Folkeafstemninger har Fanden skabt

Ny Politiks “mand i Frankrig” giver i dette indlæg sin ramsaltede mening om folkeafstemninger

Af Niels Enevoldsen

Som nævnt i min artikel vedr. udviklingen af situation I Frankrig andet steds i dette nummer af Ny Politik, så er et af de gule vestes hovedkrav indførelsen af ”RIC” (référendum d'initiative citoyenne), folkeafstemninger iværksat på initiativ af et vist antal af stemmeberettigede borgere. Argumentet er at ”folket har altid ret” og skal derfor til enhver tid have mulighed for at stemme om stort og småt. Det aktuelle krav om folkeafstemning hænger naturligvis også sammen med, at der ikke er præsident- og parlamentsvalg i Frankrig før 2022, og at de gule veste vil udnytte den øjeblikkelige folkestemning til at stemme om Macrons afgang, forhøjelse af mindstelønnen, lavere skatter, mere velfærd osv. osv.

Folkeafstemninger … direkte demokrati?

Folkeafstemninger er ofte blevet fremstillet som direkte demokrati og et vigtigt tillæg til det repræsentative demokrati. Med risiko for at få ørene i maskinen, mener jeg, at folkeafstemninger er noget fanden, støttet af de borgerlige, har skabt.

Danmarks Grundlovs §42

Hvis man ser på eksemplet Danmark, så er det ikke nogen tilfældighed, at de borgerliges pris for at afskaffe det relativt reaktionære Landsting ved grundlovsændringen i 1953 var indførelsen af muligheden for, at 1/3 af folketingets medlemmer kunne afprøve et lovforslag ved folkeafstemning (grundlovens § 42). De borgerlige anså således folkeafstemningsprincippet som en konservativ foranstaltning. Den første gang § 42 blev afprøvet var da de borgerlige krævede den socialdemokratiske regerings progressive forslag til nye ”jordlove” lagt ud til folkeafstemning, som blev holdt i 1963, hvor jordlovene faldt med et brag. § 42’s bevarende funktion blev således fuldt ud bevist.

Jeg siger ikke, at alle folkeafstemninger falder reaktionært ud, for eksempel er valgretsalderen blevet nedsat flere gange (selvom om en afstemning fejlede), men generelt har princippet en bevarende og konservativ funktion.

Man kan selvfølgelig argumentere for, at for eksempel konstitutions/grundlovs ændringer bør lægges ud til folkeafstemning.

Stemmer vælgerne om det, de bliver spurgt om?

Derudover forholder vælgerne sig ofte ikke til de stillede spørgsmål. Hvis de har et horn i siden på den siddende regering, så stemmer de nej til hvad som helst denne måtte forelå, selvom det kunne være fornuftigt.

Øjeblikkelige sindsstemninger

Et andet problem er øjeblikkelige sindsstemninger, som får folk til at miste overblikket og handle i nuets ophidselse. I Frankrig for eksempel, ville der sandsynligvis være et flertal for dødsstraffens genindførelse, hvis en afstemning kom lige i kølvandet på en større terroraktion med mange døde.

Så er der naturligvis også muligheden for, at der stemmes for helt modstridende krav, som på én gang at nedsætte skatterne og hæve de sociale ydelser, for nu at tage et klassisk eksempel.

Schweiz som eksempel

Mange tilhængere af flittig anvendelse af folkeafstemninger bruger Schweiz som eksempel. Jeg har kun et par kilometer til den schweiziske grænse og kan observere på tæt hold, hvordan et system, hvor man stemmer om alt mellem en rundkørsels placering til forbud mod minareter, fungerer. For det første er der ofte stærke kapitalinteresser involveret i de forudgående annoncekampagner. Populistiske undertoner spiller også tit en stor rolle. For det andet når deltagelsen i afstemningerne ofte ikke over 30 pct. Så kan man jo spørge, hvor demokratisk er det?

Det repræsentative demokrati og de folkevalgtes ansvar

De fleste vestlige lande bygger på et velstruktureret repræsentativt demokrati, der ikke blot omfatter den politiske del, men også arbejdsmarkeds- og interesseorganisationer. Hyppige folkeafstemninger om alt mellem himmel og jord vil ikke alene være en ansvarsforflygtigelse af de folkevalgte, men mere vigtigt fratage dem muligheden og forpligtigelsen til at føre en langsigtet og sammenhængende reformpolitik uden at skulle være nervøs for, at enkelte og eventuelt upopulære spørgsmål kan pilles ud af sammenhængen og sættes til folkeafstemning. Klodser de i det og tager de forkerte valg, så må de tage øretæverne næste gang, de stilles til ansvar overfor vælgerne.

Det repræsentative demokrati kan forbedres

Dermed ikke være sagt, at det repræsentative demokrati ikke kan forbedres. Der findes endnu mange uprøvede muligheder for at forbedre den direkte kontakt mellem de folkevalgte og ”folket”, hvad enten det er de politiske eller de organisationsvalgte.

”Professionaliseringen” af mange folkevalgte poster har sikkert ikke hjulpet. Man kunne også stille spørgsmålet om man ikke er gået for vidt i centraliseringsbestræbelserne, hvad enten det drejer sig om regions- og kommunesammenlægninger, i institutioner og organisationer osv. De tvivlsomme økonomiske og effektivitets fordele har uden tvivl en pris med hensyn til nærdemokrati.