Internationalt samarbejde en nødvendighed

National selvtilstrækkelighed sikrer ikke den danske model, hverken med hensyn til arbejdsmarkedet, velfærdsstaten eller kulturel særegenhed. Internationalt samarbejde er forankret i arbejderbevægelsens historie

Af Niels Enevoldsen
Pensionist, udlært elektromekaniker, tidligere forbundsformand for DSU og i en årrække medarbejder i LO og senere FNs Internationale Arbejdsorganisation, ILO

Når jeg har læst socialdemokratiets partihistorie, har jeg altid haft dyb beundring for pionerernes forståelse for betydningen og nødvendigheden af internationalt samarbejde. Én ting er naturligvis, at ideerne, som er grundlaget for den danske arbejderbevægelse, kom udefra og det er derfor ingen tilfældighed, at det danske socialdemokratis første navn simpelthen var ”Internationale i Danmark”.
Pionererne fortsatte efter den spage begyndelse med at rejse ud og suge nye indtryk til sig, som de brugte i det hjemlige arbejde, ligesom en lang række internationale socialister blev inviteret til Danmark for at øse af deres erfaring.

Denne åbne indstilling var et socialdemokratisk varemærke i mange år. Da jeg var formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, 1970-74, og sad i partiets forretningsudvalg og medlem af de Udenrigspolitiske og Forsvars- og Sikkerhedspolitiske Udvalg, var jeg direkte vidne til hvor seriøst det internationale arbejde blev taget. Som et eksempel herpå, deltagelse i Socialistisk Internationales, SI, kongresser og selv Bureaumøder var altid på topniveau med partiformanden/statsministeren i spidsen. Generelt blev partiets internationale relationer, hvad enten de var multi- eller bilaterale, plejet med stor omhu.

Også i fagbevægelsen var internationalt samarbejde højt prioriteret, både af nødvendighed og af solidaritets hensyn. For eksempel tilbragte LO-formanden helt op i 1980’erne ofte 2-3 uger på årskonferencerne i FNs organisation for arbejdsmarkedsforhold, ILO, for at følge arbejdet med fastsættelse af konventioner og rekommandationer, som regulerer arbejdsmarkedet, og for at styrke internationale kontakter (et engagement som i øvrigt er helt uforståeligt for en studentikos redaktør på netavisen PIO, som endvidere i sin uvidenhed og mangel på kendskab til arbejdsmarkedet kalder ILOs årskonference for ”… en eller anden perifer kongres”!).

I min ungdom fyldte interessen for hvad der foregik udenfor Danmarks grænser og international solidaritet uendelig meget i den politiske bevidsthed.  Der var aktiv medleven i og stillingtagen til internationale konflikter som Vietnam-krigen, kuppene i Grækenland og Chile, konflikten i Mellemøsten, kampen mod Apartheid, afkolonisering, konfrontationen Øst-Vest osv., ikke blot i ungdomsorganisationerne og de udenomsparlamentariske bevægelser, men også i de etablerede politiske partier, ikke mindst Socialdemokratiet. Aktivismen i skrift, tale og konkrete aktioner var generelt meget høj.

Betød disse stærke internationale engagementer at der var mindre fokus på nationale behov? Overhovedet ikke, tværtimod var det ofte en inspiration til de mange fremskridt i det danske samfund, som 60’erne og 70’erne bragte og hvilket skete parallelt med, at man strakte hånden ud til verdens svagest stillede ved øget udviklingsbistand og andre solidaritetstiltag og tilkendegivelser.

Forståelsen for internationalisme og multilateralisme er stærkt aftagende og tendensen til national selvtilstrækkelighed tiltagende

Nuvel, vil nogen mene, det er jo fint nok med tilbageblik og nostalgi, men det kan man ikke bruge til ret meget i en tid, som er radikalt anderledes. Måske ikke og måske alligevel. Om ikke andet, kan man undre sig over det paradoks, at i en verden, der er sammenflettet som aldrig tidligere, er forståelsen for internationalisme og multilateralisme stærkt aftagende og tendensen til national selvtilstrækkelighed tiltagende.

Total national suverænitet er en illusion og har aldrig eksisteret, eksisterer ikke og vil aldrig komme til det. Nationale beslutninger har altid og vil altid i mere eller mindre grad være påvirket af udefra kommende indflydelse og begivenheder.  Problemet er når suverænisme, som på visse områder kan være fornuftig nok, udvikler sig til stupid og farlig nationalisme, som det ses i en række lande. Jeg siger ikke, at Danmark er havnet der, men i de sidste par årtier har der uden tvivl været en bevægelse mod en attitude af national selvtilstrækkelighed.

Dansk Folkeparti har haft held med at fremme bagstræberisk nationalisme

Jeg tror, at en af hovedårsagerne hertil er, at Dansk Folkeparti alt for længe har fået lov til at svinge taktstokken i udlændingedebatten. Mens der kan være god grund til at diskutere flygtninge og udlændinge indtag, så har denne debat, som ofte har været helt ude af proportioner, haft konsekvenser der rækker langt udover det afgrænsede spørgsmål om udlændinge. Man kan selvfølgelig opremse komiske eksempler fra fastholdelse af ”danske traditioner”, som nok ikke er så danske alligevel, men hvad der er langt mere alvorligt, er stigende intolerance overfor alt, hvad der er fremmed og udefra kommende, og for eksempel, den helt inkonsekvente større EU-skepsis hos beslutningstagerne samt generel kritisk stillingtagen til internationale konventioner. Paradoksalt fordi det er soleklart, at flygtningeproblemer, samt mange andre som jeg vil komme ind på senere, kun kan løses gennem større internationalt samarbejde og bindende aftaler.

Den nogle gange hysteriske og skingre udlændingedebat har for eksempel også medført, at mange er forledt til at tro, at det er flygtningene, som er den største fare for velfærdssamfundet, hvilket jo bekvemt for nogle flytter debatten væk fra fordelingspolitik.

En anden konsekvens er, at mens mange har interessen og aktivismen fikseret på en imaginær islamisk overtagelse af det danske samfund, så marcherer højreekstremismen, i mange tilfælde neofascismen, derudaf i flere europæiske lande. Det burde nok bekymre mere, at et parti med klare neonazistiske tendenser står til af få 25-30 pct. af stemmerne i det store naboland mod syd.

I den forbindelse synes jeg også, at der er en bekymrende apati hos de unge overfor internationale spørgsmål og multilateralt samarbejde. Hvor er indignationen og forargelsen over behandlingen af kurderne, situationen i Hong Kong, Brasilien, indskrænket demokrati i en række tidligere østlande osv.? Mindre end det havde fået de unge i min generation på barrikaderne.

Slingrende dansk europapolitik

Det er med en vis undren, at man iagttager Danmarks slingrende og usammenhængende EU-politik. For eksempel har man tilkendegivet, at flygtningeproblemet kræver europæisk samarbejde, men når der så bliver foreslået fordelingskvoter, så vil man alligevel ikke være med.

Med hensyn til EU-forbeholdene ved man godt, at de både på kort og længere sigt er uholdbare og nogle af dem tilmed direkte skadelige for Danmark som for eksempel retsforbeholdet. Vedr. forsvarsforbeholdet henvises der normalt til, at Danmarks forsvarssamarbejde foregår indenfor NATO vel vidende at USA disengagerer sig i stigende grad i Europas sikkerhed, en udvikling som startede allerede før Trump. Sidstnævnte har ydermere tilføjet alliancen en hel uholdbar uforudsigelighed i amerikansk sikkerhedspolitik. Dertil kommer tvivlen om, hvor Tyrkiet befinder sig alliancemæssigt. Senest har den franske præsident Macron sat ord på denne problematik. Dette kalder på udenrigs-og sikkerhedspolitisk nytænkning, ikke mindst i retning af europæiske løsninger.

Nogle vil måske hævde, at Europa ikke kan garantere sin egen sikkerhed overfor, for eksempel, Rusland. Hvis Rusland er fjendebilledet, og jeg understreger hvis, så er det måske værd at bemærke, at mens Ruslands militærbudget er på omkring 40 milliarder euro, så er EU landenes på cirka 240 milliarder. Der er ingen tvivl om, at et europæisk forsvarssamarbejde vil tage form før eller senere og så vil Danmark stå udenfor strategiske beslutninger og det teknologisamarbejde (og arbejdspladser), som uvægerligt vil følge med.

Alligevel går man på kattepoter omkring forbeholdene og er bange for opinionen i stedet for at sætte en ordentlig oplysnings- og debatkampagne i gang.

Danmark er afhængig af international vare- og serviceydelsesudveksling

Det er en kendsgerning, at globaliseringen har mange negative konsekvenser, ikke alene i den tredje verden, men også blandt de mest udsatte befolkningsgrupper i industrilandene ved for eksempel at arbejdspladser flytter ud til lande med lave lønninger og dårlige arbejdsforhold. Eftersom Danmark i høj grad er et land, der lever af vare og serviceydelse udveksling med andre lande, er løsningen imidlertid ikke at lukke af for samhandel og tro på, at man i Danmark kan leve af at barbere hinanden.

En af løsningerne på at bekæmpe social dumping kunne være at Danmark støtter det initiativ, som arbejdstagergruppen i ILO tog for en del år siden, nemlig at lave en sammenkobling mellem overholdelsen af ILOs ”core konventioner” (som bl.a. omfatter retten til at organisere sig, føre frie overenskomstforhandlinger, forbud mod børnearbejde og ligestilling) og retten til at deltage i frihandel reguleret af WTO, FNs verdenshandelsorganisation. Udover at skabe en bedre ”levelled playing field”, dvs. mere lige konkurrencevilkår, så ville man også støtte bedre løn- og arbejdsvilkår for de svagest stillede og mest udsatte i mange lande, hvilket også vil være et solidaritetstiltag.

Styr på nationale anliggender kræver øget internationalt samarbejde

Det er i det hele taget svært at se, hvilke nationale problemer der ikke kræver internationalt samarbejde for at blive løst. Et ikke ubetydeligt provenu mangler i statskassen pga. at både private og ikke mindst multinationale selskaber ved ”kreativ skattetænkning” (et alt for venligt udtryk for snyd) fører overskud ud til lande, hvor beskatningen er lav eller så godt som ikke eksisterende. Det er indlysende, at den form for skatteomgåelse kun kan løses ved international koordinering, som der nu er tilløb til gennem OECD.

Spørgsmålet om flygtningeindtag er allerede nævnt og man kan være enig eller uenig i hvor mange der modtages og kriterierne herfor, men en ting er helt sikkert, nemlig at det løses kun ved internationalt samarbejde hvor, på den ene side, modtagerlandene koordinerer deres politik, og på den anden side at man ved aktiv udenrigspolitik dels medvirker til at løse konflikter og dels støtter økonomisk udvikling i de fattigste lande.

Det ser ud til, at det efterhånden er gået op for de fleste, at miljø- og klimaproblemer er vigtige spørgsmål, men det må være klart, at nationale mål på dette område, hvor ambitiøse de end måtte være, kun giver mening, hvis de er en del af større verdensomspændende tiltag, som f.eks. Paris aftalerne er et forsøg på.
Der vil altid være økonomiske, miljømæssige og kulturelle påvirkninger udefra, som stoppes af hverken grænsebomme, vildsvinehegn eller national selvtilstrækkelighed. Hvis Danmark vil have indflydelse på og påvirke hvad der alligevel rammer landet før eller senere, så kræves der åbenhed og styrkede internationale relationer og multilateralt samarbejde. Kun derved kan man bevare hovedessensen i den såkaldte danske model, hvad enten der henvises til arbejdsmarkedet, velfærdsstaten eller kulturel særegenhed, som ikke kan den ikke overleve isoleret i en verden, der bliver mere og mere interafhængig. Det betyder ikke nødvendigvis harmonisering men tilpasning gennem et målrettet internationalt samarbejde, europæisk og derudover, på baggrund af en klar gennemtænkt målsætning og strategi.

Hvis man sætter sig ud over nødvendigheden af og det fornuftbetonede i stærkt internationalt og multilateralt samarbejde, så taber vi som socialdemokrater, ved en stigende indadvendthed og manglende internationalt udsyn og solidaritet, på alle fronter. Ikke alene er det at fornægte en vigtig del af vores idegrundlag, men det er også at fraskrive os de praktiske muligheder for at få indflydelse på omverdenen og det, der påvirker landet, i en retning, som vi synes er den fornuftige.