Dynamisk forvirring

Der har været en til tider ophedet diskussion om de dynamiske effekter i finanspolitikken. Er skattelettelser et mirakelmiddel, der automatisk skaber mere vækst? Hvor stor en vækst skal der være i den offentlige sektor, og skal der overhovedet være nogen. Det er diskussion for politiske nørder. De almindelige vælgere er for længst stået af.

Af Mogens Havnsøe Petersen

Indenfor det næste år vil valgplakaterne igen pryde gader og veje. Men man kan næppe forestille sig, at der på valgplakaterne kommer til at stå ”0 %”, ”0,4 %” eller ”0,8 %” eller 0 komma et eller andet andet alt efter parti.

Ikke desto mindre foregår en del af den politiske diskussion, som om denne situation med procent-plakater kunne blive virkelighed. Man diskuterer, i den udstrækning man ikke skændes, om væksten i det offentlige forbruge skal være af den ene eller den anden størrelse, for bl.a. at matche at der bliver flere pensionister og flere børn.

Liberal Alliance er pr. definition mod vækst i den offentlige sektor, og for at tækkes ”de stålsatte øjne”, så skrev den daværende smalle Venstre-regering i sit regeringsgrundlag i 2015: ”Regeringen sigter efter, at de styrbare offentlige udgifter i de kommende år holdes i ro”. Det er af de fleste tolket som 0-vækst, men der er selvfølgelig indbygget en lille ventil i ordet ”styrbare”, uden man i teksten dog kommer ind på, hvilke dele af de offentlige udgifter regeringen ikke kan styre.

Konservative mener nogenlunde det samme som Liberal Alliance, men man har ikke hørt så meget til dem i den del af debatten, efter de er kommet i regering og har fået retspolitikken at profilere sig på. Konservative er jo blevet forholdsvis populære på krav om mere straf og hårdere afsoningsforhold, og det kun på en god dag, at de ymter lidt om skattelettelser og mindre vækst i det offentlige forbrug.

Venstre selv – tjah. De forsøgte først at flyve lavt, men sikkert inspireret af virkeligheden kom finansminister Kristian Jensen frem og annoncerede, at 0-vækst var urealistisk. Stor men kun kortvarig opstandelse, for LA og K er jo taget med ind i regeringen, og det har stærkt reduceret trangen til ytringer.

Derfor kunne statsminister Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde efter Venstres sommergruppemøde midt i august træde frem og bl.a. sige: - Jeg tror ikke, der kommer nogen ny dansk regering af nogen slags, som ikke vil bekende sig til en moderat vækst i de offentlige udgifter.

Så langt så godt. Men de tre regeringspartier kan jo ikke tillade sig at mene noget andet end i petitesseafdelingen uden at spørge Dansk Folkeparti først. Partiet har en helt fantastisk evne til at være både opposition og regering på en gang. Fra DF er meldingen, at man skal have en vækst på 0,8 %, for ellers er der ikke penge i kassen til deres kernevælgere blandt de ældre og gamle (forskning og uddannelse er udenfor deres interessefelt).

Hvordan alt det ender under de tilstundende finanslovsforhandlinger vides ikke i skrivende stund, men mon ikke det bliver sådan set og midt i mellem og både og, og så forklarer man eventuelle differencer med de meget forkætrede dynamiske effekter.

Dynamiske effekter

Netop dynamiske effekter er et andet centralt diskussionspunkt i den økonomiske diskussion, og diskussionerne har nået nærmest religiøse højder. Liberal Alliance er på den ene side helt sikre på, at skattenedsættelser er sandheden, vejen og målet, og i den udstrækning de bliver virkeliggjort, så vil tusindårsriget blive indført og alle vil få mere for mindre, for den private foretagsomhed vil eksplodere og trække hele samfundet frem til rigdom og velstand og næsten alle der er glade.

Man betragter det som en videnskabeligt fastslået kendsgerning, at sådan er det, for det viser beregninger fra både Finansministeriet og Økonomiministeriet. Førstnævnte har endda på en forunderlig politisk mission haft sin departementschef fremme og forsvare, at Finansministeriet godt kan regne og det er meget upassende, at der overhovedet er nogen, som stiller sig op og anfægter facit. Joachim B. Olsen (LA) kalder det endda et ”sørgeligt korstog mod Finansministeriet”. Hans partifælle, økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille har ved en kreativ forståelse af et ministeriums opgaver desuden fået ministeriet til regne nærmest hele LA’s valgprogram igennem.

Investering i mennesker

På den anden fløj har de socialdemokratiske folketingsmedlemmer Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen i begyndelsen af august udgivet en bog, hvor de slår til lyd for, at også investeringer i den offentlige sektor skal ind i regnemodellerne. Bogen hedder ”Det kan betale sig at investere i mennesker”.

Tidligere finansminister med meget mere Mogens Lykketoft satte allerede i maj 2018 trumf på ved bl.a. at udtale: ” Jeg så gerne, at man indførte et forsigtighedsprincip og strøg alle dynamiske effekter”.

Nå, men vi skal nok regne med, at diskussionerne om vækst i det offentlige forbrug, hvor meget eller hvor lidt om overhovedet, fortsætter. Diskussionerne om dynamiske effekter vil sikkert også være dynamisk, og måske vil der under valgkampen kunne transmitteres direkte fra et eller andet økonomisk institut på en af de højere læreranstalter, hvor de kloge kan slås for åben skærm. Problemet vil dog nok være, at seertallet vil gå mod 0, og vælgerne vil være ladt i stikken.