Leder

Åbent forspil ved halvvejsmærket

SVM-regeringens projekt er ikke alene at være alternativet til højrefløjens totalforvirring og venstrefløjens manglende respekt for, at man ikke med folkeopdragelse og uendelig statsstyring kan få en stabil politisk kurs i Danmark.

SVM-regeringens grundlag er at være en pragmatisk og stabiliserende kraft i en usikker verden.

Regeringen er desværre temmelig langt fra at have overbevist den danske befolkning om, at det er denne pragmatisme og stabilitet, som kan videregive Danmark i god stand til de kommende generationer.

Samtidig er regeringen helt åbenbart præget af en række spændinger, som burde have været forudset og håndteret, for trods alt har Socialdemokratiet og Venstre ideologiske udgangspunkter, som i måske hundrede år har været hinandens diametrale ideologiske modsætninger. På den ene side fællesskab og sammenhold, og på den anden side ejerskab og selvstændighed. Men bemærk ingen af disse begreber er i alle henseender hinandens modsætninger.

Her om et halvt års tid er halvdelen af den maksimale valgperiode gået, og derfor rinder sandet i timeglasset stadigt stærkere for at iværksætte initiativer, som kan få vælgerkorpset til at indse, at en midterregering er ganske fornuftig i den nuværende og i og for sig også fremtidige situation.

Det er for sølle at varme sig ved, at det såkaldte borgerlige alternativ er så åbenlyst i strid med sig selv på kryds og tværs. DF er ideologisk blevet overtaget af Nye Borgerlige, hvor Mette Thiesen og Mikkel Bjørn fører sig frem med mere og mere skingre synspunkter, godt støttet af en Pia Kjærsgaard, som på sine gamle dage er blevet endnu mere rabiat. DF er så til gengæld i stærk modsætning til Liberal Alliance, hvor Vanopslagh båret af folkeskolesegmentet stormer frem og kræver massive service- og rettighedsforringelser, for til gengæld at få plads til fantasifulde skattelettelser på over 100 mia. kr.

Det er også for sølle at spekulere i, at perioden med en ren socialdemokratisk regering med støtte fra SF, Radikale og Enhedslisten kan genopstå. Radikale kissemisser med Konservative og LA, og det kan vel kun være Pelle Dragsted der drømmer om, at Radikale vil begå det endelige ideologiske selvmord, ved at holde sig selv udenfor regering og kun være støtteparti til en ren S-regering.

SF har klare regeringsambitioner, men har fundet tilbage i sin gamle rolle som Socialdemokratiet +/- 10%, og deres formand har fået en negativ straksreaktion fra sit bagland ved bare at nævne, at regeringssamarbejde med Moderaterne kunne komme på tale.

Om partiskiftet af DF’s tidligere meget pragmatiske finanspolitiske ordfører René Kristensen til Moderaterne har skærpet SF-baglandets appetit på regeringssamarbejde er ikke godt at vide, men folkesocialisterne lider nok af samme syndrom som Enhedslisten, at blot at have været i nærheden af Dansk Folkeparti stempler dig for evigt, lidt ligesom der stadig findes socialdemokrater der mener, at mange SF’ere og de fleste liste Ø’er egentlig er kommunister.

Den parlamentariske situation er ved SVM-regeringens halvvejsmærke totalt åben, men regeringen har chancen for et knebent genvalg, hvis den løser ældre- og sundhedsreformen begavet, kommer levende igennem med at få landbruget til at bidrage til CO2-reduktionerne, får substantielt gjort noget ved investeringsefterslæbet i Forsvaret, og ikke udfordrer den kommunale økonomi til at finansiere bl.a. skoler, daginstitutioner og miljøinitiativer alt for meget.

Vi får se.     

Mogens Havnsøe Petersen