Det var det hele værd

Portugal er et af de lande i Europa, som har socialdemokratisk ledelse. Det beskrives her, hvordan det blev virkelighed og hvordan det går

Af Britta Thomsen, tidl. MEP (s) og cand.mag. i historie og portugisisk.

”Om få minutter vil vi bevise, at det var det hele værd, at Socialistpartiet, Venstreblokken, Kommunistpartiet og det økologiske parti gik sammen om at danne et parlamentarisk flertal, som tillod os at skabe de politiske forandringer, der skulle til, for at vi kunne vende tilbage til normale tilstande og genoprette landets økonomi, det sagde den portugisiske statsminister Antonio Costa lige inden afstemningen om finansloven for 2019 i sidste uge i det nationale parlament i Lissabon.

Den socialistiske regering kunne samtidigt fejre sin 3-års fødselsdag, Regeringen var kommet til verden efter, hvad man kan betegne som en meget svær fødsel, og forventningerne til dens overlevelse var meget små både hos den borgerlige opposition såvel som hos det meste af pressen.

Portugals demokratiske tradition er ikke lang. Først efter at den fredelige Nellike-revolution i 1974 satte punktum for 48 års fascisme under diktatoren Antonio Salazar, kunne det første valg finde sted efter den nye grundlov, som blev indført i 1975.

Siden det første demokratiske valg har socialisterne aldrig dannet en regering, der baseret på en aftale med venstrefløjen. Enten havde socialisterne været i stand til at opnå absolut flertal i parlamentet eller de havde regeret som en mindretalsregering. I modsætning til de franske og spanske socialistpartier, der ofte baserede deres regeringer på støtte fra venstrefløjen, så ligner det portugisiske socialistparti mere SPD i Tyskland, der heller aldrig har indgået i en koalition med venstrefløjspartiet die Linke. De to borgerlige partier, Barroso´s såkaldte Socialdemokrater og Kristendemokraterne har altid regeret i en koalition sammen, når de havde regeringsmagten. Fra 1991 og til i dag har socialisterne regeret i sammenlagt 15 år.

Krisepolitikken

Efter valget 5-oktober 2015 opstod der imidlertid en ny situation. Den økonomiske krise havde ramt Portugal hårdt, og landet havde fået et lån på 78 mia. Euro. Den borgerlige regering, der sad fra 2011-2015 havde efter aftale med EU og IMF om tilbagebetaling af lånet, indført en hård krisepolitik med omfattende offentlige nedskæringer og flere hundrede nye love.  Da man ifølge portugisisk grundlov ikke kan fyre offentligt ansatte, sådan som vi gjorde i Danmark under krisen, blev deres løn i stedet reduceret med op til 36%, og arbejdstiden blev sat op, mens 4 årlige helligdage blev sløjfet. Pensionerne blev også reduceret og den offentlige service blev forringet på næsten alle områder.  Skatterne og momsen blev sat blev sat op og Lissabons normalt livlige restauranter lå næsten øde hen, mens masser af andre små ofte familieejede virksomheder lukkede. Arbejdsløsheden steg til 17,5%, hvilket var højt i Portugal. Så de unge mennesker begyndte at emigrere i stor stil med op til 100.000 om året.  Regeringen gik også i gang med et program om privatiseringer af den offentlige sektor både inden for transport og energiforsyning, og vedtog nye love om ansættelsesforhold, hvor det skulle være lettere for arbejdsgiverne at ansætte medarbejdere på korte kontakter, hvilket ikke er populært i Sydeuropa, hvor man har tradition for livslang fastansættelse.

Et mudret resultat førte til nye muligheder

Den hårde økonomiske politik gav naturligt nok venstrefløjspartierne vind i sejlene og Venstreblokken (kan sammenlignes med SF) og Kommunistpartiet, som opstillede sammen med det lille økologiske parti, gik frem ved valget, og de to partier fik til sammen fik mere end 18% af stemmerne. Socialisterne opnåede 32,31 en fremgang på ca. 4% i forhold til sidste valg. De to borgerlige partier gik stærkt tilbage og fik tilsammen 36,86% af stemmerne. 

Dramaet begyndte, så snart stemmerne var talt op. Formanden for Socialistpartiet, Antonio Costa, rakte for første gang i Portugals demokratiske historie, hånden ud til de to venstrefløjspartier og bad dem om at indgå en aftale om et regeringsgrundlag med Socialistpartiet i regering og de andre som støttepartier. Her var det utvivlsomt en fordel, at Costa, som borgmester i Lissabon fra 2005-2015, havde haft en alliance med venstrefløjen, og at han derfor havde erfaringer med at forhandle med dem. Men det mest overraskende var faktisk, at Portugals konservative kommunistparti med den aldrende metalarbejder Jerónimo de Sousa i spidsen, måske den eneste arbejder i det portugisiske parlament, sagde ja. Alle de kommunistiske principper måtte vige for at undgå endnu en periode med den sidste regering.  Samme svar kom fra Venstreblokken.

Allerede inden aftalen var officiel, gik den daværende borgerlige præsident Cavaco Silva ud i pressen og afviste en sådan regering. Den borgerlige koalition havde vundet valget, når de nu var blevet det største parti, så de skulle danne en regering, som Socialisterne som ansvarligt parti måtte bakke op. Men Socialisterne ville en anden vej.  Nu var gode råd dyre for præsidenten. Han talte om at indsætte en teknokrat-regering, for i Portugal må man ikke udskrive nyvalg før ½ år efter sidste valg. Han kunne under ingen omstændigheder acceptere Kommunistpartiet som støtteparti, når de både var imod Nato og EU.  Han endte dog med at give sig og den nye regering var en realitet 30. november 2015.

Antonio Costa havde indgået aftaler med hver af partierne, som var med i koalitionen, så ingen gav hinanden en blanco check på forhånd.  Præsidentens periode udløb december samme år. 

En ny begyndelse

Kommunisterne havde stillet som betingelse for at ville støtte regeringen, at den skulle tilbagerulle de påbegyndte privatiseringer af den offentlige transport i de to store byer Porto og Lissabon, og de forlangte også, at man stoppede privatiseringen af det statslige flyselskab TAP. Det var et krav fra deres faglige bagland, som netop i disse sektorer har en høj organisationsprocent. Samtidig ville de have garanti for at mindstelønnen kom til at stige i en hurtigere takt end Socialisterne selv havde foreslået.

Venstreblokken stillede krav om, at de offentlige ansatte skulle have deres fulde løn tilbage straks og ikke over en periode, som socialisterne havde foreslået. De fire helligdage skulle genindføres, og arbejdstiden reduceres fra 40 til 35 timer ugentligt, som det havde været kutyme før krisen.

Aftalerne mellem partierne anerkendte deres forskellige partiprogrammer og identitet. De havde fundet frem til de områder, som de var enige om for at ændre Portugal i en ny retning, men de skulle ikke stemme sammen om alle emner. F.eks. stemte Kommunistpartiet sammen med kristendemokraterne imod et forslag fra regeringen om aktiv dødshjælp, og da regeringen forleden ville nedsætte momsen på kulturtilbud, men ikke ville lade det gælde tyrefægterarenaen i Lissabon, ja så skulle de heller ikke regne med kommunisternes stemmer.  Deres medlemmer er fortrinsvis ældre mænd, og mange går åbenbart til tyrefægtning om søndagen.

Venstrefløjspartierne ville gerne afskaffe korttidskontrakter på arbejdsmarkedet generelt, men det gik socialisterne ikke med til. I stedet indgik partierne et kompromis om at arbejde hen imod at afskaffe løsansættelser i den offentlige sektor, men bevare muligheden i den private.

Økonomien går frem

Regeringens fokus var fra starten på arbejdsløshed, investeringer og genopretning af befolkningens indkomst. Skatten blev sat ned for de laveste indtægter, som også fik reduceret prisen på el og vand. Borgernes tillid til de politiske institutioner blev genskabt samtidig med, at den forbedrede privatøkonomi gav mulighed for ny indenlandsk efterspørgsel, som igen skabte grobund for at tiltrække investeringer.  Gældsafviklingen åbnede op for, at Portugal igen kunne nyde godt af EU's fonde til nye investeringer i infrastruktur og i nye virksomheder, og langsomt kom væksten i gang igen. Under krisen var der blevet udviklet et skattesystem, som sikrede staten indtægter fra små servicevirksomheder, som renserier, frisører og liberale erhverv, der ikke tidligere havde betalt skat. 

Momsen på restauranter blev sat ned og turismen begyndte at boome, hvilket blev tydeligt i bybilledet med nye hoteller, restauranter og butikker, der åbnede overalt. Udenlandske investeringer i produktion og byggeri er tårnhøje, og den gamle bydel i Lissabon er blevet restaureret til uigenkendelighed med AirBnB overalt i de gamle huse.

I 2017 vandt Portugal prisen som Europas ledende turistdestination og turistsæsonen strækker sig efterhånden over det meste af året. Den traditionelle tekstilindustri har fået en renæssance med egne brands og ny design, og iværksætteri inden for IT-sektoren er også en hastigt voksende branche.

Turismen blev ikke mindst hjulpet godt på vej, fordi de andre Middelhavslande har problemer med terrorangreb og flygtninge. I Portugal hersker der fred og fordragelighed. Flygtninge ønsker ikke at komme til kriselande med lave lønninger. Oprindeligt fik Portugal tildelt en EU-kvote på 5.000 flygtninge, men Costa rejste til Bruxelles og bad om 10.000, når nu så mange af hans egne unge mennesker rejste ud. Siden 2015 og indtil nu har Portugal kun modtaget 1.552 flygtninge, og halvdelen af dem er nu i en situation, hvor de selvforsørgende og ikke behøver offentlig hjælp.

Væksten i økonomien har fået de unge til at vende hjem fra udlandet og regeringen har etableret modtagelsesprogrammer med henblik på at få dem hurtigt integreret på arbejdsmarkedet. Portugal har som følge af emigrationen og det lave fødselstal haft et befolkningsunderskud, som de forsøger at løse ved bl.a. at give gode vilkår for udlændinge, der slår sig ned. Siden 2015 er der skabt 341.000 nye jobs, hvilket er mange i et land med 10,5 mio. indbyggere og arbejdsløsheden er mere end halveret. 

Portugal er et af EU's mest ulige lande, hvilket regeringen prøver at udligne ved at øge lønninger og disponible beløb for de lavest lønnede og gennem en stor indsats for at udjævne de regionale forskelle i landet.

Ligestilling

På den værdipolitiske front har regeringen taget en lang række af initiativer. Lige fra enliges ret til insemination til homo-pars ret adoption.  Omkring kvinders rettigheder er der indført love om, at der til alle valg i Portugal skal der være mindst 40% af hvert køn opstillet på alle lister i et flettesystem. Endvidere skal 40% af toplederne i den offentlige sektor være kvinder, hvilket ikke er så vanskeligt i Portugal, fordi landets kvinder har en høj erhvervsdeltagelse og er blandt de bedst uddannede i Europa. I de offentlige og private virksomheders bestyrelser skal 40% af bestyrelsesmedlemmerne være af hvert køn, en politik, som Barroso allerede opfordrede Portugal til at indføre, da han var formand for EU Kommissionen.  I Portugal er det for øvrigt en kendt sag, at Antonio Costas mor både er journalist og feminist.

Portugal og Euroen

Da Antonio Costa trådte til som statsminister lovede han at leve op til EU's budgetkrav, og samtidig gøre op med sparepolitikken og skabe økonomisk vækst.

Der hersker ingen tvivl om, at portugiserne mener, at en del af problemer i kriselandene skyldes EUs nidkære sparepolitik, der kun har gjort ondt værre. For at undgå at landene havner i situationen igen arbejder den portugisiske regering intenst på at få lavet ændringer i EURO-zone samarbejdet. Allerede tilbage i 2016 rejste Antonio Costa til Athen at etablere et samarbejde med den græske statsminister Alexis Tsipras omkring reformer.  

I Bruxelles anerkendte man, at Portugal havde fundet et bedre svar på krisen, og allerede sidste år udnævnte Ministerrådet Portugals finansminister som formand for Euro-gruppen, en stor anerkendelse af den førte politik.

Forleden talte Antonio Costa til et socialdemokratisk møde i Berlin, hvor han sagde understregede, at man ikke kan undgå anti-EU populistene hvis man ikke sørger for et stabilt økonomisk system i unionen, og at han er glad for, at et liberal som Macron støtter op om reformer af Euro-samarbejdet, hvor man får skabt en fælles fond, der skal hjælpe til at undgå, at økonomiske kriser igen udvikler sig i fremtiden.    

I Portugal er der ingen populistiske partier hverken til højre eller venstre. Portugiserne er et konservativt folkefærd, som værdsætter stabilitet uden de store forandringer. Befolkningen vil belønne Socialisterne til valget næste år, og allerede nu viser meningsmålingerne, at partiet står til over 40% af stemmerne til Europa-Parlamentsvalget i 2019. I den forbindelse har Antonio Costa allerede erklæret, at valgkampagnen vil komme til at handle om, hvordan samarbejdet i Euro-zonen kan forbedres.

Portugiserne viste et alternativ til sparepolitikken, i dag hænger regnskabet sammen og borgerne tør tro på fremtiden. 2018 blev året hvor Portugals økonomi voksede mere end EU-landenes gennemsnit.

Så mon ikke Antonio Costa har ret i, at det utraditionelle samarbejde var det hele værd.