Fynsk enfold – et kulturpolitisk nedslag?

Fyn er omdrejningspunktet for det måske største nedslag i dansk kultur- og mediepolitik siden etableringen af Statens Kunstfond i 1964. Medieaftalen fra juni 2018 omkalfatrer DR, og vil sætte markante spor i de kommende års kulturpolitik

Af Søren Wulff Thomassen.

Set fra Sandbjerg Vig i Jylland flader Fyn ud i den sydøstlige horisont. Æbelø er forbundet til Fyn med en navlestreng, så det er muligt at komme tørskoet over på øen, når det er ebbe. Bag Æbelø ligger Bogense.

I Bogense skal Dansk Sprognævn fremover være lokaliseret som følge af den anden udflytningsbølge af statslige arbejdspladser fra København, som VLAK-regeringen iværksatte i starten af 2018. Sprognævnet hører til under kulturministeriet, så lokaliseringen i Bogense er et kulturpolitisk nedslag.

Dansk Sprognævn en statslig forskningsinstitution, der bl.a. fastsætter den danske retskrivning, udgiver den officielle danske retskrivningsordbog og behandler emner og temaer omkring udviklingen i det danske sprog. Dansk Sprognævn indsamler nye danske ord og har en oplysningstjeneste, der gratis besvarer spørgsmål fra offentligheden om dansk sprog og sprogbrug.

Dansk Sprognævn bliver rådgivet af et repræsentantskab på 40 medlemmer der kommer fra forskellige institutioner og sammenslutninger som arbejder med det danske sprog. Det er Stats-, Justits- og Undervisningsministeriet, universiteterne, der forsker i dansk sprog og litteratur, DR og TV2 samt lærernes, journalisternes, forfatternes og skuespillernes foreninger.

Når Dansk Sprognævn bliver udflyttet, sker det bl.a. efter krav fra Dansk Folkeparti der har krævet udflytning af statslige arbejdspladser fra København og andre større byer i Danmark til landets fjernereliggende egne.

Dansk Sprognævn har som statslig institution ofte mærket hvad armslængdeprincippet betyder, når nidkære politikere af forskellig politisk observans har rullet ærmerne op og bøjet armen, eller nogle gange helt hugget den af, for at diktere hvad der er ret og vrang i det danske sprog, lige fra kommaregler til om der skal bruges å eller aa i retskrivning af fjernereliggende provinsbyer (ofte jydske).

Den nye kulturpolitiske magtfaktor.

I juni 2018 indgik VLAK regeringen og Dansk Folkeparti en ny medieaftale. Med aftalen bliver Dansk Folkeparti den absolutte magtfaktor i dansk kultur- og mediepolitik, og denne position vil Dansk Folkeparti bruge til at kræve nye markante nedslag i kulturpolitikken.

Medieaftalen er bemærkelsesværdig af flere grunde. For det første er den indgået af det mindst mulige flertal i Folketinget. For det andet er de kulturpolitiske konsekvenser tilsyneladende gået næsten ubemærket hen over en af de hidtidige kulturpolitiske magtfaktorer i Danmark – Socialdemokratiet, som ikke på markant vis har ladet udråbe, at aftalen vil blive gjort om, den dag partiet igen indtager statsministeriet.

Med medieaftalen, og besparelsen på 20% på DR og kravet om udflytning af Radio 24/7 til Aarhus, er en kulturpolitisk drøm i Dansk Folkeparti gået i opfyldelse.  

I august 2016 fremlagde Dansk Folkeparti en plan om at reducere DRs økonomi med 25%. Dansk Folkeparti havde i mange år ment, at DRs programvirksomhed hovedsagelig var rettet mod en kulturel elite i hovedstaden, og at den aldrig henvendte sig til den almindelige borger og specielt de der bor i det Dansk Folkeparti kalder de fjernere liggende egne af Danmark.

Til Weekendavisen nr. 38 – 2018 udtaler Alex Ahrendtsen, en af forfatterne til Dansk Folkepartis plan om omkalfatring af DR, at der var behov for at stække ”mediemastodonten” DR for at skabe ligevægt på kultur- og medieområdet, så Storbydanmark ikke bliver for dominerende.

Alex Ahrendtsen siger, at DR i tide kunne have taget advarslerne fra Dansk Folkeparti alvorligt og styrket de regionale radio- og tv-stationer i stedet for at centralisere en stor del af sin virksomhed i førerbunkeren på Amager samt ladet en større del af sin dramavirksomhed foregå i provinsen og med provinsens problemer som udgangspunkt. Ifølge Alex Ahrendtsen gik den manglende reaktion fra DR overfor Dansk Folkeparti kulturpolitiske ønsker, ”ganske enkelt partiet på nerverne.”  

Alex Ahrendtsen mener at DR ikke forholder sig til den virkelighed, der er rammen om mange danskeres liv i de fjernere liggende egne af landet. Der er ingen ægthed i skildringen af folks virkelighed, og i Weekendavisen giver han som et eksempel herpå TV-dramaserien ”Arvingerne” der bl.a. udspiller sig på Sydfyn, og hvor de medvirkende overhovedet ikke taler fynsk, selvom en af hovedrolleindehaverne i serien er født og opvokset på Fyn.

Det er udtalelser som denne, der får folk på medie- og kulturparnasset til at ryste overbærende på hovedet og til at betragte Alex Ahrendtsen som en enfoldig person, med kultur- og mediepolitiske opfattelser som var det en Morten Koch-film.

Umiddelbart efter indgåelse af medieaftalen kom det næste krav fra Alex Ahrendtsen der ønsker at Filminstituttet bliver flyttet til Odense og Filmskolen til Svendborg.

Som forventet himlede mange filmfolk op om at Dansk Folkeparti ville underløbe Filminstituttet, og at det ikke var muligt at lave film i Svendborg, fordi filmarbejderne var i København hvor de havde andre opgaver og at film kun var en lille del af deres indtægtsgrundlag.

Kulturføreren

I sin selvvalgte og -iscenesatte fremtrædelsesform kan Alex Ahrendtsen virke lettere enfoldig, men det er en grov fejl at tro om ham.

Alex Ahrendtsen stammer fra Koldingegnen. I 1987 flyttede han fra Holbæk til København hvor han arbejdede i Dansk AFS. I 1989 påbegyndte han studier på Syddansk Universitet i Odense i litteratur, religion, oldgræsk og italiensk og blev cand.mag. i dansk og religion i 2003. Han har desuden en efteruddannelse inden for nordisk litteratur.

Til programmet Bagklog på P1 har han fortalt, at han læser f.eks. Iliaden og Odysséen på originalsproget, hvilket er meget få danskere forundt. 

Alex Ahrendtsen ynder at angribe den kulturelle elite, han selv tilhører, og som det ses af hans udtalelser til Weekendavisen, sker det under dække af, at han taler på vegne af folket og repræsenterer dette.

Hvornår er man Fynbo?

Jeg kender mange Fynboer. Min hustru stammer fra en landsby på Østfyn, hendes brødre og deres familier bor på Fyn og er derfor i bogstavelig forstand Fynboer. Det samme gælder andre i min familie, der også bor på Fyn.

Jeg har selv boet i Odense og i Norup nord for Otterup. Jeg er kandidat i statskundskab og nordisk sprog og litteratur fra Odense Universitet, som det hed dengang. Det gør mig ikke til Fynbo. Jeg er pt. Københavner, fordi jeg bor i København. Hvis jeg stadig havde boet på Fyn, havde jeg så været Fynbo? Det havde jeg vel, også selv om jeg ikke taler fynsk.

Gennem min hustru, vores familie, mine fynske venner og fordi jeg har boet på Fyn i nogle år, har jeg den opfattelse, at Fynboer har både en sproglig blød og en let tilgang til og forståelse af livet. Det er vist nok det man forbinder med Grundtvigianisme. Det er faktisk en egenskab mange danskere har og er vel det mange forbinder med at være dansk.

For de Fynboer, jeg kender, betyder det ikke noget om der bliver talt fynsk i et TV-drama eller ej, også selvom serien er optaget og foregår i nærheden af Svendborg. De ser tværtimod serien som et stykke godt dansk TV-drama der kunne være produceret og foregå et hvilket som helst andet sted i Danmark.

Min fynske familie og mine fynske venner har også svært ved at se sig selv i Alex Ahrendtsens og Dansk Folkepartis fortælling som boende i fjernereliggende egne af landet. De betragter det rent faktisk som værende ret nedladende.

De enfoldige
… er det de intellektuelle og akademikerne, der med lettere skuldertræk ser Dansk Folkepartis kulturpolitik som et udtryk for en slags fynsk landsbyidyl, befolket med enfoldige personer som i en af Morten Kochs fortællinger?

… er det politikerne i de hidtidige kulturpolitiske magtpartier, der ubemærket lader Dansk Folkeparti få en kulturpolitisk magtposition, der er tydelig totalitær hvilket den meget detaljerede indholds- og holdningsstyring af DR og kravet om flytning af Radio 24/7 til Århus er et klart eksempel på.

Når partierne i VLAK-regeringen har ladet Dansk Folkeparti diktere indholdet i public-servicekontrakten mellem DR og Kulturministeriet og fastslå at DR værdimæssig bygger på et kristent grundlag, skyldes det alene ønsket om at tilgodese de store private mediehuse, der har hævdet at de ikke kan tjene penge bag deres betalingsmure, fordi DR nærmest hugger deres nyhedsstof. Det er så også en fortælling Alex Ahrendtsen har. Hverken VLAK-partierne eller Dansk Folkeparti forholder sig til at den egentlige udfordring af danske medier og dansk kultur kommer fra Google, Facebook, Netflix, HBO m.fl.

Det er ganske behændigt for VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti at lade det være hensynet til en økonomisk trængt dansk dagspresse der har dikteret indholdet i medieaftalen og public-serviceaftalen mellem DR og Kulturministeriet, når det i virkeligheden handler om det endelige opgør med hjørnestenen i socialdemokratisk kulturpolitik, armslængdeprincippet.

… er cheferne i de store private mediehuse, der ikke forholder sig til at opgøret mod armslængdeprincippet meget behændigt kan blive brugt mod deres egne medier?

DF og politikere fra andre partier har offentligt ytret at det kan vise sig nødvendigt at skrue på den statslige mediestøtte hvis de private medier bliver mere alsidige i dækningen partiernes synspunkter og fortsat ikke vil lade politikerne komme uimodsagte til orde med deres synspunkter.

… er det politikerne i Socialdemokratiet, der har ladet DFs inderste drøm om at få gjort endeligt op med armslængdeprincippet passerer ubemærket?

Armslængdeprincippet har været en nærmet hellig gral i al socialdemokratisk kulturpolitik siden Julius Bomholts indtog i Kulturministeriet, så det kan undre at partiet ikke klart markere dets holdninger på kulturpolitikkens område og nærmest lader DF uhindret gøre kulturpolitikken til en værdipolitisk slagmark med snævre rammer og manglende pluralisme som konsekvens.