Udryddelse af forældede fordomme

Af Martin E.O. Grunz, forretningsfører for AREO – Arbejdernes Europaoplysningsforbund. Han er kandidat i historie, tidligere historisk konsulent for Socialdemokratiet og forfatter til bl.a. ‘Folkets Tid - Socialdemokratiet og Danmark’. Indlægget udtrykker forfatterens holdning.

Socialdemokratiet har som bevægelse og parti aldrig bekæmpet religion eller tro. Fra sin stiftelse har det vægtet demokratisering - og folkekirkens demokratisering har spillet en særlig rolle.

Sagen om en folkekirkepræst tilknyttet Folketinget eksploderede denne sommer. Mangt og meget har været skrevet og sagt i pressen - og debatten kom til at handle om meget andet end det konkrete forslag. Socialdemokratiets historie og danmarkshistorien som sådan, f.eks. Således også i den seneste udgave af ‘Ny-Politik’. Derfor er der nogle forhold i dels lederen “Kristen stridskvinde- og mand i åndelig oprustning” og dels artiklen “Åndelig oprustning”, begge skrevet af redaktøren, som jeg må præcisere, før jeg går ind i debatten om Socialdemokratiets historiske holdning til folkekirken (og religion som sådan); da de er afgørende for at læseren kan følge debatten.

Demokrati og kristendom hånd i hånd
I lederen skrives der, at kirkeministeren “mener, at vores demokrati bygger på kristendommen". Dette synspunkt blev fremført af Auken i Deadline”. Men det var faktisk noget helt andet, som Ida Auken sagde i udsendelsen fra 2025, som der refereres til. Der sagde hun ordret at “nogle tror, at demokrati og kristendom er i modstrid med hinanden; for mig at se, er det to ting der gennem 2000 års historie har gået hånd i hånd”. Der skrives dernæst, at Socialdemokratiet har set sig som “arvtager til idégodset fra oplysningstiden og den franske revolution”. Som helhed er det udsagn forkert. Socialdemokratiet har aldrig defineret sig så entydigt og monolitisk. Mange andre forhold har Socialdemokratiet set sig som arvtager til eller videreudvikler af. Og også dele af oplysningstidens tanker og i langt mindre grad Den Franske Revolution 1789. Endelig omtales Frederik Vad som oplægsholder for “den nationalkonservative forening Tidehverv”. Tidehverv er ikke en forening, men et teologisk tidsskrift der holder et sommermøde. Uagtet hvad deltagernes politiske holdninger er, så er det hvad Tidehverv er. Gennem et århundrede har tidsskriftet først spændende og centrale debatter, som i emnekreds spænder vidt. Det kan enhver der vil læse tidsskriftets mange årgange forvisse sig om. Dermed ikke sagt, at der ikke har været tendenser og strømninger indenfor de forskellige redaktioner og ansvarlige for sommermødet. Frederik Vads bevæggrunde til at takke ja til indbydelsen har han redegjort for i Kristeligt Dagblad.

Ingen tråde til Moralsk Oprustning
I ‘Åndelig oprustning’ paralleliseres Tesfayes udtryk til bevægelsen “Moralsk Oprustning”. Navnene ligger nært, men faktisk antog bevægelsen først det navn efter at dets tilstedeværelse i Danmark havde kulmineret. Før det kaldtes Frank Buchmans bevægelse Oxford-gruppen, og den blev set som en moderne, meget amerikansk og meget udansk bevægelse. Blandt de største kritikere var skribenterne i netop Tidehverv, som blandt andet pegede på, at Oxford-gruppens personlige inderlighed og bekendelse viste væk fra politisk handling og ansvar. Det har meget lidt med debatten om åndelig oprustning at gøre. Når artiklens forfatter senere skriver at “den ene religion er bedre end den; folk bør derfor omvende sig fra islam til kristendom. Vi må droppe "religionsfriheden", er det tydeligvis et udsagn der tillægges visse unavngivne socialdemokrater. Udsagnet kan hverken citatmæssigt eller holdningsmæssigt føres tilbage til Tesfaye, Auken eller Vad.

Fremtidens Danmark
Særligt modstillingen med islam må undre. Åndelig oprustning handlede ikke om et opgør med islam eller for den sags skyld muslimer. Det betyder ikke, at der ikke både er en sikkerhedsmæssig og demokratisk trussel for islamistisk side (som jo altså ikke er det samme som islam), men adresseringen var tydeligt Ruslands og USAs forsøg på at angribe europæiske landes integritet. Og med et territorium, der omfatter både Arktis og Østersøen, er Kongeriget Danmark særligt udsat. Da daværende undervisningsminister Mattias Tesfaye 30/1 2025 (årsdagen for både Kanslergadeforliget og Hitlers udnævnelse til kansler) lancerede begrebet åndelig oprustning, var det tænkt som det der skulle supplere den militære oprustning. Med Tesfayes ord: “Det er fint med militær oprustning, men hvis ikke der er en tilsvarende åndelig oprustning, så sikrer vi ikke Danmarks, Vestens og Europas suverænitet og sikkerhed. Det begynder i skolen”. Ordet oprustning er naturligvis bemærkelsesværdigt, og det kan naturligvis lede tankerne hen på Frank Buchmans bevægelse. Men langt mere nærliggende, så er det at søge inspirationen i Jens Otto Krags socialdemokratiske efterkrigsprogram ‘Fremtidens Danmark’, hvor der står at det danske folk med Socialdemokratiets arbejdsprogram ikke alene vil opnå: “materielle ting som mad i gryden, tøj på kroppen og værktøj i hånden. Men en social højnelse, en åndelig, kulturel og moralsk rejsning vil følge i en velordnet økonomis spor, i takt med den voksende velstand”. Programmet er skrevet under indtryk fra både den nazistiske og (især) den kommunistiske trussel. Derfor handler det, ud over hovedtemaet økonomisk fremgang og fordeling, også meget om sikkerhed - at Danmark får sikret sig gennem faste demokratiske alliancer. Og så om frihed, som - for at totalitarister ikke skal misbruge det - af Krag bøjes i neon: “Ved frihed forstår vi det nordiske frihedsbegreb. Det giver individet rettigheder over for samfundet. De vigtigste af disse rettigheder er: Trosfrihed, talefrihed, frihed til at skrive, læse og undervise, frihed for kunst og videnskab, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed, frihed til at kritisere Rigsdag, regering og myndigheder, frihed til at arbejde for politiske tanker - nye som gamle (det vil sige frihed til at danne opposition), frit valg af beskæftigelse, frit valg af forbrug”. Læg mærke til prioriteringen - trosfrihed nævnes som det første.

Broderånd
Jens Otto Krags ord var et direkte lån fra Th. Stauning, der ved indvielsen af Roskilde Højskole som arbejderhøjskole i 1930 sagde, at “trods alle mangler, trods alle vanskeligheder og trods al forhånelse kan nutidens arbejderklasse se med stolthed på det, der er udrettet — også i åndelig udvikling og højnelse”. Det er bemærkelsesværdigt, at Stauning netop talte om ånd. Så tidligt som på Socialdemokratiets allerførste røde fane fra 1872 stod ordene: “Frihed, Lighed, Broderaand”. Ikke broderskab og heller ikke det senere populære broderbånd. Det var ånd, der blev nævnt.

Her skal man holde tungen lige i munden. For det er ganske vist, at begrebet ånd eller åndelig ikke behøver at betyde metafysisk. Samtidigt må det også siges, at det ikke udelukker en metafysisk dimension. I Ordbog over det det danske sprog, kan man finde blandt definitionerne af ånd finde: “den ulegemlige del af menneskets natur, betingelsen for dets bevidsthedsliv”. Altså blandt andet det som tankestrømme og ideer består af. Og det kan selvsagt have en metafysisk eller religiøs natur. Overbevisningen om denne natur, hvad der binder menneskene sammen og hvorledes de bånd er opstået, er selve trosfrihedens kerne: det er op til det enkelte menneske at definere.

Religion er en privatsag
I Socialdemokratiets første principprogram, Gimle-programmet fra 1876, står der berømt, at “religion er en privatsag”. Det er en formulering der er taget direkte fra det tyske SAPDs (det senere SPD) Gotha-program der var skrevet året før. Det er let at tro, at det skulle betyde religionskritik eller religionsskepsis - eller endda et ønske om, at religion skal ud af det offentlige rum. Det forholder sig lige modsat. Faktisk er det en understregning af, at det enkelte menneske har ret til at have og udfolde sin religiøse og åndelige overbevisning frit, uden at staten griber ind. Karl Marx var rasende over, at de tyske socialdemokrater brugte formuleringen - og i sit skrift mod Gotha-programmet brugte han netop den passage til at hævde, at SAPD dermed udviste “tolerance overfor alle mulige slags religiøs samvittighedsfrihed”. Og det var bestemt ikke ment som en ros. Formuleringen om at religion er en privatsag opstod som en del af den tyske kulturkamp, som handlede om, hvorvidt både katolikker, protestanter, jøder og andre skulle kunne agere lige i staten. Det handlede om, hvorvidt borgerne skulle have lige adgang til embeder, ikke underskrive troserklæringer eller være pålagt religiøse love. SAPD tilsluttede sig en tradition, der strakte sig tilbage til den forfatning, som Paulskirkeparlamentet havde forsøgt at få gjort gældende for Tyskland i 1849. I forfatningens afsnit 6 kapitel 5, gøres det udtrykkeligt klart, at ingen er forpligtet til at give deres religiøse overbevisning til kende, og at man samtidigt har ret til uindskrænket såvel privat som offentligt at udøve sin religion. Det var en beskyttelse af individet overfor statsmagten, der var tale om - og ikke en indskrænkning af individets handlemuligheder.

Socialdemokratiet har i sine principprogrammer da heller aldrig krævet adskillelse af kirke og stat - eller folkekirken nedlagt. Der er flere grunde til det. Først den pragmatiske: I 1876 var over 99 % af befolkningen medlemmer af folkekirken - deriblandt langt, langt størstedelen af Socialdemokratiets medlemmer. Det ville have været et enestående ufolkeligt træk for et parti, der mente at repræsentere befolkningens flertal. Dernæst - og det er trods alt nok væsentligere: Socialdemokratiet gik ind for en demokratisering af samtlige danske institutioner. Deriblandt folkekirken.

Menighedsråd
Folkekirken blev defineret som sådan af D.G.S. Monrad i Junigrundloven af 1849. Det var med inspiration fra blandt andet Grundtvig, og formuleringen “folke” var ikke tilfældigt. Den folkelige bevidsthed, med de ord og begreber vi også langt hen ad vejen forbinder med det i dag, fik netop deres gennembrud i 1840erne. I Junigrundloven blev ét af parlamenterne også navngivet Folketinget. Men i øvrigt var folkekirkens rammer ikke på plads der. For det var hvad man havde kaldt “kirken” eller “den danske kirke”, der nu havde fået ny betegnelse. Og man begyndte allerede derfra at benævne kirken før 1849 som “statskirken”. Så var skellet på plads - og meningen var klar: med trosfriheden skulle muligheden for at folket selv prægede kirken opstå. Vækkelsesbevægelser, debatter og diskussioner opstod da også med det samme. Men rammerne for folkekirken var ikke på plads. I Grundloven stod der, at de skulle ordnes ved lov. Det var én af de løfteparagraffer, som prægede Junigrundloven. I det hele taget er det vigtigt for at forstå samtidens politiske klima, at de enevældige institutioner ikke blev afskaffet med underskrivelsen af Junigrundloven. Ganske vist, lå ansvaret for lovgivningen nu ikke alene hos monarken, men institutionelt skulle de statslige organer finde nye rammer og nye udtryk. Ét af organerne var folkekirken - som reelt var en lokal administrativ enhed. Ideen om, at der skulle være demokratiske lokale valg i folkekirken, var levende fra begyndelsen. Men her var befolkningen og de folkelige, politiske og kirkelige bevægelser delt. Meget store dele af venstre-bevægelsen gik ind for menighedsråd, og da Socialdemokratiet opstod, gik partiet også ind for det. Men hvordan det i praksis skulle udmøntes var der ikke én færdig model for.

Europas mest demokratiske valglov
Socialdemokratiet blev dannet under forfatningskampen, den langvarige politiske strid, der fulgte efter den reviderede grundlov af 1866. Det var den som stillede de to kamre Landstinget og Folketinget lige, på trods af, at valgbarheden var vidt forskellig. Systemskiftet 1901 omtales ofte som afslutningen på forfatningskampen, men det er en sandhed med modifikationer. Den reviderede grundlov gjaldt stadig, og selvom regeringerne efter 1901 baserede sig på Folketinget, var oplevelsen hos Socialdemokratiet, at magten nok var skiftet, men blev forvaltet enerådigt af Venstre. Det medførte også, at Socialdemokratiet førte en skarp oppositionspolitik. Og medvirkede mindre til reformer, end man kunne have forventet af det reformivrige og indflydelsessøgende parti. Én af de første store reformer var etableringen af menighedsråd i folkekirken i 1903. Som sagt, så var det en gammel ambition. Og en del af ønsket om nye valglove. Siden 1848 var valgretten kun blevet indskrænket og ingen nye demokratiske led var blevet oprettet. Det ændrede loven om menighedsråd på. Da den blev vedtaget, var det Europas mest demokratiske valglov. Den omfattede over 98 % af befolkningen. Alligevel undlod Socialdemokratiet at stemme for (men stemte altså heller ikke imod). Begrundelserne var lange og uklare. Ordførere på området var F.J. Borgbjerg og A.C. Meyer, som begge var troende og hvis indgang til Socialdemokratiet havde været kristendommen. For Borgbjergs vedkommende, var argumentationen blandt andet, at menighedsrådene ville stå i vejen for en egentlig gennemført grundtvigsk folkekirke, muligvis adskilt fra staten. For Meyers vedkommende var det især det, at der ikke ville være direkte valg af præster, men at de ville blive indstillet af menighedsrådenes flertal. Det mente han ville føre direkte tilbage til statskirken. Loven blev vedtaget med to stemmer imod i Folketinget.

Bibeholdelse af folkekirken
Venstres markante flertal forsvandt fra 1913 og Socialdemokratiet havde fra da af en helt anden indflydelse. Én af de opgaver der var vigtigst var at få ændret valglovene og Grundloven. Under den radikale Zahle-regering blev en ny grundlov underskrevet 5. Juni 1915. Forhandlingerne omkring den, havde været det oplagte sted at fremføre kravet om adskillelse af kirke og stat - hvis ellers Socialdemokratiet havde ment det. Det var faktisk ikke fordi det ikke blev nævnt. Igen var Borgbjerg på banen med ideen om en fri grundtvigsk folkekirke uden statslig binding. Men dels var der ikke i nærheden af at være flertal for ideen blandt lovgiverne. Dels var der heller intet der pegede på, at befolkningen eller Socialdemokratiets vælgere ønskede det. Heller ikke grundlovsændringen i 1920 gav anledning til at Socialdemokratiet krævede folkekirken adskilt fra staten. I 1924 dannede Socialdemokratiet første gang regering, og stillede også med en kirkeminister. Det var P. Dahl, som udover at være sognepræst også var sognerådsformand og landstingsmedlem. Han var enig med Borgbjerg langt hen ad vejen, og de var afgørende for at både et kirkeligt udvalg og senere kirkekommissionen af 1928 blev nedsat - der skulle se på folkekirkens forhold og også en eventuel adskillelse af kirke og stat. Men ideen om den store folkelige folkekirke udenfor statens rammer blev ikke til noget. Der var ikke politisk momentum til det, men vigtigere: der var ikke folkelig opbakning. Befolkningen blev i folkekirken og menighedsrådene indstillede i stigende grad præster der var i overensstemmelse med sognebørnenes holdninger. Faktisk var det det mere og mere tydeligt, at demokratiseringen af folkekirken var lykkedes ganske godt.

I 1939 fremsatte Socialdemokratiet så for første - og eneste - gang et grundlovsforslag som regeringsbærende parti. Det var på det vælgermæssige højdepunkt, og skulle en adskillelse af kirke have stat have været et socialdemokratisk ønske, skulle man forvente at det var hér det skulle realiseres. Men 1939-forslaget rummede faktisk en styrkelse af folkekirken, med et biskoppeligt råd der skulle høres om ændringer i kirkens forhold. Grundlovsforslaget faldt ved folkeafstemningen (primært fordi Venstre anbefalede et nej), og det biskoppelige råd var ikke med i det grundlovsforslag der blev vedtaget i 1953. Heller ikke ved den lejlighed plæderede Socialdemokratiet for adskillelse af kirke og stat.

Tro, overlevering og tradition
Der har naturligvis også eksisteret en stærk socialdemokratisk kultur, der var yderst kritisk over for folkekirken. Især blandt meget aktive socialdemokratiske tillidsmænd har den været markant. Det var dér man fandt udmeldelserne af folkekirken, solhvervsfester og børnenes tilmelding til borgelig konfirmation. Solhvervsfesterne og den borgerlige konfirmation var smukke foranstaltninger, men var aldrig i nærheden af at udvikle sig til andet end en subkultur. Befolkningens overvældende flertal forblev i folkekirken, og havde den som naturlig ramme for store livsbegivenheder.

Handlede det om tro? Det lader sig ikke påvise. Af flere grunde. For det første, så er den protestantiske (lutheranske) kultur således, at den enkeltes tro ikke er afhængig af hverken kirkegang, bøn eller formuleringer. Det er helt op til den enkelte. For det andet, så er det også et åbent spørgsmål, om man kan adskille tradition og tro. Ganske vist er det netop et fast luthersk begreb, at frelse handler om “tro og tro alene”, men i den folkelige virkelighed var og er det ikke så klart. Netop traditioner omkring livsbegivenheder og højtider var og er kernen for manges tilhørsforhold til folkekirken. Og så skal man naturligvis have med, at folkekirken står for en stærk overlevering. Det er århundredgamle sange og ritualer der bruges. Det er en direkte arv der er forvaltet af tidligere generationer, og det er kulturelle rødder der strækker sig over 1000 år tilbage i Danmarks historie.

Jesus som socialt eksempel
Et andet element, som man bliver nødt til at have med, er den folkelige bevidsthed om Jesu ord, gerninger og liv. Uagtet hvad historievidenskaben måtte mene komme frem til om “den historiske Jesus” liv og levnes, så er skildringerne i evangelierne i Det Ny Testamente det, som almuen gennem tiden har fået overleveret. Og dér fremtræder Jesus ganske markant som kritiker af både politiske og religiøse magthavere. Selvom det ikke er rimeligt at udlede et politisk system eller en ideologi af evangelierne, så fremstår Jesus tydeligt som nådesløs kritiker af enhver jordisk magt, der prøver at påstå at have metafysisk bemyndigelse. Og taler også entydigt om menneskers lighed. Derfor har kritikere af magthavere, fra Frans af Assisi over Luther, til Jefferson, Jeppe Aakjær og Hans Hedtoft da netop også brugt evangeliernes citater og beskrivelser mod magthavere. Det er et afgørende kulturelt fænomen, at de centrale kristne tekster rummer mulighed for kritik af ikke bare statslige magtforhold men også kirkelige. Og endda af kristendommen selv.

Louis Pio var ganske bevidst om det. To dage før Gimle-kongressens afholdelse i 1876 indkaldte han til møde for at højtideligholde den afskaffede Junigrundlov. Han skrev ligeud, at det var en “kristenpligt” at deltage i optoget og vise magthaverne de undertryktes styrke og antal. I de love, som Socialdemokratiet i dagene efter vedtog på kongressen, blev der med en typisk piosk formulering skrevet, at Socialdemokratiets medlemmer havde pligt til “bidrage til udryddelse af forældede fordomme religiøs og national retning”. Det var fordomme der skulle udryddes, ikke religion og nationalitet.

Negativ afhængighed
At åndelig oprustning fra Tesfayes og andre socialdemokraters side var tænkt som en afklaring af forankringen i dansk demokratisk kultur og åndsliv er klart. Og at den danske kulturhistorie, herunder folkekirkens, også var omfattet var ligeledes klart. Det der skulle oprustes mod var russisk og amerikansk desinformation - og det var en styrkelse af egen demokratisk bevidsthed der var hensigten. Kort efter begyndte både politikere som Morten Messerschmidt og Martin Lidegaard, samt debattører og lederskribenter, at nævne, at åndelig oprustning skulle være vendt mod islam eller muslimer. Det er mildest talt underligt, at socialdemokrater, f.eks. i dette magasin, også har tilsluttet sig disse synspunkter. Det er klart, at debatten om udlændingepolitik i årtier har fyldt i Socialdemokratiet. Det er også klart, at synet på hvilken udfordring islamisme udgør (og definitionen af islamisme) deler de socialdemokratiske medlemmer. Men det er diskussioner der ikke havde noget med indholdet af åndelig oprustning at gøre. Faktisk, så gør man ved den annamming af politiske modstanderes beskrivelse Socialdemokratiet negativt afhængig. Partiets egen definition er ikke den afgørende - der er derimod de politiske modstanderes.

I de socialdemokratiske reaktioner mod Ida Auken var det tydeligt, at det var andet end kritik af det konkrete forslag om en folkekirkepræst med mødetid på Christiansborg, der var omdrejningspunktet. Det var sagen trods alt for lille til. Men uanset hvad man mener om forslaget og Ida Aukens stil og fremtoning, så bør man lægge sig på sinde, at folkekirken stadig har en særstatus i Danmark. Det skyldes ikke kun, at det står skrevet i Grundloven. Det skyldes også, at 70 % af danskerne er medlemmer af folkekirken. Ja, der er sket et fald i medlemstallet, men slet ikke så markant som med andre sammenslutninger og foreninger. F.eks. de politiske partier. Faldet skyldes først og fremmest at indvandrere og deres efterslægt ikke som noget naturligt melder sig ind i folkekirken, samt at der i de store byer (men meget markant i København), er en tendens til at fravælge barnedåb for at lade børn vælge eventuelt religiøst tilhørsforhold senere i livet. Uanset faldet, så er folkekirken medlemsmæssigt Danmarks absolut største fællesskab. Og det er der ikke udsigt til, at der vil blive ændret på. Danskerne holder fast i folkekirken, som afspejler og overleverer danske traditioner. Det er en ærlig bestræbelse hvis man politisk vil ændre det forhold, men man bør som socialdemokrat med en sådan bestræbelse besinde sig på, at Socialdemokratiets historiske succes har beroet på, at være i øjenhøjde med den almindelige befolkning.

Redaktionel bemærkning:

I artiklen henvises til lederen i NY POLITIK nr. 3-2026. Denne kan læses her.

I artiklen henvises til en artikel i NY POLITIK nr. 3-2026. Denne kan læses her.

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Socialdemokratiet og kristendommen

Tro, håb og så en telefonløsning

Socialdemokratiet og folkekirken

Når kultur og loyalitet får forrang

To uforenlige størrelser: Socialdemorkratiet og den priviligerede folkekirke

Humanisme, folkestyre, social omsorg, socialdemokratiet - og kirken - og de kristne!

Socialdemokratiet og religion