To uforenlige størrelser: Socialdemorkratiet og den priviligerede folkekirke

Af Jan Pierrel-Boas, næstformand Socialdemokratiet i Bispebjergkredsen, bestyrelsesmedlem i Ateistisk Samfund. Cand. Merc.int i Interkulturel ledelse og Master i Management CEMS CBS/HEC Paris. Har arbejdet med internationalt salg i 20 år og med Public Affairs i 3. Har boet i USA, Hong Kong, Frankrig, England og arbejdet i et utal af især Afrikanske lande. Indlægget udtrykker forfatterens holdning.

Der er et fundamentalt problem når man vil forene Socialdemokratiets grundlæggende princip om lighed og give forrang til en bestemt religion, i dette tilfælde den luthersk-protestantiske folkekirke.

Problemet illustreres af nuværende kirkeminister Ida Auken da hun i Weekendavisen den 23. december 2025, som ordfører for åndelig oprustning, skriver "Vi har religionsfrihed i Danmark, men vi har ikke religionslighed". Ministeren står ikke alene med den udtalelse. Det er en linje der bliver brugt enormt meget blandt især præster og medlemmer af folkekirken, når man som jeg, gennem mit virke i Socialdemokratiet og Ateistisk Selskab, kæmper for en ligestilling af religioner og manglende religion under dansk lov og i det danske samfund. Det er en sætning der siges med stolthed og som et "vindende" argument om folkekirkens plads i samfundet. Ansvarlighed over for andres frihed og lighed i det privilegium har tilsyneladende ikke megen plads i brugeren af dette arguments bevidsthed. Folkekirkens støtter, mener at fordi 68% af danskerne er medlemmer af folkekirken, et antal der er støt faldende i antal og procent, har man “taget en demokratisk beslutning” om at folkekirken er vigtigere end andre kirker. Danskerne har aldrig haft et valg om at være kristne, indtil 1905 var det ulovligt ikke at være konfirmeret ved 19 års alderen, og kristendommen blev indført pga.  politiske interesse og ikke fordi Helligånden bredte sig over landet. Under alle omstændigheder svarer det ikke på spørgsmålet om, hvordan man forener lighedstanken og en privilegeret folkekirke.

Lighed
Som alle socialdemokrater og demokratiske socialister ved, bliver ideen om lighed oftest med vilje misforstået, som værende et slutmål, altså at vi alle skal tjene lige mange penge, gå i det samme tøj og tro på de samme ting. Karikaturen er jo det diametralt modsatte af det faktiske mål. Målet er jo udgangspunktet, altså at vi fra start har de samme friheder, rettigheder og muligheder. At man som menneske i det socialdemokratiske idealsamfund har friheden fra ens ophav eller omstændigheder til at udfylde ens potentiale og leve et værdigt liv. Samtidigt med at man respekterer at andre også skal have samme mulighed.

Så hvis udgangspunktet skal være lighed, kan folkekirkens og kristendommens privilegier, som de er givet i Grundloven, ikke forenes under samme tag eller som politisk projekt.

Når man ser på den socialdemokratiske historie, har kirken været brugt af socialdemokrater til at påvirke samfundet hen imod denne lighedstanke. Man har derfor også forsøgt at finde grundlag i teologien for lighedstanken, som at betegne Jesus som den første socialist. Dette kan muligvis have sin rigtighed, men arbejdet hen imod et mere lige og frit samfund støder altså til stadighed på at markante medlemmer af samme kirke modsætter sig at give slip på deres privilegier. Nej, de troende vil, f.eks. med tilknytning af en folketingspræst, have endnu flere.

Problemet med metafysikken.
Grunden til mit medlemskab af Socialdemokratiet beror på denne lighedstanke og at den samfundsmodel vi kæmper for, bygger på rationelle, logiske og evidensbaserede løsninger. Jeg er socialdemokrat fordi når jeg ser og analyserer på andre samfundsmodeller, skaber de enorm ulighed, skaber de kløfter eller undertrykker folks frihed. Der er ingen metafysik indblandet, ingen altdominerende sandhed fra en gammel selvmodsigende bog, som præger mit syn på hvordan man bygger et ideelt samfund. Det syn er formet af tusindvis af generationers samtaler, diskussioner og derfra love. Love der er blevet gendiskuteret, lavet om efterhånden som flere og flere mennesker havde ret til at deltage i disse diskussioner, har kunne reflektere og dele deres meninger om hvad der var ret og rimeligt og med inspiration fra mange kulturer og lande. Diskussioner som man som socialdemokrat tager ansvar for at deltage i, som vi skal deltage i. Diskussioner hvor vi som socialdemokrater, hvis vi skal være tro til lighedstanken, vægter argumenter efter hvorvidt de inddeler folk i A og B mennesker eller om hvorvidt tankerne trykkes ned over hovedet på andre, uden andet moralsk fundament end at en metafysisk instans tolkes at mene dette.

I diskussioner bliver jeg typisk konfronteret med to argumenter, når jeg vil diskutere kirkens position i samfundet. Det ene, at kristendommen altid har understøttet lighedstanken. Jeg er ikke historiker eller teolog af titel, så jeg skal ikke gennemgå de sidste 2200 års kristendomshistorie, men når man læser Ministerens udtalelser samt folkekirkens modvilje mod at fravige sig sine privilegier, kan man ikke tolke det som andet end at lighedstanken i dag primært eksisterer som retorik og ikke som et praktisk mål. En officiel præst i folketinget er endnu et privilegium som kirken bemægtiger sig.
Det andet argument er at religion og logisk diskussion eksisterer i to forskellige sfærer af forståelse og at de ting som evidens og logik ikke kan bruges i en religiøs metafysisk diskussion. Den er jeg uenig i, men lad os sige at den i det religiøse menneskes tankegang har sin rigtighed. Jamen så kan jeg ikke se at vi så skal blande de to ting sammen i et demokratisk beslutningsrum, som bør basere sig på evidens, fakta og logisk argumentation. Så lad os da netop holde det adskilt, og begrænse dets indflydelse til det enkeltes medlems moralitet og tro, eller manglende tro.

At tage ansvar som Socialdemokrat
Men hvad skal vi så som Socialdemokrater gøre for at opruste åndeligt? Kan kristendommen have sin plads? Ja, det kan den vel godt. Men det synes mig uendeligt fattigt og historieløst at begrænse sig eller bygge hele oprustning på en "kolos på lerfødder" der hverken i sin fortid, nutid eller fremtid synes at ville den socialdemokratiske lighedstanke.
Der er myriader af glemte danskere, som har kæmpet for lighed, for vores rettigheder, ikke kun socialdemokrater, men i alle dele af samfundet. Man kunne tale om en Grundlov hvor ordet demokrati ikke indgår, hvor bestemte mennesker har privilegier og hvor en institution som folkekirken både har privilegier, nogle af dem krænkende, men hvor kirken også er bundet til statens love og måske ikke kan udfolde sig frit.

Som land mangler vi en nationaldag og bevidsthed om vores nationalkultur. Vi mangler at fejre mangfoldigheden og alle de forskellige måder vi har lov til at være danskere på.
Passer vi som samfund godt nok på vores lands natur, på dens kulturarv, på dens særegenheder?

Når vi ser på lande som Frankrig, USA eller Norge, er der vel fejl, men der er også en bevidsthed om at styrke nationalkulturen, som en inklusiv, levende og lige kultur.
Giver vi nok ilt til vores kulturliv, til vores faktiske historie? Definition af nationalkultur og diskussioner om nationalkultur har været præget af Rindalister og af konservative kræfter der vil lukke skodderne til og utilsigtet kvæle den danske kultur.

Vi skal forme nationalkulturen
For en der er uddannet i forståelsen og skabelsen af national og organisationskulturer og som er vokset op med en fransk mor, en dansk far, skolegang i USA og i Hong kong, har det at følge Socialdemokratiets nationalkulturpolitik været en fattig omgang. Med en opvækst hvor jeg blev mindet om at jeg var anderledes og hvor jeg har beskæftiget mig med national kultur spørgsmålet, kan jeg konstatere at vi som socialdemokrater har ladet nationalistiske kristne løbe med både kulturidentiteten og med flaget.

Man burde måske i stedet tale om det frie, lige og favnende Danmark. Et Danmark hvor der er plads til dialekter, hvor man bevarer den lokale kulturhistorie, samtidigt med at man har en bevidsthed om de nationale kulturelle værdier – værdier som vi som socialdemokrater har kæmpet for i de sidste 150 år, og som næres og understøttes gennem kulturelle institutioner som Danmarks Radio, teatre, kunst- og designakademier. At vores uddannelsesinstitutioner baserer sig på en evidensbaseret, logisk og fri forskning. At vores nationale narrativ står på respekt for individets rettigheder og frihed til at være hvem de vil. Slutteligt at vores love og Grundloven reflekterer den lighedstanke som vi som Socialdemokrater tager udgangspunkt i.

Vi skal som parti løbende have de samtaler og vi skal uddanne os selv i vores demokratiske historie og tankegods. Kristendommen kan være en del af det, men vi skal som parti også være bevidste om dens problemer i forhold til demokrati, lighedstanker og historie. Vi skal frem for alt huske alle de andre aspekter af vores partis og lands historie og vide hvilket menneskeligt verdsligt fundament det står på. Det skal og må vi ikke give køb på hvis vi som parti skal fremstå troværdige og som garant for lighedstanken.

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Socialdemokratiet og kristendommen

Tro, håb og så en telefonløsning

Socialdemokratiet og folkekirken

Når kultur og loyalitet får forrang

Udryddelse af forældede fordomme

Humanisme, folkestyre, social omsorg, socialdemokratiet - og kirken - og de kristne!

Socialdemokratiet og religion