Nyheder, løgne og den politiske samtale

Af Irene Odgaard, redaktør på Ny Politik 

På Folkemødet i Allinge i juni 2022 angreb statsminister Mette Frederiksen i en samtale med Søren Pind en medietendens, hvor løgne bliver viderebragt uden konsekvens. Et medieudvalg blev nedsat. Der er stærke kræfter på spil i forhold til vilkårene for den politiske samtale

I et policy-brief fra den danske Magtudredning 2.0 fra juni 2025 hedder det om nyhedsmedierne, at ”de traditionelt har været den vigtigste kilde til information om samfundet og den centrale arena for den offentlige samtale mellem borgere og magthaverne.” Nyhedsmedierne spiller en så central rolle for demokratiske politiske systemers funktionsmåde, at de ofte er blevet kaldt ”den fjerde statsmagt”. Altså en politisk institution på linje med de tre grundlæggende politiske institutioner, som demokratiske forfatninger regulerer: den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Nyhedsmedierne gør det muligt for de tre andre institutioner at fungere, fordi det er gennem medierne, befolkningen informeres om politikeres opfattelser og adfærd, og det er omvendt gennem medierne politikerne holder sig orienteret om befolkningens holdninger og synspunkter - i en tid, hvor kun ganske få mennesker er medlemmer af et politisk parti.

Det er også gennem medierne, de politiske aktører – politikere og embedsmænd, interesseorganisationer, eksperter og domstole – informeres om hinandens gøren og laden. Skal demokrati fungere, skal der eksistere en offentlighed – et forum for offentlig meningsudveksling. Og der skal holdes øje med magtmisbrug. Journalistikken kan kun sikre eksistensen af en offentlighed, når styreformen respekterer ytringsfrihed, og medierne er uafhængige af magten - også af magten i staten. Drejebogen hos illiberale politikere som Orban og Trump indeholder derfor angreb på mediernes uafhængighed som et af de første programpunkter.

Journalister har nyhedskriterier, som følges for at sikre vilkårene for den offentlige meningudveksling. Disse normer bruger de, når de afsøger nyhedsstrømmen, sorterer i den og formidler til offentligheden. Massemedierne sikrer i princippet, at borgere og politikere kan udveksle holdninger og synspunkter; at borgerne kan træffe informerede valg på grundlag af oplysning om relevante politikalternativer og deres konsekvenser. Derfor må det kræves af medierne, at de er kendetegnet ved pluralisme – at de lader forskellige og modsatrettede synspunkter komme til orde. Af public service kræves der kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Nyhedsjournalisten er gate-keeper, og der må fakta til.

”Uden fakta har vi ingen sandhed. Uden sandhed har vi ingen tillid. Og uden tillid har vi ingen fælles opfattelse af virkeligheden. Og så kan hverken demokratier eller medier fungere.” Sagde den filippinske chefredaktør Maria Ressa, som modtog Nobels fredspris i 2021.

Så det går ikke, hvis borgerne bliver fyldt med løgn, når de forsøger at få hold på virkeligheden og danne sig deres egen mening. Og det er her, det betyder noget, at massemedier i dag har andre vilkår for finansiering af nyhedsjournalistikken. Både reklameindustrien og den politiske kommunikation har ændret sig.

Influencere
I Financial Times, den 29. december, stillede Paul Donovan, cheføkonom hos UBS, skarpt på reklameindustrien. Reklamer har vi haft lige så længe som vi har haft masseproduktion af varer. Varerne skal jo over disken, købes af nogen, de potentielle købere skal informeres og fristes gennem reklamen. Men teknologisk udvikling og samfundsforandringer har ændret mekanismerne i reklameindustrien. Tidligere flød reklameindtægterne til massemedierne, til aviser, og siden fjernsyn, i en lind strøm og salgsfremstød for varer finansierede journalister, nyhedsreportager og analyser, som blev fakta-tjekket og kurateret af redaktionssekretærer. Sådan forenedes merkantile interesser så glimrende med den politiske frigørelse af individet, som blev præsenteret for samfundsrelevant information i bearbejdet form og formidlet efter publicistiske principper og værdier. Vidensgrundlaget i den offentlige meningsdannelse blev højnet gennem inddragelsen af forskellige perspektiver og opfattelser.

I dag flyder reklameindtægter slet ikke til de traditionelle platforme i samme omfang. Først kom de store tech-giganter til og slugte reklameindtægter. Så kom ’influencerne’. For at få et budskab over disken i den moderne verden, skal man ifølge UBS-økonomen Paul Donovan ”finde en 15-årig med en smartphone og et flot sæt dansetrin”. Man skal bruge anbefaling fra et menneske, der ligner en selv, eller et menneske, man gerne vil ligne. Der ryger mange penge den vej, selvom den enkelte influencer ikke er garanteret et forsørgelsesgrundlag via sit lille bijob. WPP Media’s halvårlige analyse anslog, at i 2025 vil ”creator-generated indhold” modtage omtrent den samme andel af de samlede reklameindtægter i hele verden som hele den globale radio- og nyhedsavis-industri kan lægge beslag på. Et samlet beløb, som WPP Media i øvrigt anslår til at ville vokse med 8,8% i 2025 - og det uden USA’s politiske reklamer. Lidt over 8 billioner danske kroner i alt. Mange penge.

Pengestrømmen til avisredaktionerne aftager
Det har naturligvis kunnet mærkes på avisredaktionerne. Her har man i stor udstrækning måttet spare, og det er bl.a. sket ved at fyre løs blandt redaktionssekretærer og lokalredaktioner. Fyringer i det omfang kan ikke lade en branche upåvirket. På folkemødet på Bornholm i 2022 langede statsminister Mette Frederiksen - pressens minister - hårdt ud efter medierne. Politikens chefredaktør, Christian Jensen, som var til stede, tog tydeligvis anstød. I Christians Jensens referat talte statsministeren om ”en ny tendens”. Det var en medietendens, hvor ”man kan stille sig op og sige ting, som er helt forkerte, uden at der sker noget (…) Og det bliver trykt i avisen. Journalisterne gengiver det. Der er ingen, der ligesom siger: ”Hov, er det nu rigtigt, det, du siger, eller har du noget at have det i?” Statsministeren ønsker at begrænse muligheden for at udbrede løgne, men nyhedsjournalisten Christian Jensen frygter for, at metoderne til det, kan komme i konflikt med ytringsfrihed og kontrol af magten.

Christian Jensen har en publicistisk tro på, at større åbenhed skaber større tillid, og det har gjort ham skeptisk over for nogle af de tiltag, der fulgte i kølvandet på Mette Frederiksens ytringer på Folkemødet. Chefredaktøren har siden skrevet en bog: Til sidst kommer det frem, som Politikens forlag udgav i 2025. Hans bog er en hyldest til whistle-blowerne, og han har erfaret, at magten slår hårdt igen, når nogen forsøger at afsløre magtmisbrug. Derfor frygter han en institution som en medieombudsmand, som blev en af anbefalingerne fra Medieansvarsudvalget, der blev nedsat efter Mette Frederiksens udmelding på Folkemødet i 2022.

Medieansvarsudvalget
I august 2022 nedsatte kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen et medieansvarsudvalg, som en del af udmøntningen af medieaftalen fra maj 2022. I pressemeddelsen skrev kulturministeriet, at

”medieansvarsudvalget skal undersøge, hvordan rammerne for mediernes ansvar kan gøres mere tidssvarende og styrke borgernes retssikkerhed i en digital medievirkelighed. (…) Medierne spiller en afgørende rolle i at understøtte borgernes demokratiske deltagelse og kontrollere magtudøvelsen i samfundet. Mediebranchens rolle i demokratiet stiller samtidig krav om ansvarlig nyhedsformidling og bidrag til den demokratiske samtale. Ikke mindst i lyset af en ny digital medievirkelighed, der har øget hastigheden og konkurrencen om nyhederne og læserne.”

Udvalgets rapport kom i begyndelsen af året, og i sit forord skrev formanden for udvalget, Søren Pind:

”Den teknologiske udvikling har, samtidig med sin enorme frisættelse af det enkelte menneske, medvirket til at etablere en tilstand af normløshed, som udfordrer rammerne om den demokratiske samtale. Normløsheden træder tydeligst frem på de digitale tjenester med den konsekvens, at retfærdigheden og sandheden – i al dens menneskelige mangfoldighed – bliver en illusion. Det smitter af på de publicistiske medier, som er i konkurrence om brugere og annonceindtægter med de digitale tjenester, og som for længst har mistet monopolet på at udlægge verdens gang. Når ekstremiteter breder sig på nettet, kan det ikke undgå at påvirke de publicistiske medier. Samtidig kommer folk i klemme i disse sammenhænge uden reel mulighed for æresoprejsning og retfærdighed. Derfor skal vi styrke den demokratiske samtale gennem normer og ansvar.

Det offentlige rum bør i rimeligt og muligt omfang bygge på fælles normer om redelighed. En sandhedssøgende, oplysende og nysgerrig presse renser demokratiet og er en forudsætning for, at folkestyre og fællesskab kan fungere.”

En ny medieombudsmand og højere etiske krav til bloggere og influencere var blandt anbefalingerne. TikTok, Facebook og YouTube skulle undersøges nærmere – i sammenhæng med det danske EU-formandskab, som netop er afsluttet.

Når man når frem til at skulle klippe snorene til de faktiske tiltag, træder dilemmaerne frem. Dilemmaet mellem på den ene side pressens ytringsfrihed og uafhængighed af statsmagten og på den anden side konkrete indgreb for at sikre bedre vilkår for fakta og sandhed. Politikens chefredaktør satte egne ord på dilemmaet: Han var af den opfattelse, at en medieombudsmand vil være et unødvendigt anslag mod tilliden til en presse, der allerede har Pressenævn og Domstole på plads for at sikre ansvar og redelighed. For Christian Jensen ser pendulet ud til at svinge mod magtens stigende lukkethed om sig selv, hvor hans opfattelse er, at større åbenhed skaber større tillid, og større tillid skaber større åbenhed. Og der er jo brug for tilliden i et demokrati…Til støtte for sin position anfører han i sin bog beskrivelser af forløbet i sager, han har kendskab til, ikke mindst de, hvor statens sikkerhed angiveligt var på spil: Jacob Scharfs bog om PET, som blev forbudt før den udkom, og som Christian Jensen som chefredaktør påtog sig ansvaret for at udgive, officeren Frank Grevils offentliggørelse af dokumenter omkring Irak-krigen, som førte til Grevils ødelagt karriere og menneskelige deroute, og den barske behandling af Lars Findsen, som oprindelig havde fået til opgave at skabe mere åbenhed i FE.

Tiden vil vise, hvad en medieombudsmand kan få af betydning for de såkaldte whistle-blower-sager og deres forløb. I al fald er det hensigten at få influencer-universet bedre fortøjret i et system for håndhævelse af normer for redelighed.

Spin-doktorer
Men spørgsmålet er, om det er nok at se på den traditionelle presses og influencernes rolle i den demokratiske samtale. Hvad med hele systemet af politisk kommunikation?

I 2018 skrev Peter Aagaard og Mark Blach-Ørsten en bog om de nye tider og nye aktører i politisk kommunikation. Ifølge forfatterne befinder vi os i en ny fase af den politiske kommunikations udvikling. Vi ved fra forskning, at det gjorde en stor forskel for den hidtidige balancering af medie-formidlede synspunkter i USA, at de tre store TV-stationer blev suppleret med flere kabel-TV stationer i begyndelsen af 1980’erne. Ekstreme synspunkter på henholdsvis venstre- og højrefløj kom til at fylde mere. Polariseringen i samfundet øgedes, og populisme vandt frem i USA. Fra omkring 2006 brød den mobile datateknologi igennem og varslede et hybridt mediesystem. I denne fase skærpedes konkurrencen om reklameindtægter og publikums opmærksomhed yderligere. Men samtidig trådte en helt ny klasse af aktører ind på scenen i Danmark: de policy-professionelle.

De professionelle politikeksperter er ikke valgt. De er ansatte – af ministre, i partisekretariater, hos konsulentbureauer eller i tænketanke. De er partiske, og de trives bedst uden for offentlighedens søgelys. Nogen husker måske sagen om Peter Arnfeldt, spindoktor for daværende skatteminister Troels Lund-Poulsen, som plantede historier i pressen under valgkampen i 2011, baseret på fortrolige oplysninger om den daværende statsministerkandidat, Helle Thorning-Schmidts ægtefælle. Det kunne udlægges som et forsøg på statskup. Der jo så ikke lykkedes, i og med Helle Thorning kunne danne regering efter valget.

Dansk Folkeparti på inspirationstur blandt højrefløjspartierne i EU
Dengang i 2011 var det stadig praksis for spin-doktorer at formidle via de publicistiske medier. Sådan skulle det ikke fortsætte. Journalisten Esben Schjørring har analyseret, hvad der ligger bag Dansk Folkepartis stærke genrejsning efter partiets katastrofevalg i 2022. (Analysen er publiceret i to artikler i Altinget i december måned). Esben Schjørring beskriver, hvordan en lille delegation fra DF i marts 2023 mødtes med belgiske Vlaams Belang på en inspirationstur rundt blandt Europas nationalkonservative højrefløjspartier. Vlaams Belangs karismatiske leder, Tom van Grieken, havde genrejst det belgiske parti med sin tilgang til politisk kommunikation på de sociale medier: Det handler ifølge van Grieken om at henvende sig direkte til den enkelte vælger, udenom de publicistiske medier og deres kuratering. Med udsagn, der kan få mange likes og blive delt. Det er ligegyldigt, om partiet har reelle svar på de problemer, der bringes op i opslaget. Det handler om at ramme de spørgsmål, der fylder i de vælgergrupper, der kan mobiliseres for partiet til næste valg. Og det handler om at ramme følelser af vrede og utilfredshed. Partiet kan løbende måle sig frem til, hvilke udsagn, der virker bedst.

Facebook, som er et af de mest potente sociale medier, blev i 2018 skandaliseret af sit samarbejde med det politiske konsulentfirma Cambridge Analytica: en uskyldig app til personlighedstests høstede data fra 87 millioner FaceBook-brugere, helt uden deres samtykke. Efterfølgende kunne analysevirksomheden ved hjælp af disse data målrette politiske budskaber til disse millioner af modtagere. Det var ifølge virksomheden selv afgørende for Donald Trumps sejr ved præsidentvalget i 2016, og måske også for udfaldet af Brexit-afstemningen i UK. Skandalen blev afsløret af en whistle-blower. Og affødte en kongresafhøring i USA af Facebooks grundlægger, Mark Zuckerberg, samt en række reguleringsbestræbelser i EU. Facebook blev forsynet med fakta-tjekkere.

Algoritmer og AI kan sprede løgne
Men i januar 2025 annoncerede Mark Zuckerberg, at Facebook nu ikke længere ville samarbejde med uafhængige fakta-tjekkere. Hvor politisk indhold i en periode var blevet begrænset, anskuede Zuckerberg nu genvalget af Trump som ”et kulturelt tidehverv”. Det var igen tid til at vise folk det politiske indhold, de gerne ville se, uafhængigt af fakta-tjekkere. Og dette indhold ville igen kunne anbefales og dermed få forstærket sin udbredelse på Facebook. Med Esben Schørrings ord: ”Hele den strategi, hvor DF skulle ’tale direkte til vælgerne udenom de traditionelle medier’ som man havde lært på Vlaam Belangs hovedkontor i 2023, havde fået den stærkeste naturkraft i den digitale tidsalder i ryggen: algoritmen.”

Og det er der, vi er. Morten Messerschmidt og hele DF’s top-entourage fik den 13. november publiceret en kronik i Jyllandsposten med overskriften ”Remigration er ikke deportation”. Formålet var at imødegå den demokratiske forskrækkelse, som mange vælgere fik sig, da journalister havde boret i de mulige konsekvenser af Dansk Folkepartis tilgang til den muslimske andel af befolkningen. Et par dage senere måtte Jyllandsposten fjerne kronikken. Den viste sig – efter grundig gennemgang af bl.a. Steffen Groth i POV – at være smækfyldt med fejlcitater fra både politiske modstandere og journalister. Var kronikken frembragt ved hjælp af AI, kunstig intelligens, spurgte folk? Måske. Men mon ikke det er lige meget? Morten Messerschmidt udtalte siden til Frihedsbrevet, at tre ud af fire ukorrekte citater i kronikken, var indholdsmæssigt gode nok – det var kun citaterne, der var løgn. Så hvad skal man tro på? Skaden var sket, tilliden til massemedierne læderet.

Valgkampen i 2022
Politikere brugte allerede TikTok under valgkampen i 2022. I Magtudredningens publikationer kan vi læse, at dagens politikere i den grad er blevet ”professionaliserede”. Folketinget er meget effektivt, hvad lovgivning angår: der kommer flere ord ud af Christiansborg, og politikerne bruger kortere tid på at formulere lovforslag og behandle dem. Den tid, der er sparet på lovgivningsarbejdet, kan folketingspolitikerne bruge på politisk kommunikation i medierne. I Public Service-medierne naturligvis, men også de sociale medier, som politikerne selv kontrollerer indholdet af, og som ikke bliver kurateret af ”gate-keepers” - i form af nyhedsjournalister og deres publicistiske principper. At noget af denne politiske kommunikation er systematisk løgn og bedrag, ved vi allerede. Hvordan kan vi som modtagere skelne? Det kan de fleste ikke. Det kan godt være, at der er kommet mere styr på influencer-universet, når de fremsætter ærerørige og falske påstande. Men har vi fået bedre styr på vilkårene for den demokratiske viljesdannelse? På borgernes adgang til information og fakta, på sandhed og retfærdighed og vilkårene for den demokratiske samtale? Man kan godt frygte, at samtale- og deltagerdemokratiet er ved at udvikle sig til et tilskuer-demokrati, hvor polariseringen får stadig bedre muligheder.

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

På vejen mod en ny social orden
Af Irene Odgaard, redaktør på Ny PolitikVi har længe været på vej væk fra den sociale verdensorden, de fleste af os har kendt siden barnsben og opfattet som nærmest uforanderlig. Men med Trumps seneste angreb i Venezuela og hans tirader i forhold til Grønland kan alle i Europa se revnerne i jordskorpen, som de tektoniske plader bestandige bevægelse har udløst.

Småstatsdilemmaet
Af Poul Nielson. Fhv. MF(S), energiminister, udviklingsminister, EU -kommissær, i perioder formand for Socialdemokratiets Internationale Udvalg og fuldmægtig i Udenrigsministeriet bl.a. i den politiske afdeling med Øst-Vest forhold.
I lyset af den situation, Danmark i dag står i sikkerhedspolitisk, giver det god mening at tænke tilbage på situationen i slutningen af 1930erne, hvor der faktisk blev arbejdet med en styrkelse af forsvaret, og hvor ikke mindst Staunings aktive, men inklusive, bestræbelser på at opnå en form for sikkerhedstilsagn fra England udstillede småstatens begrænsede handlemulighed i en verden med stigende uro. Vi kom dog relativt nådigt gennem krigen, og det lykkedes os at være med fra starten i FN.

Medlemsdebatterne i Socialdemokratiet
Af Poul Nielson, tidligere minister og EU kommisær - Socialdemokratiet
Fra kapitlet om medlemsdebatterne i Socialdemokratiet i ”En hel Nielson”, der udkom i 2011.
Disse 13 sider i mine erindringer er i mine øjne især interessante af to grunde. For det første, fordi de fremlægger en aktivitet og en arbejdsform i Socialdemokratiet, som de fleste af vore dages partimedlemmer ikke har oplevet, eller i det hele taget ikke ved fandt sted. For det andet, fordi det sidste afsnit i kapitlet efter min mening er endnu mere velbegrundet i dag, end da jeg skrev bogen.

Ikke det Socialdemokrati jeg kender
AF Niels Enevoldsen forhenværende DSU forbundsformand og tidligere ansat i LO (Landsorganisationen i Danmark) og senere ILO (FNs Internationale Arbejdsorganisation)
Det kunne undre da statsministeren, og socialdemokratiets partiformand, for nogen tid siden ifølge POLITIKEN gav udtryk for, at hun ikke var enig i, at det var godt at fyldte mindre i den offentlige debat og at hun gerne så at det blev et hovedtema i kommende valgkampe.

Grøn omstilling – Bliver Atomkraft et valgtema
Af Søren Thomassen, redaktør NY POLITIK
For fyrre år siden vedtog Folketinget en lov mod planlægning af atomkraft i Danmark. I de senere år er debatten blevet aktualiseret igen og forskellige organisationer og politiske partier har meldt sig med stigende i intensitet. I en hyperpolitisk tid, kan spørgsmålet om at indføre atomkraft i energiforsyningen i Danmark blive et vigtigt tema i en kommende valgkamp.

Mindretallene i den dansk-tyske grænseregion
Af Jens William Grav, cand. scient. pol.
I artiklen omtaler Jens William Grav situationen i dag for de forskellige mindretal i den dansk-tyske grænseregion.