Er Fanden demokrat?

Jens Peter Helge Wedell Christensen har indsendt følgende kommentar til Niels Enevoldsens artikel om folkeafstemninger i forrige udgivelse af Ny Politik

”Folket har altid ret!” – men ret er ikke ikke det samme som ”rigtigt”. ”Ret” knytter sig til magt, ”rigtigt” knytter sig til en naturvidenskabelig eller idealistisk/etisk sandhed.

Det medfører, at folkeafstemninger udøver magt, ligesom et parlamentarisk flertal eller en autoritær styreform. At give Fanden selv eneret på folkeafstemninger er derfor forhastet. Han kan lige så godt vise sig i et parlamentarisk flertal eller i autoritære systemers magtudøvelse. Intet siger, at de to udøvelser af magt er at sammenligne med himmelske tilstande.

Ligeså er det også forhastet at hævde, at borgerlige har fortrinsret til folkeafstemninger, alene fordi de er borgerlige vælgere. Indstillingen hos vælgerne i de tilfælde er mere dikteret af de demokratiske værdier, som mange individuelt indstillede socialister hylder – undtagen de, der støtter kommunisters proletariske diktatur eller andre absolut fører-orienterede ideologier. De demokratiske værdier kan være ejendomsret, personbeskyttelse fysisk og åndeligt, ligeværd for personen, ytringsfrihed, ret til fysisk forsvar.

Det er indbygget i demokratiet, at der er en vis konservativt bevarende funktion. Det skyldes, at demokrati er samtale, også mellem uenige mennesker, og en samtale med saglige argumenter ud fra parternes forudsætninger. Derved kan ligeværdigheden konstateres. På den måde indgår oftest noget konservativt med noget andet,hvis man skal nå til en accepteret enighed.

Om den saglige samtale så når ud til folket afhænger af argumenternes accept hos den individuelle person, der danner folket i afstemningen samt den repræsentative  spørger; en MF’er, interesseorganisation, et parti og de professionelle og sociale medier.

Accepten af budskabet er afhængig af individets genkendelse til egen situation og ideal. Derfor kan individets afstemning være dikteret af andre argumenter end selve sagen som den er fremsat. Individet anvender vurdering/troværdighed af budskabets afsender, sin viden ift. budskabets argument samt sin vurdering af den fremtidige situation, som budskabets accept eller forkastelse antages at indgå i. Det er det problem, Niels Enevoldsen rejser med spørgsmålet om, om vælgerne stemmer om det, de bliver spurgt om, og om der stemmes ud fra en øjeblikkelig sindsstemning. Her antages det, at vælgerne ikke selv har lov til at fremsætte en dagsorden eller problem, medmindre man selvfølgelig implicit mener, at vælgerne er dumme eller de ikke vil acceptere budskabets grundlag på magthavernes præmisser.

Argumentationen konfronterer alle aspekterne af magt og sandhed, og bearbejdes i mennesket, vælgeren, med dets viden, idealisme og dets antagelse af den fremtidige situation.. Mennesket vurderer budskabets troværdighed for sin egen situation, dels mht. det naturvidenskabelige element der dikterer grad af overlevelse, dels mht. det idealistiske eller den etiske sandhed.

Fx ved folkeafstemningen om EU-retsforbeholdet: Ville Danmark kunne profitere ligeså meget operativt af Europol-samarbejdet som hidtil? Hvilke fordele vil (ikke ”kan”) et medlemskab af Europol medføre ift. hidtil?

Der blev i offentligheden også gjort meget ud af, at danske patent-domstoles afgørelser ville gælde hele EU. Der blev ikke gjort noget ud af, at rumænske domstole ville få samme myndighed i Danmark, selv om de efterforskedes for korruption. Eller polske, hvor partibogen for dommere antages at skulle være i orden?

Kan komplicerede forvaltnings-juridiske spørgsmål, som disse umiddelbart fremstod, ikke overlades til en befolknings vurdering, byggende på dens krav til troværdighed ? Jeg synes det, da det er menneskene jura og institutioner med deres embedsmænd er til for. Så må individet tage ansvaret for sin egen vurdering og øjeblikkelige sindsstemning. Ellers bliver alle apparatjikker, soldater, bureaukrater. De er gode til at skabe system og underskud på nationalregnskabet samt fraskrive sig ethvert personligt ansvar og give ”systemet” skylden. 

På nationalt niveau er troværdigheden mellem mennesker også på spil. Den kaldes også samfundets sammenhængskraft. Den skal give mennesket mulighed for dets fysiske overlevelse  bla. gennem arbejdets løn, understøttelse, sundhed, idealistisk/etiske uddannelse og samfundets kommunikation, mellem menneskers forskellige sociale tilstande. Det læser jeg som Niels Enevoldsens efterspørgsel af, at det repræsentative demokrati kan forbedres gennem de folkevalgtes ansvarsudøvelse.

Fx er det problematisk for sammenhængskraften, at ”de gule veste” i Frankrig er i stand til at få indflydelse på deres regering, når landet har hvad de selv kalder demokrati, der bygger på frihed, lighed og broderskab. På dette grundlag er deres elitære uddannelsessystem også problematisk. Det hindrer kommunikation mellem menneskers sociale grupper og giver sig betydeligt udslag i de repræsentative forsamlinger. Derved kompromitteres ansvarsudøvelse af mindre troværdighed.

Nationalt ser vi også, at bla. socialdemokratiske repræsentanter skærmer sig efter deres valg, og hellere vil have samtaler med embedsværket, andre repræsentanter end med borgere og partimedlemmer. Eller det kan opleves, at MF’ere griber til en selvopfattet autoritet dikteret af dumsmart loyalitet ved at benægte fakta ang. fx lægemangel, undlade at besvare henvendelser om politiske samtaler, og oven i købet forlange taknemmelighed for deres evt. ændring af overordnede synspunkter uden tilknyttet reel forvaltningsmæssig handling.

Destillatet af sådanne adfærd er politiske partier, der ikke har et kritisk dannelsesideal for sine medlemmer, repræsentanter eller vælgere. Politisk kritik kan jo anvendes mod en selv og ikke kun mod andre. Fornægtelsens forum består af mennesker, der danner loyaliteter, hvor tingenes konservative, bevarende tilstand er det naturvidenskabeligt konstaterbare. De lukker sig inde i en lejrmentalitet, der appellerer til parti-soldater, ikke til befolkningen som folk, bestående af vurderende, selvtænkende, mennesker. Det er sådan noget, der svækker sammenhængskraften i et land, hvorved repræsentanterne, magthaverne, anerkender med sig selv, at folkeafstemninger på demokratisk grundlag, er risikable.

Det kan derfor meget vel være fanden, der har skabt folkeafstemninger. Det har så været som opposition til de hellige og deres engle af partisoldater, der med deres adfærd afskærer sig fra befolkningen.

I dag kender vi ofte de hellige og deres soldater. De bliver finansieret over skatter, kontingenter og privilegier i dagligdagen. De er selvsupplerende, fordi de er gensidigt udpegende til honorerede stillinger, og soldaternes officerer er de, som er benævnt ”kommentariatet”. Som gode officerer ved de, hvordan man overlever krigshandlingernes karaktermord. Nogle af dem fortsætter deres aktivitet, nu iklædt en kappe af demokrati og menneskerettigheder. Konceptets karikatur udenlands ses fx for tidligere STASI-funktionærer  på www.gbmev.de.

Det er kun menneskeligt, at hellige frygter kritik. Demokrater derimod tager kritik som en udfordring og anledning til samtale, for at skabe enighed om vejen frem med folket. Derfor skal folkeafstemninger konstituere ethvert demokrati, så magthaveres lejr-mentalitet kan udfordres.

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Sporene skræmmer

De “overflødige”