Den lange vej til kædeansvar

I slutningen af maj i år udgav velfærdsforskningsinstitutionen VIVE en rapport. Den skulle bidrage til at belyse omfanget af social dumping blandt danske virksomheder med udenlandske ansatte og skabe mere viden om udenlandske arbejdstageres løn- og arbejdsvilkår i Danmark

Af Irene Odgaard, redaktør på Ny Politik

Rapporten var en udløber af en bred aftale i Folketinget fra 2023. Der skal nemlig udarbejdes en national strategi for den danske indsats imod social dumping og arbejdslivskriminalitet, og til det behøver man analyser af problemets omfang. Arbejdsgiverreaktionen på rapporten var bemærkelsesværdig. Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Dansk Industri (DI) satte spørgsmålstegn ved nærmest alt i rapporten, ikke mindst forskernes metode. Forskerne var nået frem til, at der i 2022 var ”risiko for social dumping” i én ud af fire danske virksomheder med ansatte udlændinge. VIVE skrev, at

”De kvalitative analyser understøtter, at udenlandske arbejdstagere kan være udsat for løn- og arbejdsvilkår, der er ringere end deres danske kollegers, og at de i nogle tilfælde er udsat for vilkår, der er i strid med dansk lovgivning.”

Det var jo egentlig ret bekymrende, men DA var ikke enige i, at bekymringen havde nogen reel grund i virkeligheden. Og særlig var DA ikke enige i, at problemerne kræver mere lovmæssig regulering. Endelig var man bestemt ikke enige i, at vi har brug for lovgivning fra EU i det spørgsmål. Den slags er ”unødig indblanding” fra EU, skrev administrerende direktør i DA, Jacob Holbraad i en artikel i april en måneds tid før VIVE-rapporten udkom, og uddybede: ”den danske model har fungeret i 125 år uden politisk styring. (…) Mere EU-regulering risikerer at skade både fleksibiliteten og konkurrenceevnen.”

Dansk traktatbrud
Det var som sagt SMV-regeringens aftale i 2023 om en stærkere indsats og en national strategi mod social dumping, som affødte den bekymrende VIVE-rapport. Der er et bemærkelsesværdigt tidssammenfald mellem aftalen og en frist, Danmark fik i EU-Kommissionens verserende sag mod os i forhold til overholdelsen af EU’s Håndhævelsesdirektiv af 2014. Sådan en sag har vi nemlig, selvom der ikke tales meget om det i offentligt regi.

I 2021 sendte EU-Kommissionen Danmark en såkaldt åbningsskrivelse omkring et muligt regelbrud i forhold til 2014-direktivet. Som proceduren er i den slags sager, redegjorde den danske regering derpå for sin opfattelse af sagen. Den redegørelse var EU-Kommissionen ikke tilfreds med, så herfra fulgte man op med en begrundet udtalelse omkring, hvordan Danmark overtræder EU-reglerne. Danmark er – som også EU-juristen Ruth Jensen vurderede for fire-fem år siden – i princippet på vej mod en EU-Domstolssag for traktatbrud på grund af den utilstrækkelige måde, vi har implementeret Håndhævelsesdirektivet af 2014. I januar 2023 fik Danmark 2 måneders frist til at reagere på Kommissionens skrivelse, og den 30. marts 2023 vedtog et bredt flertal i Folketinget aftalen om en stærkere indsats mod social dumping. Som altså affødte VIVE-rapporten godt to år senere. Men som ikke har standset EU-Kommissionens proces i forhold til Danmarks utilstrækkelige implementering af Håndhævelsesdirektivet. Et par ord om dette direktiv er nok nødvendige her.

Håndhævelsesdirektivet af 2014 udsprang dybest set af en debat om EU’s to målsætninger om henholdsvis økonomisk frihed og forbedring af befolkningens leve- og arbejdsvilkår. Efter Østudvidelsen af EU i 2004-7 påbegyndte EU-domstolen en praksis, der i realiteten gav økonomisk frihed og fri bevægelighed for service forrang i forhold til social sammenhængskraft og gode leve- og arbejdsvilkår. Domstolen fandt, at et lettisk byggefirmas ret til at udbyde sin service i Sverige måtte være overordnet svensk fagbevægelses ret til at sikre sædvanlige løn- og arbejdsvilkår gennem overenskomst med trussel om strejke/blokade. Dermed var både den svenske og den danske model for arbejdsmarkedsregulering udfordret; det samme var EU’ traktatfæstede sociale dimension. Social dumping fik med andre ord frit spil. På baggrund af voldsom debat (og en evaluering i 2003 af det allerede eksisterende Udstationeringsdirektiv fra 1996), blev det politiske svar herpå et nyt direktiv omkring håndhævelse af Udstationeringsdirektivet, som skulle sikre en bedre implementering og kontrol af dette direktiv omkring udstationeret arbejdskraft. Udstationerede arbejdstageres rettigheder skulle sikres bedre, men det skulle også gøres nemmere at håndtere situationer, hvor udstationering reelt dækker over snyd og bedrag med løn og arbejdsvilkår. I april 2014 udsendte EU’s Udvalg for Beskæftigelse og Sociale anliggender en pressemeddelelse om, hvad der nu skulle ske:

”Der vil blive indført kædeansvar inden for byggebranchen, så en hovedentreprenør kan holdes ansvarlig for en række af underentreprenører i tilfælde af overtrædelser af arbejdsretten.”

Medlemsstaterne ville få en vis fleksibilitet i udførelsen af de nødvendige kontroller, men om kædeansvaret hed det, at i byggebranchen ville det være obligatorisk:

”Hvis arbejdet udliciteres kan medlemslandet vælge om både hovedentreprenøren og den direkte underleverandør skal hæfte solidarisk i tilfælde, hvor den udstationerede arbejdstager ikke får sin løn. For byggebranchen vil kædeansvar dog være obligatorisk.”

Dette kædeansvar indførte vi aldrig i byggebranchen i Danmark. Og nu er vi modpart i en EU-sag omkring regelbrud… Hvordan fik EU-duksen Danmark dog bragt sig i denne situation? For at finde svar på det, har vi interviewet Palle Bisgaard, som de sidste fire årtier har været vidne til og aktør i udviklingen omkring udenlandsk arbejdskraft i Danmark.

Fup og fakta omkring vilkår for udenlandske arbejdskraft
VIVE-rapporten leverede ikke overblikket over, hvordan det ser ud omkring løn og arbejdsvilkår for den udenlandske arbejdskraft i Danmark. Kun en metode til at skabe det. Vi ved alt, alt for lidt, og vi registrerer alt, alt for lidt i forbindelse med problemer som social dumping og arbejdslivskriminalitet. Også fordi det er uhyre vanskeligt at afdække, når stærke økonomiske interesser søger at holde udnyttelse og misbrug skjult: det kræver ofte noget nær politimæssig efterforskning at nå til bunds i sagerne. Fagforeningerne inden for byggefagene ved dog ganske meget, for det er dem, der støder på den udenlandske arbejdskraft i deres færden på byggepladserne. Palle Bisgaard fik ansvar for dette område i sin egenskab af formand for Byggegruppen i Københavnsafdelingen i Snedker-Tømrer-forbundet - TIB fra den første januar 1997.

Dengang i 1997 var der ikke megen udenlandsk arbejdskraft, fortæller Palle, men man gjorde meget ud af at forfølge de sager, der var. Det kunne være polakker, der arbejdede på kummerlige vilkår med at sætte vinduer i. Man brugte kræfter på at forfølge sagerne med disse virksomheder, fordi ”vi var bange for, at det var noget, der ville udvikle sig”. Københavnsafdelingen havde kontakt med tyske IG BAUs afdeling for Berlin-Brandenburg, og herfra var man allerede midt i 90’erne blevet advaret på det kraftigste i forhold til virkningerne af social dumping fra udenlandsk arbejdskraft: ”I aner ikke, hvor hurtigt det her kan gå!”, advarede de tyske kolleger fra IG BAU. Deres medlemstal raslede ned. Og for Palle Bisgaard og Søren Heisel, (som i dag er forbundssekretær i 3F), var det en øjenåbner i forhold til at prioritere dette arbejde.

”Ikke alene på grund af de folk, der kom og arbejdede her. Også for at skaffe dem ordentlige vilkår. Men jo mindst lige så meget af hensyn til vores faglige fremtid. Vores overenskomster og medlemmers faglige fremtid.”

Og tilstrømningen af udenlandsk arbejdskraft udviklede sig – men først for alvor efter Østudvidelsen i 2004. Dengang havde Danmark en overgangsordning, som krævede overenskomst for udenlandsk arbejdskraft i Danmark. Men overgangsordningen kunne omgås. Snyd og bedrag kom på dagsordenen fra første færd i forbindelse med Østudvidelsen.

Palle kunne fortælle om byggeriet af Danmarks Radios domicil, som foregik under overgangsordningen. Der var en tysk virksomhed, Lindner, i gang, som kun havde polske ansatte. Og samtlige polske ansatte var indmeldt i fagforeningen og overenskomstdækket, som de skulle være ifølge overgangsordningen på det tidspunkt. Fagforeningen forhandlede en løn for dem på 156 kroner i timen i 2006. Men det var bare ikke den løn, de i virkeligheden fik. Det kom for dagen over flæskesteg og rødkål til et arrangement, fagforeningen holdt for sine polske medlemmer.

Opmålere fra fagforeningen havde undersøgt, om polakkerne ikke kunne have fordel af at overgå til akkord. Og det ville de kunne, viste målinger af arbejdet med opsætning af gipsvægge og snak på arbejdspladsen om polakkernes tidsforbrug. 188 kroner i timen ville de kunne tjene på akkord, var opmålerne var nået frem til.

”Vi havde lavet et regnskab, hvor vi kunne vise dem, at de kunne tjene 188 kr i timen hvis de benyttede sig af en overenskomstsikret ret til at kræve akkord. Da vi så præsenterede det efter flæskestegen, så var der nogen af dem – det var ellers meget svært at få kontakt med dem – der begyndte at sidde og grine. Fnise. Og vi spurgte: Jamen hvad sker der? Og så gik det op for os, at grunden til at de sad og grinede, det var fordi de havde jo aldrig nogen sinde fået 156 kr. i timen. De havde jo fået 156 kr. i timen for 37 timer, men de arbejdede jo 55 timer, ikke? Og nu snakkede vi så om 188 kr. – endnu mere åndssvagt! Det var den første kæmpesag, vi kørte. Vi kørte to kæmpesager med Lindner Polska, som de hed. I den ene fik vi 5,6 mio kroner og i den anden fik vi også et stort millionbeløb. Og det, der var så fedt, det var jo, at polakkerne var jo medlemmer hos os. Så de skulle have alle pengene. Det var før kendelsen ved menneskerettighedsdomstolen hvor eksklusivparagrafferne i overenskomsterne blev kendt ugyldige, så arbejdsgiveren betalte kontingentet til fagforeningen og alle var medlem. Jeg kan huske vi sad inde i fagforeningen i flere dage og udbetalte kæmpebeløb. De var virkelig glade. Der var jo kædeansvar, og Lindner havde meget arbejde tilbage, så de betalte boden.”

Overenskomstmæssigt kædeansvar versus lovgivningsmæssigt kædeansvar
Med erfaringen fra Lindner Polska understregede Palle Bisgaard, at formelle krav ikke er noget værd, medmindre de bliver kontrolleret. I sidste ende er det et spørgsmål om styrkeforhold mellem parterne. Og i tilfældet med byggeriet af Danmarks Radio var det en politisk skabt overgangsordning, som sikrede fagforeningen en dybere berøringsflade med de polske arbejdere. Det var på den måde, man opdagede svindelen med løn og tid. Men det er generelt ikke nemt.

Københavnsafdelingen havde allerede dengang to gennemgående krav til overenskomsterne, hvor det ene var kædeansvar og det andet var det, man kaldte tredjepartsforpligtigelse. Kravene skulle sikre, at en hovedentreprenør ikke kan samarbejde med en underentreprenør eller viderelicitere arbejdet til en underentreprenør uden at også underentreprenøren er overenskomstdækket. Fagforbundet fik kravet om tredjepartsforpligtigelse indført i overenskomsten med Dansk Håndværk i 2015, men aldrig med Dansk Byggeri eller – da Dansk Byggeri senere fusionerede – med Dansk Industri. De centrale krav om kædeansvar i byggeriets lange kæder af underentreprenører, hvor ingen aner, hvem der i virkeligheden er arbejdsgiver for hvem blandt de ansatte, er med andre ord meget gamle.

”Vi har talt om kædeansvar i hvert fald siden 2004. Og det var ikke kun Københavnsafdelingen, der stillede det krav. Det gjorde de også mange andre steder. Fordi vi meget hurtigt - i hvert fald i de store byer - kunne se, hvordan man brugte underentreprenørerne til at lægge ansvaret fra sig. Hele ideen med kædeansvar var, at man som hovedentreprenør, der udliciterer, skal være ansvarlig for, at alle ansatte i kæden bliver behandlet ordentligt. Og specielt hvis der er tale om vikarbureauer og den slags, så er det jo bare en måde at fraskrive sig ansvar på. Derpå kom hele diskussionen om lovgivningsmæssig kontra overenskomstmæssigt kædeansvar. Hvor vi i BAT ret tidligt lagde os fast på, at vi ville forsøge at argumentere for et lovgivningsmæssigt kædeansvar. Nok omkring 2010. Hovedpointen omkring det lovgivningsmæssige contra det overenskomstmæssige er at mange af de store hoved- og totalentrepriser vindes af konsortier uden ansatte, og de vil ikke nødvendigvis blive ramt af et overenskomstmæssigt kædeansvar. Men det vil de af et lovgivningsmæssigt."

Palle Bisgaard blev forhandlingssekretær i 2008. Han blev næstformand i 3F’s byggegruppe i 2013 efter TIBs fusion med 3F i 2011, og dermed en central spiller i fagbevægelsens fortsatte bestræbelser på at inddæmme social dumping og arbejdslivskriminalitet. I 2014 fik EU Håndhævelsesdirektivet. Om det kan Palle fortælle:

”Vi fik Håndhævelsesdirektivet, fordi man kunne se, at social dumping bredte sig i hele Europa. Kommissionen var nødt til at gøre et eller andet for at dæmme op for den forskelsbehandling, der var, og som den vandrende arbejdskraft og ”de fire friheder” muliggjorde. Artikel 12 i det direktiv handler om kædeansvar. At man skal have et kædeansvar. Det er muligt at lave kædeansvar inden for alle sektorer, men inden for byggeriet SKAL der være et kædeansvar.

Det var vi jo ekstremt godt tilfredse med. Og vi var allerede i gang med en diskussion om, hvordan vi skulle varetage det, da der skete noget uventet. I 2015 kom CO-industri og DI - som jo nærmest ikke havde nogen udstationerede ansatte, og som burde have blandet sig uden om det her – så kom de med et forslag. En enighedserklæring, som siden blev underskrevet af DA og LO. For LO af Harald Børsting. Hvor man skriver, at et lovgivningsmæssigt kædeansvar er i strid med den danske model…”

Som en tyv om natten
Ingen fra byggefagene havde været med om det bord, hvor det blev besluttet at et lovgivningsmæssigt kædeansvar var i strid med den danske model. Byggefolkene havde fået nys om henvendelsen fra CO-Industri og DI, hvori arbejdsmarkedets parter, LO og DA, blev opfordret til at lave den famøse hensigtserklæring. Så byggefolkene henvendte sig til LO’s næstformand, Lizette Risgaard, som havde ansvaret for EU-reguleringen. Hun beroligede dem; selvfølgelig ville LO da ikke handle hen over hovedet på byggeriets fagforbund på så væsentligt et område for dem. Den udstationerede arbejdskraft befandt sig jo først og fremmest på byggefagenes område, ikke i noget væsentligt omfang på de arbejdspladser, CO-Industri organiserede og overenskomstdækkede. Der ville blive indkaldt til møde i LO, hvor sagen kunne diskuteres… Men det blev der ikke, og knap en uge senere var hensigtserklæringen fra arbejdsmarkedets parter om modsætningen mellem lovgivningsmæssigt kædeansvar og den danske model en kendsgerning. Underskrevet af LO-formand Harald Børsting og DA-formand Jørn Neergaard Larsen. Erklæringen kom som en tyv om natten. Man var oprørte blandt byggefagenes folk.

”Lige pludselig lå der sådan et stykke papir! Og en af de ting, vi snakkede om, var: tænk at lave sådan et stykke papir! Hvor mange ting kunne man ikke have… hvis man endelig skulle diskutere, hvad den danske model var, så var der jo tonsvis af ting, hvor man skulle fastsætte, hvad der var en del af den danske model og hvad der ikke var en del af den danske model?! Hvis man skulle tage eet element ud og sige, at det her er i strid med den danske model…?! Vi var fuldstændig oprørte inde i 3F Byggegruppen.  Og jo selvfølgelig også i de andre forbunds byggegrupper og i BAT-kartellet.”

Fra obligatorisk kædeansvar til AFU-fond
Vrede og frustration førte dog ikke til så meget: nu var hensigtserklæringen der jo. CO-industri og DI kom med et nyt papir, hvori man foreslog en måde at udmønte Håndhævelsesdirektivets artikel 12 på, som ikke betød lovgivningsmæssigt kædeansvar. Det blev i stedet til en fond, Arbejdsmarkedets Fond for udstationerede, administreret af ATP, som kunne sikre udenlandske ansatte deres retmæssige løn, hvis de blev snydt. En fond, som alle - også de arbejdsgivere, der ikke snyder – indbetaler til. Så ”de gode betaler for de onde”, som Palle Bisgaard udtrykte det:

”Der er en lille bitte smule kædeansvar i AFU-Fonden. Fordi den hovedentreprenør, hvor en underentreprenør bliver idømt en bod, og hvor medarbejderne så får penge via Arbejdsmarkedsfond for Udstationerede, han skal så betale et ekstra bidrag til fonden. Vi sagde dengang, at det her, det er jo de gode, der betaler for de onde. For det er jo alle, der betaler til fonden. Og det er jo i virkeligheden det fuldstændig modsatte, som et kædeansvar skal gøre. Et kædeansvar skal sikre, at den øverst ansvarlige skal betale for bruddet.”

Det synes EU-Kommissionen åbenbart også. Eller: i al fald er AFU-Fonden efter Kommissionens mening ikke en tilfredsstillende implementering af artikel 12, hvis Håndhævelsesdirektivet skal virke efter hensigten. Hvis den var, ville Danmark ikke befinde sig på vejen mod EU-Domstolen i en sag om traktatbrud.

Det er tankevækkende, at heller ikke nu afdøde arbejdsmarkedsforsker Jesper Due – en af ophavsmændene til begrebet om ”Den Danske Model” – kunne forestille sig anden vej end lovgivning på det fælles arbejdsmarked i EU efter Østudvidelsen i 2004.

Da Septemberforliget, arbejdsmarkedets grundlov, fyldte 100 år i 1999, afholdt DA og LO en fælles jubilæumskonference. Jesper Due holdt festtalen. Han gennemgik forholdene mellem hovedorganisationerne og overenskomstsystemet siden dets etablering. Og han forudsagde, at det europæiske indre arbejdsmarked snart ville skifte karakter. Ti år tidligere var muren faldet i Berlin, og et par år senere brød Sovjetunionen sammen. Nu ønskede en række østeuropæiske lande integration i EU’s indre marked, og en udvidelse af EU var på vej, dengang i 1999. Forskellene på arbejdskraftens sociale standarder ville blive meget store, og udfordringerne til aftalemodellen dermed vokse i kraft af det indlysende behov for at udvide den europæiske arbejdsmarkedsregulering.

”Og det er meget vanskeligt at forestille sig, at denne regulering kan gennemføres på anden måde end via europæisk lovgivning. Det er næppe muligt – for ikke at sige umuligt – at løse det problem ad aftalevejen.”

Mente altså professor og arbejdsmarkedsforsker Jesper Due i 1999. Professor og jurist Ruth Nielsen gav ham indirekte ret i 2020, hvor hun vurderede, at Danmarks aftaleimplementering af Håndhævelsesdirektivet ikke sikrede direktivets hensigt.

Betonklodsen på vejen frem
Få år senere stillede Enhedslisten et lovforslag om kædeansvar i Folketinget. I debatten i Folketinget om dette forslag (8. februar 2024) beklagede de fleste af partierne den triste tingenes tilstand omkring social dumping og arbejdslivskriminalitet. Men både til venstre og til højre i Folketingssalen – i SF og i partier som Venstre, Konservative, Danmarksdemokraterne og Moderaterne blev der samtidig henvist til den danske model og hensigtserklæringen fra arbejdsmarkedets parter, som jo har dømt kædeansvar ude i vort land. Det er officielt i strid med den danske model, og så kan det næsten ikke blive værre. Så den vej kan vi jo ikke gå i Danmark. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe Jørgensen var glad for intentionen bag Enhedslistens forslag. Men: et lovfæstet kædeansvar ville hun ikke bakke op om, især ikke ”så længe arbejdsmarkedets parter i fællesskab siger, at de ikke ønsker det.”

LO og DA’s hensigtserklæring om den danske model af 2015 blev betonblokken på vejen imod et obligatorisk kædeansvar. Og det er foran den betonblok, vi stadig befinder os. Udenlandsk arbejdskraft udgør en stadig større del af arbejdsstyrken inden for byggeriet. Social dumping og arbejdslivskriminalitet breder sig. Fagbevægelsen mister medlemmer. Og de redskaber, der kan bruges til at dæmme op for social dumping og arbejdslivskriminalitet, er tydeligvis ikke fyldestgørende i byggesektoren. Det kan vi se af de mange arbejdsretlige sager, der er, og senest af Aalborg Universitets rapport: Migrantarbejderes arbejdsmiljø og sikkerhed i bygge- og anlægsbranchen, 2023. Den blev forelagt ved en høring i Folketingets beskæftigelsesudvalg i den 27. november 2024. Det var rystende vidneudsagn, der kom frem. Udenlandske arbejdere, der tør tale, føler sig sjældent behandlet som medmennesker. De føler sig som hylstre om billig arbejdskraft, og de får tildelt de hårdeste, farligste og mest beskidte job. Udenlandsk arbejdskraft udgør en uforholdsmæssig stor andel, når vi taler ulykker med dødelig udgang i byggeriet.

Høringen belyste, hvorfor fagbevægelsen i byggesektoren har bakket op om lovgivningsmæssigt kædeansvar. Omvendt mener arbejdsgiverne ikke, at det står så slemt til. Op til overenskomstforhandlingerne på området i 2023, hvor man fra lønmodtagerside igen krævede bedre redskaber i forhold til social dumping, forklarede Niels Grøn fra Dansk Industri, at der ofte ligger forklaringer bag den lavere løn til de udenlandske ansatte: ”De er for det første yngre end deres danske kolleger. De kommer også ofte med en lavere uddannelse.”

Det, fagbevægelsen kalder social dumping, kan jo også ses som udtryk for et bevægeligt lønsystem, set fra arbejdsgiverside. Arbejdsgiverne er og har altid været yderst skeptiske i forhold til lovmæssig regulering af arbejdsmarkedet. Og kontrolforanstaltninger er bestemt heller ikke altid populære. Københavns Kommune indførte arbejdsklausuler i 2013 for at undgå social dumping som det, der var blevet afdækket i forbindelse med Metroselskabets aktiviteter. Ovenikøbet var Metroselskabet jo offentligt ejet af primært Københavns Kommune og af staten, og fhv. LO-formand Hans Jensen sad i bestyrelsen. Alligevel savnedes der overenskomster, og udenlandske metroarbejdere tjente ned til 64 kroner i timen. Så Københavns Kommune tog sit ansvar som bygherre på sig og påbegyndte arbejdet med arbejdsklausuler og kontrol. Peter Stenholm fra arbejdsgiverforeningen Dansk Byggeri var ikke fan af den udvikling: ”De der voldsomme kontrolregimer og de voldsomme dokumentationsforpligtelser, som vi ser nogle kommuner bruge, med Københavns Kommune i spidsen, er uproportionalt, og det medfører bureaukratiske gener for virksomhederne”, sagde han dengang.

Så det kan ikke undre, at DI og DA i 2015 ønskede sig en betonklods på vejen imod kædeansvar. Hvad der derimod kan undre er, at Harald Børsting fra LO skrev under på hensigtserklæringen om uforeneligheden af den danske model med kædeansvar uden blot en flig af en demokratisk proces internt i forhold til, hvilke forbund, der havde problemet med social dumping og arbejdslivskriminalitet i de lange underleverandørkæder.

Nu må vi se, hvad EU-Kommissionen når frem til i sagen mod Danmark omkring vores implementering af Håndhævelsesdirektivet.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Det er nu, vi må sanktionere Israel
Af Mogens Lykketoft, Fhv,. udenrigsminister og formand for FN´s Generalforsamling

Nekrolog over den aktive arbejdsmarkedspolitik
Af Verner Sand Kirk, tidligere direktør for Danske A-kasser

Polsk præsidentvalg: Resultatet ingen havde forudset
Af Chefredaktør Jens Mørch, polen.nu

Demokraternes fundamentale svigt
Af Jørgen Elikofer, tidligere sekretariatschef i Dansk Metal

Skarpt højresving i Portugal
Af Britta Thomsen, tidligere medlem af Europa-Parlamentet

Hvor går Tyskland hen efter valget
Af Jens William Grav, cand. scient. pol.

Udvidelse i en brydningstid
Af Jakob Thiemann, redaktør på NY POLITIK

Forsvarspolitik eller industripolitik
Af Mogens Havnsøe Petersen

Tilbagetogets Trump
Af Kjeld Schmidt, Professor Emeritus, Copenhagen Business School

Boganmeldelser