Sporene skræmmer

Af Vibeke Storm Rasmussen

Ny Politik har fået tilladelse til at bringe dette debatindlæg, som første gang blev trykt i Weekendavisen fredag den 1. februar 2019

Regeringen er kommet med et forslag, som de kalder en sundhedsreform. En reform, hvis intentioner, ideer og gennemførelse er i klar forlængelse af den sidste reform. Den skal som denne gennemføres uden bred opbakning, men alene med et snævert flertal som den forrige. Det er igen en ren magtpolitisk øvelse, der får megen ros og opmærksomhed af de kommentatorer, der for længst har forladt substans og underholder om politik, som om det var en eller anden sportskamp. Hvem vinder og taber af politikerne – men hvad der tabes på gulvet for danskerne, savner ganske opmærksomhed.

Reformen er blevet til, ved at regeringens top har talt med sig selv. De topembedsmænd, der rådes over, har hjulpet med at skabe det, regeringen ville have. Der skal banes vej for skattelettelser, udlicitering og privatisering af opgaver. Det hele er bundet op på fremtidige lidt upræcise løfter og en klar underfinansiering. Prisen betales af nogle af de svageste grupper i dette land og det direkte, lokale demokrati.

Det hele er lanceret i en kort målrettet, dygtig kampagne, hvor aktørerne har øvet sig på at sige det samme igen og igen. Ingen i Folketinget eller offentligheden har haft mulighed for at se nærmere på produktet. Hverken i regeringspartierne, i partiernes baglande, endsige andre politikere og fagfolk. Som en særlig finesse er fagforeningerne blevet holdt hen af regeringen en ekstra uge. Nu haster det for alle andre med at få helt almindelige fornuftsmæssige overvejelser frem på banen, for det tegner til en hurtig partimæssig aftale, der binder.

Den tidligere reform havde store løfter, der aldrig blev til noget. Amterne blev til regioner uden skatte­udskrivningsret, og mange opgaver gik til stat og nogle til kommunerne. Kommunerne blev meget uens i befolkningsstørrelse; derfor gled mange opgaver i forskellige samarbejdsrelationer væk fra den almindelige kommunalbestyrelse. Den sidste reform førte til mangeartede forandringer, der som den nye hverken var kortlagt eller systematisk vurderet. Men vi ved, at den betød store centraliseringer og udvidelse af administrationernes magt. Den betød manglende finansiering af udlagte og lovede indsatser.

Nu er der endnu en reform på vej med uigennemskuelige konsekvenser for mange mennesker. Der er tale om yderligere utydeliggørelse og vidensskjuling af, hvem der bestemmer hvad. Her er ændringer af kompetencer, indhold og prioriteringer. Tydeligvis med yderligere centraliseringer og valg af nye organisationstyper, der indskrænker den demokratiske deltagelse. Forudsætningerne for at kunne følge med i og deltage i debatten om velfærdsstatens største områder reduceres yderligere.

De helt store tabere er handicappede, psykisk syge og ældre. Der er nu kun ti procent tilbage af de specialiserede tilbud i regionerne. Institutioner for de allersvageste har været igennem store sparekrav fra kommunerne. Dag- og døgnpladserne er faldet med 35-30 procent fra 2009-15. Alene på botilbud til sindslidende og udsatte har kommunerne sparet 1 milliard, og der er kun 500 ud af 1000 tilbage i regionerne.

På de institutioner, kommunerne har overtaget, og de pladser, der tilbydes, er specialiseringen gået i opløsning. Mange steder er der sket en blanding af handicappede, psykisk syge og ældre. På undervisningsområdet er sårbare børn, unge og voksne i klemme over næsten hele landet. Når trygheden og kvaliteten forsvinder i dagligdagen, kommer der et ekstra pres. Hospitaler og psykiatriske sygehuse må tage over. Et stigende antal af psykisk syge med dobbelt­diagnoser – mange slags misbrug – stiller ekstra krav, når de skal hjælpes. Nogle sindslidende bor halvdelen af året i en boinstitution, men i den anden halvdel på hospital. Skræmmende, at en udlægning til kommunerne kunne gå sådan og burde give stof til eftertanke.

Det er en ubehagelig udvikling, der er på ældre­området. Rigtig mange steder er der mangel på ­plejehjemspladser, og det er blevet meget sværere at få en plads. Mange ældre er efter devisen »længst muligt i eget hjem« henvist til korte besøg med skiftende personer til personlig pleje, bleskift, madservering, oplægning af piller og rengøring. De pårørende forventes at løse mere og mere, hvilket udvikler sig ­nærmest katastrofalt, hvor de pårørende er over 70 og med svindende kræfter.

Mange ældre indlægges i ­weekender og ferier, fordi det er uforsvarligt at lade dem ligge hjemme. Vi bliver flere og flere ældre, og hverken frivillige fra ældresagen eller pårørende, der skal passe arbejde eller bor langt væk, kan hjælpe.

Sygehuse og nærhospitaler må ikke være et svar på manglende omsorg for ældre og deres behov. På Frederiksberg har man flersengsstuer i et gammelt hospital. Mange plejehjem har også flersengsstuer til aflastning for pårørende. Det må gøre ondt at se sin gamle mor eller far klumpet sammen og lagt ved siden af helt fremmede, når de helst ville være sig selv, og samtidig risikere at blive unødigt smittet af andre. Bagefter bliver de sendt hjem på 4. sal til ensomheden. Netop når det går så godt, at de vil kunne have glæde af selskab og andre mennesker.

Mange ældre skal som andre syge have omsorg, pleje, hjælp og behandling af læge i eget hjem – og plejehjem, selv om det tager længere tid. De skal på hospitalet med enestuer og ekspertbehandling som andre. De kan behandles, kureres, afhjælpes og få et bedre og længere liv. Et nærhospital, der ikke kan hjælpe folk, er ikke noget godt hospital, og patienterne vil ikke derind. Specielt diabetes- og hjertepatienter kender uanset alder problemet. Når de skal have ny hofte, er der brug for viden om deres sygdom.

Ældre skal også have lov til at dø hjemme eller på hospice eller på hospitalet, de er indlagt på. Nærhospitaler for døende ældre er ældrediskrimination, frem for at skabe relevant personaleudvikling, ordentlige rammer, organisation og økonomi til en ligeværdig behandling i hjemmet.

Der er utroligt meget praleri omkring det, der er lykkedes ved indførelsen af den nuværende reform, men der er meget at gøre endnu og følge op på. Dannelsen af hovedstadsregionen var danmarkshistoriens største fusion. Man sammenlagde: Frederiksborg og Københavns Amts hospitaler, hovedstadens sygehusfællesskab – der bestod af Frederiksberg Hospital, Københavns Kommunes hospitaler og Rigshospitalet.

Det er værd at bemærke, at det lykkedes, ikke mindst på grund af en lang og tidskrævende dialog mellem politikere og fagfolk. En meget bemærkelsesværdig indsats af regionsrådsmedlemmer, der fik meget ringe arbejdsvilkår i reformen, men som på tværs af partier nærmest gik på fast arbejde, rakte hinanden hånden og holdt fast i patienternes tarv.

Den hån, man jævnligt udtrykker omkring arbejdet i regionsrådene, kommer fra personer med landspolitiske retoriske armsving uden den lyst til fordybelse og mangeårige indsats med viden og indsigt, som kendetegner lokale politikere. Man skal vide noget om organisationernes og fagområdernes indbyrdes forhold og om de lokale forudsætninger. Det gælder om at kunne sikre den rigtige balance mellem patientgrupper, fagområder og de lokale behov. Derfor er der grund til bekymring over, at de direkte lokale folkevalgte fjernes næsten overalt.

Med reformen forsvandt en milliard fra Hoved­stadsregionen ud af den årlige drift. Et fast sparekrav forlangte staten. Stigningen og ændringen i befolkningssammensætningen og i de krav, borgerne stillede, samt de nye opgaver blev kun delvist finansieret.

Hospitalerne er i hele landet stadig i gang med at højne og effektivisere behandlingen. De prestigefyldte specialer som kræft, hjerter og KOL har stor ­bevågenhed. Ingen specialer har fordel af at blive fjernet fra forskningsmiljøerne og komme på nær­hospital. På hospitalerne må man sikre sig, at de enkelte specialområder ikke isolerer sig, og arbejde med respekt for, at sammenhængen i behandlingerne har betydning for mange mennesker.

De planlagte Supersygehuse står ikke færdige endnu – der var ikke 100 milliarder, som lovet, men 25 – ­samtidig fik regionerne pålæg om at spare op til at betale halvdelen, hvilket har betydet, at væsentlige renoveringer i den gamle bygningsmasse er blevet udsat. I fremtiden bliver der pladsmangel og store forskelle i de fysiske rammer, patienterne vil blive budt.

De fleste spørger sig selv, om praksislægerne ikke kan gå sammen i sundhedshuse, hvor der også er jordemoderkonsultationer, prøvetagninger og speciallæger, uden løfte om store lønforhøjelser. Det ville være bedre at sikre de trygge og faglige rammer, der skal være om folk, der ligger syge, så de ikke behøver at komme på hospital.

Det ville nok være mest fornuftigt at løse de problemer, der er, i stedet for at skabe flere og nye.

Vibeke Storm Rasmussen var socialdemokratisk regionsrådsformand i Region Hovedstaden (2007-13), før da amtsborgmester i Københavns Amt og før da medlem af amtsrådet samme sted.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

De “overflødige”

Er Fanden demokrat?