På vejen mod en ny social orden

Af Irene Odgaard, redaktør på Ny Politik

Vi har længe været på vej væk fra den sociale verdensorden, de fleste af os har kendt siden barnsben og opfattet som nærmest uforanderlig. Men med Trumps seneste angreb i Venezuela og hans tirader i forhold til Grønland kan alle i Europa se revnerne i jordskorpen, som de tektoniske pladers bestandige bevægelse har udløst.

De tektoniske plader udgøres i denne metafor af staternes økonomiske formåen inden for deres suveræne territorium. De forskellige politiske økonomier, der ligger til grund for magtfordelingen i det internationale system af stater, har bevæget sig ganske langt, og ganske differentieret, siden 1949, dengang NATO blev dannet og Mao vandt magten i Kina. Og her i Europa har de også bevæget sig ganske meget, siden de franske og tyske kul- og stålressourcer blev forenet under fælles overstatslig myndighed i 1952, og siden et indre marked for kapital, varer, arbejdskraft og service blev etableret på store dele af det europæiske kontinent i 2000'erne. Så selvfølgelig måtte jorden revne på et tidspunkt.

Polanyis analyse af baggrunden for 1900-tallets sammenbrud
Hændelsesforløbet forud for 1900-tallets jordskælv - i form af to verdenskrige - blev analyseret i krigens sidste år af socialhistorikeren Karl Polanyi. Han skrev i bogen The Great Transformation om fire institutioners sammenbrud. De institutioner, der havde båret hele den daværende civilisation. En civilisation, som blev opslugt og læderet af krigens ragnarok i 1914.

Den første institution var magtbalancen i Europa efter Napoleonskrigene. Magtbalancen i Europa havde sikret en forholdsvis fredelig periode i de 100 år, der fulgte på Wiener-kongressen i 1815, uden alt for omfattende eller langvarige krige på kontinentet. Det var gavnligt for handel og international arbejdsdeling.

Den anden institution, Polanyi så kuldsejle, var den internationale guldmøntfod. Guldmøntfoden havde skabt sammenhæng i verdensøkonomien, særlig siden 1870’erne - og faste kurser havde givet mulighed for stadig udvikling af den internationale handel og den samfundsmæssige arbejdsdeling. Guldmøntfoden sikrede en form for produktivitets-baseret international økonomisk sammenhæng mellem de enkelte stater: forsvandt guldet til udlandet som betaling for flere varer end landet selv formåede at dække med sig egen eksport, så mindskedes pengemængden og cirkulationssmøremidlet i samfundet, færre økonomiske aktiviteter lod sig finansiere, arbejdsløsheden steg, indtil lønninger og priser faldt tilstrækkeligt til, at handel og betalinger igen kom i balance.

Den almene stemmeret
Men mekanismen i guldmøntfoden kom under pres, da det lykkedes arbejderbevægelsen at få udbredt almen stemmeret i de enkelte stater. For folk brød sig hverken om arbejdsløshed eller om lavere løn.

Efter Første Verdenskrig, da udenrigshandelen skulle genoptages, talte befolkningens mening om sine kår med i det politiske regnestykke. Eksemplificeret tydeligt i den franske folkefronts-regerings vilkår i 1930'erne: befolkningen accepterede ikke den "nødvendige" arbejdsløshed og sociale nedskæringer ved handelsmæssig ubalance på grundlag af produktivitets/investerings-ubalancer mellem de enkelte lande.

Og samtidig accepterede Højfinansen ikke regeringens gældsstiftelse til sociale formål, fordi gæld potentielt forringer værdien af penge (inflation), og det skaber øget risiko for Højfinansen. Samtidig var højfinansen/finanskapitalen vokset i magt og indflydelse i takt med regeringernes behov for at finansiere oprustning. Oprustning, som føltes nødvendig i forhold til magtbalancen, og som til sidst ødelagde denne institution og udløste krigen.
Så regeringen i mellemkrigstidens Frankrig kunne vælge mellem at blive væltet af en utilfreds befolkning på grund af arbejdsløsheden, eller regere på det vilkår, at kapitalen forlod landet. Noget som alligevel ville skabe arbejdsløshed på sigt.

Den ene regering efter den anden i Europa tog opgøret med fagbevægelsen omkring lønninger, og den ene regering efter den anden forlod guldstandarden for at bevare stabilitet på trods af krise og recession.

Demokratiet og utopien om det selvregulerende marked
Den tredje institution, Polanyi så kæntre, var den liberale, demokratiske stat. Med verdensøkonomiens dilemmaer for den enkelte stat trukket skarpt op, og organiserede arbejderbefolkninger i de enkelte lande, som kunne massemobiliseres af fagbevægelser og arbejderpartier, blev det nærliggende for liberale politiske eliter at søge bistand igennem kræfter, der arbejdede for diktaturet - og siden for 'lebensraum' gennem krig og krigsøkonomi. Fascismen vandt frem i Europa. Det ene demokrati efter det andet bukkede under, og i det første år af Anden Verdenskrig var ikke mange politiske kræfter på demokratiets side.

Den fjerde institution, Polanyi opregnede, var 'utopien om det selvregulerende marked'. Det var den institution, som alt blev ofret for at bevare: den internationale guldmøntfod og de nationale demokratier. Polanyi beskrev i sit værk: The Great Transformation, hvorledes den kapitalistiske markedsøkonomi i England var blevet politisk skabt i tidligere århundreder gennem lovgivning, der sikrede fremkomsten af et forarmet proletariat. Og hvordan politiske kræfter siden reagerede imod de sociale ødelæggelser, som den uregulerede markedsøkonomi skabte. Han anskuede fascismen som rodfæstet i kapitalismen; i ønsket om at bevare kapitalismens markedskræfter uregulerede og i den logik, hvori forfølgelsen af egennytte blev det bærende - og naturstridige - princip for økonomisk aktivitet i samfundet. Demokrati og det selvregulerende marked var ifølge Polanyi ikke foreneligt. Derfor kaldte han det "utopien om det selvregulerende marked." Denne utopi brød også sammen med krigen - og efter krigen blev scenen sat for en fundamentalt anderledes, politisk forhandlet global økonomisk verdensorden og for opbygning af velfærdsstater bredt i Europa.

De tektoniske plader flytter sig
Men årtierne efter Anden Verdenskrig, hvor den økonomiske vækst var høj, fagbevægelserne stærke og velfærdssamfundene under stadig udbygning, er længe siden. Sovjetunionen brød sammen og efterlod USA som den sejrende supermagt - og globalisering og voksende ulighed som evangeliet for 1990'erne. Kina blev verdens fabrik. Efter Berlin-murens fald i 1989 mente en debattør og forhenværende spin-doktor for Anders Fogh Rasmussen, Christopher Arzrouni,  ikke længere, at der var brug for ”kommunistforsikringen” i form af et stærkt velfærdssamfund. Fogh skar ikke dybt i velfærden, men han påbegyndte privatiseringen af den. Fagbevægelsen blev svækket af deregulering.

Og nu bremser USA for en fredelig justering af de nye økonomiske styrkeforhold i FN-institutionerne (USA ønsker ikke at sælge aktier i Verdensbanken til Kina, som derfor har taget initiativ til en supplerende institution). Magtbalancen må nødvendigvis tippe, i og med udviklingen af den kinesiske økonomi - og dets militære kapabiliteter - har den kurs, som den har. Den kinesiske politiske økonomi vil vokse USA’s over hovedet.

Valutaer og økonomiske koordineringsmekanismer
Der pågår også en kamp omkring verdensøkonomiens foretrukne valuta (mellem dollars og euro, mellem bitcoin og statslige valutaer, og fra det verdensøkonomiske kraftcenter, som jo nu befinder sig i Asien).

Det officielle syn på markedet som den overlegne økonomiske koordineringsmekanisme i forhold til kommando-økonomien og statslig planlægning må bide i græsset, når bl.a. Draghi-rapporten anbefaler store offentlige investeringer i de europæiske territorier og deres befolkninger, i fysisk og social infrastruktur og i bestemte teknologier. Det hænger bare ikke sammen, når det politiske lingo nærmest udelukker skærpet progression i indkomstskat og formueskatter og de finansielle regler i EU udelukker statslig gæld og statsunderskud på en fastsat skala med tilhørende sanktionsregime. Hvor skal pengene komme fra?

Målsætningerne om strategisk autonomi, hvad bestemte teknologier og fremstillingskapaciteter angår, udelukker simpelt hen, at vi fortsat satser på ”det selvregulerende marked” som den ideelle økonomisk koordineringmekanisme. For private investorer ser på egennytte og indtjening. Finansektoren er vokset uproportionalt, som i tidligere tider.

Demokratierne udfordrede
Og endelig er demokratierne og vilkårene for befolkningens viljesdannelse fundamentalt forandrede af reklameindustri, tech-platforme og mobil datateknologi. Flere og flere efterspørger "en stærk mand", flere og flere udtrykker mistillid til de demokratiske institutioner.

Så ja; der er lagt i kakkelovnen til politiske jordskælv, med mindre vi tager os alvorligt sammen. Vi sidder i lort til halsen, uanset, om Trump overtager Grønland eller ej. Malte Frøslev Ibsen har på sin Facebook-side slået beskrivelsen af et skræmmende sikkerhedspolitisk scenarie op, og han slutter opslaget med et P.S: Visse politiske stemmer, der i denne alvorlige situation fortsat "sidder på Café Victor med champagnesablen på bordet og drømmer henført om at opløse Danmarks forhold til EU og unionen som sådan": de er i gang med voldsom national selvskade.

Som jeg ser det, er det værre end ubevidst national selvskade. Vi har længe haft femte kolonne folk i vor midte, som ikke blot vil ødelægge EU, men også gerne ser demokratiet hen hvor peberet gror. De ønsker den offentlige sektor begrænset, skatten ned og uligheden i fortsat vækst. Demokrati og voksende ulighed er ikke forenelige størrelser. De libertære kræfter, der ønsker uligheden fremmet og den offentlige sektor og fagforeningerne stækket og/eller privatiseret, vil i år lancere deres nye AI-baserede medie, finansieret af de sædvanlige rigmænd og udlandsdanskere (Lars Seier Christensen, Anders Samuelsen m.fl.). Disse kræfter har allieret sig med Morten Messerschmidt, som jo selv er god for et par angreb på retsstat og liberalt demokrati eller to. Vi lever i interessante tider.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Småstatsdilemmaet
Af Poul Nielson. Fhv. MF(S), energiminister, udviklingsminister, EU -kommissær, i perioder formand for Socialdemokratiets Internationale Udvalg og fuldmægtig i Udenrigsministeriet bl.a. i den politiske afdeling med Øst-Vest forhold.
I lyset af den situation, Danmark i dag står i sikkerhedspolitisk, giver det god mening at tænke tilbage på situationen i slutningen af 1930erne, hvor der faktisk blev arbejdet med en styrkelse af forsvaret, og hvor ikke mindst Staunings aktive, men inklusive, bestræbelser på at opnå en form for sikkerhedstilsagn fra England udstillede småstatens begrænsede handlemulighed i en verden med stigende uro. Vi kom dog relativt nådigt gennem krigen, og det lykkedes os at være med fra starten i FN.

Medlemsdebatterne i Socialdemokratiet
Af Poul Nielson, tidligere minister og EU kommisær - Socialdemokratiet
Fra kapitlet om medlemsdebatterne i Socialdemokratiet i ”En hel Nielson”, der udkom i 2011.
Disse 13 sider i mine erindringer er i mine øjne især interessante af to grunde. For det første, fordi de fremlægger en aktivitet og en arbejdsform i Socialdemokratiet, som de fleste af vore dages partimedlemmer ikke har oplevet, eller i det hele taget ikke ved fandt sted. For det andet, fordi det sidste afsnit i kapitlet efter min mening er endnu mere velbegrundet i dag, end da jeg skrev bogen.

Nyheder, løgne og den politiske samtale
Af Irene Odgaard, redaktør på Ny Politik 
På Folkemødet i Allinge i juni 2022 angreb statsminister Mette Frederiksen i en samtale med Søren Pind en medietendens, hvor løgne bliver viderebragt uden konsekvens. Et medieudvalg blev nedsat. Der er stærke kræfter på spil i forhold til vilkårene for den politiske samtale.

Ikke det Socialdemokrati jeg kender
AF Niels Enevoldsen forhenværende DSU forbundsformand og tidligere ansat i LO (Landsorganisationen i Danmark) og senere ILO (FNs Internationale Arbejdsorganisation)
Det kunne undre da statsministeren, og socialdemokratiets partiformand, for nogen tid siden ifølge POLITIKEN gav udtryk for, at hun ikke var enig i, at det var godt at fyldte mindre i den offentlige debat og at hun gerne så at det blev et hovedtema i kommende valgkampe.

Grøn omstilling – Bliver Atomkraft et valgtema
Af Søren Thomassen, redaktør NY POLITIK
For fyrre år siden vedtog Folketinget en lov mod planlægning af atomkraft i Danmark. I de senere år er debatten blevet aktualiseret igen og forskellige organisationer og politiske partier har meldt sig med stigende i intensitet. I en hyperpolitisk tid, kan spørgsmålet om at indføre atomkraft i energiforsyningen i Danmark blive et vigtigt tema i en kommende valgkamp.

Mindretallene i den dansk-tyske grænseregion
Af Jens William Grav, cand. scient. pol.
I artiklen omtaler Jens William Grav situationen i dag for de forskellige mindretal i den dansk-tyske grænseregion.