Spændende skattepolitisk kampplads forude

Af Bo Sandberg, cand.polit. fhv. cheføkonom i bl.a. Dansk Byggeri, medlem af lokaludvalget på Østerbro (S)
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning.

Ser man på regeringsgrundlaget generelt, giver det visse mindelser om barndommens BR-julegave-kataloger, som var et slaraffenland af ønsker for enhver smag. I denne artikel har jeg dog alene valgt at dykke ned i og reflektere over udvalgte økonomiske og skattepolitiske dele af regeringsgrundlaget.

Fastkurspolitik, levetidsindeksering og budgetlov
Indledningsvis har man lært af den totale ydmygelse af SF i 2011, hvor ”videreførsel af VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand” blev indskrevet i S-SF-R-regeringsgrundlaget. Denne gang har man i stedet nævnt hvilke konkrete ufravigelige søjler, den økonomiske politik bygger på, men så heller ikke mere end det:
Fastkurspolitikken, Levetids-indekseringsmekanismen i velfærdsforliget, budgetloven, EU´ stabilitets- og vækstpagt, udover ”en sund, holdbar og ansvarlig finanspolitik”. Det er både mere fornuftigt, effektfuldt og respektfuldt end i 2011.

Store Bededag tilbage og væk med gak-gakket top-topskat
De to mest tåbelige beslutninger fra SVM rulles tilbage. Og jeg vil stadig hævde, at hvis ikke man tonedøvt og magtfuldkomment havde lagt sig ud med hele Danmark fra kirken, over friluftslivet til arbejdsmarkedets parter - tilmed med yderst begrænset økonomisk effekt – ved at afskaffe Store Bededag, kunne meget have set anderledes ud. Det var nemlig i min optik ikke selve idéen om en midterregering som sådan, der var så upopulær…

1) Den nye firkløverregering lander på en løsning, hvor der åbnes for at genindføre Store Bededag fra 2030, dvs. efter næste OK-forhandling - hvis arbejdsmarkedets parter er indforstået dermed - fordi der i indeværende OK-periode ER blevet kompenseret (måske endda overkompenseret?!) for det politisk dikterede bortfald af Store Bededag som fridag. 2) Det gak-gakkede misfoster, top-topskatten foreslås fjernet i en skattereform, der både giver indkomstskattelettelser og forenkler skattesystemet, så der kun er en bund- og en topskat. Det er vældig positivt.

Første selskabsskattesænkning siden 2013 – bare ikke for bankerne
Selskabsskatten foreslås sænket gradvis fra 22 til 19%. Hvis det vedtages, er det første gang i 13 år, vi i Danmark sænker selskabsskattesatsen. Det er i min optik god vækst- og produktivitetsfremmende skattepolitik – og det er altid at foretrække med brede, generelle skattelettelser i stedet for selektiv erhvervsstøtte, som i øvrigt endnu engang foreslås saneret i regeringsgrundlaget.

Dog er det lidt ufint igen at holde den finansielle sektor ude af det gode selskab ved at de finansielle virksomheder ikke får gavn af den lavere selskabsskat. Det komplicerer skattesystemet og udbygger forskellen mellem resten af erhvervslivet (19%) og den finansielle sektor, som efter den foreslåede reform fortsat skal betale dummebøde/samfundsbidrag (alt efter temperament) på 4 %-point oveni de uændrede 22% selskabsskat (26% i alt). Det største problem ved denne politiske strafaktion er, at banker mv. alligevel sender regningen videre til privatkunder og (især) de små virksomheder.

Selskabsskat indbringer ”all-time-high” provenu i disse år
I øvrigt er der ikke grund til stor bekymring for selskabsskatteprovenuet. Selskabsskat indbringer i disse år mere end nogensinde før i Danmarkshistorien, både i kr./øre (118 mia. kr. i 2025) og i andel af samfundsøkonomien (3,8% af BNP som gennemsnit for årene 2021-2025, mod 2,9% af BNP som snit for perioden 2000-2020), så der er plads til en gradvis lettelse her – med positive afledte effekter til følge - uden at det vil være et udtryk for et ”ræs mod bunden”.

Delikat balance mellem velfærdsforbedringer og skattelettelser
S-SF-R-M-regeringsgrundlaget indeholder i øvrigt en interessant formulering om at fastholde balancen mellem skat og velfærd. Indtil andet aftales, må dette derfor tolkes som om, at hvis der tilvejebringes øget råderum, skal det fordeles mellem velfærd og skattelettelser i samme blandingsforhold som i regeringsgrundlaget.

På tilbagetrækningsområdet bliver der på kort sigt skruet kraftigt op for Arne-pensionen. Men rent økonomisk er det længere sigt mere interessant. Her vil man fornuftigt nok bygge på disse tre søjler: a) Forhandling af en Velfærdsaftale 2.0, b) Samling af de forskellige ordninger for tidlig tilbagetrækning, c) Mulighed for mere fleksibel afslutning af arbejdslivet.

Der er intet i den nye valgperiode, som er vigtigere for regeringen end at der kan komme hvid røg ud på pensionsområdet på en måde, der både er økonomisk ansvarlig, men samtidig med en lidt anderledes profil efter 2040, end hvad der er aftalt frem til og med 2040.  

Kommission skal se på kapitalbeskatningen – og det haster!
Reform af kapitalbeskatningen er også vigtig. Her er den danske aktie- og kapitalskat både relativt høj og særdeles indviklet. Og det er vel nok den del af vores skattepolitik, hvor vi skiller os mest negativt ud i forhold til vores nabolande og de lande, vi i øvrigt sammenligner os med – en så meget desto større udfordring, da der her er tale om en meget mobil skattebase.

Regeringsgrundlaget indeholder mange rigtige ord og formuleringer – men ændringer og forenklinger i kapitalbeskatningen afventer nu et kommissionsarbejde, og det er et af de punkter, der haster.

Momsmæssigt digebrud og flerårige kommuneaftaler
Et virkelig ”sund fornuft” forslag er, at der åbnes for muligheden af flerårige økonomiaftaler med kommunerne, hvilket giver en bedre og knapt så rigid planlægningshorisont.

Det vel nok allerhøjest profilerede – og dyreste - skatteforslag er den halverede madmoms og nulmoms på frugt og grønt. Politisk er det nok svært at komme udenom. Det var vel ét af flere bud på ”valgets tale”. Men set med rene økonombriller havde der været bedre og mere målrettede måder at adressere økonomisk ulighed på. Enhedsmomsen har tjent skattesystem og statskasse godt i snart 60 år, og netop enhedsmomsen minimerer både forvridninger og undgår en masse gråzoneproblematikker.

Et sidste skattetiltag, der fortjener at blive nævnt, er et fint og relativt enkelt forslag om at hæve loftet over indskud på Aktiesparekontoen til 500.000 kr., bl.a. for at fremme aktiekulturen i befolkningen. Også her kunne man dog mere principielt påpege, at knopskydninger i skattesystemet, som bl.a. en aktiesparekonto er udtryk for, er en slags surrogat, fordi der i årevis ikke har været politisk mod til at sænke selve satserne i den eksisterende aktiebeskatning.

Boligskatten i spil – men her haster kommissionsarbejdet nok knapt så meget
Lad det være sagt med det samme: Selvom Danmark i international sammenhæng i forvejen har en forholdsvis høj ejendomsbeskatning, synes jeg som økonom godt, man ved fremtidige skattereformer kan lægge endnu mere vægt på jord- og boligbeskatning (mod at sænke skatten på arbejde eller kapital), af den indlysende grund, at det er et skattegrundlag, som ikke er så let at flytte ud af landet – i øvrigt et emne, jeg i sin tid skrev speciale om på økonomistudiet.

”Den svenske model virker ikke i Sverige”
Men det får mig altså ikke til at anbefale ”den svenske model” med at indføre en ny skat ved boligsalg. Den svenske model virker ikke i Sverige, den hæmmer mobiliteten på det i forvejen stive boligmarked og nødvendiggør en myriade af bureaukrati med dokumentation for fradragsberettigede boligforbedringer, i et forsøg på at løse et problem på en lille del af boligmarkedet. Så også her vil min anbefaling være ”keep it simple” og brug for pokker da i stedet de gennem årtier velafprøvede skattehåndtag, grundskyld og ejendomsværdiskat - evt. kombineret med ændret progressionsgrænse afhængigt af hvor højt man vægter det fordelingspolitiske.

Is i maven – først nu boligskatteaftalen fra 2017 slår igennem
Politikerne burde have is i maven og anerkende, at det først er i de kommende år, det brede boligskatteforlig fra 2017 for alvor slår igennem, når den løbende, årlige skattebetaling følger med i takt med at boligens værdi ændrer sig, og vi vel trods alt også på et tidspunkt får mere retvisende ejendomsvurderinger.

Nuvel, nu skal boligbeskatningen ifølge regeringsgrundlaget undersøges i en kommission, med en formulering om, at avanceskat eventuelt kan afløse NOGET af den løbende beskatning, mens ændringer tidligst kan træde i kraft efter et folketingsvalg – det er modigt, fordi man derved skaber usikkerhed på et følsomt politisk område, hvor der ellers har været borgfred siden 2017, og den borgerlige opposition nu skruppelløst vil prøve at skabe skræmmebilleder overfor boligejerne.

Stiltiende accept af ret ”blå” skattepolitik
I et regeringsgrundlag som for den aktuelle S-SF-R-M-regering - støttet af Enhedslisten og Alternativet - er der udover de konkrete formuleringer, givetvis også en uudtalt arbejdsdeling og accept af, at alle parter skal have nogle sejre og klare fingeraftryk. Enhedslisten har fået ”gratis” tandlæge og lavere madmoms. Alternativet har fået dyrevelfærd. SF har fået Store Bededag og forskelligt på socialområdet. Radikale har fået klimapolitik, erhvervspolitik og momsfrit frugt/grønt. S skal dels holde sammen på tropperne og har dels fået stram udlændingepolitik og højere fagforeningsfradrag for medlemskab af de ikke-gule forbund. Og M har så fået en ret ”blå” skattepolitik, der kan matche tilbuddet fra VLAK - især lavere selskabsskat, fjernet mellemskat og en del tiltag på iværksætterområdet, fx mere gunstige skatteregler for medarbejderaktier, som nok vil gå temmelig meget under radaren i den offentlige debat og derfor også et område, hvor man kan forvente mere af samme skuffe, også selvom det ikke nødvendigvis fremgår af regeringsgrundlaget.

Regeringsgrundlag bliver langt fra udtømt
Én ting er dog helt sikkert. Indimellem ser man den problemstilling, at et regeringsgrundlag når at blive udtømt i løbet af valgperioden, hvorefter det kan være svært for den pågældende regering af skulle opfinde - og enes om - ny politik… men her tør jeg med statsgaranti slå fast, at der fortsat vil være store dele af skattepolitikken i regeringsgrundlaget, som stadig ikke er blevet opfyldt, når vi skriver 2029 eller hvornår, vi nu skal til vælg næste gang – om ikke andet pga. de mange kommissioner, der først skal sættes i arbejde…  

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Når god politik er ikke nok: Socialdemokratiet og den manglende kommunikationskraft

Socialdemokratiet mistede 12 mandater ved folketingsvalget den 24 marts 2026. Mange observatører har analyseret og kommenteret årsagerne til nederlaget og skabt en generel konsensus om at den politiske plan, enkelte politiske beslutninger og et identitetsdræbende valg af regeringspartnere hører til de væsentligste årsager.
Af Thorkild Holmboe-Hay, Ledelseskonsulent og politisk rådgiver i 3F - Master i arbejdsmarkeds- og personaleforhold, master i professionel kommunikation og tidligere folketingsmedlem – Socialdemokratiet.

Åndelig oprustning

Mellemkrigstidens Europa var, efter Første Verdenskrigs rædsler, præget af dybe sociale modsætninger, af økonomisk krise og af totalitære ideologiers fremvækst. Det var bagtæppet for opkomsten af begrebet ”åndelig oprustning”.
Af Irene Odgaard, redaktør Ny Politik
 

Global mobilisering af Centrum-Venstre i Barcelona

Global Progressive Mobilisation (GPM), der blev afholdt i Barcelona den 17–18 april 2026, er et samarbejde mellem det europæiske socialdemokrati og en lang række partnere, som inkluderer Socialistisk Internationale, the progressive alliance, den socialdemokratiske tænketank FEPS, den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet (S&D Group), IUSY den socialdemokratiske verdensorganisation og andre internationale bevægelser.
Af Britta Thomsen, tidligere medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet og medlem af Tænketanken FEPS

Ja tak – og nej tak

Vil intensionerne for den almene boligsektor i regeringsgrundlaget for firkløverregeringen føre til en reel frisættelse af sektoren – måske, men det kan undre med den opmærksomhed boligpolitikken får i regeringsgrundlaget at der ikke er en boligminister i egen ret.
Af Søren Thomassen*, redaktør NY POLITIK.

Boganmeldelser