Når den er hjemme

Hybris stammer fra den græske mytologi og betyder hovmod. Det var efter sigende den værste synd mennesker kunne begå, fordi hovmod betyder mennesket ikke anerkender sin begrænsning i forhold til guderne, og når mennesket ikke gør det, så bliver det straffet med nemesis, hvor guderne slår igen.

Nu kommer der som bekendt ikke noget godt ud af at blande religion og politik sammen - giv Kejseren hvad Kejserens er og Gud hvad Guds er - men nogle af mekanikkerne kan alligevel godt befrugte gensidigt.

Det var jo ikonisk, da Ekstra Bladet i sin tid kunne bringe et billede af Uffe Ellemann Jensen på forsiden på valgdagen med kæmpeoverskriften “Den er hjemme” mens man ser ham med sit kendte rævesmil og næsten kan høre ham gnække hånligt. Hybris så det batter. Den var ikke hjemme, det blev i stedet til “Four more years” med Nyrup og konsortier.

Det var også ikonisk, da Helle Thorning Schmidt stod i Vega og bekendtgjorde “Vi gjorde det”, som om Socialdemokratiet havde sejret, men så sammen med SF lod sig lægge i benlås af Radikale, og binde sig til at videreføre den borgerlige regerings økonomiske politik, og i øvrigt lade sig nøjes med smuler fra det Radikale alter, hvor arbejdsudbuddet blev tilbedt, mens indvendinger iskoldt blev afvist med: “Sådan er det jo”.

Uanset om valget er udskrevet når dette læses eller ej, så ville det være rart, hvis de forskellige partiledelser - også Socialdemokratiets - pansrede sig mod fremtidige bidrag til politikerleden, og her kan der med fordel gribes tilbage til den græske mytologi. For det modsatte af hovmod er ydmyghed.

Morten Østergaard kunne måske i særlig grad lære sig et eller andet her. Hans skingre insisteren på, at det er halen der skal logre med hunden, virker efterhånden øretæveindbydende - selvfølgelig kun i overført betydning, nul fiskerlussinger.

Den Radikale aflægger - Alternativet - er heller ikke ligefrem ydmyg, når partiet fuldstændig fornuftsstridigt taler videre om, at Uffe Elbæk skal være statsminister, og at de alene har den rette læres sandhedskåbe på.

Enhedslisten er lidt dobbelt. Måske havde Alternativet smittet med sit overmod, da Pernille Skipper også meldte sig som statsministerkandidat, men samtidig har partiet jo lagt et ærværdigt arbejde i at komme med udspil, som fylder lidt mere end 2 A-4-sider når det gælder økonomi og klima.

Socialdemokratiet selv har i modsætning til sine tre potentielle støttepartiet opført sig forholdsvis beskedent, når man ser bort fra meldingerne på udlændingeområdet, hvor det er hele regeringsskiftets forudsætning, at vælgerne har tillid til, at udlændingepolitikken bliver fastholdt stram med en ny regering. 

Klima, uddannelse, sundhed og fordelingspolitik er der vel en høj grad enighed om mellem S-SF-R-Ø og Å. Det er ikke retningen, men hastigheden og den praktiske gennemførsel, man skal diskutere sig frem til endelig enighed om.

Det er nok for meget forlangt når valgkampen raser og man skal slås om opmærksomheden og tilslutningen, at R-Ø-Å og SF undlader at kritisere Socialdemokratiet, men kunne man ikke henstille, at det kun hver tredje gang var med udlændingepolitikken som tema?

I stedet kunne man slappe lidt af og nyde, hvordan “Blå blok” skændes så lystigt, Dansk Folkeparti må finde mere og mere mærkelige tiltag for at fastholde opmærksomheden, alt mens der på en god valgdag er udsigt til et stemmespild på den anden side af 4% i hele blokken.

Der bliver nok at tage fat på efter valget. Danmark skal efter valget drejes mere i retning af et solidarisk, moderne, iderigt og trygt samfund, frem for at fortsætte marchen mod forsikringssamfundet, hvor de rige nyder sig selv og deres privilegier, og så må de nedre socialklasser tage til takke med dårligere sundhed, dårligere uddannelse, kortere liv og mindre indflydelse.

Mogens Havnsøe Petersen