Nr. 2 - 2020

 

 

Leder

Manøvremuligheder

Forliget om “Arne-reformen” var for det første en retfærdighedshandling, men jo også første mere markante eksempel på at 16 mandater fra Dansk Folkeparti er ligeså meget værd som 16 mandater fra Radikale.

Vores nuværende socialdemokratiske er født med så mange manøvremuligheder, som en regering overhovedet kan ønske sig. Bl.a. skal det jo ikke glemmes, at Socialdemokratiet og Venstre også har flertal sammen, selvom den flertalsmulighed endnu ikke har været sat i spil.

Selvfølgelig skal regeringen være loyale og koordinerende i forhold til sit regeringsgrundlag og det forståelsespapir der blev skrevet i den forbindelse. Loyalitet må imidlertid gå begge veje og her har Radikale i særklasse været illoyale. Vi har vel efterhånden ikke tal på de gange, som Radikale det seneste års tid og har truet med bål og brand, hvis man ikke gjorde som de ville og det også i sager, hvor Radikale var uenig med det øvrige parlamentariske grundlag.

Man kan håbe linjen i Radikale er ændret med håndspålæggelsen i ledelsen. Glemmes skal det imidlertid ikke, at Radikales nye leder i flere år har stået evigt nikkende lidt i baggrunden når afvigte Østergaard endnu en gang speedsnakkende er stået frem med sine trusler. Sofie Carsten Nielsen er kommet godt skrammet fra start, og har måske derfor på det seneste udtrykt besindelsens tanker - så kan være der er en god fremtid for samarbejde.

Samarbejde og manøvremuligheder forudsætter så også, at regeringen holder forbindelseslinjerne varme og åbne til alle sider, og der er der nok et par ministre som skal øve sig lidt mere. Man kan ikke bruge covid-19 som undskyldning for alt med hensyn til tid, lyst og lejlighed, og generelt er det jo sådan når man sidder i regering, at der skal være skruet helt ned for arrogancen og trangen til polemik.

Der er ingen tvivl om, at den grønne omstilling er den helt store og vanskelige opgave, og det er det store vanskelige fælles kit, som binder “forståelsespartierne” sammen. Og der er både store uenigheder og næsten større uvidenheder der skiller på den front. I skrivende stund er Radikale på tur hos de borgerlige om antallet af elbiler, for antallet af elbiler er blevet det store symbolske målebånd for, hvor grøn eller ikke-grøn man er. Samtidig er landbruget altså stadig et erhverv i Danmark - selvom der nok kan sættes spørgsmålstegn ved om minkavl stadig skal være det.

Mogens Havnsøe Petersen