EU – hvad nu?

England er på vej væk, og flere af de østeuropæiske lande slår sig i tøjret i forhold til principperne. Hvad gør vi ved det?

Af Claus Larsen-Jensen, direktør i FIC, tidligere MF, formand for Folketingets Europaudvalg og MEP(S)

Den politiske situation i Ungarn og Polen vækker berettiget bekymring i EU, fordi de nuværende regeringer gør vold på grundlæggende europæiske principper om demokrati og retsstat. Spørgsmålet om fordeling af flygtninge mellem EU-landene har også skabt store konflikter.

Det rejser selvfølgelig i EU-regi en række spørgsmål. Hvad kan og skal EU gøre ved det? Skal der rejses sager mod landene i EU-domstolen? Skal de fratages stemmeretten i EU, og kan der overhovedet skaffes flertal for dette blandt EU-medlemslandene? Skal de straffes økonomisk over EU-budgettet, hvor tilskud til dem reduceres i det næste 7-årige budget fra d. 1/1 2021? Eller skal konflikterne om en EU-fordeling af flygtninge, som ikke er populært nogen steder, demonteres ved at droppe den ide, og arbejde med at give penge til de lande, der modtager flygtninge, eller fremme modtagecentre i Europa eller udenfor Europa? Flygtningespørgsmålet – og migrantspørgsmålet er en fælles stor udfordring i Europa, men der kan på dette område være andre veje end konfliktvejen med Ungarn, Polen og evt. andre lande.

De to landes regeringers politiske retorik er på feltet modbydelig, men den adskiller sig reelt ikke fra den retorik som andre højre-nationalistiske populistiske partier anvender sig af i resten af Europa – også i Danmark. I den sammenhæng er risikoen jo, at EU folkeligt set kommer til at stå som rå centralmagt i Europa (uanset manglende formel kompetence til det), der maser noget ned over hovedet på landene. Det vil være benzin på bålet til de samme politiske kræfter. Det skal man tænke godt over.

Magtens tredeling

Angrebene i Ungarn og i Polen mod retsstaten, domstolene med politiske udpegninger strider grundlæggende imod principperne om magtens tredeling, som også er en del af EU-Traktatgrundlaget. Det er man nødt til at tage hårdt fat på. Men det er jo ikke kun på det område, at f.eks. Orban i Ungarn angriber demokratiske principper og grundlæggende rettigheder. Organisationer og institutioner i Ungarn, som Orban ikke bryder sig om angribes og rammes økonomisk. SOLIDAR, som er den europæiske organisation FIC er medlem af, og som jeg sidder i bestyrelsen for, har sammen med ungarske organisationer for nylig holdt et seminar i Ungarn, hvor alt dette er blevet afdækket. Det er autoritære og udemokratiske tendenser, som skal bekæmpes.

Men skal det bare være EU mod disse landes regeringer, eller skal vi ikke i EU og i medlemslandene i stedet mere aktivt, også økonomisk, støtte demokratiske civilsamfundsorganisationer i disse lande? Vi savner faktisk Demokratifonden i Danmark og de fonde i EU, der før EU-udvidelsen i 2004 netop havde dette til formål. Det er en historisk fejltagelse, at al støtte til demokratiopbygning og udvikling af civilsamfundsorganisationer, stoppede, da de øst- og centraleuropæiske lande blev medlem af EU. De havde haft årtier i et etpartisystem, og nogle af landene havde forud haft udemokratiske regeringer. 

Det er også vigtigt, at det ikke bare blive EU kontra de pågældende lande. Der skal i stedet blandt alle demokratiske parti og organisationer og i de formelle politiske institutioner i Europa og i landene fokuseres på, at give befolkningerne nogle reelle løsninger på de ufordringer, der er med udlændinge og socialt. Det er utrygheden og usikkerheden for det nye, det og de fremmede, der er grobund for de forsimplede og primitive løsninger, som er det højre-nationalisterne lever af. Europæisk og internationalt samarbejde er for dem en fjende. De vil slå hegn om det hjemlige, nationale og kendte. Tendensen er desværre ret udbredt i disse år i Europa, men også i USA med Trump.

Godt de kom med?

Situationen i Ungarn og Polen har også affødt en debat, om det nu var rigtigt, at de 10 Øst- og Centraleuropæiske lande sammen med Cypern og Malta under det danske EU-Formandskab i 2002 blev optaget som nye medlemmer af EU. Der var stadig en del ting i enkelte lande, som ikke var helt på plads. Men de – Bulgarien og Rumænien - fik så en senere optagelsesdato end de øvrige lande.

Problemerne med social dumping i Danmark og andre nordvesteuropæiske lande, fra vandrende arbejdstagere fra de nye lande, har også givet en debat om de nu også alle skulle være optaget.

Jeg var under Nyrup-Regeringen som Formand for Folketingets Europaudvalg tæt inde i arbejdet med at forberede det danske EU-Formandskab i 2002. Og jeg var også Formand under Fogh, da Danmark havde EU-formandskabet, og vær tæt inde over forhandlinger med de nye lande.

Er jeg i dag i tvivl om, at det var rigtigt at optage alle de pågældende Øst- og Centraleuropæiske lande i EU? Svaret er: Ikke et sekund. Der var i starten af 00-erne et historisk momentum, som kunne og skulle udnyttes. Europa befandt sig på det tidspunkt midt i en lang økonomisk optur med høj beskæftigelse i Vesteuropa, så der var vilje og evne til at foretage udvidelsen. Var chancen ikke brugt i 2002, så er det min påstand, at det ville have været meget vanskeligere senere at foretage en sådan udvidelse. Også hvis det kunne skulle være med de lande, der ikke var kommet med i første runde. Efter nedturen i Europa i 2008 ville det formentlig have været umuligt. Og havde vi i 2002 efterladt en række Øst- og Centraleuropæiske lande udenfor EU, så ville vi i 2018 have fortrudt det bitterligt.

Alle landene brugte udsigten til EU-medlemskabet som en drivkraft i deres interne reformproces. Uden den motor eller motivation ville det næppe være lykkedes at forandre landenes lovgivning helt grundlæggende. Og så havde vi haft en stor risiko for at lande i en slem økonomisk og social forfatning, som kunne have skabt grobund for, at ikke demokratiske højre- eller venstrekræfter kunne være kommet til magten.
Sovjetunionen var kollapset. Alle de Øst- og Centraleuropæiske lande ville være en del af det Europa, som de historisk, kulturelt og politisk, trods årtier i Sovjetblokken, helt begrundet følte sig knyttet til.

I Vesteuropa havde vi i årevis forud talt om ønsket om et forenet Europa, væk med Berlinmuren osv. Nu stod 10 Øst- og Centraleuropæiske lande og bankede på døren for at få lov til at komme ind i det europæiske fællesskab. Det var tid til at levere fra Vesteuropas side.

Kunne vi have afvist nogle?

Havde vi afvist en del af landene, så var de endt i en slags politisk, økonomisk, socialt og sikkerhedspolitisk ingenmandsland mellem EU og Rusland. Rusland var svagt efter Sovjetunionens kollaps. Deres BNP var på størrelse med Hollands. Nu er det på størrelse med Italiens. Det er der ikke megen økonomisk supermagt over. Og ovenikøbet med en økonomi, som er ret ensidigt afhængig af olie- og gas. Rusland har stadig stor militær magt. Putin spiller den samme rolle som tidligere zarer og Sovjetledere. Det er en cocktail af russisk nationalisme kombineret med fortællingen om, at Rusland er omringet og igen truet. Rusland spiller med musklerne. Krim blev annekteret. Der føres krig i Østukraine. Formålet er klart at hindre, at Ukraine også bliver medlem af EU og NATO. Rusland blander sig også i valg i Europa. De forsøger at styrke nationalistiske kræfter i Østeuropa, for at svække EU. De støtter også højre-nationale kræfter i Vesteuropa. Marie Le Pen fik økonomisk støtte fra Rusland ved sidste franske valg. Lyt til Marie Krarup og hør hendes forsvar for Putin. Hvis vi i 2002 havde efterladt et antal lande udenfor EU, så havde vi ladt dem, men også EU og Europa i øvrigt, i stikken. Landene ville have været placeret i en slags sikkerhedspolitisk ingenmandsland, som kunne friste til ekspansionseventyr.

Under forhandlingerne i 2002 var valget mellem en stor eller en lille udvidelse. En lille udvidelse ville bl.a. ikke have omfattet alle de 3 baltiske lande. Derfor var det Danmarks strategi at gå efter den store udvidelse, for så sikrede vi stabiliteten omkring Østersøen. Vi kan i dag, belært af erfaringerne fra Ukraine, være lykkelige for, at alle 3 baltiske lande blev en del af EU, for ellers havde vi formentlig set en destabilisering i disse lande foranlediget af russisk indblanding, eller måske anneksion af f.eks. Narvaområdet i Estland, hvor over 90 % af befolkningen er russere.

Samtidig var det i 2002 holdningen, at nok skulle landene leve op til den omfattende EU-lovgivningen indenfor 31 kapitler - hvad blev fulgt nøje, som forudsætning for optagelse. Netop det fik landene til at speede op i reformprocessen. Men samtidig var det holdningen, at det var bedre at have landene med ombord og omfattet af samme lovgivning og regler, som os andre, end have dem udenfor, for det ville også kunne påvirke os andre negativt.

Ser man på udviklingen siden EU-udvidelsen, så er der en række positive tegn, som vi også har set ved tidligere udvidelser af EU. Det økonomiske udviklingsniveau er hævet som følge af EU, ikke bare støtteordninger, men først og fremmest af det indre marked.

Økonomien

Den økonomiske vækst i EU var frem til krisen i 2008 først og fremmest drevet af de øst- og centraleuropæiske lande, ikke af de vesteuropæiske lande. Krisen i 2008 ramte en række af disse lande hårdt, men ikke værre end lande i Sydeuropa, som havde en svag økonomi, stive arbejdsmarkedsmodeller osv. Polen og Tjekkiet har klaret sig fremragende, også under krisen. Og landene er nu, som landene i Vest på vej tilbage i niveau før krisen. EU-medlemskabet leverer øget udvikling og velstand til landene. Der er fortsat en forskel i det økonomiske udviklings- og velstandsniveau og hermed også i sociale vilkår, men det mindskes over tid, som følge af EU-medlemskabet. Samtidig udstiller EU-samarbejdet, at lande med et fleksibelt arbejdsmarked, en velfungerende arbejdsmarkedsmodel, fordelingspolitik, et erhvervsuddannelsessystem, hvor teori og praktik blandes m.v. (=Danmark), klarer sig langt bedre end lande, hvor det er anderledes. Derfor er der en indbygget tendens i samarbejdet til, at lande vil fokusere på, hvordan de også kan udvikle sig bedre. Der er jo en grund til at Præsident Macron ser mod Danmark, når han skal inspireres til et bedre Frankrig. Jeg er selv involveret i et ungdomsarbejdsløshedsprojekt i Serbien, hvor Danmark på samme måde er til stor inspiration.

De øst- og centraleuropæiske lande har en lavere procentandel af BNP i skat end i Vesteuropa, hvor vi faktisk ligger ret tæt på et højt niveau. Skattesystemer har skulle etableres i øst. Indkomstniveauet er lavere end i vest. Derfor er der grænser for, hvor høj beskatningen kan være lige nu. I Danmark var skatteprocenten i begyndelsen af 1950-erne vel kun 25%. Øget velstand skabte plads til øgede skatter, og opbygningen af velfærdssamfundet. Jeg skønner, at forskellene udlignes, for der er også et pres i disse lande for social fordeling og velfærd. EU’s bestræbelser på at udvikle et socialt Europa trækker også i den retning.

Østeuropæisk arbejdskraft

Siden EU-udvidelsen har vi i Danmark og andre nordvesteuropæiske lande oplevet stor tilgang af østeuropæisk arbejdskraft, der har været brug for. Lønninger her var store i forhold til, hvor de kom fra. Der har været danske og udenlandske platugle-arbejdsgivere, som har spekuleret i billig arbejdskraft. Det er forhåbentlig med danske og EU-initiativer og fagbevægelsens indsats ved at komme under kontrol.

I 2002/03, da vi forhandlede overgangsregler for Øst- og Centraleuropæerne, hvad blev til 7 års overgangsordning for arbejdskraftens frie bevægelighed, var der tæt kontakt til fagbevægelsen. Fremfor en lovgivning med mindsteløn, så blev der enighed om, at myndighederne skulle leve op til et kontrolansvar, og at fagbevægelsen tog de faglige slagsmål. Langt fra alt har været ok. Og danske politikere har svigtet ved ikke at stille krav om danske overenskomstforhold og kædeansvar, f.eks. ved byggeriet af Metroen. Nu er det på vej, at lige vilkår for lige arbejde på samme sted, skal være et bærende princip for et fair arbejdsmarked i EU, for at fastholde retten til arbejdskraftens frie bevægelighed.

I takt med stigende lønninger i hjemlandene, bl.a. i Polen må det forudses, at flere søger dertil for at arbejde, hvad kan skabe et problem med mangel på arbejdskraft bl.a. i Danmark. Den demografiske udvikling i Europa medfører i øvrigt, at de lande, der i dag er storleverandører af arbejdskraft om 10-15 år på grund af ældningen af befolkningen vil stå med en markant reduceret arbejdsstyrke, så de i landene selv får mangel på arbejdskraft. Nå, men det er en anden historie.

EU-udvidelsen i 2004 og genforeningen af Tyskland var rigtig, og udnyttede et historisk momentum, som ses tydeligt nu en generation senere. Den 3.november 2019 er det 30 år siden Berlinmuren blev væltet. Europa og verden er i dag totalt anderledes end for 30 år siden. Behovet for EU er synliggjort af BREXIT, Trump og Putin. Hvis ikke vi står sammen og samarbejder i vores egen lille europæiske kolonihave, så går det skævt, for vi er så gensidigt afhængige af hinanden. Og i dagens verden er 500 mio. europæere i EU ikke stort i forhold til Kina, Indien m.v.

Grækenland

Bemærk i øvrigt, at da krisen trak bukserne ned på græsk økonomi, var der ingen dér, der drømte om at forlade EU eller Euroen. De tog den hårde tur med at rydde op i forhold de selv var skyld i gik galt, og de valgte fortsat at blive inden for kendte og stabile rammer. Alternativet var forfærdeligt. Der er jo heller ingen af de øst- og centraleuropæiske lande, der taler om at komme ud af EU, men der er en kamp mellem det nationale og europæiske niveau.

EU skal udvikles, så vi får skabt et stærkt fællesskab mellem nord, syd, øst og vest, og at vi har fælles fokus på at øge velstand og velfærd for europæerne.

Og så må vi gøre, hvad vi kan for at tage hånd om det, der sker i forkert retning i enkelte lande, men på en måde, så de ikke skubbes væk, men bliver en del af, at finde fornuftige løsninger, der ikke gør vold på principperne i EU-samarbejdet.