Nr. 4 - 2026

Når kultur og loyalitet får forrang

Af Klaus Krogsbæk er tidligere konsulent i LO-fagbevægelsen og aktiv i fredsbevægelsen. Han er mangeårigt medlem af Socialdemokratiet og desuden medlem af det tyske SPD. Han betegner sig selv som demokratisk socialist og europæisk føderalist. Indlægget udtrykker forfatterens holdning.

Artiklen behandler hvordan kristendommen får større politisk betydning i Socialdemokratiets syn på nation og fællesskab. Når en kristent præget national selvforståelse også bruges til at afgøre, hvem der hører til, får kultur og værdier større vægt, mens sociale og materielle forhold lettere træder i baggrunden. Artiklen følger denne udvikling videre til »åndelig oprustning« og velfærdsnationalisme – og spørger, hvad der sker med magt, fordeling og materielle interesser, når nationen kommer til at fylde mere som politisk og moralsk fællesskab.  


Kristendommen er ikke ny i Socialdemokratiets historie. Kristne forestillinger om menneskeværd, lighed og socialt ansvar har påvirket arbejderbevægelsen, og folkekirken har længe været en del af den danske statsorden.

I den aktuelle socialdemokratiske debat får den kristne tradition imidlertid en særlig politisk funktion. Den bruges til at give det nationale »vi« historisk og moralsk indhold. Problemet er ikke, at kristendommen historisk har præget den nationale selvforståelse; problemet er, at denne historiske arv gøres politisk normativ og bruges som målestok for loyalitet og tilhørsforhold. Her bliver især islam prøvet op imod denne målestok.

Det afspejler en bredere ændring i måden, sociale problemer forstås på. Spørgsmålet bliver i højere grad, hvilke normer der præger mennesker og miljøer, og i mindre grad hvilke sociale relationer og magtforhold deres handlinger indgår i.

Med talen om »åndelig oprustning«[i] får værdier, sammenhold og loyalitet også sikkerhedspolitisk betydning. Det ydre forsvar og det indre sammenhold knyttes sammen.

Den samme bevægelse viser sig i velfærden, hvor nationen får større vægt som solidaritetens politiske og moralske begrundelse.

Fælles for disse forskydninger er, at kultur får større betydning som forklaring og politisk målestok. Kultur er reel og virksom. Den påvirker menneskers handlinger, men er selv historisk og socialt formet, og dens normer får konkret kraft gennem de sociale relationer, magt- og afhængighedsforhold og materielle vilkår, de indgår i.

Problemet er derfor ikke kulturen som sådan. Problemet opstår, når den løsrives fra disse forhold, får forrang som forklaring og samtidig bliver målestok for loyalitet og tilhørsforhold.

Fra sociale forhold til kulturel målestok
Hvordan et problem forklares, er med til at afgøre, hvilke løsninger der fremstår nødvendige. Mennesker handler selv, men deres muligheder formes af de forhold, de lever under – af ressourcer, institutioner og magt. Det ophæver ikke det personlige ansvar, men betyder, at problemer ikke kan forstås alene gennem den enkeltes moral eller vilje.

Social kontrol viser denne sammenhæng. En ung kvinde kan være under pres fra familien om, hvem hun omgås, hvordan hun klæder sig, eller hvem hun danner par med – og presset kan være langt mere alvorligt. Patriarkalske normer angiver, hvad der forventes af hende. Men normernes magt afhænger også af, hvad et brud faktisk kan koste hende. Hvis hun risikerer at miste bolig, økonomisk støtte, netværk eller kontakt til søskende, bliver presset meget konkret. Derfor er formel frihed ikke nødvendigvis det samme som reel frihed.

Et frigørelsesperspektiv spørger derfor, hvad der giver andre magt over hendes liv, og hvordan denne magt kan brydes. Et loyalitetsperspektiv stiller et andet spørgsmål: Er miljøets normer og værdier forenelige med det nationale fællesskab?

Når loyalitetsspørgsmålet får forrang, forskydes blikket fra de sociale relationer, afhængighedsforhold og materielle vilkår, som normerne virker gennem, til kulturen som en mere selvstændig forklaring på mennesker og miljøer.

Kulturelle mønstre kan være reelle, udbredte og karakteristiske for en gruppe og derfor også genstand for kritik. Problemet opstår, når de løsrives fra deres historiske og sociale sammenhæng og kommer til at fremstå som egenskaber, der er iboende i gruppen.
Når det sker, kan kulturen få status som en selvstændig og overordnet forklaring på mennesker og miljøer. Samtidig kan den blive målestok for loyalitet, så spørgsmålet ikke længere kun er, hvilke normer der findes, og hvordan de virker, men også hvem der regnes for at høre til nationen.

Når deltagelse ikke længere er nok

Dermed opstår spørgsmålet om, hvad der kræves for at blive regnet som en del af fællesskabet. I forsøget på at håndtere reelle problemer som social kontrol, religiøs tvang, diskrimination, embedsmisbrug og antidemokratisk virksomhed bliver arbejde, uddannelse, lovlydighed og deltagelse ikke nødvendigvis anset for nok. Integration kommer også til at omfatte krav om tilslutning til bestemte værdier. Målestokken flyttes dermed fra handling til holdning – og fra deltagelse til loyalitet.

Denne forskydning retter sig ikke kun mod den enkelte borger. Den føres også ind i velfærdsstatens institutioner. Her bliver det ikke alene afgørende, hvordan medarbejdere handler, men også hvilken kultur og »ånd« de antages at repræsentere. [ii]

Institutioner og miljøer skal selvfølgelig undersøges. Konkrete overgreb og embedsmisbrug skal sanktioneres, og kulturelle mønstre kan være relevante. Problemet opstår, når sådanne mønstre ikke blot indgår i forklaringen, men gøres til faste egenskaber ved mennesker og miljøer og derfra til målestok for tilhørsforhold. Så bliver bevisbyrden forskellig: Nogle regnes umiddelbart som en del af fællesskabet, mens andre må godtgøre deres værdier og loyalitet.

Det fører til næste spørgsmål: Hvilke værdier skal der sluttes op om – og hvem definerer dem?

Kristendommen som norm – islam som prøve
I dele af den socialdemokratiske debat findes svaret i den kristne tradition. At kristendommen historisk har præget Danmark og arbejderbevægelsen, er ikke nyt. Det afgørende her er dens aktuelle politiske brug: Kristendommen bruges til at give det nationale »vi« historisk og moralsk indhold og dermed til at formulere de værdier, som fællesskabet siges at bygge på.

Men den kristne tradition er langt fra entydig. Kirken har været tæt forbundet med den bestående orden, mens kristne forestillinger samtidig har kunnet bruges i kritikken af rigdom, ulighed og magt. Men når denne konfliktfyldte historie samles som én kristen kulturarv, træder modsætningerne i baggrunden. Traditionen kan dermed fremstå som et fælles historisk og moralsk grundlag.

At kristendom og islam ikke står historisk ens i Danmark, er ikke mærkeligt.

Kristendommen har præget samfundet gennem århundreder, mens islam som større samfundsmæssig tradition er langt nyere og tilhører et mindretal. Den historiske forskel er derfor reel.

Problemet opstår, når denne forskel gøres politisk normativ: når den kristent prægede nationale selvforståelse, ikke blot beskriver Danmarks historie, men bruges til at formulere de værdier, som andre forventes at tilslutte sig for fuldt ud at blive regnet med. Så bliver spørgsmålet ikke alene, om mennesker respekterer loven, demokratiet og andres rettigheder, men også om deres værdier passer til en bestemt forestilling om det nationale fællesskab.

Det gælder også, når hensigten er inkluderende. Når muslimers tilhørsforhold begrundes med, at de bidrager til samfundet og har Danmark i hjertet, bliver tilhørsforholdet samtidig gjort betinget: De skal ikke blot deltage i samfundet, men også vise deres tilslutning til det nationale »vi«.

Det afgørende skel går derfor mellem historisk forankring og politisk målestok. At kristendommen har sat dybe spor i Danmark, forklarer dens plads i den nationale selvforståelse. Det afgør ikke, hvilke kulturelle værdier mennesker skal dele for fuldt ud at høre til politisk.

Når den nationale selvforståelse ikke blot bliver målestok for, hvem der hører til, men også noget, der skal forsvares, får værdier, loyalitet og tilhørsforhold en sikkerhedspolitisk side.

Åndelig oprustning – mobiliseringens indre side
Her får talen om »åndelig oprustning« en særlig betydning. Militær styrke kræver et samfund, der kan mobilisere ressourcer og stå fast under pres. Samtidig kan den ydre trussel styrke kravene om indre modstandskraft, fælles værdier og loyalitet.
Mette Frederiksen har sagt, at »militær oprustning gør det ikke alene. Vi har også brug for at opruste åndeligt. Styrke vores demokrati. Vores modstandskraft som mennesker og samfund.«[iii] Demokrati og modstandskraft er goder i sig selv, men når de indgår i samme oprustning som det militære forsvar, bliver også værdier og tilhørsforhold knyttet til spørgsmålet om samfundets sikkerhed.

Rusland fremstår som den ydre fjende, mens bestemte miljøer og mennesker inden for samfundet fremstilles som en udfordring – og undertiden som en trussel – mod det åbne og demokratiske samfund. Her bliver især islam og muslimske miljøers forhold til fællesskabets værdier og demokratiske normer genstand for politisk prøvelse. Spørgsmålet bliver dermed ikke kun, hvad der skal forsvares udadtil, men også hvem der regnes for at høre til indenfor – og på hvilke betingelser.

Den åndelige oprustning gør dermed sammenhold, loyalitet og tilhørsforhold til en del af det, der skal gøre samfundet i stand til at stå imod ydre pres.

Velfærdsnationalisme med moralsk legitimation
Når det nationale fællesskab på den måde bliver både det, der skal forsvares, og det, der skal bære oprustningen, får det også større betydning for, hvordan solidaritet og velfærd begrundes. Denne forskydning kan beskrives som velfærdsnationalisme. Det er ikke Socialdemokratiets egen betegnelse, men en analytisk betegnelse for en politik, hvor tyngdepunktet i velfærdens begrundelse forskydes fra lighed og frigørelse mod nationen som politisk og moralsk fællesskab.

Velfærd, lovgivning og politisk magt er historisk blevet organiseret nationalt og i dag også inden for EU. Men den nationale ramme siger ikke i sig selv noget om, hvad solidariteten bygger på. Arbejderbevægelsens solidaritetsideal byggede ikke på kulturel ensartethed, men på fælles materielle interesser og fik styrke gennem organisering som modmagt.

Det nye er derfor ikke den nationale ramme, men at nationen får større vægt som solidaritetens politiske og moralske begrundelse. Kristendommen kan give dette »vi« historisk forankring og moralsk indhold. Samtidig kan det samle mennesker med modsatrettede sociale interesser i ét fællesskab.

Denne fortælling får politisk styrke, fordi den knytter an til virkelige erfaringer med krig, indvandring og social usikkerhed. De kan alle få betydning for samfundet som helhed, men har forskellige årsager og rammer mennesker og sociale grupper forskelligt. Når de samles i et nationalt »vi«, kan disse forskelle træde i baggrunden. Dermed bliver det mindre synligt, hvilke sociale forhold der ligger bag, hvem der bærer omkostningerne, og hvilke interesser der står over for hinanden.

De sociale modsætninger forsvinder ikke. Lønmodtagere og arbejdsgivere, rige og fattige har ikke nødvendigvis de samme interesser. Når nationen fremstilles som ét fællesskab, kan krav om løn, velfærd og omfordeling imidlertid lettere fremstå som særinteresser, mens sikkerhedspolitiske prioriteringer fremstår som ansvar for helheden. Dermed får de en moralsk vægt, som sociale krav ikke nødvendigvis får.

Her viser der sig en materiel modsætning. Velfærden fremstilles som en del af det Danmark, der skal forsvares, men oprustningen kræver ressourcer, som kan begrænse råderummet til velfærd og omfordeling. Det betyder ikke, at hver ekstra krone til forsvar automatisk tages fra velfærden. Men penge, arbejdskraft og produktionskapacitet er begrænsede, og større militære krav skærper derfor spørgsmålet om, hvad der skal prioriteres, og hvem der skal betale.

Det, der politisk skal beskyttes, kan dermed materielt blive svækket af selve beskyttelsen. Og selv om omkostningerne begrundes med et fælles hensyn, betyder det ikke, at byrderne fordeles lige.

Det fører tilbage til spørgsmålet om magt.

Tilbage til det sociale spørgsmål
At vende tilbage til spørgsmålet om magt er ikke at afvise værdier. Demokratisk socialisme har selv et normativt udgangspunkt: frigørelse – menneskers kollektive mulighed for at få magt over deres egne livsbetingelser.

Kulturelle mønstre kan være reelle, have virkninger og være genstand for kritik. Problemet opstår, når de løsrives fra deres historiske og sociale sammenhæng, gøres til faste egenskaber ved mennesker og miljøer og får status som selvstændig forklaring. Derfra kan de også blive målestok for loyalitet og tilhørsforhold.

Men det nationale »vi« bliver ikke kun en målestok for, hvem der hører til. Det får også en social og fordelingspolitisk betydning. Når nationen får større vægt som politisk og moralsk begrundelse for sikkerhed, solidaritet og velfærd, kan sociale modsætninger underordnes forestillingen om et fælles nationalt hensyn. Lønmodtagere og arbejdsgivere, rige og fattige har imidlertid fortsat forskellige interesser, og spørgsmål om sikkerhed og oprustning er også spørgsmål om ressourcer, prioritering og fordeling.

Her bliver forskellen mellem loyalitet og frigørelse betydelig. Loyalitetsperspektivet spørger, om mennesker lever op til kravene i det nationale fællesskab.
Frigørelsesperspektivet spørger, hvad der giver normer og sociale forhold magt over menneskers liv, hvem der bærer omkostningerne, hvilke interesser der står over for hinanden – og hvordan forholdene kan forandres.

En demokratisk socialistisk politik må derfor fastholde disse spørgsmål som politiske konflikter og organisere mennesker omkring fælles materielle interesser som modmagt. Ellers mister kampen om magt og fordeling politisk kraft, når krav om nationalt sammenhold, tilhørsforhold og loyalitet får forrang.

Socialdemokratiet opstod ikke for at gøre nationens kulturelle og moralske selvforståelse til politisk målestok. Det opstod for at give mennesker magt over de forhold, der bestemmer deres liv.


Noter:
[i] Mette Frederiksens grundlovstale, 5. juni 2025 på Rødding Højskole
https://www.dansketaler.dk/tale/mette-frederiksens-grundlovstale
[ii] Se fx Frederik Vads tale i Folketinget om udlændingestramninger, 5. april 2024
https://www.dansketaler.dk/tale/frederik-vads-tale-i-folketinget-om-udlaendingestramninger
[iii] Som første note.

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Socialdemokratiet og kristendommen

Tro, håb og så en telefonløsning
Socialdemokratiet og folkekirken
Udryddelse af forældede fordomme
To uforenlige størrelser: Socialdemorkratiet og den priviligerede folkekirke
Humanisme, folkestyre, social omsorg, socialdemokratiet - og kirken - og de kristne!
Socialdemokratiet og religion