Frihed og selvstyre

Det er et helt gammelt andelsprincip, at den bedste form for styre er selvstyre. Det er den erkendelse, som Danmark og de øvrige skandinaviske lande er bygget op om, og som har gjort vore lande til nogle af de rigeste og mest lige landet i Verden - og også blandt de sikreste og mest trygge.

Men det er som om, at denne erkendelse er gået lidt fløjten som sigtepunkt i dansk politik. Joh, fra den borgerlige side ymtes der noget om, at friheden er forbundet med, at så mange penge som muligt befinder sig i borgernes lommer. Man skøjter let og ikke særlig elegant henover, at reduktion af solidariske løsninger, automatisk vil føre til mindre frihed for de mindrebemidlede. Forestillede man sig, at uddannelse og sundhed alene var privat finansieret, så kan det godt være, at en meget lille kreds ville kunne vælte sig i gode tilbud, men denne frihed ville være meget eksklusiv.

Her efter sommerferie og i det begyndende efterår ser vi i kommuner og regioner det ene brede budgetforlig indgået efter det andet. På tværs af partier og personer finder man ud af det, og man tager de konkrete og tit også hårde beslutninger. Det med økonomi er noget meget konkret når en børnehave eller en skole skal lukke eller en vej etableres.

Christiansborg er efterhånden ved at blive pakket ind i sikkerhedsanordninger, som desværre er blevet nødvendige som terrorforebyggelse. Men et er at afskærme sig mod terror, noget andet er at lukke sig inde i en osteklokke rent politisk, og agere som om borgerne i det land, man er blevet valgt til at lede, blot er brikker der kan flyttes rundt med på et bræt, som så tilfældigvis er et danmarkskort.

Udflytningen af statslige arbejdspladser er et skræmmebillede på, hvordan viden og erfaring går tabt, når man med hovedet under armen, tror man kan rykke rundt på institutioner og så glemme, at der er mennesker inde i organisationsdiagrammerne. Nu er der optræk til, at regionerne skal sprænges i småstykker, og det sker samtidig med, at man har massive investeringer i gang med bl.a. nye supersygehuse. Det kan se fornuftigt ud hvis politik var et brætspil. I skak har man situationer, hvor et dronningeoffer kan være sin plads.

Statsministeren er tilsyneladende parat til dette dronningeoffer for endnu en gang at dementere, at han ikke vil være statsminister for enhver pris, og derfor er parat til at ofre sin egen opfindelse.

Generelt er det som om, at mange landspolitikere egentlig er bange for demokratiet. Man lægger kommunerne i lænker, styrer helt ned i detaljer – med eller uden håndtryk.

Folk er sjovt nok ikke særlig tro overfor beslutninger, som de ikke selv har været med til at træffe, og måske skulle folketingspolitikere og den hird af rådgivere, som de omgiver sig med, tro lidt mere på den befolkning, som de er valgt til at skabe gode vilkår for. De burde også have i venlig erindring, at de ikke er sat til at styre mennesker. Politik er alene til for at skabe gode forudsætninger for det liv, som den enkelt frit vælger.

Mogens Havnsøe Petersen