De finanspolitiske kongetal

Der er mange begreber i økonomien. Her redegøres for nogle af dem

Af Frederik Imer Pedersen, cheføkonom 3F

Begreber som ”strukturel saldo”, ”økonomisk råderum” og ”finanspolitisk holdbarhed” er blevet helt centrale nøgleord i en finanspolitisk sammenhæng. Grunden er, at man gerne vil give regering og Folketing – og offentligheden – et reelt billede af sundhedstilstanden i dansk økonomi, som ikke sløres af skiftende med- og modvinde fra den danske eller internationale økonomi.

Men under tal-gymnastikken ligger usikkerhed omkring de centrale skøn. Samt forudsætninger og måltal, der er politisk fastsat, og som man bør være opmærksom på og kan stille spørgsmålstegn ved.

Ellers bliver den demokratiske debat om samfundsudviklingen og de økonomiske prioriteter både skæv og ude af trit med usikkerheden omkring forudsigelserne.

På baggrund af den efterfølgende gennemgang af Finansministeriets aktuelle vurderinger af sundhedstilstanden for de offentlige finanser, må man konkludere, at det ikke her, man finder en brændende platform - tværtimod.

Strukturel saldo

Når der er højkonjunktur, med mange beskæftigede og få arbejdsløse, er der flere skatteindtægter og færre offentlige udgifter til overførselsindkomster end når konjunkturerne er dårlige eller normale. Når det går godt på de finansielle markeder, er der store afkast på pensionsformuerne, der smitter positivt af på statskassen som følge af den såkaldte pensionsafkastskat. Disse og andre forhold forsøger man at tage højde for i opgørelsen af den strukturelle saldo, der er et mål for den underliggende sundhedstilstand af de offentlige finanser. Det er altså den offentlige saldo renset for konjunkturernes påvirkning samt andre midlertidige/særlige forhold svarende til hvordan den ville se ud i en ”normal-situation”.

Den strukturelle saldo blev med ”budgetloven” (fra 2012) finanslovens ”kongetal” – det måltal vi styrer finanserne efter både på kort sigt og i mellemfristet perspektiv. Der er således opstillet grænser for, hvor stort et negativt underskud, der må være på den strukturelle saldo. Tidligere var det -½ pct. af BNP, men med forsvarsforliget sidste år, blev grænsen rykket til -1 pct. af BNP, jf link.

Finanspolitikken kan som udgangspunkt ikke indrettes, så denne grænse overskrides, og hvis den overskrides, skal der strammes op.

Det økonomiske råderum

Udviklingen i den ”strukturelle saldo” i et mellemfristet 2030-perspektiv danner basis for det såkaldte ”økonomiske råderum”. Råderummet er et skøn over, hvor meget plads der er til nye politiske initiativer frem mod et givent slut år. Det måles (noget besynderligt) i forhold til nul-vækst i den offentlige velfærd og med et - inden for budgetloven - givent politisk fastsat mål for den offentlige strukturelle saldo i slutåret. Målet har tidligere været balance, men er nu ændret til et underskud på ½ pct. af BNP i 2030 – stadig i god afstand til den kritiske grænse på -1 pct. af BNP.

Finanspolitisk holdbarhed

Den strukturelle saldo er også afgørende for den finanspolitiske holdbarhed, der med et tal fortæller om vores offentligt baserede velfærdssamfund er langtidsholdbart.

Forudsætningerne er her den forventede befolkningsmæssige udvikling og den indretning vi har af vores velfærdssystem. Det sidste dækker både de offentlige udgifter, men også skattesystemet, idet allerede vedtagne reformer indregnes - herunder at tilbagetrækningsalderen stiger i takt med, at vi forventes at leve længere og længere. Der er således tale om en meget lang økonomisk fremskrivning til år 2100 (eller endnu senere) hvor den befolkningsmæssige udvikling er den helt afgørende faktor. I sidste ende sikrer finanspolitisk holdbarhed, at vi ikke ender i en situation hvor den offentlige gæld eksploderer, så vi ender i en gældsspiral.

Beregnede økonomiske størrelser og usikkerhed

Fælles for de tre finanspolitiske mål er, at det ikke er tal, man kan slå op i de økonomiske statistikker. Det er størrelser som Finansministeriet (eller Vismændene) beregner, og som det kan være mere end svært at gennemskue detaljerne bag. Eksempelvis er der også en ikke nærmere specificeret ”Investerings-ramme” der ligger uden for ”råderummet”, men som påvirker den strukturelle saldo. En slags hemmelig konto, der absolut ikke gør det nemmere at gennemskue beregninger og forudsætninger, jf. link. Størrelserne er samtidig forbundet med betydelig usikkerhed, hvilket man bl.a. har kunne se ved løbende, betragtelige revisioner og samtidig markante forskelle mellem Finansministeriets og de økonomiske Vismænds beregninger af de samme nøgletal.

Markante opjusteringer af den finanspolitiske sundhedstilstand

Det er især den strukturelle saldo man skal holde øje med. Og det er den man måler ”reformeffekter” i. Når der foreslås skatteændringer, varige udgiftsændringer eller arbejdsudbudsreformer, er det effekten på den strukturelle saldo der er i fokus. Med afskaffelsen af Store Bededag blev det vurderet af den strukturelle saldo styrkes med med 3,2 mia. kr. (eller 2½ mia. kr. inkl. afledte effekter på overførselsindkomsterne).

Hvis man styrer finanspolitikken efter den strukturelle saldo og laver reformer der sigter efter at forbedre den, så råderummet øges, hvor sikkert et mål er det så egentlig?

Umiddelbart skulle man forvente at det var et relativ stabilt mål, men virkeligheden er markant anderledes. For 2022 er strukturel saldo således opjusteret med 1½ pct. af BNP svarende til ca. 41½ mia. kr. fra august sidste år til maj måned i år. Sammenlignes med Finansloven for 2022 er der tale om en opjustering på 2 pct. af BNP svarende til knap 55 mia. kr. Det er voldsomt mange penge for det er, som nævnt, den ”valuta” vi måler reformer, forsvarsudgifter mv. i.

Ser man tilbage over de senere år har der løbende været store og systematiske oprevsioner af den underliggende sundhedstilstand af de offentlige finanser. For årene 2017-2022 er vurderingen af strukturel saldo revideret op med i gennemsnit 1,3 pct. af BNP svarende til 35 mia. kr. – eller det der svarer til det strukturelle provenu fra afskaffelsen af omkring 12 St. Bededage!

Oprevisionerne af den strukturelle saldo pegede således i retning af, at et markant større råderum frem mod 2030 end det skøn, der lå til grund for det SVMs regeringsgrundlag. Det blev bekræftet her i slutningen af maj, da det såkaldte konvergensprogram kom på gaden med en opjustering af råderummet på 16 mia. kr. til i alt 64 mia. kr. frem mod 2030. Der således råd til både øgede forsvarsudgifter, en offentlig velfærd der følger med demografien samt standarder der følger med tiden og formentlig lidt til. Uden at vi skal hæve skatterne, lave nye reformer eller finde besparelser andre steder.

Fortsætter de senere års ”track record” har vi heller ikke set de sidste opjusteringer af strukturel saldo og så formodes råderummet at være endnu større. Og det er simpelthen svært at forstå den markante strukturelle forværring fra 2022 til 2023/2024 på omkring 1 pct. af BNP. I den økonomiske redegørelse fra august sidste år var der til sammenligning en stigning i den strukturelle saldo på 0,1 pct. af BNP fra 2022 til 2023.

Formue så langt øjet rækker og finanspolitisk overholdbarhed sætter kriseretorik i perspektiv.

Den kriseretorik med mangel på penge, vi har fået tudet ørene fulde af, og som har være med til at retfærdiggøre nye arbejdsudbudsreformer som fx afskaffelse af Store Bededag, bliver sat i perspektiv af de nye opgørelser. Faktum er at de offentlige finanser strutter af sundhed. Der er store overskud på den offentlige saldo og også strukturelt ser det flot ud. Det offentlige har godt nok gæld, men har samtidig finansielle aktiver der er endnu større, så vi i dag står med en offentlig nettoformue på 18½ pct. af BNP svarende til godt 500 mia. kr.

Selvom vi mange år frem har befolkningsmæssig modvind (målt på stigende samfundsudgifter til børn og ældre) og vi i en længere årrække fra omkring 2030 forudses at have underskud på de offentlige strukturelle finanser - endda i flere år på den forkerte side af den kritiske grænse (-1 pct. af BNP) - står vi så godt rustet i udgangspunktet, at det offentlige kan fastholde en positiv nettoformue så langt øjet rækker.

Det afspejler sig også i den finanspolitiske holdbarhed, der aldrig har været mere positiv. Med det vi har kendskab til nu, er der således ikke udsigt til, at store finanspolitiske regninger efterlades i børneværelset. Tværtimod afleveres, der en ikke ubetydelig check.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Den glemte forsyningssikkerhed

EU’s ”sociale søjle”