Nr. 2 - 2018



Arbejdsudbud er gud

Under dække af at ville gavne beskæftigelse og konkurrenceevne, er man parat til at underminere sikkerheden i dagpengesystemet

Af Verner Sand Kirk, direktør i Danske A-kasser og folketingskandidat (S) i Sundbyvesterkredsen og Københavns Storkreds

Siden den fatale dagpengereform blev besluttet i 2010, har øget arbejdsudbud været gud i dansk politik.

Og øget arbejdsudbud betyder ikke, som de fleste tror, at der udbydes flere arbejdspladser.

Nej det betyder, at flere udbyder deres arbejdskraft.

Tidligere blev arbejdsmarkedspolitik defineret som den politik, der skal skabe forudsætninger for højere beskæftigelse og lavere ledighed. Det handlede om at sikre, at den ledige arbejdskraft var kompetent, arbejdsduelig og arbejdsvillig, når der blev brug for den.

I dag er den dominerende tilgang strukturpolitisk. De økonomiske incitamentsstrukturer skal indrettes, så flere vil arbejde mere og kræve mindre i løn. Og det antages at føre til, at der skabes flere arbejdspladser.

I bund og grund er der tale om en løndannelsesteori. Hvis de, der har arbejde er mere bange for at miste det, vil de holde igen med lønkrav. Og hvis forskellen mellem løn og offentlig forsørgelse (dagpenge og kontanthjælp) bliver større, så vil flere ønske at arbejde. Og vupti, så forbedres konkurrenceevnen og beskæftigelsen vil stige.

At uligheden og antallet af decideret fattige stiger, betragtes som en nødvendig konsekvens.

Forsømt kvalificering

Den ensidige fokusering på at øge det kvantitative arbejdsudbud har resulteret i, at vi har forsømt at gøre nok for at sikre kvaliteten af vores arbejdskraft. Altså sikre en ordentlig uddannelsesindsats. Uddannelsesinstitutionerne er blevet presset på bevillingerne. Uddannelsesindsatsen for ledige er i de seneste 5-6 år beskåret med over 60%. Og vi står med aktuel mangel på håndværkere, fordi der ikke er sørget for, at det er attraktivt for de unge at tage en erhvervsuddannelse. At der stadig er alt for få praktikpladser skriger til himlen.

Den berømmede danske flexicurity model er efterhånden noget, som kun eksisterer i festtaler. Der er ført en salamipolitik, hvor der skive for skive er skåret af både dagpengeperiode og dagpengesatsens dækningsgrad i forhold til løn. Og den aktive beskæftigelsesindsats med job- og uddannelsestilbud er beskåret med ¾.

Det er i lyset af dette, at arbejdsgiverne og regeringen vil have mere udenlandsk arbejdskraft.

Men sandheden er, at der i forvejen er rigelig adgang for udenlandsk arbejdskraft. Danmark har faktisk et arbejdskraftopland på over 500 mio. indbyggere. EU/EØS borgere kan frit rejse til Danmark og tage arbejde.

Vi har i dagpengesystemet et værn imod, at f.eks. østeuropæere rejser hertil for at arbejde i kort tid og derefter får dagpenge som ledig. Man kan medregne beskæftigelse i hjemlandet i optjening af dagpengeret. Men der er et mindstekrav om, at man mindst skal have arbejdet 3 måneder i Danmark. Regeringen er imidlertid blevet stemt ned i EU, så kravet fremover bliver blot en måneds arbejde her i landet for at kunne få dagpenge i 2-3 år.

Konsekvensen af den lempelige adgang for udlændinge til at tage arbejde i Danmark er en voldsom vækst i antallet af udenlandske statsborgere med lønindkomst i Danmark. Beskæftigelsesstatistikken viser således at tallet er steget fra ca. 125.000 i 2010 til ca. 225.000 i dag.

Siden 2013, hvor beskæftigelsen var lavest efter finanskrisen, er der nu kommet godt 120.000 flere beskæftigede.

Det er jo godt, men der er et interessant og noget foruroligende mønster i hvilke grupper, beskæftigelsesfremgangen især er kommet til gavn.

Seniorer tabes

For halvdelen af stigningen skyldes, at der er flere udenlandske statsborgere i arbejde i Danmark. Og knap halvdelen skyldes at flere 60+årige er i arbejde. Stigningen i seniorernes beskæftigelse har vi i øvrigt kunnet se i et markant fald i antallet på efterløn, som startede længe før man med virkning fra 2014 begyndte at hæve efterlønsalderen.

Bagsiden af medaljen kunne man se i en analyse fra Rockwoolfonden, som viste, at ”etniske danskere” under 60 kun har haft en meget beskeden beskæftigelsesfremgang.

Men hvordan kan det passe med, at ledigheden for personer under 60 faktisk er faldet ganske betydeligt?
En væsentlig forklaring er, at der er blevet 100.000 færre etnisk danskere i alderen 15-60, mens der er blevet ca. 200.000 flere i aldersgruppen med udenlandsk oprindelse. Og dertil kommer, at mange af de ca. 90.000, som siden 2013 har mistet dagpengeretten, ikke længere indgår i ledighedsstatistikken.

Uanset, hvordan man vender og drejer tallene, er det tydeligt, at vi har misset muligheden for at udnytte det økonomiske opsving til at få dem i arbejde, som har været ledige i længere tid eller som opleves som mindre attraktive af arbejdsgiverne.

Mange arbejdsgivere har tænkt, at når vi kan få gode polske håndværkere eller rumænske gartneriarbejdere, som er villig til at arbejde næsten i døgndrift til en absolut mindsteløn (eller mindre), hvorfor skal vi så ansætte danskere, som måske ikke umiddelbart vurderet er lige så produktive.

Selvom ledigheden er faldet, har vi altså stadig over 100.000 registrerede ledige, og over 90.000 kontanthjælpsmodtagere, som ikke tæller med i ledighedsstatistikken. Og vi ved, at der især i den offentlige sektor er rigtig mange deltidsansatte, som hellere end gerne vil have et fuldtidsjob.

Derfor mener jeg faktisk, at det er ganske godt med en vis mangel på arbejdskraft. For det kan tvinge arbejdsgiverne til at være mere åbne over for at ansætte mennesker, der har været ledige i et stykke tid, eller er kommet lidt op i alderen. Og det kan presse på for at få løst manglen på praktikpladser og at få sat gang i uddannelse og omskoling af ledige.

Og derfor mener jeg også, at man skal afvise regeringens seneste ønske om at udvide adgangen for såkaldte 3. landsborgere ved at nedsætte beløbsgrænsen for at kunne arbejde i Danmark. Den er i dag brutto ca. 418.000 kr. i årsløn, og de vil sætte den ned til 330.000 kr.

Opholdskravet

Det er i øvrigt paradoksalt, at regeringen, samtidig med, at de vil have flere udlændinge hertil, har aftalt med Dansk Folkeparti, at der skal indføres et opholdskrav på 7 år inden for de seneste 8 år for at kunne få dagpenge i Danmark.

Dette krav skal angiveligt ramme udlændinge, der kommer fra lande udenfor EU og EØS-landene (Norge, Island, Schweiz, Lichtenstein, Grønland og Færøerne).

Men opholdskravet rammer først og fremmest danskere, der har været udenlands eller fremover påtænker at tage arbejde en periode i udlandet.
Det er ren symbolpolitik, hvor både hjertet og hjernen er koblet fra. Der er allerede flere effektive værn mod, at udlændinge uden for EU kan udnytte dagpengesystemet:

I forvejen skal personer fra f.eks. USA, Canada, Kina eller Korea

1. Have lovligt ophold i Danmark,
2. Have været medlem af en a-kasse og haft arbejde i et helt år for at kunne få dagpenge.

Det værste er ikke, at det bliver et bureaukratisk monster at administrere. Nej det er, at kravet helt urimeligt rammer tusindvis af danskere.

Har man f.eks. haft arbejde i Canada for at dygtiggøre sig, ja så er takken, at man er afskåret fra at få dagpenge i de næste 7 år, hvis man bliver arbejdsløs.

Og har hele familien været afsted, ja så rammes både ægtefællen og store børn også. Og så er det endda med tilbagevirkende kraft for dem, der allerede har været udenlands.

Dette makværk må laves om.