EU’s ”sociale søjle”

Hvad betyder EU’s sociale søjle for udviklingen i Europa og i Danmark?

Af Irene Odgaard

Går det godt med EU’s ”sociale søjle”? Ja, det mente EU’s beskæftigelseskommissær Nicolas Schmit i al fald, da han for nylig talte til en forsamling af socialister og socialdemokrater på det sociale topmøde i Porto, med Portugals premierminister Antonio Costa som vært. Der var vist ingen danskere til stede – og dansk presse har da heller ikke ofret begivenheden megen spalteplads -
hvis overhovedet nogen.

For hvem i Danmark ved alligevel, hvad ”den sociale søjle” er? Det er nok en lille, sluttet kreds. Der blev ikke refereret til nogen social søjle, da bølgerne gik højt i den danske offentlighed for et par år siden omkring forslaget om tvungen delt barselsorlov mellem forældrene. Ikke desto mindre var den indhegnede fædreorlov i overensstemmelse med et af principperne i ”Den sociale søjle”, som blev underskrevet i Göteborg i 2017.

Princippet gik ud på, at alle EU-borgere skal have rettigheder for at sikre balance mellem deres arbejdsliv og privatliv i den to-forsørger-familietype, der er blevet almindelig - også i de lande, hvor kvinder tidligere helligede sig opgaverne i familien derhjemme. Det er en udvikling, Kommissionen ønsker at fremme, for den øger det potentielle arbejdsudbud i EU. EU-kommissær, Marianne Thyssen, forklarede om sigtet med forslaget:

Vi vil øge kvinders deltagelse i arbejdsmarkedet og sikre, at både mænd og kvinder kan
afbalancere deres privat- og arbejdsliv.

Derfor fædre-, forældre- og omsorgsorlovsrettigheder - hvilket også skulle fremme ligestillingen mellem kvinder og mænd; et andet af EU-kommissionens mål.

Sociale rettigheder

Forhistorien til ”den sociale søjle” var de sociale udfordringer, som forløbet af finanskrisen og senere statsgældskrisen for knap ti år siden skabte. EU-kommissionens ’kriseløsning’ dengang kom til at indeholde anbefalinger af reduktion af statsligt fastsatte minimumslønninger i en række medlemslande, nedskæringer på statslige budgetter til velfærd og generelt øget fleksibilitet ’nedad’ i løndannelsen – herunder begrænsning af kollektive forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter på nationalt plan og decentralisering af løndannelsen så langt ned som muligt: til den enkelte virksomhed eller mellem arbejdsgiver og den enkelte arbejder.

Men resultatet af denne type kriseløsning, hvor lønfleksibilitet skulle være nøglen til fornyet økonomisk vækst og job til de mange arbejdsløse, skabte nye problemer. Europæisk fagbevægelse pegede på, at de job, der kom til, var ’dårlige’ jobs, som resulterede i flere ’arbejdende fattige’ og større usikkerhed på arbejdsmarkederne. Politisk kom den stigende usikkerhed til at betyde, at populistiske strømninger fik næring. Voksende populisme, ekstremisme - og ikke mindst stigende EU-skepsis i befolkningerne - gav anledning til bekymring i regeringskontorerne.

Fornyelse af EU?

Jean-Claude Juncker blev i 2014 valgt som ny formand for EU-kommissionen – og han talte fra begyndelsen af sin periode om en fornyelse af EU. På den baggrund afholdt den europæiske fagbevægelse, EFS, og dens forskningsinstitution ETUI, i efteråret 2014 en fælles konference: ”Fornyelse hvordan - hvilken vej skulle EU følge fremover?”

EFS erklærede her, at den Bruxelles-baserede sparepolitik og lønreduktion efter krisen havde været en fiasko. Ikke alene ud fra et socialt synspunkt – den havde resulteret i 25 millioner arbejdsløse og flere atypiske job – men også fra et økonomisk. Den afgående EU-kommissær med ansvar for sociale anliggender, László Andor, indrømmede, at svarene på krisen havde førte Europa ind i en blindgyde. Som afgående kommissær talte han nok med større frihed end tidligere, og han bekræftede behovet for at genopbygge økonomien og den europæiske sociale model og regulere de finansielle markeder.

"Den europæiske sociale model er ikke kilden til de økonomiske problemer. Kilden ligger i fraværet af en industripolitik og det faktum, at finansmarkederne ikke er reguleret”, sagde han.

I den modsatte ende af spektret på konferencen lå Markus Beyrer, direktøren for den europæiske arbejdsgiverorganisation Business Europe. Han mente at ”konkurrenceevne skal have højeste prioritet”. Prekære forhold og en løn, man ikke kan forsørge sig og sine med, ”kan ikke være værre end slet ikke at have noget job.” Han så ingen grund til at ændre på konkurrencens pres på lønmodtagernes sociale forhold.

Fagbevægelsen i krise

Fronterne blev tegnet yderligere op af Patrick Itschert, vicegeneralsekretæren for EFS: ”Fagbevægelsen er i krise.” De europæiske fagforeninger var svage allerede før finanskrisen, og nu var de blevet svækket yderligere. De arbejdsmarkedsreformer, som Trojkaen efter statsgældskrisen havde forlangt af en række lande, havde nærmest ført til afvikling af kollektive forhandlinger.

Direktøren for ETUI, Phippe Pochet, italesatte det ulige forhold mellem arbejdsmarkedets parter, også på den ideologiske front. Fortællingen om vigtigheden af socialt fremskridt kunne simpelt hen ikke hamle op med fortællingen om vigtigheden af økonomisk konkurrenceevne:

"Der er et problem med fagforeningernes fortælling: på den ene side er det arbejdsgivernes holdning, som gennemsyrer den”, (konkurrenceevnen kommer først) ”mens fagforeningerne på den anden side ses som arkaiske og konservative."

Men kort tid efter denne konference kunne EFS alligevel glæde sig over tonen i den tale, den nye formand for EU-kommissionen, Jean-Claude Juncker holdt til EU-parlamentet. Kommissionens mål var, sagde han, at EU opnåede et ”socialt triple A” - med en metafor fra finansverdenen. Det skulle være slut med at give næring til den opfattelse, der var udbredt i de europæiske befolkninger, at det var EU, der var skyld i tårnhøj ungdomsarbejdsløshed, ringere velfærd, voksende ulighed og nedskæringspolitik. Nu skulle der gøres sociale fremskridt i EU. Og det blev begyndelsen til ”den sociale søjle”.

Kommissionens forslag

EU-kommissionen gik i gang med en række tiltag, der skulle levere bedre på EU’s sociale dimension, herunder barselsorlovsforslaget og revision af udstationeringsdirektivet. Og den fremsatte et samlet forslag til ”en europæisk søjle med 20 principper for sociale rettigheder”. Den ”sociale søjle”, som den for nemheds skyld blev døbt:

1. Alle skal have adgang til kvalitetsuddannelse hele livet.
2. Ansatte med tidsbegrænsede job skal sikres overgang til fastansættelse.
3. Alle i den arbejdsdygtige alder skal tilbydes individuel jobsøgningshjælp og opmuntres til uddannelse og efteruddannelse.
4. Alle under 25 år skal sikres et kvalitetstilbud om beskæftigelse, uddannelse eller praktik, senest fire måneder efter at de er blevet arbejdsløse eller har forladt uddannelsessystemet. Alle skal tilbydes individuel vurdering og jobintegration efter 18 måneders ledighed.
5. Ligestilling skal fremmes ved at sikre ligeløn og forebygge kønsopdeling.
6. Etniske minoriteter skal sikres ligebehandling på alle områder.
7. Alle ansatte skal informeres skriftligt om rettigheder og pligter, før de starter. En eventuel prøvetid skal have en rimelig varighed.
8. Mindstelønnen skal fastsættes ved hjælp af en gennemsigtig og forudsigelig mekanisme. Lønudviklingen skal følge udviklingen i produktiviteten i samråd med arbejdsmarkedets parter og i overensstemmelse med national praksis.
9. Der skal sikres en passende beskyttelse mod alle risici, som kan opstå under arbejdet.
10. Arbejdsmarkedets parter skal høres, når der udformes og gennemføres beskæftigelses-, social- og arbejdsmarkedspolitik.
11. Forskellige ydelser, tjenester, organer og ansøgningsprocedurer kan gøre det vanskeligt at få adgang til al den støtte, borgerne har behov for. Derfor skal systemerne integreres.
12. Alle skal sikres adgang til sundhedspleje. Sygdom må ikke resultere i fattigdom- eller økonomiske problemer. Og alle arbejdstagere skal sikres tilstrækkelig løn under sygdom.
13. Pensioner skal sikre alle en rimelig levestandard. Pensionssystemerne skal ved at undgå tidlig tilbagetrækning sikre pensionernes holdbarhed og tilstrækkelighed i fremtiden.
14. I støtten til de ledige skal kravet om aktiv jobsøgning indgå. Ydelsesperioden skal omfatte tilstrækkelig tid til jobsøgning.
15. Der skal sikres passende minimumsydelser til personer, som ikke har tilstrækkelige midler til at føre en værdig tilværelse.
16. Handicappede skal sikres støtte og basal indkomst, så de kan opretholde en anstændig levestandard.
17. Der skal sikres adgang til økonomisk overkommelige langtidsplejetjenester af høj kvalitet, herunder pleje i hjemmet, med velkvalificeret personale.
18. Alle børn skal sikres adgang til økonomisk overkommelige kvalitetspasningsordninger med velkvalificeret personale.
19. Personer med behov skal sikres adgang til sociale boliger eller boligstøtte. Udsatte personer skal sikres beskyttelse mod udsættelse. Hjemløse skal tilbydes husly.
20. Alle skal sikres adgang til grundlæggende ydelser, herunder elektroniske
kommunikationstjenester.

Et transeuropæisk fleksibelt arbejdsmarked?

Var indfaldsvinklen hos Kommissionen, de europæiske arbejdsgivere og de europæiske fagforeninger og arbejdsgivere til dette så samme? Næppe. For Kommissionen var fleksible arbejdsmarkeder i centrum, men uden det ’ræs mod bunden’ i sociale standarder, som nærede befolkningernes modvilje mod EU. Så det handlede om at gøre arbejdsmarkeder og socialpolitik i Europa mere ens, således at udviklingen af et fælles arbejdsmarked på tværs af medlemslandene - som i USA – blev nemmere.

Det var i al fald det, EU-kommissionen i foråret 2016 lagde op til: ”Det har været et problem for valutaunionen, at social og økonomisk ubalance i et medlemsland truer hele valutaen”, anførte kommissionen i et notat.

”Det står klart, at euroens fremtidige succes i vidt omfang afhænger af, hvor effektive de nationale arbejdsmarkeder og velfærdssystemer er og af økonomiens evne til at absorbere og tilpasse sig stød.”

Derfor, skrev man, skulle der oprettes en såkaldt "social søjle", der ”skal tjene som en målestok og en drivkraft for reformer i eurolandene, blandt andet på områder som børnepasning, arbejdsløshedssikring og efteruddannelse.” Situationen var jo den, som Jyllandsposten (22. december 2016 opsummerede det, at ”arbejdsmarkedet er vidt forskelligt på tværs af Europa. Det spænder over ekstremt lavtlønnede ansatte i udsatte stillinger i svage velfærdssystemer især i Øst- og Sydeuropa til de langt bedre beskyttede og lønnede på vores breddegrader. Hvor det sociale sikkerhedsnet samtidig har noget mindre masker."

Ulighederne giver folk lyst til at flytte sig mod bedre vilkår, hvilket sådan set er helt i tråd med EU’s grundlæggende værdi om den frie bevægelighed. Men bagsiden er dels social dumping, hvor vandrende arbejdere er klar til at tage job til lavere løn end den gængse. Det udfordrer det europæiske fællesskab. Juncker udtrykte det sådan, at den sociale søjle skal ”optrappe arbejdet med at skabe et ægte transeuropæisk arbejdsmarked”.

EU-Kommissionen anerkendte selv, at "den sociale søjle"; ville komme til at berøre mange områder, hvor EU faktisk ikke har kompetence. EU-forsker Dorte Sindbjerg Martinsen var dengang enig:

"Min antagelse vil være, at de kommer med nogle hensigtserklæringer. (…) Det interessante bliver, om der er noget af det overhovedet, hvor man vil fremlægge bindende lovgivning. Men hvis de ikke gør det, vil det næppe udmunde i større social integration mellem medlemslandene."

I forbindelse med høringsprocessen, i februar 2017, kom den belgiske EU-kommissær for beskæftigelse, sociale anliggender, kompetence og arbejdskraftens mobilitet, Marianne Thyssen, til dialogmøde på Arbejdermuseet i København.

Den sociale søjle skulle ifølge kommissæren understøtte og sikre EU-borgere deres rettigheder på ”det europæiske arbejdsmarked”. Hun kunne berolige forsamlingen med, at ”Det drejer sig blandt andet om at modarbejde social dumping, lønpres og diskrimination”. Det skulle ske gennem at trække de enkelte lande opad i forhold til lønmodtagernes vilkår. “Målet er større ensartethed, når det gælder arbejdstagernes rettigheder”, sagde Marianne Thyssen. Men hvordan?

I 2017, efter høringsproces og indarbejdelse af ændringsforslag, blev den sociale søjle vedtaget. Den blev højtideligt underskrevet af både kommission, parlament og EU-rådet på et socialt topmøde i Göteborg for ”fair job og vækst”. Daværende statsminister i Sverige, Stefan Löfven, var vært sammen med EU-kommissionen for det første sociale topmøde i EU i tyve år, for nu skulle EU, med Löfvens ord, ”handle om mennesker”. Den sociale retfærdighed skulle øverst på dagsordenen.

Fagbevægelsen – en social protokol

Præcis hvordan social retfærdighed skulle få mere plads, stod dog stadig ikke helt klart. Generalsekretæren for EFS, Luca Visentini, som også var inviteret til den højtidelige ceremoni, fik lejlighed til at give sin fortolkning:

"Den sociale søjle er en traktat for arbejderne i Europa. Når de har skrevet under, skal ordene forlade papiret, og der skal vedtages regler, som sikrer, at den økonomiske styring af EU fremover inddrager sociale dimensioner. Det er den eneste måde at sikre et socialt Europa på."

"EU blev grundlagt på princippet om en social markedsøkonomi. Vi har kun fået markedsøkonomi, mens det sociale forsvandt. Nu er det på tide at få det tilbage.” Men det var jo som sagt kun principper, der var blevet skrevet under på, ikke regler. Esther Lynch, som nu er generalsekretær for EFS, sagde dengang:

"Søjlen tackler ikke EU’s problem med, at de økonomiske regler står over de sociale regler, og det betyder, at søjlens fundament er en anelse vakkelvornt”. Vi ønsker derfor en social protokol som en paragraf i traktaten eller et direktiv, så EU ikke længere kan reagere på finanskriser ved at ofre de sociale rettigheder."

Konkurrence på sociale standarder

Kravet om en social protokol havde EFS rejst tilbage i 2008, som en del af reaktionen på EU-domstolens opsigtsvækkende domme i Laval- og Viking-sagerne, hvor de nationale fagbevægelsers rettigheder var blevet underordnet princippet om fri bevægelighed af kapital og tjenesteydelser.

Også ordfører for Socialdemokratiet, Peter Hummelgaard, var på dette tidspunkt inde på muligheden af en social protokol, der juridisk kunne slå fast, at arbejdskraftens fri bevægelighed ikke står over lønmodtagernes ret til at have ordnede løn- og arbejdsvilkår.

I Information, den 19. august 2017, satte han de manglende sociale rettigheder i sammenhæng med politisk ustabilitet og EU-skepsis i befolkningerne:

"Migration, voksende ulighed, skattely, social dumping, skattekonkurrence mellem medlemsstaterne – de ting er der stadig. Trump og Brexit var bare bølge nummer ét, og hvis vi ikke tager hånd om det, kommer der en anden bølge og en tredje bølge."

Europa er nødt til at ændre politik, mente Hummelgaard, og derfor havde han skrevet et nyt papir, der optegnede Socialdemokratiets ”nyorientering i EU-politikken”. Det handlede om en ny indvandringspolitik, en fælles skattepolitik i EU, fælles bund under selskabsskatten, skat på finansielle transaktioner og kamp mod skattely. Og om, at ”den fri bevægelighed skal reformeres, så danske arbejdere ikke skal frygte, at rumænere og underlige vikarbureauer presser deres løn – Socialdemokratiet vil derfor indføre en social protokol i EU-traktaterne”, sagde Hummelgaard.

"Vi er ved at skabe ét stort arbejdsmarked i Europa, hvor andre landes lønmodtagere medvirker til at trykke løn og arbejdsvilkår. Det går udover de lavest lønnede og kortest uddannede."

Arbejdsgivere og regeringer

Arbejdsgivernes vinkel var en hel anden. Dansk Arbejdsgiverforening så flere problemer i den sociale søjle. Først og fremmest at ”søjlen har et ensidigt socialt fokus”.

På dagen for vedtagelsen af den sociale søjle i Göteborg fastholdt de nordiske arbejdsgiverorganisationer i et indlæg i Berlingske, at konkurrence på sociale standarder var - og er - en god ting: ”mangfoldighed er en konkurrencefordel som vi bliver nødt til at udnytte bedre”. Tværtimod burde man skærpe konkurrencen ved at afvikle hindringer for fri bevægelighed i form af regulering:

"Det er vores overbevisning, at udviklingen skal baseres på de enkelte medlemslandes vidt
forskellige vilkår, traditioner og behov. Europas mangfoldighed er en konkurrencefordel, som vi bliver nødt til at udnytte bedre. (…)

Vejen til »fair job og vækst« og bedre arbejds- og levevilkår for EUs borgere kan kun ske gennem økonomisk udvikling, job, handel og vækst. I vores globaliserede verden skal EU
skabe betingelserne for, at medlemslandene, borgerne og virksomhederne kan klare sig godt i den internationale konkurrence. Det er ved at fjerne hindringer for initiativrige mennesker og konkurrencedygtige virksomheder, at EU kan være en positiv drivkraft for vedvarende velstand for alle borgere."

Selvom målet med EU’s sociale søjle - at styrke højere sociale standarder for borgerne i et EU, der altid har været mere fokuseret på fri konkurrence og stærke markedskræfter – jo kun kan betegnes som sympatisk, og selvom den blev vedtaget med enstemmighed af de 28 EU-landes ministre for beskæftigelse og sociale forhold, kunne Venstre-beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen siden afsløre, at det ikke var noget, der var groet i den danske regerings have. Men han var tilfreds med, at søjlen endte som en række principper uden retsvirkning. Som EU-forskeren Dorte Sindbjerg Martinsen jo også havde forudsagt, at den ville. Og spørgsmålet blev efterfølgende, hvordan disse principper så skulle løse problemet med social dumping?

På vej ind til socialt topmøde og underskrift-ceremoni for søjlen i Göteborg blev Litauens præsident, Dalia Grybauskaité, standset af svenske journalister, som ville høre, hvad hun mente om de mange lavtlønnede litauere i Sverige, som arbejder for 50 kroner i timen eller mindre. Det havde hun ikke hørt om før:

"Er det sandt? Det er underligt at høre. Jeg troede, at de havde samme rettigheder. Det er ikke en rar besked at få. Det vil jeg forsøge at finde af."

Fri bevægelighed og fair bevægelighed

Inden vedtagelsen af den sociale søjle i efteråret 2017 havde ikke blot Peter Hummelgaard, men også formanden for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, nævnt muligheden for en mere bindende regulering. I en kronik i Politiken, som igen søgte at tage hul på problemerne med social dumping. Den vakte selvklart stor opstandelse i den borgerlige lejr, at hun skrev om fair bevægelighed og ovenikøbet nævnte kravet om en social protokol:

”For det tredje må og skal den frie bevægelighed også være en retfærdig..."

"Den fjerde prioritet er, at den frie bevægelighed også skal være fair bevægelighed. I store dele af EU oplever lønmodtagerne et pres på deres lønninger, arbejdsvilkår og grundlæggende rettigheder. Det skaber ulighed og frustration. Problemet er, at den fri bevægelighed af arbejdskraft, tjenesteydelser, kapital og varer har forrang for alt andet. Det holder ikke i længden, hvis der skal skabes sociale fremskridt.

Måske er svaret en egentlig social protokol i EU. Den har potentialet til at beskytte vores
velfærdsydelser samt de rettigheder, vi har på det danske arbejdsmarked. I hvert fald må
almindelige menneskers ve og vel være det vigtigste."

Men det blev ved kronikken. Dog indgik kravet om en social søjle i Socialdemokratiets valgprogram til EU-parlamentsvalget i 2019. Der var ikke bifald fra Socialdemokratiet til det hele, da den næste EU-kommission i 2019 under ledelse af Ursula von der Leyen udarbejdede en handleplan for den sociale søjle, og et direktiv om mindsteløn så dagens lys. Her enedes både arbejdsgivere, fagbevægelse og regering i Danmark om, at det var en skidt ting – uanset, at Kommissionen lige siden Junckers tid havde afkræftet, at der var planer om samme minimumsløn i alle lande, og uanset at direktivet i sin endelige form ikke sigtede mod at skabe statslig fastlæggelse af minimumslønninger, hvor den ikke eksisterede (som i Danmark), men tværtimod på at styrke kollektive forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter og forbyde den såkaldte ”union busting”. Danmark lagde derfor i 2023 sag an for at få direktivet annulleret – en sag, som DA dog forinden vurderede, at Danmark står til at tabe.

Går det godt med EU’s sociale søjle?

På det seneste har principperne i ”den sociale søjle” resulteret i bestræbelser på at få has på platformsarbejde, hvor medarbejdere hverken har sociale rettigheder eller social sikring. EU-kommissær Nicolas Schmit omtalte tilstanden på det sociale møde i Porto for et par uger siden: han så dem som ”i strid med demokratiet”. At få styr på vilkårene inden for platformsarbejde er et af den sociale søjles næste step, som det spanske og det belgiske formandskab ifølge beskæftigelseskommissæren må tackle.

Og vi har langt igen. På EFS-kongressen et par dage før det sociale topmøde i Porto, kunne Sara Matthieu, belgisk medlem af EU-Parlamentet, fortælle om situationen i Belgien, hvor platformsvirksomheden Deliveroo for nylig havde sendt en automatisk fyreseddel som sms til telefonen hos et bud. Buddet var blevet dræbt i trafikken af en bus og havde ikke afleveret sin pakke. Og det underminerer jo konkurrenceevnen hos et firma som Deliveroo, når kvaliteten af tjenesteydelsen ikke står mål med det, man lover kunderne.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Den glemte forsyningssikkerhed

De finanspolitiske kongetal