Brexit – endgame

Hvad mon der sker med England. Et forsøg på overblik i politisk kaos

Af Lars Gaardhøj, gruppeformand for Socialdemokratiet i Region Hovedstaden

Det var europæisk historie, der blev skrevet den 23. juni 2016 da et smalt flertal af englænderne stemte for, at England skulle forlade det europæiske fællesskab – EU. Nu knap 3,5 år senere er det fortsat uafklaret hvordan England skal forlade EU. Bliver det med en aftale, der definerer hvordan relationen er mellem England og EU fremover, eller bliver det et ”hard brexit” hvor England udtræder uden en aftale.

Forløbet har været ekstremt kaotisk, og det skyldes både, at det er svært at finde en model for hvordan et stort land med en stor økonomi kommer ud af EU, og at de engelske politikere særligt i det store konservative parti har været decideret uansvarlige i deres ageren. Helt tilbage til 80’erne har engelske ledere kørt en dobbelt linje over for EU, hvor man både var medlem og samtidigt har kritiseret EU hårdt. England har været godt tilfreds med fordelene ved et fælles marked og har masser af industri fx bilindustri og medicinalindustri, der eksporterer masser af varer til EU-lande, men har samtidigt været utilfredse med at afgive suverænitet og dermed acceptere EU-lovgivning.

Langt ind i det konservative parti har man drømt tilbage til dengang, da England var et imperium, hvor solen aldrig gik ned og England var en verdensmagt. Uanset at det jo er nostalgi så er det noget, der ligger dybt i mange englændere. Tænk fx også på den legendariske konservative statsminister Churchill, der jo efter Anden verdenskrig talte om et Europas forenede stater, men vel at mærke uden, at England skulle være del af det. Godt nok blev England medlem af EU, men det var med blandede følelser. Den engelske jernlady Margaret Thatcher tordnede løs mod EU med ”we want our money back” og fik en rabat i medlemskontingentet.

Der er således en linje frem til 2016, hvor englænderne fik mulighed for at stemme om EU-medlemskabet, og hvor sagligheden og sandheden blev skubbet i baggrunden af populismen og interne magtkampe i de store engelske partier. Og siden det smalle ”leave” har de politiske ledere haft svært ved at tage ansvaret på sig og lede landet. Det har været et ”mess” som de siger.
 
Camerons historiske svigt

Tilbage i januar 2013 åbnede den konservative statsminister David Cameron for en afstemning om EU-medlemskabet, og jeg tror ikke det er forkert at sige, at den dybere årsag var de store spændinger, der var internt i det konservative parti, hvor han til slut måtte forsøge at skabe ro i partiet ved at love en afstemning. Det var et vovet og uansvarligt sats. For ingen vidste rigtigt hvad det i givet fald skulle indebære, men det sikrede dog Cameron opbakning til at vinde parlamentsvalget i 2015, så han kunne fortsætte som statsminister, så langt så godt.

Men nu var løftet en folkeafstemning givet, og populisten Nigel Farage, der sad i Europa-Parlamentet for UKIP (UK Independence Party) fik en kæmpe platform og blev ved Europa-Parlamentsvalget i 2014 største engelske parti. Det euroskeptiske parti brugte nu alle kræfter på at tordne løs mod EU, som et frygteligt rod, og nærmest en forlængelse af det tredje rige. Nigel Farage var derfor en helt central figur op mod den engelske folkeafstemning i juni 2016.

Udover at UKIP havde fået en kæmpe platform af Cameron, så var problemet også, at Cameron, der ønskede at England skulle forblive i EU, ikke fik samlet en slagkraftig ja-kampagne. Boris Johnson, der nu er statsminister valgte fx at engagere sig i leave-kampagnen modsat hvad Cameron ønskede. Og fra de engelske socialdemokrater i Labour var der heller ikke den store hjælp. Den nye formand Jeremy Corbyn havde altid været imod EU og kastede sig aldrig rigtigt ind i kampen. Scenen blev derfor i høj grad overladt til Farage og Johnson, der kørte rundt i røde dobbeltdækkerbusser, der på siden havde skilte med påstanden, at England ugentligt sendte 350 mio. £ til EU – penge som i stedet kunne bruges på sundhedsvæsenet. Farage turnerede også rundt med påstanden at Tyrkiet var på vej ind i EU, og England snart ville blive overløbet af tyrkisk arbejdskraft. Påstandene var falske og groteske, men de havde effekt.

Resultatet blev et smalt ”leave” med knap 52%. Det var især uden for de store byer og særligt i arbejderklassen og blandt ældre, at der blev stemt for et leave.

Cameron gik efterfølgende af som statsminister, og Theresa May, der som Cameron også mente at England skulle blive i EU, men som ny statsminister mente hun, at resultatet måtte respekteres (leave means leave), og derfor forsøgte hun at lave en aftale med EU om engelsk udtræden. Men det lykkedes hende ikke at få den godkendt i det engelske parlament. Boris Johnson var en af hendes skarpeste kritikere, og det blev da også ham, der efterfulgte hende, da hun til sidst måtte give op. Boris Johnson har gjort det til sin mærkesag, at England forlader EU den 31. oktober med eller uden en aftale. EU-tilhængere i det store konservative parti er enten smidt ud eller gået selv. Det har været kaotisk og højdramatisk. Eksempelvis opløste Johnson parlamentet, men måtte sammenkalde det igen, da Højesteret kendte handlingen for forfatningsstridig.

Midt i al dette står Labour fortsat uafklaret. Corbyn har aldrig været tilhænger af EU, og har holdt lav profil, da man har håbet at den store splittelse i de konservative rækker kunne være fundament for en valgsejr til Labour. Socialdemokrater der har krævet at Labour tager ansvar er blevet kørt ud på et sidespor. Dog er der måske lidt opklaring undervejs for det begynder nu at blive tydeligt, at mange arbejdspladser pga. brexit rykker ud af England, som fx inden for bilindustrien, hvor globale mærker, der producerer til EU-lande ikke ønsker at ligge uden for EU og blive pålagt told. Det er derfor Labour-vælgere, der rammes af dette. Desuden er mange af de unge nye Labour-medlemmer fra byerne imod Brexit. Derfor er Corbyn fanget i et kryds, hvor strategien har været at fedtspille. En strategi, der ikke har givet medvind i meningsmålinger.

Cameron bærer et hovedansvar for at det hele løb af sporet. For nylig udgav han en erindringsbog, hvor han forsøgte at stille sig i et bedre lys. En af dem han kritiserede skarpt er nuværende konservative statsminister Boris Johnson. Og det forstår man godt, men det ændrer ikke på, at det var Cameron selv, der kastede England ud i sin største forfatningsmæssige krise i nyere tid. Læren er vel derfor, at man ikke skal bruge folkeafstemninger for at løse interne uenigheder.

Indtryk i Danmark?

Hele det forrykte forløb har også gjort indtryk herhjemme. Enhedslistens Pernille Skipper var i 2016 inspireret over den engelske afstemning og krævede en dansk pendant, et DEXIT, men måtte senere trække i land, da det blev tydeligt, at det ikke er en gratis omgang. Folkebevægelsen mod EU ønskede også et DEXIT og trak ikke tilbage, men blev i stedet fravalgt af vælgerne og røg ud af Europa-Parlamentet, og ligeledes blev Dansk Folkeparti sablet ned fra 4 mandater til nu blot 1 mandat i Europa-Parlamentet. Vælgerne i Danmark har godt set, at det engelske eksperiment ikke er ønskværdigt. Danmark er et land i Europa, og nyder godt af at være del af EU. En ting er de mange jobs, der afhænger af EU, men vigtigere endnu er jo den kendsgerning, at mange problemer i Europa og verden ikke løses hjemme i de nationale arenaer, men derimod kræver fælles løsninger i Europa. Og ja, det koster lidt på suveræniteten, men er det ikke sådan det er med demokrati? Man indgår i et fællesskab for at finde bedre fælles løsninger, og det koster ind imellem et kompromis. Havde de engelske partier haft tradition for kompromis’er havde meget måske set anderledes ud i dag. Jeg skal derfor ikke kritisere, at Enhedslisten trak kravet om en afstemning om dansk EU-medlemskab tilbage. Cameron derimod fortjener historisk stor kritik.  

Podcast: AOF OPLYSER
AOF har oprettet en podcast med oplysning om EU og følger Brexitforløbet hen mod 31. oktober helt tæt. Brexit-ekspert og engelskfødte Peter James Stark forklarer sammen med EU-chef i Dansk Metal Johan Moesgaard Andersen hvordan det hele skal forstås. Klik ind på iTunes (link: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/aof-oplyser/id1447121337)  og lyt med eller find AOF oplyser, der hvor du normalt lytter podcast eller klik ind på http://europa-debat.dk/podcast-om-eu/.