Grader af selverkendelse og reflektion

3 politiske memoirer
Anmeldt af Mogens Havnsøe Petersen

Titel: Fogh - At turde
Forfatter: Anders Fogh Rasmussen
576 sider
Forlag: Gyldendal
Pris: 329,95 kr

Titel: Kan vi ikke gøre det lidt bedre
Forfatter: Poul Nyrup Rasmussen
328 sider
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Pris: 284,95 kr

Titel: Jelved
Forfatter: Marianne Jelved & Simon Emil Ammitzbøll-Bille
300 sider
Forlag: People’s Press
Pris:199,95 kr

De tre politikere Fogh, Nyrup og Jelved har umiskendeligt haft stor indflydelse på udviklingen i dansk politik før og efter årtusindeskiftet, og da det nu kom for, at nærværende anmelder først lyttede til Fogh’s, derefter til Nyrup’s (som kom sidst i 2024) og endelig læste Jelved’s lille erindringsbog, så synes jeg, at det er på sin plads at anmelde de tre bøger samlet. Alt andet lige, så fletter de tre’s skæbner sig også ud og ind af hinandens og Danmarks liv, så samstillingen kan godt forsvares.

Uanset mine personlige sym- og antipatier, så kan det ikke komme bag på nogen, at de tre erindringsbøger er vidt forskellige. Fogh’s er som ham selv, maskinel og grundig og med hensyn til selverkendelse meget glat. Som Arne Hardis skrev i Weekendavisen i sin anmeldelses overskrift - “Der er stadig ikke noget at komme efter”.

Nyrup’s er mere følelsesfuld og selvfølgelig også meget præget af hans datters selvmord, og senere hans arbejde med at få kontaktmulighed for unge med ondt i livet - Headspace, uformelle mødesteder mange steder i landet.

Jelved’s er med rette blevet kritiseret for at være alt for overfladisk. Det er nærmest en pamflet, som er let og hurtigt læst, men jo meget uskønt - og overraskende - usandsynligt selvpromoverende og udråbende sig selv som politisk geni.

Hvis man vil have et længere helt kronologisk billede af tiden, så er Foghs erindringer nok den bedste, men den skæmmes af en række underlige inkonsekvenser. Bl.a. kritiseres Mogens Lykketoft flere steder for at lide af USA-forskrækkelse, men i bogens indledning nævner Fogh, at han har måttet omdisponere, fordi han føler sig svigtet i sin USA-begejstring af Trump-administrationen. Måske ville det have været bedre, hvis han fra start af havde haft lidt af Lykketofts sunde skepsis i stedet for sin egen blinde tro på USA som frihedens bærende fakkel.

Man må medgive, at Fogh i flere sammenhænge har haft held med og gavn af at stå fast, han har også udvist til tider meget kreativ politisk snilde, og hans evne til at være velforberedt er legendarisk, men så hvidvasker han sig selv i en række sammenhænge, bl.a. i forbindelse med Mohammed-krisen, hvor han før et vigtigt møde i den arabiske verden faldt uheldigt på sit hotelværelse og rev sin højre arm af led, og derfor med endnu større sikkerhed kunne fastslå, at han ikke ville have tegnet de tegninger (kan han tegne?).

Personligt har jeg også lidt svært ved at se, hvor Foghs selvsmykkende mod mon har gemt sig. Hans erindringsbogs undertitel “At turde”, virker under alle omstændigheder lidt overkørt. Han gør sig klog på, hvad Danmark skulle have gjort op til 2. verdenskrig og lader det skinne igennem, at nogle flere unge danske mænd skulle have ladet livet 9. april for at tilfredsstille hans retrospektive mod. Han og jeg er jævnaldrende, det vil sige vi er født 8 år efter 2. verdenskrigs ophør.

Det samme gælder hans emsighed om dansk deltagelse i en angrebskrig mod Irak. Han trak i sin USA-begejstring Danmark ind i denne krig med det snævrest mulige flertal.

Det er ikke særlig modigt at være modig pr. stedfortræder, når det er unge danske mænd og kvinder, som skal sætte deres liv på spil eller skulle have sat deres liv på spil, i på forhånd udsigtsløse kampe eller i områder, som Danmark notorisk ikke har nogen interesse i.

Men måske vinkede generalsekretærposten i NATO allerede forude. I så fald er ansøgningen underskrevet med blodrødt blæk.

Samvittighed
Poul Nyrup Rasmussens erindringer er af noget anden beskaffenhed. Særlig gør hans betragtninger i forbindelse med datterens selvmord i en alder af 24 år stort indtryk. Han gør meget for hende, men han kan jo ikke være der for hende døgnet rundt, og tit betyder arbejdet som bl.a. statsminister, at han ikke kan disponere så det klinger med samvittigheden.

Hans eftertanke i den forbindelse har som positivt resultat haft, at han har været drivkraften i at få Headspace op at stå flere og flere steder landet over, hvor unge kan henvende sig uden at skulle ind i en eller anden bureaukratisk mølle.

Også sit meget målrettede arbejde med kapitalfonde, har båret frugt. De huserer stadig i farvandet, men på nogle felter har de fået stækket deres handlemuligheder.

Politisk var Nyrups statsministertid præget af kampen mod den kæmpemæssige arbejdsløshed, som Schlüter-regeringen havde været med til skabe. Hallo - der var tale om en arbejdsløshed på den anden side af 300.000 og en ungdomsarbejdsløshed på op mod 40%. Fogh har ikke mange bemærkninger til overs for dette, når han undtagelsesvis kigger i bakspejlet. Men mange var enige i, at det at få arbejdsløsheden samtidig med stadig sundere statsfinanser var en jætteopgave.

Der kan siges meget om Nyrups tid som statsminister, og det sidste ord er garanteret ikke formet. Generelt var Nyrups periode præget af lidt turbulente samarbejdsforhold, hvor Fogh jo kunne få lov til at forsøge sig med sine liberale eksperimenter, når blot han tilfredsstillede Dansk Folkepartis stramninger af udlændingepolitikken.    

Jelved-bogen er ret så tynd. Der er meget få refleksioner over, hvad der er gået galt eller kunne være gjort anderledes, i stedet tildeler Jelved sig en snilde og får pakket sine fejl ind i vat. Hun får fremhævet, at hun stillede sig på bagbenene med et folketingsvalg, som ville have ligget bedre for regeringen, men det mente hun så ikke.

Til gengæld var det hende der tvang et valg på spørgsmålet Euro’en igennem, og det måtte give et nederlag og gjorde det også. Men hun giver ikke plads til en eneste overvejelse om, hvorvidt der var handlet rigtigt.

Efterløn
Der hvor de tre selvbiografier render lidt sammen er ved spørgsmålet om efterlønnen. Og der er tre virkeligheder til forskel på forklaringerne.

Helt overordnet, så har Venstre medansvar for efterlønnens opståen, for det var under SV-regeringen, at den kom til verden, men Radikale har benyttet enhver lejlighed til at få den afskaffet, og Venstre måtte som en feberredning opfinde et svar på Arne-pensionen i form af seniorpension, der kræver en diagnose fra en ansvarlig læge.

Den justering af efterlønnen, som i sin tid blev aftalt under Nyrup-regeringen, og som vel de facto skulle have reddet efterlønnen fra at blive ødelagt af grupper, som den ikke var tiltænkt, var netop en redning. Men fagbevægelsen lod sig hidse op, trods deres medlemmer ret beset ikke blev særlig generet af den efterlønsordning, som blev resultatet dengang.

Hverken Venstre eller Radikale har i dag bud på, hvordan man forholder sig til den kendsgerning, at kroppen består af sliddele, og alt efter job, bliver disse slidt mere eller mindre. Den tidligere direktør i Dansk Arbejdsgiverforening og beskæftigelsesminister for en forholdsvis kort bemærkning, Jørgen Neergaard, har endda været så fræk og være fremme med at alle grupper har nogenlunde samme tid på pension, for han regner bare førtidspension med.

Men det hører vi ganske givet mere om. For alle vil jo gerne være med bruge af det råderum, som øget pensionsalder medfører.

’Kampmaskinen’, velfærdssamfundets byggeklodser og truslen fra de gule snyltere

 

Titel: De røde, de gule og de unge – kampen om den danske model.
Forfatter: Niels Jespersen
251 sider
Forlag: Gads Forlag
Pris: 299,95 kr
Anmeldt af Irene Odgaard

Niels Jespersen har sat sig for at levere skyts til kampen om medlemmerne mellem den såkaldt røde og den såkaldt gule fagbevægelse i sin bog, som meget passende udkom første maj. Læsere og lyttere til Netmediet PioPio og til podcasten Tingets Tilstand, hvor forfatteren er henholdsvis chefredaktør og vært, vil kunne genkende hans debatstil: den ferme betjening af skiftevis kårde, sabel, pistoler og kanon og den intelligente brug af fakta. Forfatteren, der er også uddannet historiker, har i bogen gjort god plads til, at historien kan sidde med ved bordet. Både den gule og den røde bevægelses historie. Og det er det, der gør bogen særlig og løfter den over de mange selvhjælps-bøger, der er udkommet i den kriseplagede fagbevægelses regi de seneste årtier.

I forhold til den røde fagbevægelse genopliver bogen tidligere tiders bedrifter, befæster myter og øger forståelsen for institutionerne i ’Den Danske Model’ – og styrker dermed potentielt sammenholdet i fagbevægelsen. For den gule fagbevægelse trækkes forbindelser op til kræfter, der er åbenlyst farlige for demokrati og samfundsudvikling. Vi bringes til at se sammenhænge mellem dårlig medlemsbetjening og egennyttige, personlige mål hos den gule fagbevægelses ledere i dens sekulære varianter. Kriminalitet og det, der er værre: vi opdager tråde til fascismen.  Fra Frankrig får vi historien om en gul bevægelse, der i 1902 rejste sig i modstand mod de franske røde marxisters arbejdsgiver-konfrontationer. Grundlæggeren af denne franske bevægelse - der talte for samarbejde med arbejdsgiverne - nåede siden frem til fascistiske og racistiske positioner. (Om end nogen forbindelse til den danske kristelige bevægelse andet end det samme grundlæggelsesårstal, ikke står klart).  Ja, og så er samtidens kristelige fagbevægelse tæt forbundet med en række borgerlige politikere... Konspirationerne står i kø; fra Foghs frihedspakke over borgerlig opbakning til den gule restauratør i Vejlegaarden.

I bogen etablerer forfatteren først sin brændende platform: Den unikke, danske arbejdsmarkedsmodel er truet af frafald af medlemmer og manglende rekruttering af potentielle medlemmer. Mange melder sig ud af FH-fagbevægelsen, og melder sig i stedet ind hos de gule. Som i kraft af de danske områdeoverenskomster kan tilbyde billigere medlemskab af fagforening, fordi de gule ikke har udgifterne til at indgå og vedligeholde samme overenskomster, samtidig med, at den røde fagbevægelses overenskomster også dækker ikke-medlemmer. De gule kan rekruttere ved at poste penge i reklamer, de behøver ikke et tillidsrepræsentant-system til at sikre forbindelsen mellem medlemmer og ledelse, for de er ikke demokratiske foreninger. De gule er gøgeunger, i forfatterens optik, som snylter på den rigtige fagbevægelse.

I en række historier omkring de gule bevægelsers opkomst genopliver forfatteren scener fra drukneulykkerne blandt fiskere i Harboøre i 1895, som journalist Henrik Cavling dækkede for Politiken. Her gik Indre Missions Pastor Madsen på stranden blandt fiskerne - de levende og deres døde kammerater, som de var i gang med at bjerge - og udpegede, hvem af dem, der ville ryge lige lukt i helvede på grund af deres vantro. Pastorens fordømmelse blev mildt sagt ikke en folkesag. De fleste var rystede over mangelen på empati. Kræfter i Indre Mission følte sig misforstået af offentligheden og stablede derpå egne kommunikationslinjer (Kristeligt Dagblad) på benene. Senere, under det store slag mellem organiserede arbejdsgivere og organiserede arbejdere op til Septemberforliget 1899, dannede de kristelige den første gule forening i Danmark. I protest mod de rødes militante brug af strejkevåbenet mod arbejdsgiverne og den kontante afregning med strejkebrydere, som var nødvendig for den røde bevægelse for at strejkevåbnet kunne have effekt.

Billeder er den stærkeste form for propaganda, og Cavling og nu Jespersen får med stranden i Harboøre som kulisse i forening malet et, der kan stå på lystavlen for læseren længe og vække gru omkring de gules umenneskelighed og fundamentalisme. Måske kan forfatteren stadig læne sig ind i den skepsis, som Cavling antændte i offentligheden. Indre Mission er på Folkemødet på Bornholm i år og afholder et debatarrangement for at gøre noget ved deres ringe omdømme i befolkningen: 60% bryder sig virkelig ikke om Indre Mission. Og nu har forfatteren genopfrisket Cavlings billede. Vi får andre grimme billeder af de gule fagforeninger, der er opstået i nyere tid. Her trækker forfatteren forbindelser til berigelseskriminalitet og alskens uhyrligheder. Disse billeder vil utvivlsomt være gavnlige for den røde fagbevægelses rekrutteringsvilkår, hvis de vinder udbredelse.

Forfatteren anser dog ikke de gules vind i sejlene for årsagen til den danske models krise. Medlemstabet til de gule er et ”symptom”, og ”skal fagbevægelsen for alvor rejse sig igen, må den forklare sin eksistensberettigelse i det 21. århundrede”. Med andre ord forklare, hvorfor fagbevægelsens konfliktsyn ikke er gammeldags og ude af trit med det moderne samfund. Dertil kommer opfattelser af fagbevægelsen i befolkningen, der enten skal imødegås eller bruges som input til selvransagelse og reform: at medlemskab af den røde fagbevægelse er for dyrt; at de gule er bedre til at administrere medlemmernes penge, og at fagbevægelsen burde afholde sig fra intime forbindelser til politiske partier. Ikke mindst til Socialdemokratiet, som jo var fagbevægelsens siamesiske tvilling i mere end hundrede år.

Alt det kommer igennem forfatterens argument-værksted, og det meste kommer vellykket ud på den anden side; systematiseret, nypudset og forsynet med belæg. Med historien present, fremstår det klart, at danske models motor er truslen om konflikt mellem parterne. Der er ganske vist konsensus omkring aftaleprincippet: man er enige om at være uenige som udgangspunkt. Arbejdsmarkedets organisationer forhandler aftaler, der skal afspejle det til enhver tid mest balancerede kompromis mellem de forskellige interesser, parterne har og har haft - i historisk tid for den danske model; siden kapital og lønarbejde blev hinandens mod- og medspillere i forbindelse med industrialiseringsprocessen.

Arbejdsgiverne har interesse i stabilitet og konkurrenceevne; arbejderne i en retfærdig andel af produktivitetsgevinsten, gode bæredygtige arbejdsforhold - og indflydelse. På deres dagligdag og på fremtiden.  Fagbevægelsen er ”en kampmaskine”, som næstformand i FH, Nanna Højlund udtrykte det i sin tale på bogreceptionen på Toga Vinstue den 8. maj. Og det er de gule netop ikke, så det er spild af tid og penge, når medlemmerne fylkes om dem.

Med Nanna Højlunds varme anbefaling i sin tale på receptionen og boganmeldelsen fra formanden for HK-Hovedstaden, Peter Jaques Jensen, som skrev, at han lige præcis manglede denne bog til ”det tomme hul i sin bogreol”, har forfatteren allerede ramt en af sine tre målgrupper: fagbevægelsens ledere. Forfatteren har to andre målgrupper for bogen: for det første politikerne, der opfordres til at ”tage konsekvensen af deres egne skåltaler” om den danske model. En repræsentant for denne målgruppe: justitsminister Peter Hummelgaard fra Socialdemokratiet, holdt også tale ved bogreceptionen og beklagede, at ”vi ikke gjorde nok” under den første Mette Frederiksen-regeringen, fra 2019-22. Dengang var Peter Hummelgaard beskæftigelsesminister, og i bogen får han lidt med krabasken.

’Den danske model’ er jo nemlig tæt forbundet med det politiske niveau og med politikernes virke. På trods af mange udtryk som ”nødderne knækker vi selv” og den indflydelse, arbejdsmarkedets parter gennem tiderne har kunnet sikre sig på lovgivningen, hvis de i enighed gik til Christiansborg med en indstilling, så præger politikerne også modellen. Historisk var det nærmest en tilfældighed, at fagbevægelsen i Danmark i så høj grad valgte aftalesporet i stedet for lovsporet, og den danske aftalemodel er bundet stærkt op på politik via udformningen af dagpengesystemet, pensionssystemet, uddannelsessystemerne og via reglerne for skattefradrag for kontingent. Treparter blev i nyere tid en integreret del af den danske model, og den centrale del af den institutionelle ramme for modellen blev indført som lovgivning kort tid efter Septemberforliget på arbejdsmarkedet. Forfatteren fremhæver det ikke så stærkt, men forligsmandssystemet og forligsmandens ret til at fremsætte mæglingsforslag og senere sammenkædningsretten, er selve omdrejningspunktet for overenskomstsystemet. Så lovgivning blev en nøglefaktor for, at det danske arbejdsmarked kunne reguleres ad aftalemæssig vej.

Det er nok bogens væsentligste svaghed i sin ambition om at bidrage til en stærk fortælling om den danske fagbevægelse, at forfatteren lidt savner nuancerne omkring lovgivningens rolle i den danske fagbevægelses kampe, nederlag og sejre. I 1970’ernes krise og brydningstid var fagbevægelsen knap så nervøs omkring risikoen for skift i de politiske konjunkturer og fremturede ensidigt med krav til dagpengesystemet, til arbejdsmiljøet og til økonomisk demokrati. Noget lykkedes, andet ikke: Vi fik høje dagpengesatser, efterløn og arbejdsmiljølov. ØD var fagbevægelsens vej til indflydelse på investeringer og fremtidens beskæftigelse, men her stødte fagbevægelsen ind i muren. Arbejdsgiverne var altid skeptiske og bekymrede for mere lovgivning, og ØD var for dem et fuldstændig uacceptabelt, systemforandrende krav. Efterlønnen og Arbejdsmarkedspensionerne blev trøstepræmien, og det var jo heller ikke så ringe. Det er først i nyere tid, at nogle af forbundene er blevet næsten lige så  fundamentalistiske omkring det at ty til lovgivning som arbejdsgiverne historisk var. Metals kritik af FOA’s lønstigninger i 2023, tilvejebragt ad politisk vej, er nok et eksempel herpå.

Forfatteren melder sig under den samme fane: lovgivning har ikke har nogen plads i den danske model, i al fald har tiltag som EU’s minimumslønsdirektiv det ikke. Og den danske regering har jo også krævet direktivet annulleret. Direktivet sigtede mod at mindske problemet med arbejdende fattige i EU’s medlemslande og Krifa bød det velkomment (ligesom fagbevægelser overalt i EU, bortset fra Danmark og Sverige), fordi de så muligheder i det, i og med det måske vil  gøre det nemmere for dem at sælge deres billige tilbud om individuelle ydelser uden at bidrage til de kollektive bestræbelser. Forfatteren maler omvendt truslerne op: ”Hvis det ikke er din tillidsrepræsentant, der forhandler din løn, men derimod en fjern bureaukrat i EU eller centralforvaltningen på Slotsholmen, hvad skal du så overhovedet med tillidsrepræsentanter?”. Og jo, det er jo sådan set sandt, om end lidt karrikeret fremstillet, men dilemmaet står usvækket: for det første skal danske overenskomster tage samfundshensyn til konkurrenceevne, så lave lønninger hos vore handelspartnere slår også igennem i danske eksporterhvervs konkurrenceevne. Minimumslønsdirektivet sigter mod at løfte lave lønninger andre steder i EU og dermed mindske dette problem. (Som også manifesterer sig som stigende ulighed). For det andet er alternativet til aftaleregulering i Danmark ikke kun, som forfatteren synes at mene, politisk regulering – det er også INGEN regulering, ingen regulering overhovedet. Sådan som mange af de udenlandske arbejdere i Danmark oplever det i praksis i dag., i form af sultelønninger og uhyrligt lange arbejdsdage. Samtidig kan seriøse firmaer med tillidsrepræsentanter og aftaler underbydes på prisen af de useriøse uden; det er ikke ulovligt. Måske revision af udbudsdirektivet i EU kan dæmme op for noget her: men det bliver i så fald ad EU-lovgivningsmæssig vej. Ligesom Vejpakken på transportarbejdsmarkedet var det – her var 3F’s Transportgruppe en del af koalitionen bag lovregulering, for med fri bevægelighed af arbejdskraft i EU er dårlige arbejdsforhold for udlændinge en konkret trussel for løn- og arbejdsforhold for danske chauffører. 3F fik moralsk støtte til sin kamp mod social dumping af DSV: vor nationale transportkæmpe på arbejdsgiversiden. Så i den forstand var modellen med en koalition mellem arbejdsmarkedets parter gældende: her over for EU-kommissionen Men sådan ser det ikke nødvendigvis ud i andre brancher.

En styrke ved bogen – udover at historien får lov at sidde med ved bordet – er skildringen af det prekære arbejdsmarked, der vokser frem i disse år og afkræfter glansbilledet af fremtidens fagre nye arbejdsliv. Og afkræfter diskursen om, at fagbevægelsen har overflødiggjort sig selv. Hykleriet i de forskellige former for ”værdiledelse” får ord med på vejen: ”din chef er ikke din ven!”  Forfatteren er åbenlyst socialt indigneret i forhold til vilkårene for fremmedgjorte unge mænd i vort servicesamfund – skæbner, han har stiftet bekendtskab med i løbet af sit professionelle virke. Her savner vi en fagbevægelse med en stærk ideologisk diskurs, og vi savner nogle produktionsarbejdspladser, hvor de unge kan indgå i stærke fællesskaber. Noget, der kan give den enkelte mening og retning for sit liv.
Diskursen har forfatteren nu bidraget til med sin bog. Denne anmelder vil ønske ham al muligt held og lykke med at nå sin tredje målgruppe: tillidsrepræsentanterne, lønmodtagerne bredt. Og det er nødvendigt for virkelig at kunne genskabe en stærk fortælling. I sin tale ved receptionen nedtonede forfatteren straks forlagets anprisning af hans bog: at han med den leverer sit ”bud på, hvordan udviklingen kan vendes, så Danmark fortsat er et land med arbejdermagt.” Hans bud var måske ikke bedre end andres, understregede han, om end han har et par forslag til gode temaer at tage fat på (MeeToo og stigende digital overvågning). Selvfølgelig ikke:  intet enkeltindivid kan give dette bud. Det kræver kollektiv erfaringsudveksling og rum for strategisk diskussion i den danske fagbevægelse. Det rum bidrager forfatteren til at skabe. Forhåbentlig følger man i fagbevægelsen FH-næstformand Nanna Højlunds anbefaling: invitér forfatteren ud og giv bogen mulighed for at leve bredere blandt lønmodtagerne, hvoraf mange jo først og fremmest har en mundtlig kultur. Det er blandt dem, slaget om den fremtidige fortælling skal stå.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Det er nu, vi må sanktionere Israel
Af Mogens Lykketoft, Fhv,. udenrigsminister og formand for FN´s Generalforsamling

Nekrolog over den aktive arbejdsmarkedspolitik
Af Verner Sand Kirk, tidligere direktør for Danske A-kasser

Polsk præsidentvalg: Resultatet ingen havde forudset
Af Chefredaktør Jens Mørch, polen.nu

Demokraternes fundamentale svigt
Af Jørgen Elikofer, tidligere sekretariatschef i Dansk Metal

Skarpt højresving i Portugal
Af Britta Thomsen, tidligere medlem af Europa-Parlamentet

Hvor går Tyskland hen efter valget
Af Jens William Grav, cand. scient. pol.

Udvidelse i en brydningstid
Af Jakob Thiemann, redaktør på NY POLITIK

Forsvarspolitik eller industripolitik
Af Mogens Havnsøe Petersen

Tilbagetogets Trump
Af Kjeld Schmidt, Professor Emeritus, Copenhagen Business School

Den lange vej til kædeansvar
Af Irene Odgaard, redaktør på Ny Politik