Derfor ”Ny Politik”

Politik er i et demokrati organiseret uenighed. Det man er enige om er administration.

Ideologi er forestillingen om indretningen af det samfund, som vi mener skal danne rammerne om vort eget og andres liv.

Ideologien er konstant under udvikling, men samtidig har de forskellige bevægelser og partier sat mål og holdt sig til principper, som har været pejlemærker for udviklingen af den praktiske politik gennem tiden og været med til at sætte nye mål.

Ny Politik vil skabe et sted, hvor der kan føres en kvalificeret diskussion om, hvad ideologien er og skal være, samt hvor der er behov for ændringer, og om hvor principperne skal stå fast og ikke sådan bare kan rokkes.

Ny Politik eksisterede som tidsskrift med socialdemokratisk grundlag op i 90’erne. Det var enkelt i sit udtryk, det var næsten billedløst, og der var indlæg af en kvalitet og tyngde, som var med til at grave hullerne til de hegnspæle, som skulle sættes eller graves op.

Som netmedie vedkender Ny Politik sig dette udgangspunkt, og vil åbne sig for en ideologisk debat, som på et oplyst og velformuleret grundlag kan bidrage til samfundsudviklingen. Redaktionen er suveræn og fri, og ingen af de politiske aktører skal kunne spænde Ny Politik for nogen vogn, men Ny Politik vil gerne bidrage til at sætte en retning.

Leder

Permanent valgkamp og politik

Hjertet slår i en bestemt rytme, når det er sundt. Dansk politik har også sin egen rytme, som i vid udstrækning følger folketingsåret. Folketinget åbner første tirsdag i oktober, og så er folketingsåret ellers i gang. Finansloven skal fremsættes senest 4 måneder før det nye finansår begynder, det vil sige 1. september. Begge dele er bestemt i Grundloven. Ingen slinger i valsen.

Der er heller ikke tvivl om, at det næste valg til Folketinget skal holdes senest den 17. juni 2019 i og med, at valget i 2015 fandt sted torsdag den 18. juni.

Så langt så godt.

Et hjerte kan imidlertid få flimmer, hvor det bare står og vibrere. Pulsen er enormt høj, men det pumper ikke rigtigt noget blod rundt, og i sin allermest kritiske form, skal der et ordentligt elektrisk stød til, før det finder tilbage i naturlig rytme og blodet igen pumpes rundt, bringer ilt og flytter affald og i øvrigt passer sit arbejde.

Spørgsmålet er, om dansk politik ikke også trænger til et elektrisk stød, for både det politiske billede og arbejdet med at skabe et godt samfund flimrer unægtelig.

Resultatet af valget i 2015 blev en meget smal Venstre-regering, for det lykkedes Dansk Folkeparti, trods største parti i såkaldte ”blå blok”, at smyge sig fri af det konkrete regeringsansvar. Til gengæld lykkedes det efter et års tid med et taktisk greb fra Lars Løkke Rasmussens side at lokke Konservative og Liberal Alliance med i regering, så tævene kunne gives indendørs. Smart – men måske også for smart.  

Det har betydet, at vi har haft en regeringsperiode, hvor der har været permanent valgkamp. Ingen med blot beskeden interesse for politik kan være overrasket over, at man i slutningen af en valgperiode markerer sig mere skarpt, linjerne trækkes op, nu skal det gøres klart, hvad vælgerne har at vælge imellem. Derfor er det almen praksis, at de større ting søsættes i starten af valgperioden, så de kan nå at virke og forstås.

Men vi har haft en regeringsperiode under Lars Løkke Rasmussens ledelse, hvor Venstre først gik solo med et beskedent regeringsgrundlag, som alligevel fik Liberal Alliance op i palmerne, Konservative i en uvenlig position og et Dansk Folkeparti, der lagde armene over kors og sagde ”njet”. Derefter prøvede man at genstarte projektet med de to mindste borgerlige partier ombord, og Dansk Folkeparti stående udenfor og svinge taktstokken. For dog at simulere en form for regeringsførelse, har man fundet på diverse symbolpolitiske beslutninger, og bl.a. har iværksat en fortumlet udflytning af statslige arbejdspladser.

Oppositionen er gået med på den permanente valgkamps vilkår, og det har de seneste måneder medført et cirkus, hvor der nu er tre, der vil være statsministre og et parti, der vil have skriftlige aftaler om et regeringsgrundlag i en regering, som partiet ikke skal være en del af.

Når der ikke er nogen bare nogenlunde langsigtet kurs på nogen af siderne, når valgkampstaktik er dagens orden og strategi er et fremmedord, så bør det ikke komme bag på nogen, at politikerleden breder sig.

Et hurtigt valg vil ikke bringe nogen løsning. Et valg nærmere den 17. juni 2018 gør det nok heller ikke.

 Mogens Havnsøe Petersen