiliteten, der fascinerer og i den omtalte reform er det fagorganisationers opfattelse, at de ikke rigtig har fået noget på security siden. For eksempel er det paradoksalt, at der er annonceret store besparelser på arbejdsanvisningen (Pole d’Emploi).

I lønmodtagerkredse er den overvejende opfattelse således, at arbejdsmarkedsreformen hovedsageligt er til arbejdsgivernes fordel. Dette skal også ses i lyset af, at en lang række arbejdsgiverbidrag er blevet fjernet og nye tilskud iværksat.  Arbejdsløsheden faldt godt nok med omkring 1 pct. i begyndelsen af Macrons præsidentperiode, hvilket de fleste økonomer dog tilskriver effekten af reformer iværksat af den tidligere socialistiske regering og den dårlige nyhed er, at arbejdsløsheden igen steg, om end svagt, i tredje kvartal 2018.

Regeringen maner naturligvis til tålmodighed og siger at effekten af reformerne tager tid og resultaterne uvægerligt vil vise sig senere. Man regner med, at BNP skal stige med mere end 1,5 pct. årligt før der skabes ny arbejdspladser, men i øjeblikket er forudsigelserne ikke særligt optimistiske på dette område, ligesom forbruget stagnerer.

Skattereform

Skattereformen indeholder også, udover lavere arbejdsgiverbidrag og lavere selskabsskatter, indførelsen af kildeskat fra 2019 (Frankrig er et af de sidste europæiske lande med denne reform). For den almindelige borger er der tre hovedskatter (udover en moms på 20 pct. og et virvar af forskellige lønmodtagerbidrag, der udgør forskellen mellem brutto og nettoløn) nemlig den direkte indkomstskat, ejendomsskatten og en bopælsskat. Tro mod Macrons valgløfte afvikler regeringen gradvist den sidste for omkring 80 pct. af husstandene, hvilket giver et vist økonomisk pusterum til de mindre indkomster.

Afskaffelsen af bopælsskatten har dog skabt voldsom utilfredshed hos lokalinstanserne, da den er en lokalt opkrævet skat. På trods af at regeringen har lovet at refundere det manglende provenu euro for euro med statstilskud, mener kommunerne, som fastsatte og opkrævede skatten, at det udhuler det kommunale selvstyre og det stiller spørgsmål ved, om Macron er ved at vende den decentraliseringsproces, som har været i gang, om end med små skridt, de sidste par årtier. På trods af at der i Frankrig er godt 36.000 kommuner med en overbygning af kantonner, departementer og regioner har landet siden Napoleonstiden været et uhyre centraliseret styret land, selvom der, som sagt, har været en vis decentralisering i gang siden Mitterands præsident periode.

For at betale nogle af lettelserne for de arbejdsmæssigt aktive, hæves den såkaldte CSG for pensionisterne (CSG, contribution sociale généralisée, som stort set alle skattepligtige betaler, finansierer størsteparten af de sociale udgifter). Dermed har Macron fået pensionisterne, som også oplever at pensionerne ikke følger inflationen, på nakken, hvilket er bekymrende for regeringen, ikke alene fordi de udgør en større og større del af vælgerkorpset, men også fordi stemmeprocenten er betydeligt højere i denne gruppe end hos andre vælgergrupper.

Reform af omskoling og efteruddannelse

En tiltrængt reform af omskoling og efteruddannelse er på vej.  Det nuværende system, som mildest talt er kaotisk og ineffektivt, sluger enorme milliardbeløb, hvor både arbejdsgiver- og fagorganisationer har sugerøret dybt nede i kasserne. Dette virvar af systemer vil regeringen erstatte med personlige efteruddannelses kontoer, som den enkelte så kan trække på gennem arbejdslivet.

Pensionsreform

En pensionsreform, som peger mod et enstrenget system, skal afløse godt 40 forskellige regimer, er i øjeblikket til forhandling mellem arbejdsmarkedets parter. Men emnet er yderst sprængfarligt og det er tvivlsomt om parterne kan opnå enighed, hvorefter regeringen nok sætter sit eget forslag igennem. I øvrigt er det en strategi, som regeringen også benyttede sig af ved arbejdsmarkedsreformen, den udstikker i grove linjer hvor den vil hen og lader så parterne forhandle, men hvis disse ikke rammer tæt på regeringens ønsker, så trumfer denne sin egen reform igennem. Det skaber naturligvis en del surhed, ikke mindst hos fagforeningerne, som siger at man kun forhandler på skrømt. Det understreger Macrons tidligere nævnte manglende vilje til at inddrage interesseorganisationerne i forhandlinger og beslutninger.

Det hører også med i billedet, at arbejdsgiverne hver gang regeringen skærer igennem har været betydeligt mere tilfredse med resultatet end fagorganisationerne. De fleste af de nuværende pensionsordninger er baseret på, at tidspunktet, hvor man kan trække sig tilbage, er afhængig af antal år man har været på arbejdsmarkedet, hvilket kan siges, at der er en vis retfærdighed i. Pensionen er bestemt af gennemsnitslønnen i en periode, som er noget forskellig for den private og offentlige sektor. Regeringens forslag er bygget på et pointsystem bestemt af, hvad der faktisk er indbetalt af og for den enkelte gennem hele arbejdslivet.

Ændring af konstitutionen

En anden reform som i øjeblikket er til diskussion, er en ændring af konstitutionen. Det kræver ikke nødvendigvis en folkeafstemning, som i Danmark, hvis et 3/5 flertal af en fællesforsamling af nationalforsamlingen (parlamentet) og senatet stemmer for. Hovedelementerne, som uden tvivl er mere populære i befolkningen end blandt de folkevalgte, er reduktionen i antal af medlemmer i begge forsamlinger med 1/3. Derudover en begrænsning til tre konsekutive mandatperioder til begge kamre og nogle af lokalmandaterne. Desuden afsættes et antal pladser, måske omkring 15 pct. til mandater valgt efter proportionalmetoden. For nærværende foregår valgene til nationalforsamlingen (til senatet er det indirekte valg) i enkeltmandskredse, dog ikke som i Storbritannien hvor vinder ”takes it all” i første omgang. Det foregår over to omgange, hvor kandidaterne skal opnå et en vis pct. andel af de stemmeberettigede for at gå videre til anden omgang. Som sagt er dette naturligvis ikke særligt populært hos parlamentarikerne, som jo skal stemme om det, og er langt fra på plads endnu. Macron har dog truet med en folkeafstemning, hvis parlamentarikerne ikke makker ret.

Immigration og flygtningespørgsmål fylder meget lidt i debatten

Immigration og flygtningespørgsmål fylder egentlig meget lidt i debatten, selvom Rassemblement National, RN, (det tidligere Front National, samme hoveder, samme politik, blot nyt navn) forventeligt nok konstant forsøger at puste til ilden og holde gryden i kog.

De primære bekymringer: arbejdsløshed, købekraft, sociale og sundhedsmæssige spørgsmål

Det der står højest på langt de fleste franskmænds dagsorden er arbejdsløshed, købekraft, sociale og sundhedsmæssige spørgsmål og det er her, at hovedårsagen til Macrons manglende popularitet skal findes. Et stort flertal i befolkningen føler, at reformerne indtil nu først og fremmest har tilgodeset de velbjærgede og erhvervslivet, og at man endnu ikke har set meget til den såkaldte trickle-down effekt, tværtimod føler flertallet at købekraften falder. Den lovgivne mindsteløn (smic) i Frankrig ligger på 1185 euros om måneden og ca. 11 pct. af lønmodtagerne er betalt med denne løn og mange ligger meget tæt på. En lovgivet mindsteløn har den perverse effekt, at det er meget svært for fagforeningerne at forhandle lønninger, der ligger over det ved lov fastsatte mindsteniveau. Derudover må mange pensionister leve af en månedlig pension på 600-900 euros.

”Gilets jaunes” (de gule veste) protesterne

Vanskeligheden ved at klare dagen og vejen er reel for mange franskmænd og på det seneste har kraftige prisstigninger på tobak og benzin/diesel (et samspil af højere internationale priser og øgede skatter) udløst hidtil usete kraftige ukoordinerede reaktioner og protester gennem den såkaldte ”gilets jaunes” (de gule veste) bevægelse, skabt udelukkende via de sociale medier. Den første aktionsdag samlede omkring 300.000 personer iført den gule reflekterende vest (som er lovpligtig i ethvert køretøj i Frankrig). Over hele landet blokerede de protesterende rundkørsler, indfaldsveje til byer og motorveje, benzin depoter, shopping centre osv.

Regeringens første svar på denne massive protestaktion var at regulere afgifterne på benzin og olie efter de svingende internationale priser, så prisen for forbrugerne bliver holdt nogenlunde stabil. Dette har imidlertid vist sig langt fra tilstrækkeligt, eftersom utilfredsheden med levevilkårene bunder langt dybere og udover at omfatte de før nævnte lave lønninger og pensioner så er udtyndingen af offentlige servicefunktioner i landdistrikterne (f.eks. lukning af posthuse, små hospitaler osv.) og en lang række andre ting nu også indbefattet i protesterne.

Situationen har udviklet sig til en reel national krise og kaos hvor vanskeligheden for regeringen er, at den ikke har nogen forhandlingspartner og hvor kravene ”fra gulvet” spænder mellem alt fra himmel til jord: skat og afgifter væk fra benzin og olie, generel sænkning af skatterne, øgede sociale ydelser, genindførsel af formueskatten, forhøjelse af mindstelønnen, forhøjelse af pensionerne, opløsning af nationalforsamlingen og udskrivelse af valg, folkeafstemninger om dit og dat, Macrons afgang osv. osv. Kort sagt, mange og ofte modstridende krav, hvilket gør det endnu mere vanskeligt at håndtere.

Ifølge meningsundersøgelserne er bevægelsen yderst populær, hvilket måske ikke er så underligt eftersom næsten alle, i sammensuriet af krav, kan finde et eller to, som de er enige i. Folkestemningen kan dog hurtigt vende sig efter de veritable guerillalignende optøjer i Paris og andre større byer to lørdage i træk hvor de gule vestes bevægelse har demonstreret. Det er for så vidt ikke noget nyt, at ekstreme højre- og venstreorienterede voldelige grupper klistrer sig til normalt fredelige demonstrationer, men denne gang er det gået en tak op i gear og det synes, at en mindre del af de gule veste demonstranter har sluttet sig til de professionelle urostiftere.

De politiske partier blev taget på sengen

De politiske partier blev taget på sengen af denne massive bevægelse og er helt på sidelinjen, selvom alle, måske med undtagelse af socialistpartiet, som har undgået svulstige erklæringer, forsøger, uden meget held, at hoppe med på vognen. For de fleste partiers vedkommende er der tale om ren opportunisme, f.eks. støttes bevægelsen helhjertet af det konservative LR (les republicans), der nok gerne ser lavere benzinpriser, men som har absolut ingen intentioner om at genindføre formueskatten og forhøje mindstelønnen.

I skrivende stund er billedet meget uklart og det er vanskeligt at sige hvilke midler, der skal til for at komme tilbage til en form for normaltilstand. Det tidlige prædikat hæftet på Macron som “de riges præsident “, hænger ved som aldrig før, og på en eller anden måde bliver han nødt til at forholde sig til det ved sine handlinger. Selvom han ikke mener højre og venstre har nogen mening, så bliver han nødt til at gennemfører en række tiltag, som ligger klart til venstre for midten for at reparere på den sociale balance i reformerne.

Hårdt presset af protesterne og urolighederne, som ikke synes at tage af, har regeringen besluttet et moratorium på seks måneder for skatter og afgifter på benzin, olie, el og gas og lovet en gennemgribende debat om de samlede skatter inden moratoriet er omme. Disse tiltag kunne måske have kølnet gemytterne i begyndelsen, men da protestbevægelsen siden er gået i selvsving, er det nu for sent og for lidt.

En social pagt

På længere sigt er der uden tvivl behov for en fuldstændig overhalet fordelingspolitik, der omfatter skatter, sociale ydelser og støtte til udkantsområderne, eller en ”social pagt”, som formanden for det moderate fagforbund, CFDT, Laurent Berger, foreslog allerede få dage efter protesterne begyndte, men som dengang blev afvist af regeringen, som dog nu synes at have fortrudt.

På kort sigt er der brug for radikale indrømmelser fra regeringen i tillæg til, hvad der allerede er blevet lovet. Disse kunne være en mærkbar forhøjelse af mindstelønnen, selvom det går mod Macrons filosofi om, for enhver pris, at mindske omkostningerne for erhvervslivet. Men på den anden side ville det give et boost til forbruget, som også har sine fordele. Et andet tiltag kunne være forhøjelse af de mindste pensioner og prisregulere disse samt mindstelønnen, således at de i det mindste ikke halter efter inflationen, som det er tilfældet nu.

Endvidere synes der internt i regeringspartiet, LRM (La Republique en Marche) at være en opblødning i gang vedrørende genindførelse af formueskatten. Provenuet herved er måske ikke overvældende, men symbolsk har det traditionelt en enorm betydning i Frankrig, ikke mindst fordi en meget lille kreds af i forvejen meget rige får står skattelettelser.

Skærer man igennem de utallige gule vestes krav hvoraf mange, som sagt tidligere, er modstridende, så er Frankrigs generelle problem fordelingspolitikken. Men deri står Frankrig sikkert ikke alene i Europa, lunten er blot en hel del kortere her end i de fleste andre lande, hvor befolkningerne er mere langmodige.

Macrons fremtid

Macron gik til valg på en total fornyelse af fransk politik og nødvendigheden af gennemgribende reformer samt at begreberne højre og venstre ikke mere havde nogen mening (hvilket jo er hørt før!). Han vandt overbevisende på baggrund af en udtalt træthed af skiftende socialistiske og konservative regeringer, som havde få eller ineffektive svar på de mange problemer Frankrig stod over for. Han tiltrak, som forventet, største parten af det politiske centrum samt de midtsøgende fløje hos både socialisterne og de konservative. Spørgsmålet er, hvilke er hans fremtidige muligheder nu da han popularitetsmæssigt ligner de to tidligere præsidenter, som begge ikke opnåede genvalg?

Macrons største chance for at overleve, og måske opnå genvalg i 2022, ligger nok i, at han har den svageste, og måske dummeste, opposition i mands minde (dummeste, fordi den selv splitter sig op på alle mulige leder og kanter).

De der for nærværende udgør den mest synlige opposition, er de to yderfløje, RN (tidligere Front National) på den ekstreme højrefløj (et udtryk, som man ikke har berøringsangst for i Frankrig) og på den yderste venstrefløj La France Insoumise (lidt frit oversat til: de som ikke lader sig undertvinge). Selvom de to partier hver især har en ikke ringe tilslutning, er de simpelthen for utroværdige for det store flertal af befolkningen og derfor, selvom de er højtråbende, forholdsvis nemme for regeringen at køre ud på et sidespor.

Den ”seriøse” opposition hænger i tovene

De som kunne udgøre en seriøs opposition, hver på sin måde, Socialistpartiet og Les Republicans (konservative) er begge ude i tovene og slikker sårene efter sviende nederlag ved såvel præsident som det efterfølgende valg til nationalforsamlingen. De to partier står stadig forholdsvist stærkt lokalt, hvor de stort set dominerer, men nationalt er der lang vej igen. Socialisterne har forholdsvis ro på bagsmækken efter nogle tumultagtige år i regering, men parlamentsgruppen er lille og har svært ved at markere sig. De konservative har enorme interne stridigheder om den politiske linje mellem hardlinerne, som vil lægge sig tæt op ad RN, og den mere sociale gaullistiske fløj.

Begge partier har også blødt hel del ved afhoppere til Macrons parti (La Republic en Marche, LRM), hvilket dog mere eller mindre er stoppet efter de Macrons dårlige meningsmålinger, som har kølnet mulige opportunister.

Det forestående europavalg, og ikke mindst de kommende lokalvalg, vil formentlig give et fingerpeg om hvorvidt Macron og hans ”La Republic en Marche” er et midlertidigt eller blivende fænomen.

 

*Niels Enevoldsen
Pensionist, fransk gift og bosat i Frankrig siden 1984
Udlært elektromekaniker
Forbundsformand for DSU (1970-74)
Ansat i LO
Mangeårig medarbejder I den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) med blandt andet ansvar for udviklingsbistand til fagorganisationer i den tredje verden.