Nye roller for Europa efter Afghanistan?
Under Trump frygtede Europa tab af USA's sikkerhedsgaranti. Det blev til en ekstra begrundelse for at investere mere i militæret for at stå op imod et truende Rusland. Med Biden er der ikke længere tvivl om, at USA er bag NATO og ser en klar egeninteresse i at dæmme op for russiske fremstød. Amerikanerne vil stadig gerne have et større europæisk forsvarsbidrag, men det er ikke en betingelse for deres sikkerhedsgaranti.
Af Mogens Lykketoft. Fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling
Troen på USA’s garanti er ikke rystet af den hastige retræte fra Afghanistan. Men der er meget at overveje for de mange af os, der fulgte med USA til Afghanistan - og derfor også måtte følge med ud igen. De store invasioner og krige i Afghanistan og Irak skabte globalt set ikkefærre terrorister. Tværtimod. Uvæsnet spredte sig til mange andre lande og krigene førte til enorme tab og omkostninger for civilbefolkningen. Dét, der lykkedes kampen mod terror, var, at mange anslag blev kvalt i opløbet via godt samarbejde mellem mange landes politi og efterretningstjenester.
I mange år blev det sagt, at formålet med Vestens militære og civile tilstedeværelse ikke bare var terrorbekæmpelse, men at understøtte statsopbygning. Dette projekt var dog aldrig i nærheden af at lykkes. Måske var det dømt til fiasko fra første dag, I hvert fald kollapsede det, fordi USA og de allierede aldrig fik insisteret på en regering i Kabul, der var effektiv, u-korrupt og rimeligt repræsentativ for den afghanske befolkning. USA flyttede det meste af interessen til Irak uden at have bygget et solidt fundament i Afghanistan. Her viste det hele sig at være et korthus, der væltede både civilt og militært, straks da de fremmede var borte.
Måske registrerede europæerne knapt nok, at der - på tværs af afgrundsdybe meningsforskelle om det meste - var stor enighed fra Obama, over Trump og til Biden om, at USA ikke fortsat skal engagere sig med store invasionsstyrker for at tage arabiske og muslimske land i besiddelse og bestemme deres styreform.
Derfor er det højst usandsynligt, at vi i Europa vil blive stillet over for en ny amerikanske præsident, der vil have os med i krigskoalitioner i fjerne lande.
Europa skal have fokus på andre udfordringer
USA vil i fremtiden være en mere indadvendt supermagt, hvis væsentligste udenrigspolitiske fokus er på konkurrencen med et Kina, der i økonomi og teknologi truer med at vokse amerikanerne over hovedet.
Europas væsentligste opgave bliver at bidrage til afspænding mellem USA og Kina. De skal begge fastholdes på det fælles ansvar over for den unge generation for at sikre fred, klima og natur. De skal bringes til at bidrage til at reformere FN og de øvrige internationale institutioner, så Kina får indflydelse samklang med landets reelle tyngde – hverken mindre eller mere end det. Europa skal bidrage med forslag, der er acceptable for alle parter, om gensidig handel og investering. Uanset al forståelig modvilje mod den kinesiske ledelse autoritære indenrigskurs og ny udenrigspolitiske konfrontationer må fokus drejes hen på de grundlæggende fælles interesser, længe før USA og Kina er så langt ude i et uhæmmet rustningskapløb, der ved fejltolkninger af modparten kan føre til regional eller global krig.
Europæerne skal også udfylde et tomrum efter USA i den større mellemøstlige region og i Afrika. Vi får brug for en ny fælles udenrigspolitik, der handler mere om diplomatisk indsats og investering i de ’blødere’ dele af en aktivistisk udenrigspolitik end om at overtage amerikanernes hårde militære bidrag, der spillede fallit-
Forhåbentlig går Danmark ikke igen i krig som i Afghanistan. Vores styrke og gennemslagskraft ligger i den fredelige del af den aktivistiske udenrigspolitik, således som vi understregede det fra 1960’erne til 1990’erne ved at satse langt mere end de fleste andre lande på udviklingsbistand, direkte og via FN’s underorganisationer. Til gengæld ydede mindre end amerikanerne ønskede til det fælles forsvar i NATO; og vores militære tilstedeværelse i andre lande altid var som del af FN’s fredsbevarende operationer.
Vi kan håbe på og satse på, at den gamle danske formel for aktivistisk udenrigspolitik også bliver forbillede for en ny og fælles europæisk kurs:
Gennem EU og FN skal vi tilbyde indsatsfor at bekæmpe sult, levere sundhed og uddannelse, ikke mindst til piger og kvinder. Vi skal understøtte udvikling af et uafhængigt retsvæsen og et kritisk civilsamfund. Vi skal tilbyde at forbedre infrastruktur, skaffe vand og løse klimaproblemer – mere jo mere landenes herskere selv forstår nødvendigheden af større frihed og mere moderne udvikling.
Vi kan selvfølgelig også bistå med hjælp til konfliktløsning og terrorbekæmpelse, hvis vi bliver indbudt til det fra FN.
Måske kommer der engang igen liv i ideen, der blev lanceret for mere end 20 år siden af de franske og britiske ledere, om et fælles europæisk udrykningskorps, der kan varetage fredsskabende og fredsbevarende operationer – ikke mindst i Europas nærområder i syd og sydøst. FN’s daværende generalsekretær, Kofi Annan, modtog ideen med kyshånd i et møde med os europæiske udenrigsministre i sommeren 2001. Europa kunne derved, sagde Annan, levere det hidtil vigtigste bidrag til FN’s mulighed for at rykke hurtigt og effektivt ud til fredsbevarende operationer.
Jeg håber, at vi har afskaffet forsvarsforbeholdet i EU I tide til at være med til at genoplive denne gamle tanke.
Europa kan kun udfylde nye roller, hvis vi kan indse nødvendigheden af fælles handling.
Det ser meget vanskeligt ud lige nu.
I sidste ende er de store landes vilje afgørende.
Frankrig har viljen, men Tyskland er den største og vigtigste brik. Og det er i Danmarks interesse grundlæggende at være overens med Tyskland som den store nabo og handelspartner, vi har så meget til fælles med.
Derfor holder vi i de kommende måneder blikket stift rettet mod udfald og konsekvenser af det tyske valg.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Dine digitale rettigheder
Om forholdene i forskningsindustrien