Falske fjendebilleder i kulturpolitikken

De store statslige kulturinstitutioner står ikke modsætningsforhold til bredden og det folkelige. De er hinandens forudsætning, og folkebibliotekerne er ikke tømt for mennesker men har tværtimod stigende besøgstal

Af Niels E. Bjerrum (S), folketingskandidat i hovedstaden og til daglig administrationschef på Det Kongelige Teater

Det har været med nogen måben, jeg som kulturglad socialdemokratisk folketingskandidat har fulgt de seneste par måneders forskellige udmeldinger om, hvad der er og ikke er den rigtige vej for en ny socialdemokratisk kulturpolitik. Først og fremmest synes jeg, der bliver opstillet en masse falske modsætninger. Dernæst synes jeg der er en påfaldende sammenhæng mellem den generelle københavner-bashing, der desværre er den politiske trend for tiden, og så de temmelig absurde angreb vi har set på alt fra folkebiblioteker og Radio 24syv til større statslige medie- og kulturinstitutioner som Danmarks Radio, Det Kongelige Teater og Nationalmuseet.

Hvis vi tager folkebibliotekerne først, så er de efter min mening noget af det mest socialdemokratiske, man overhovedet kan komme i nærheden af. Anker Jørgensen kaldte dem slet og ret for ”arbejderklassens universitet”. En fri og lige adgang til viden, dygtiggørelse og kultur er netop en af grundstenene i den sociale mobilitet og samfundsmæssige lighed i Danmark. Der tilbydes et hav af spændende udviklingsaktiviteter for børn og voksne på landets mange biblioteker, og faktisk er besøgstallene stigende i disse år. Så naturligvis skal en socialdemokratisk kulturpolitik indeholde en 120 % opbakning til en bevarelse af de danske folkebiblioteker.

Noget andet, jeg virkelig undrer mig over, er, når der opstilles et modsætningsforhold mellem den kultur, der tilbydes hos de store statslige kulturinstitutioner, og så den man opfatter som mere bred, folkelig og provinsiel. Det er et falsk modsætningsforhold, fordi de forskellige former for kunstformidling er hinandens forudsætninger frem for modsætninger. Uden de professionelle og excellente udøvende, ingen glade amatører. Og uden let tilgængelig og fordøjelig populærkultur, ingen eksperimenterende avantgarde.

Churchill

Den engelske statsmand Winston Churchill blev angiveligt spurgt, hvorfor han ikke tog pengene fra kulturen og brugte dem til at finansiere militæret under 2. verdenskrig. Det siges, at han svarede ”Jamen, hvad skulle vi så kæmpe for?”. Citatet er vistnok ikke ægte, men pyt med det, for pointen er ikke til at misforstå. Uden kulturen mister vi simpelthen noget af det, der gør det værd at leve. Og vi mister noget af det, der binder os sammen som folk. Det er derfor, regeringens kulturfjendtlige politik er så skadelig.

831,9 millioner kroner, eller næsten 1 milliard – så mange penge er det planen, at skal der spares på kulturområdet over de næste fire år! Den økonomiske udsultning af kulturområdet med regeringens årlige 2 procents-besparelser over en bred kam er ved at få mange vigtige kulturinstitutioner til at gå i knæ. Ikke mindst fordi de samtidig med nedskæringerne er tynget af politiske krav til, hvad de skal levere. Det er ingen overdrivelse, at hvis det fortsætter på ubestemt tid, så vil det resultere i uoprettelige skader på den danske kulturarv.

I Afghanistan ødelagde Taliban gigantiske gamle Buddha-statuer ved at sprænge dem i luften. Det var til at tude over. I Danmark er vi i færd med at ødelægge vores egen kultur ved at fjerne lidt ad gangen. Mikkel Bogh, som er direktør for Statens Museum for Kunst, har ligefrem sat dato på lukningen af museet, hvis situationen forbliver uændret. Naturligvis skal vi som et verdens rigeste lande stoppe besparelserne på kultur og blive ved at støtte de store statslige kulturinstitutioner, som er så centrale for nationens dannelse, selvforståelse og sammenhængskraft.

Tager vi Det Kongelige Teater og Nationalmuseet, har der aldrig været flere besøgende fra hele landet end i disse år. Begge steder har man masser af gratis arrangementer for borgere i alle aldre. Det Kongelige er alle danskeres nationalscene, lige som Nationalmuseet er alle danskeres nationale museum. Det Kongelige Teater byder på teater, ballet og opera i international topklasse i hele landet, og det siger sig selv, at der ikke kan produceres kultur på dette niveau uden økonomisk støtte. Men det står jo ikke i modsætning til den brede, folkelige kultur i egnsteatre, sportsklubber og forsamlingshuse over det ganske land.

Mit parti skal ikke følge DF

Jeg er nødt til at sige det ligeud; jeg er ikke enig i den måde, nogle i mit parti udlægger tingene på, når de ser interessekonflikter og modsætningsforhold mellem provins og hovedstad og mellem bredde og elite på kulturområdet. Jeg synes, vi socialdemokrater skal lade DF om at spille danskerne ud mod hinanden, og holde fast i en progressiv kulturpolitik, hvor vi både tænker i bredden og i højden. Jeg kan i hvert fald love, at hvis jeg bliver valgt til Folketinget, så vil jeg kæmpe med næb og kløer for flere midler til kultur i alle afskygninger!