Opdatering på situationen i Frankrig

Hvem er de gule veste? Tidligere medarbejder i ILO og LO samt forbundsformand for DSU har skrevet denne situationsrapport fra sin bopæl i Frankrig gennem mange år.

Af Niels Enevoldsen

Der har været mange mere eller mindre langhårede forsøg på at definere hvem de gule veste er og hvad de repræsenterer, hvilket igen vidner om den totale forvirring, der hersker omkring dette indtil nu usete fænomen. Jeg tror imidlertid, at den tidligere journalist ved ”Le Nouvelle Observateur” Jacques Julliard kommer tæt på, når han i et interview blandt andet siger:

”Ikke et klassisk klassekampsmønster”
 ”… De gule veste er ikke proletarer, som sætter sig op mod rige kapitalejere efter et klassisk klassekampsmønster. De som protesterer, er arbejdende fattige, som hovedsageligt kommer fra den lavere middelklasse. Disse nye oprørere er småhandlende, selvstændige eller lønmodtagere, som ikke definerer sig selv som tilhørende et proletariat … De gule veste er individer, individualister forsamlet uformelt og som definerer sig selv ud fra deres egen personlige situation. I disse protester ser man ikke de sociale kampes sædvanlige aktører så som arbejdsgiverne, fagforeningerne, indvandrerne eller de arbejdsløse ….”

Julliards analyse understøttes af, at de gule vestes protestbevægelse har haft svært ved at formulere endog meget få krav, der ikke er modstridende, netop fordi bevægelsen er så uhomogen. Hvis man for eksempel tager en gruppe demonstrerende ved en tilfældig rundkørsel (rundkørsler er de foretrukne samlingssteder for de gule veste, da de her kan blokere eller filtrere trafikken), så vil man finde folk, der arbejder efter mindstelønnen og som kræver en klækkelig forhøjelse af denne samt en mindskning af arbejdsgivertilskud.

Dette går imidlertid stik imod kravene fra de småhandlende og selvstændige, som er til stede ved samme rundkørsel og som ikke vil betale højere lønninger, men tværtimod have flere arbejdsgiverlettelser. Man vil sandsynligvis også finde arbejdsløse og pensionister til stede, hvis krav er bedre understøttelse og pensioner, hvilket alt andet lige vil kræve højere skatter og sociale afgifter, hvilket de arbejdsaktive absolut ikke vil høre tale om.

Disse ofte dybe forskelle i baggrund, situation og krav har også betydet, at bevægelsen ikke har kunnet strukturere sig og for eksempel vælge talspersoner. De der selvbestaltede har forsøgt at sætte sig i spidsen, bliver lige så hurtigt undsagt af andre.

De etablerede politiske partier i vildrede

De etablerede politiske partier har været helt i vildrede med, hvordan de skulle forholde sig til de gule veste. Hvis de betingelsesløst omfavnede bevægelsen, ville det også betyde, at de accepterede krav, som gik lodret mod deres eget partiprogram. Dette har dog ikke forhindret de to ekstremer i fransk politik, La France Insoumise, LFI, på venstrefløjen og Rassemblement National, RN, på højrefløjen, til helt opportunistisk og ukritisk at omfavne de gule veste. Hvad mere er, de to partiers retorik ligner efterhånden mere og mere hinanden, så måske er der noget om, at også politisk nærmer yderpunkterne sig hinanden i en cirkelkonfiguration.

Et af de politiske spørgsmål, som stilles, er om de gule veste laver en liste til det kommende Europa parlamentsvalg. Det paradoksale er, at hvis de gør, så bliver den store vinder regeringspartiet LRM, som efter meningsmålingerne ikke vil blive særlig berørt mens LFI og RN på yderfløjene vil bløde kraftigt.

Krav om ”RIC” (référendum d'initiative citoyenne), folkeafstemninger

Et af de krav, som på det seneste har udkrystalliseret sig klart fra de gule veste, er det såkaldte ”RIC” (référendum d'initiative citoyenne), folkeafstemninger om stort set ubegrænsede emner. De ”ansvarlige” politiske partier har noget forsigtigt givet udtryk for, at de vil drøfte mulighederne herfor, mens yderfløjene har givet fuld opbakning (jeg har andetsteds i dette nummer af Ny Politik en kort artikel om mit eget synspunkt vedr. folkeafstemninger).

Der er ingen tvivl om, at de gule vestes bevægelse i starten havde betydelig fysisk tilslutning samt stor opbakning i befolkningen. Således samlede den første aktionslørdag i november op imod 300 000 mennesker i forskellige aktioner og demonstrationer over hele landet. Derefter stabiliserede det sig på omkring 35 000 de følgende lørdage (og i ugedagene langt mindre) og efter Macrons tale lige før jul, hvor han gav en række indrømmelser tæller bevægelsen nu betydeligt færre aktivister.

Protesternes omfang i perspektiv

Før revolutionsromantikerne kommer for langt op af sofaen, er der måske behov for at sætte disse tal i perspektiv. Da der er godt 66 mio. indbyggere i Frankrig, vil det vel svare til at en tilsvarende opslutning (efter den første aktionsdag) i Danmark på omkring 3-3.500 personer over hele landet.

For den lille hårde kerne, som er tilbage, har det også i nogen grad bevæget fra at være en kamp for sociale goder til at tjene et socialt formål. For eksempel kunne man høre folk sige: - Nu har vi tilbragt julen sammen ved rundkørslen og vi vil gerne tilbringe nytåret sammen også!

Pressens dækning af og rolle i de gule vestes oprør har været til heftig diskussion. Det er naturligvis altid en fin balance mellem at give en hovedbegivenhed en rimelig og tilstrækkelig dækning og at overeksponere begivenhederne. Mange har indtrykket af, at det sidste er tilfældet og at den store og somme tider overdrevne dækning har holdt blus under de gule vestes kedel. Der er også spørgsmålet om visse dele af pressen, specielt de kontinuerlige TV-nyhedskanaler, i visse tilfælde ikke er gået fra at referere og kommentere til at blive reelle aktører i nyhederne. For eksempler kunne man på en af disse kanaler høre en af journalisterne sige: - Jeg sidder i øjeblikket i en bil sammen med de gule veste og vi er på vej til en indfaldsvej til motorvejen, hvor vi vil blokere trafikken!

Macron reagerer endeligt

I begyndelsen af protesterne var regeringen afventende og forsøgte at vinde tid for at se, om det hele ville gå i sin mor igen. Da det ikke skete, stillede regeringen afgiftsforhøjelserne på benzin i bero, hvilket dog allerede var for sent på det tidspunkt. Bevægelsen og kravene var nu langt bredere og det udviklede sig til en reel krise, hvilket tvang Macron til kort før jul at gå på TV og fremlægge en lang række forslag til en bedre social balance og rulle en del af den politik tilbage, som først og fremmest havde tilgodeset virksomhederne og de velhavende.

Macrons svar på kravene

Blandt disse tiltag var de tidligere nævnte afgiftsforhøjelser på brændstof, som nu ikke alene blev stillet i bero, men helt afskaffet. Flip siden af dette er, at miljøforkæmperne nu stiller spørgsmålstegn ved Macrons grønne hensigter.

Forhøjelse af mindstelønnen var et af hovedkravene for en stor del af de gule veste. Macron svarede med ekstra 100 euros om måneden, hvilket faktisk er en klækkelig forhøjelse. Tro mod sin politik om ikke at bebyrde produktionsomkostningerne for erhvervslivet sker forhøjelsen ved at øge et offentligt betalt ”aktivitetstilskud”, som i forvejen blev givet til en del af de lavtlønnede, men som nu bliver udvidet til en større gruppe. Offentlige kassers supplering af lønninger er for så vidt ikke nyt i Frankrig og det gavner naturlig de, som får disse tilskud, men man kan stille spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige heri.
Arbejdsgiverne betaler bevidst lave lønninger, da de ved de suppleres og det gør det svært for fagorganisationerne at forhandle løn udover minimumsgrænsen.

Skattefrie overarbejdstimer genindføres. Princippet blev første gang introduceret under Sarkozys præsidentperiode, 2007-12, under sloganet: tjene mere ved at arbejde mere. Man kan spørge sig selv om det smarte i at opfordre folk til at tage overarbejde, når man har en arbejdsløshed på 9-10 pct. Det var netop ud fra den argumentation, at det blev afskaffet under den socialistiske regering.

I Frankrig har man noget, der kaldes ”den 13. måned”. En del virksomheder, som har lyst og kapacitet, giver omkring årsskiftet de ansatte en form for belønning, som for eksempel kan være en ekstra månedsløn. Det er helt frivilligt og beløbet er ofte langt mindre end en månedsløn. I sin tale opfordrede Macron kraftigt virksomhederne til at udbetale en belønning, som så samtidigt ville blive skattefri for modtagerne og virksomhederne ville blive fritaget for at betale arbejdsgiverafgifter af beløbet.

For at tilgodese pensionisterne aflyses en forhøjelse af CSG (de sociale afgifter) for de mindste pensioner.

Et andet tiltag var at fastfryse gas- og el priser, som ellers ville være steget kraftigt.
Kataloget af forskellige lettelser indeholder også en række mindre tilskud på forskellige områder til de mindst bemidlede.

Øget købekraft i 2019

Alt i alt regner man med, at købekraften i 2019 vil stige mellem 1,6 og 2,4 pct. som faktisk er den største stigning siden 2007. I alt skal der findes omkring 10-15 mia. euros til at finansiere disse tiltag. Ca. 40 pct. ved besparelser eller øgede indkomster på andre områder og ca. 60 pct. ved optagelse af statslån. Det sidste skaber så problemer i forhold til EU, da det bliver vanskeligt holde statsunderskuddet under 3 pct.

Nogle af de øgede indkomstmuligheder er, at en planlagt sænkning af selskabsskatten fra 33 til 31 pct. sættes i bero for varsomheder med en årlig omsætning af mere end 250 mio. euros.

En interessant foranstaltning er, at man vil beskatte de store internationale koncerner, bl.a. GAFAerne (Google, Amazon, Facebook og Apple), som søger kreativ skattetænkning. Forslaget lyder på at beskatte disse med 3 pct. af den omsætning, de laver i Frankrig. Frankrig vil gå enegang med dette, hvis de andre EU-lande ikke indfører lignende beskatning.

Landsomfattende decentraliseret debat

Som svar på ”folkets krav om at blive hørt” har Macron bebudet en landsomfattende decentraliseret debat, hvor alle der vil, kan give udtryk for behov og krav, som så vil blive kanaliseret til de politiske beslutningstagere. Det er endnu noget uklart hvordan denne debat vil blive organiseret praktisk, men det vil sandsynligvis blive centreret omkring de mere end 36 000 kommuner.

Interesseorganisationerne, herunder fagforeningerne, er rimeligt nok noget lorne ved en sådan debat. Er det et nyt forsøg på at køre dem ud på et sidespor og handle hen over hovedet på dem? Bliver det for nemt for regeringen at sortere i og afvise krav med henvisning til, at mange af dem er modstridende? …osv.

Mens Macron i sin tale til nationen umiddelbart før jul, hvor han trak i land på en række områder og var tydeligt i defensiven, var han langt mere i offensiven i sin nytårstale. Han sagde, at folk måtte forholde sig til realiteterne og nævnte for eksempel, at man ikke kunne have både skattelettelser og mere velfærd på en gang og undsagde de voldelige metoder, som var blevet en del af protesterne. Han tilkendegav desuden, at regeringen ville fortsætte de nødvendige reformer, men ville nøje overveje den sociale balance i disse.

Har Macron lært lektien?

Mens de gule vestes protester uden tvivl vil fortage sig, bliver det interessant at se såvel indholdet i de kommende reformer som metoden hvorved de vedtages. Vil Macron have lært lektien og skabe en social balance, der reelt forholder sig til fordelingsproblematikken? Vil han også, i stedet for at tromle hen over dem, involvere de repræsentative organisationer og interessegrupper i tilblivelsen af reformerne?

Protester eller forhandlinger i den sociale kamp?

Det bliver også interessant at iagttage om protestmobiliseringen anvendt af de gule veste gentager sig, dvs. en massemobilisering omkring et eller få præcise spørgsmål via de sociale medier. Nogle iagttagere har allerede noteret, at de gule veste på få uger har opnået større indrømmelser fra regeringen end fagforeningerne har gennem forhandling i de 20 måneder regeringen har siddet.

Det sidste vækker til eftertanke, ikke alene i Frankrig, mens også i lande, som for eksempel Danmark, hvor fremskridt og sociale goder opnås gennem forhandlinger af repræsentative organisationer.