Afklaring om Brexit, men hvad nu?

Valget i England giver afklaring på noget, men langt fra alt

Af Lars Gaardhøj, Regionsrådsmedlem (S), gruppeformand i Region Hovedstaden. Medlem af Danske Regioners bestyrelse

Valgresultatet i Storbritannien gav premierminister Boris Johnson et meget klart mandat til nu at komme videre med udtræden af EU, eller som det klare konservative slogan lød: Get Brexit done. Boris Johnson har nu alene med konservative mandater flertal for udtræden 31. januar. Det nyvalgte engelske parlament vil blive samlet allerede før jul med henblik på at få aftalen stemt igennem. Herefter begynder den vanskelige proces med at forhandle en handelsaftale mellem Storbritannien og EU. Det skal vi nok komme til at høre mere om. Men første skridt er altså på plads med aftalen om udtræden.

Brexit fyldte enormt meget i den overståede valgkamp. Og der er for mig at se ingen tvivl om, at Labours uklare linje på Brexit, der indebar endnu en forhandling med EU efter valget for at få en bedre aftale, som så skulle til folkeafstemning. Højst besynderligt ville Corbyn som premierminister forholde sig neutral i den folkeafstemning og ikke anbefale den aftale, som han gik til valg på at ville forhandle. Den købte vælgerne ikke. Og det forstår man jo godt.

Målinger efter valget tyder på at Corbyns person i høj grad stod i vejen for et godt valg for Labour. Vælgerne opfattede ham simpelthen ikke som en, der kunne lede landet. Måske bedst illustreret ved at Corbyn simpelthen ikke evnede effektivt at rydde enhver tvivl om at antisemitismen naturligvis ingen plads har i Labour. Den sag fik lov at køre i medierne alt for længe og efterlod ikke indtrykket af at Corbyn var en stærk leder. Tværtimod.

Valget blev det ringeste for Labour siden 1935. Kun 203 mandater ud af de 650 i parlamentet er de næste fem år røde. Og talrige sikre Labour-valgkredse er nu tabt til Konservative. Det er virkelig en mavepuster. Corbyn har meddelt at han trækker sig som formand, men de første interviews med ham vidner ikke om, at han for alvor tager ansvaret på sig. Og han vil også først trække sig på et senere tidspunkt, når der er fundet nu formand. Efter så voldsomt et nederlag havde det klædt ham at trække sig på valgaftenen og tage ansvaret på sig. For naturligvis er ansvaret hans.

Labour er under Corbyns ledelse drejet mod venstre og det valgte vælgerne fra. Særligt de ældre, hvor kun 18% af dem over 65 år stemte Labour og mange klassiske arbejdervælgere særligt i Nordengland valgte også Labour fra. Derfor venter nu en proces, hvor der ikke blot skal vælges ny leder, men også sættes en ny kurs, der kan samle bredt. Det bliver interessant at følge. For sandheden er jo også, at der er brug for et stærkt Labour. De konservatives sparepolitik har ramt hårdt og medført forringet velfærd og bragt store skel i samfundet. Fattigdom er dagligdag og det engelske sundhedsvæsen er voldsomt udfordret. Det tror jeg næppe konservative for alvor kommer til at gøre op med, selvom Boris Johnson talte om det i valgkampen. Så Labour må videre efter Corbyn. For vil man forandre tingene, må man starte med at vinde valg. Det er ikke nok bare at have ret.

Danmark og EU må også videre. For Danmarks vedkommende mister vi nu en stor partner i EU, og vel at mærke en partner Danmark ofte har delt holdning med. Det er derfor en stærk alliance, der nu forsvinder. Og da Storbritannien er nettobidragsyder, så er debatten om et øget EU-budget i fuld gang. Kommissionen ønsker flere penge fra de snart 27 EU-lande. Danmark har svaret at det mener vi ikke, men mon ikke det ender med et kompromis om en mindre stigning? Måske mod at EU-systemet selv finder nogle penge gennem effektiviseringer, for der er næppe vilje til at skære i fx landsbrugsbudgettet?

Betydningen af Brexit bliver også interessant at følge. Opbakningen til EU har været stigende blandt danskerne, det så vi senest ved EP-valget i maj måned, hvor EU-modstanderne DF gik massivt tilbage, og Folkebevægelsen mod EU røg helt ud af Europa-Parlamentet. Enhedslisten kom godt nok ind istedet, men måtte kraftigt moderere deres tale om et dansk exit fra EU - et Dexit. Faktisk måtte Enhedslistens Pernille Skipper lægge afstand til hendes tidligere krav om en dansk folkeafstemning om EU. Den afstandtagen var nødvendig for at sikre opbakning til Enhedslisten til Europarlamentsvalget. Men efter valget i torsdags blusser det nu op igen. DF’s næstformand Søren Espersen jublede på Facebook over at Storbritannien nu udtræder, og det forventer han bliver en succes økonomisk, politisk og folkeligt, og han vil derfor glæde sig til at dansk udtræden bliver en realitet. For det er endemålet for DF.

Hvordan DF og måske også Enhedslisten igen vil fremføre kravet om en folkeafstemning i dansk politik er foreløbig uvist. Men det kommer. For min del håber jeg ikke de store danske partier vil være så dumme som de engelske konservative og sende danskerne ud i en sådan vanvittig afstemning. Danmark har brug for Europa, og et stærkt EU, der kan tage fat på klima-udfordringen, globaliseringen og stå op Kina, Putin og Trump, når det er nødvendigt. Alt det kan Storbritannien desværre ikke længere være med til i EU. Det er også valgets tale og er i mine øjne utrolig trist. Europa står svækket med engelsk udtræden. Men det er sådan det er. Og skal man se noget godt i situationen, så er det at der kommer afklaring efter næsten 4 års kaos skabt af de konservatives interne stridigheder om tilknytningen til EU. Nu er de så godt som ude, og det må vi acceptere og finde en god ordning på.