Leder

Ø 1 - Ø 2

En ø er blevet meget omtalt i den senere tid. Lindholm - en lille ø i Stege Bugt, som tidligere har været et bekvemt isoleret sted at forske i og arbejde med ekstremt smitsomme dyresygdomme. Mund- og klovsyge, rabies, kogalskab m.v. Nu skal øen rumme udvisningsdømte, mange med kriminel adfærd, og det skal den uanset omkostningerne. I skrivende stund ¾ mia. kr. Øen har hverken drikkevand eller kloakering. Alt skal sejles til og fra.

En anden ø er også blevet omtalt, dog lidt mindre. Utøya i Norge, hvor en galning myrdede 67 mennesker ved skydning og to mere døde ved henholdsvis drukning og fald. Det var i sommeren 2011, og anledningen til den aktuelle omtale er, at livet - selveste livet - er ved at finde vej tilbage til Utøya (læs Lars Gaardhøjs fremragende skildring i denne udgivelse af Ny Politik).

Har de to øer noget med hinanden at gøre? Ikke umiddelbart, men de har dog det tilfælles, at de kommer til at stå som markante symboler på vor tids tanker og holdninger.

Utøya kommer uanset hvor pænt minderne bliver arrangeret lov til at at stå som symbolet på, hvor skrøbeligt vores frie, høje, ideelle, smukke, rigtige Skandinavien er, hvis man vil os det ondt. Vores åbenhed er vores styrke, men det er også den bløde bug, som voldsmænd kan trænge igennem. I Utøyas tilfælde viste det sig at være en absolut hjemmegroet person, der via diverse kortslutninger i knolden følte, at det gav mening at henrette en række fortrinsvis helt unge mennesker.

Lindholm skal nu ikke længere huse smitsomme dyresygdomme og fremstille vacciner mod disse, næh, nu skal de opfylde Dansk Folkepartis allervådeste drøm om en øde ø, hvortil man kan deportere de allermest uønskede flygtninge.

Prisen for skatteborgerne for opfylde DF’s krav bliver højlydt diskuteret. Det kan man ligeså godt holdt op med. Lindholm kan bedst sammenlignes med et kunstværk, og kunst er som bekendt svært at prissætte. Prisen på symboler diskuterer man heller ikke.

Det er selvfølgelig økonomisk dybt åndssvagt at indrette en ø uden drikkevand og kloakering, og med en færge der er lang tid om at sejle den lille strækning, fordi farvandet er meget lavvandet og sejlrenden med jævne mellemrum skal graves ud for at fungere, til opholdssted for mange mennesker. Anlægsmæssigt er det tudetosset at ville anlægge indkvartering på en ø, hvor ingen af bygningerne er egnede til ophold. Man pisser på et lokalområde, som har brug for alt andet end yderligere problemer. Det er imidlertid alt sammen lige meget, for symbolet er stort og stærkt.

En ø hvor intet dyr slap levende fra, og hvor man skaffede sig af de døde ved at brænde dem i et dertil indrettet krematorium. Kan man tænke sig noget stærkere symbol. Måske skal man lade dette dyrekrematorium stå, og så sørge for at det stadig ryger fra skorstenen. Med lidt held kan røgfanen nå så langt båret af medierne, at den skræmmer flest mulige flygtninge og emigranter fra at søge nordpå.

Symbolpolitikken har sejret.

Lindholm bliver symbolet på, hvordan politik er blevet skubbet bort fra det praktiske, hvor det gjaldt om at løse konkrete problemer økonomisk og effektivt.

Utøya bliver symbolet på, hvordan den praktiske politik med ungdommens drømme og ideer kan generobre et mordsted.

Mogens Havnsøe Petersen