Småstatsdilemmaet

Af Poul Nielson. Fhv. MF(S), energiminister, udviklingsminister, EU -kommissær, i perioder formand for Socialdemokratiets Internationale Udvalg og fuldmægtig i Udenrigsministeriet bl.a. i den politiske afdeling med Øst-Vest forhold.

I lyset af den situation, Danmark i dag står i sikkerhedspolitisk, giver det god mening at tænke tilbage på situationen i slutningen af 1930erne, hvor der faktisk blev arbejdet med en styrkelse af forsvaret, og hvor ikke mindst Staunings aktive, men inkonklusive, bestræbelser på at opnå en form for sikkerhedstilsagn fra England udstillede småstatens begrænsede handlemulighed i en verden med stigende uro. Vi kom dog relativt nådigt gennem krigen, og det lykkedes os at være med fra starten i FN.

FN blev en hjørnesten i dansk udenrigspolitik. Danmark har fra start til nu været en aktiv og konstruktiv spiller. Organisationen muliggør en meningsfuld forfølgelse af vores grundlæggende holdninger og forhåbninger til, hvordan det internationale samfund burde udvikle sig. Men dette er for en småstat også en varetagelse af vores egentlige interesse. Danmarks bidrag til FN’s fredsbevarende operationer såvel som vores økonomiske og faglige støtte til FN systemets forskellige organisationer har været en regulær investering i global sikkerhedspolitik.

Men på baggrund af supermagternes rivalisering efter 2. verdenskrig var der intet alternativ for småstaten Danmark til medlemskabet af NATO, - noget der på sin vis allerede var afgjort med ambassadør Kaufmanns vellykkede operation med USA’s overtagelse af rettigheder i Grønland. Det var en fundamental ændring i dansk sikkerhedspolitik. Vi gik heller ikke ind uden en række forbehold, som på en måde fastholdt et småstatsperspektiv med et forsøg på at leve under terrorbalancens vilkår samtidig med, at vores holdninger om afspænding og en form for sameksistens mellem øst og vest var en del af selvforståelsen.

Mellem de væsentlige partier i folketinget var der om ikke borgfred så en rimelig ro omkring forsvarspolitikken. Jeg skrev som scient.pol. studerende i Aarhus en opgave om ”Rationaliseringsbestræbelser i forsvaret efter 1961”. Fra det ene forlig til det andet så det ud som om spørgsmålet om, hvilke byer, blev berørt af ændringer, var vigtigere, end spørgsmålet om opgaver og kapaciteter. Fælleskommandoen med Vesttyskland blev skabt, bare chefen blev dansk.

Som årene gik – og med erfaringerne fra Berlinkrisen og Cubakrisen – stabiliseredes forholdet mellem de to supermagter baseret på respekten for gensidig afskrækkelse. Danmarks sikkerhedspolitik var så at sige løftet ud af småstatens rækkevidde. Sovjetunionens formel om fredelig sameksistens mellem konkurrerende ideologier blev aldrig gjort til officielt sprogbrug i Vesten, men der voksede gradvist en erkendelse af nytten ved at opbygge stabiliserende elementer i forholdet mellem øst og vest.

Med den lange forhandlingsproces i CSCE (Konferencen om sikkerhed og samarbejde i Europa) først i 1970erne skabtes der muligheder for også de mindre europæiske lande til at spille en rolle i noget, der ikke havde været muligt i det, vi dengang kaldte den kolde krig. Danmarks engagement var noget, der var almindelig politisk tilslutning til i folketinget, blandt andet fordi vi var ganske aktive i forhandlingerne i kurv 3 om menneskerettigheder. Det passede småstaten godt.

Med Sovjetunionens planer om opstilling af deres atomare SS20 mellemdistanceraketter i Europa og USA’s  svar på dette ændredes det danske sikkerhedspolitiske klima. Socialdemokratiet, der med et klart positivt svar havde gennemført en grundig intern proces om forlængelsen af NATO-medlemsskabet, arbejdede både hjemme og i et samarbejde med søsterpartier i Europa for, at afspændings- og nedrustningspolitikken skulle udgøre en reel del af den samlede strategi i forholdet til Sovjetunionen. Det indebar også et syn på, hvordan beslutningerne i alliancen burde tages, så uanset, at den danske regering havde accepteret den fælles finansiering, arbejdede man for en udsættelse af den endelige beslutning i lyset af mulighederne for forhandlinger.

Der var generelt set ikke et tilsvarende aktivt sikkerhedspolitisk engagement i de borgerlige partier, hvilket betød, at ethvert forsøg på at formulere en mere selvstændig dansk politik i NATO blev mødt med afvisning. Der var ikke så meget tilbage af den ellers traditionelle konsensusånd i denne sag.

Det blev heller ikke bedre af, at partierne til venstre for Socialdemokratiet og ikke mindst De Radikale efter regeringsskiftet i 1982 aktivt var i stand til at presse Socialdemokratiet til at påtvinge Schlüter-regeringen til særstandpunkter i forhandlingerne i NATO – de såkaldte fodnoter. Der var ikke enighed internt i Socialdemokratiet, men anført af Ritt Bjerregaard og Svend Auken fik positioneringspolitiske hensyn til og med valget i 1988 mere vægt, end godt var.

Man kan sammenfatte erfaringen med fodnoterne, som den borgerlige regering altså valgte at leve med, at dette forløb illustrerede vanskeligheden for en småstat ved at manøvrere hensigtsmæssigt og med realpolitisk indflydelse i beslutningsprocesser i en organisation, der grundlæggende giver den beskyttelse, men ikke ligeværdig indflydelse. Det havde vi også levet godt med siden indmeldelsen. Lektien for småstaten må være, at bred indenrigspolitisk vilje til at tage de barske realpolitiske magtforhold som givne vilkår i vores sikkerhedspolitiske analyse og selvforståelse er en betingelse for at styre landet roligt i en farlig verden.

Dette er en fundamental interesse. Det er noget andet end holdningerne, uanset at de to har en sammenhæng. Forskellige situationer kan muliggøre visse forskydninger mellem dem.

I efterdønningerne fra fodnoterne gjorde murens fald det nemmere for Danmark at falde bedre i med tapetet i NATO, og Socialdemokratiet havde igen ikke besvær med fra forlig til forlig at enes med de borgerlige partier om dansk forsvarspolitik, samtidig med at den stærke FN-profil og landets rolle som foregangsland med støtten til  udviklingslandene havde bred tilslutning - indtil Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001. Alligevel var der lidt længerevarende ekkovirkninger af fodnote sammenstødene: Socialdemokratiet nærmest overkompenserede sin NATO loyalitet  ved f.eks. ikke at stille sig kritisk an i spørgsmålet om den nye ”Out of Area Strategi” om at åbne for engagementer uden for alliancens hidtil definerede område, mens de borgerlige partier uanfægtet fortsatte med at bruge fodnoterne som et bekvemt indenrigspolitisk markeringselement i næsten enhver sikkerhedspolitisk sammenhæng.

Danmarks aktive involvering i de fredsbevarende/fredsskabende militære aktioner i Balkan skabte dog ikke politisk uro og indebar ikke grundlæggende ændringer i vores sikkerhedspolitiske orientering. Sammenhængen med den store humanitære indsats, flygtningespørgsmålet og det, at der var tale om konflikt i Europa, gjorde vores deltagelse naturlig, om end vi her trådte ud af småstatens snævert begrænsede sfære.

Men det frygtelige terrorangreb 11. september 2001 mod USA ændrede verdensbilledet. Der var umiddelbart enighed om nødvendigheden af et militært svar over for denne aggressive ekstremisme. Jeg havde været på vej til Kabul for som EU-kommissær ansvarlig for vore humanitære projekter, der faktisk var i gang i landet, da nyheden nåede os inden mellemlandingen i London. Få dage efter sagde jeg efter et møde i Danmark i en kommentar til pressen om det globale perspektiv, at ”en del af baggrunden for denne utilgivelige udåd også måtte ses i lyset af vestens brovtende normimperialisme”. Det gav en del ballade. Men udviklingen siden har med mere end ønskelig tydelighed vist, at forestillingen om, at globaliseringen ikke kan tages for givet som noget, der som sådan fører til politisk, kulturel og religiøs konformitet eller fred.

Danmarks sikkerhedspolitik blev radikalt ændret med statsminister Anders Fogh Rasmussens aktivistiske linje med deltagelsen i krigene i Irak, Afghanistan og Libyen. I stedet for en prioritering af landets grundlæggende sikkerheds- og forsvarspolitiske interesser blev den i væsentlig grad styret af dyrkningen af forholdet til USA i en bestræbelse på at placere Danmark som en ukritisk og lydhør støtte. Det var absolut ”Out of Area”, og for Danmark var det bestemt ”out of reach”. Især Afghanistan står tilbage som en dyb misforståelse. År efter år holdt vi med store ofre ud i en umulig militær situation i Helmand uden nævneværdig dansk indflydelse på væsentlige dispositioner, og samtidig bidrog vi til undergravning af de vigtige principper for humanitær bistand med sammenblandingen af militære og civile indsatser. Småstaten kludrede i det. Uden at gøre brug af vores militære forsvarskapacitet til det, der var og er vores fundamentale sikkerhedspolitiske interesse.

Nogen vil måske her anføre, at vores deltagelse var en meningsfuld investering i henseende til at skabe et særligt godt forhold til USA. Men det, vi sidenhen har oplevet, har bestemt ikke godtgjort værdien af den investering. Ikke mindst aggressionen over for det danske rigsfællesskab hører med i den ligning.

Putins transformation af Rusland fra et svagt og mislykket eksperiment med demokratisering og introduktion af en markedsøkonomi efter murens fald til et regulært diktatur og starten på en regulær angrebskrig mod et europæisk naboland med invasionen i Ukraine i 1022 har totalt ændret vores – og Europas – sikkerhedspolitiske situation. Trusselsbilledet er dybt bekymrende, og er alvorligt erkendt, ikke mindst fordi USA ikke længere er, hvad det har været. Det er ikke en option for Europa eller for Danmark at vente på, at Trump ikke længere er i Det hvide Hus.

For småstaten Danmark gælder det nu om at deltage helt og fuldt i den uafviseligt nødvendige opgave med at opruste Europa militært og bidrage til, at der kan tages et spring fremad med hensyn til at styrke EU’s beslutningsdygtighed. Det sidste vil være det sværeste, men det mest nødvendige. Det har også relation til, hvad der foregår på det globale plan.

At tage disse opgaver alvorligt er noget, der ikke er inden for småstatens egen målskive. Det er  noget, der gør det nødvendigt, at vi tillader os selv at se på verden omkring os på samme realpolitiske måde, som større aktører gør det, og på det grundlag fokusere vores bidrag til styrkelsen af fællesskabet. I den sammenhæng skal Danmark naturligvis også stadig bidrage med det, vi selv ser som selvstændige og værdifulde nordiske værdier. Her vil afskaffelsen af de tilbageværende danske forbehold give god mening, ligesom svensk euro-medlemskab og norsk, færøsk, grønlandsk og islandsk EU-medlemskab vil være positivt. Generelt Kan Danmark hente værdifuld inspiration ved at se hvordan Finland har evnet at navigere klogt, både hvad angår håndteringen af forholdet til den store nabo og i Finlands seriøse og respekterede måde at arbejde på i EU.

Heldigvis for landet har vi en SVM - regering, der skridt for skridt i enighed har gjort det rigtige med en statsminister, der har vist et enestående engagement og format i ualmindeligt pressede og vanskelige situationer, en udenrigsminister, der ikke har sat foden forkert, og en forsvarsminister, der loyalt leverer varen. Det er også lykkedes at fastholde en rimelig bred tilslutning i folketinget. Men med et valgår forude og med forekomsten af efter traditionelle danske forhold helt uhørt populistiske partier samt svage opinionstal for regeringen er der grund til at appellere til samling om det væsentlige.

Småstatsdilemmaet er i dag blevet et dilemma om fraværet af sammenhæng mellem på den ene side det, landet, stående over for udfordringerne, skal kunne gøre, og på den anden side store dele af vælgerbefolkningens manglende forståelse af situationens alvor og karakter.

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

På vejen mod en ny social orden
Af Irene Odgaard, redaktør på Ny PolitikVi har længe været på vej væk fra den sociale verdensorden, de fleste af os har kendt siden barnsben og opfattet som nærmest uforanderlig. Men med Trumps seneste angreb i Venezuela og hans tirader i forhold til Grønland kan alle i Europa se revnerne i jordskorpen, som de tektoniske plader bestandige bevægelse har udløst.

Medlemsdebatterne i Socialdemokratiet
Af Poul Nielson, tidligere minister og EU kommisær - Socialdemokratiet
Fra kapitlet om medlemsdebatterne i Socialdemokratiet i ”En hel Nielson”, der udkom i 2011.
Disse 13 sider i mine erindringer er i mine øjne især interessante af to grunde. For det første, fordi de fremlægger en aktivitet og en arbejdsform i Socialdemokratiet, som de fleste af vore dages partimedlemmer ikke har oplevet, eller i det hele taget ikke ved fandt sted. For det andet, fordi det sidste afsnit i kapitlet efter min mening er endnu mere velbegrundet i dag, end da jeg skrev bogen.

Nyheder, løgne og den politiske samtale
Af Irene Odgaard, redaktør på Ny Politik 
På Folkemødet i Allinge i juni 2022 angreb statsminister Mette Frederiksen i en samtale med Søren Pind en medietendens, hvor løgne bliver viderebragt uden konsekvens. Et medieudvalg blev nedsat. Der er stærke kræfter på spil i forhold til vilkårene for den politiske samtale.

Ikke det Socialdemokrati jeg kender
AF Niels Enevoldsen forhenværende DSU forbundsformand og tidligere ansat i LO (Landsorganisationen i Danmark) og senere ILO (FNs Internationale Arbejdsorganisation)
Det kunne undre da statsministeren, og socialdemokratiets partiformand, for nogen tid siden ifølge POLITIKEN gav udtryk for, at hun ikke var enig i, at det var godt at fyldte mindre i den offentlige debat og at hun gerne så at det blev et hovedtema i kommende valgkampe.

Grøn omstilling – Bliver Atomkraft et valgtema
Af Søren Thomassen, redaktør NY POLITIK
For fyrre år siden vedtog Folketinget en lov mod planlægning af atomkraft i Danmark. I de senere år er debatten blevet aktualiseret igen og forskellige organisationer og politiske partier har meldt sig med stigende i intensitet. I en hyperpolitisk tid, kan spørgsmålet om at indføre atomkraft i energiforsyningen i Danmark blive et vigtigt tema i en kommende valgkamp.

Mindretallene i den dansk-tyske grænseregion
Af Jens William Grav, cand. scient. pol.
I artiklen omtaler Jens William Grav situationen i dag for de forskellige mindretal i den dansk-tyske grænseregion.