Krisen 10 år efter

Finanskrisen der ramte verdensøkonomien som et kølleslag i 2008 er blevet analyseret og kommenteret i lange baner. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet en rapport, som peger på de konsekvenser krisen har haft og stadig har, og lægger op til en diskussion af, hvordan man skal reagere på kommende kriser

Af Mogens Havnsøe Petersen

Finanskrisens startskud lød den 15. september 2008. Den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers indgav sin konkursbegæring, og det startede en dominoeffekt, hvor aktiekurserne verden styrtdykkede. Mange banker og forsikringsselskaber viste sig at være insolvente og krakkede, og frygten bredte sig til forbrugerne, og når forbrugerne frygter, så holder de på pengene, virksomhederne sælger mindre, troen på fremtiden reduceres og den nedadgående spiral snurrer hurtigere og hurtigere.

Krisen blev den værste det internationale samfund – der jo består af de enkelte lande, der består af de enkelte borgere – har oplevet i nyere tid.

Først nu er man så småt ved at komme på den anden side af krisen, men mange steder har den stadig trukket dybe spor.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet en rapport ”Krisens skygger trækker stadig spor”, som blev præsenteret og diskuteret ved et morgenmøde for økonomer og journalister den 24. oktober 2018.

Inden konklusionerne fra denne rapport præsenteres, skal vi lige en tur omkring tanker og principper vedrørende finanspolitik i pixibogsudgaven.

Meget groft så kan man vælge to retninger i finanspolitikken. Den aktive og den passive.

Den aktive har rod hos John Maynard Keynes (1883-1946), den engelske økonom, som påpegede, at staten når økonomien er svag, skal gå ind og stimulere efterspørgslen, og når økonomien begynder at løbe for stærkt, så skal man trække i tøjlerne, for at undgå overophedning, flaskehalse og andet skidteragelse. Hans teori vandt gehør i årene efter 2. verdenskrig, og altså efter hans død, og de medvirkede til, at man ikke begik alle de samme fejl som i 30’erne, hvor man forsøgte at spare sig ud af krisen og endte i den dybe depression – som bl.a. lagde grunden til totalitære regimers fremvækst.

Saxo-Seier

Tilhængerne af det man kan kalde den passive finanspolitik har flere fædre, bl.a. primitive politikere, som ikke kan kende forskel på nationaløkonomi og husholdningsøkonomi, men som mener markedet har selvhelbredende kræfter, der på nærmest guddommelig vis vil søge mod økonomisk fremgang. En af de fremmeste fortalere for den retning er økonomen Milton Friedman (1912-2006), som man i et anfald af hjerneblødning i komiteen tildelte Nobelprisen i økonomi i 1976. En højt eksponeret fortaler for den politik er den højtprofilerede medstifter af Saxo-bank, Lars Seier, der fra sin milliardærtilværelse i Svejts jævnligt giver råd om, hvordan dansk politik skal indrettes.

Da krisen ramte i 2008 gik USA og EU i noget forskellige retninger. I USA pumpede man frygtløst offentlige midler ud til at stimulere økonomien, mens man i EU var noget mere tilbageholdende. Det kan sort på hvidt konstateres, at USA på den måde kom hurtigere og mere solidt gennem finanskrisen end EU.

Konsekvenserne for dansk økonomi samler Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i tre.

For det første har krisen kostet os 90 mia. kr. i varigt tab af velstand. Det skyldes især, at der ikke er investeret tilstrækkeligt i produktionsapparatet, og det er disse investeringer der historisk har givet Danmark størst fremgang i velstanden.

For det andet er først og fremmest de ufaglærte stadig ramt på beskæftigelsen som følge af krisen. De medarbejdere der var ansat på en virksomhed som lukkede under krisen, har for de ufaglærtes vedkommende haft særligt svært ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet og konsekvenserne kan stadig mærkes.

For det tredje er medarbejdere der blev ramt af krisen igennem lukninger og nedskæringer halter stadig efter det øvrige arbejdsmarked på lønnen.

Der skal ikke gås i yderligere i detaljer med rapporten, noget af det er meget nørdet, men er man særligt interesseret kan rapporten frit hentes her: https://www.ae.dk/publikationer/krisens-skygger-traekker-stadig-spor.

Nærværende skribent spurgte på morgenmødet AE’s direktør Lars Andersen, om der var fagøkonomer i Tyskland, som for alvor var tilhænger af en mere aktiv finanspolitik. Svaret var, at der kun var en enkelt som havde ytret sig i den retning.

Tysk økonomi bærer meget præg af, at det helst skal gøre ondt at komme fri af en krise, så grækerne skal bare tage sig sammen, og det samme skal spanierne og italienerne og alle andre, og når man så har fået ødelagt en generation eller to med ungdomsarbejdsløshed, så skal alt nok blive bedre. Tyskland har meget dominerende indflydelse i ECB, European Central Bank, som i høj grad er styrende for den finanspolitiske udvikling i EU, og den tyske form for økonomisk masochisme trives derfor også her.

Det tyder ikke godt for den europæiske håndtering af den næste krise, hvornår den så end måtte komme og med hvilken kraft.