Plusordsreformen

Leder

Midt i januar barslede regeringen efter flere annonceringer, udskydelser og gisninger om indhold med sin såkaldte sundhedsreform. Det skete under den smukke titel “Patienten først - nærhed, sammenhæng, kvalitet og patientrettigheder”. Trods den langstrakte fødsel er det ikke noget velskabt barn regeringen er barslet med. Reformen er et misfoster, som rejser langt flere spørgsmål, end den løser.

Det er der mindst en god grund til. Den grund er, at reformen ikke er skabt for - som det hedder i titlen - at sætte patienten først, men for at give Lars Løkke Rasmussen en chance for at fortsætte som statsminister efter et valg. Det er det, som er reformens hovedsigte.

Statsministeren - den højt besungne politiske håndværker - kunne jo nok regne ud, at han ikke ville kunne komme igennem med en reform, hvis han så bort fra Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkepartis fælles ønske om at nedlægge regionsrådene. Skønt den struktur med regioner, som han selv stod fadder til ved kommunalreformen fra 2007, kun har fungeret i forholdsvis få år, og vel dårligt er færdig med at fordøje nedlæggelsen af amterne, så var kravet fra K, LA og DF massivt.

Den store politiske håndværker, som gennem sin karriere som både kommunalpolitiker, amtsborgmester, indenrigs- og sundhedsminister samt finansminister er kommet pænt nede i substansen kunne godt regne ud, at rev man bare den regionale struktur ned uden videre, så ville det ikke alene skabe usikkerhed - kaos ville være et helt klart facit. Forretningsgange og kommandoveje i en kæmpemæssig organisation med omkring 140.000 ansatte, med over en million indlæggelser og over 13 mio. behandlinger, en omsætning et pænt stykke over 100 mia. kr. og et efter danske forhold gigantisk byggeprogram m.v., det kan man ikke sådan skære hovedet af uden katastrofen vinker forude.

Løkke-løsningen: Vi nedlægger regionsrådene, men beholder regionerne i en eller anden mudret form. For de nuværende medlemmer af regionsrådene ikke skal blive alt for sure, så får de vederlag valgperioden ud, og de 5 formænd bliver tilbudt en formandspost for de bestyrelser, som skal erstatte de demokratisk valgte regionsråd.

Nå, men det får man jo ikke meget stærkere overordnet styring ud af, så til lejligheden for at dække det ind, så opfinder man organisationen “Sundhedsvæsen Danmark”, og ret taktisk kløgtigt, så fastsætter man placeringen til at være Aarhus, dermed bliver jyderne forhåbentlig glade, og det samme kan det godt være at Kommunernes Landsforenings formand - Aarhus’ socialdemokratiske borgmester Jacob Bundsgaard - også bliver. “Sundhedsvæsen Danmark” skal være en egentlig styrende enhed med åh så professionel bestyrelse og så en masse medarbejdere. Man kan forudse en række kompetencestridigheder mellem ministerium og Sundhedsstyrelsen, men det er nødvendige krigsomkostninger, når en statsministers genvalg skal sikres.

Så meget om den del af sundhedsreformen, som skal stille de øvrige to regeringspartiers samt Dansk Folkeparti tilfreds.

Skal reformen glide ned, er det imidlertid også nødvendigt at få det kommunale bagland og måske ligefrem befolkningen med på galejen. Til det brug er det først og fremmest vigtigt at finde et slogan og en række plusord, som kan forsøde den bitre pille. Bertel Haarder er en ferm skribent af lejlighedssange, og det er efter sigende ham, der har opfundet det mundrette slogan “Det der ikke er svært, skal være nært”.

Det nære skal løses af 21 enheder med den besnærende benævnelse “Sundhedsfællesskaber”. Hvorfor lige netop 21? Jo, fordi der er 21 sygehuse i Danmark med akutfunktion. De er ganske vist vidt forskellige både mht. funktion og kapacitet, men de har det tilfælles, at en ambulance med udrykning kan køre hen til dem. At der så nok er lidt forskel på, om ambulancen kører til Bornholms Hospital eller Odense Universitetshospital, det er den slags detaljer, man nok finder en løsning på hen ad vejen.

Sundhedsfællesskaberne skal styres af en bestyrelse, hvor både kommunerne i området, sygehuset og de praktiserende læger skal være repræsenteret, som under sig har en eller anden driftsfunktion også med repræsentanter fra både sygehus, kommuner og praktiserende læger - dog uden selvstændige midler og beslutningskompetencer, og til al overflod udstyret med vetoret for alle.

Sundhedsfællesskaberne skal angiveligt give både nærhed og sammenhæng, og alle landets borgmestre får sæde i ledelsen.

Man får helt åndenød over, hvor vanvittig den samlede sundhedsreform tænkes organiseret eller snarere desorganiseret. Man kan undre sig over, at regeringen overhovedet vil præsentere så noget politisk og organisatorisk makværk.

Sundhedsreformen er et stykke skrivebordsarbejde, hvor man stabler en masse positive ord og begreber oven på hinanden. Den burde egentlig hedde “Plusordsreformen”.

Kan vi så få det valg?

Mogens Havnsøe Petersen