Ny Politik

Af Kjeld Schmidt, dr.scient.soc, professor emeritus CBS, senior professor University of Siegen.

Trods det let komiske anstrøg, kampen antog, er sagen for alvorlig til at lade det være ved det. For i forvirringen er der skabt en myte om, at kvaliteten af forskningen kontrolleres eller bør kontrolleres af universitetsledelserne, hvad den ikke gør og ikke kan gøre. Kvaliteten af forskningen kontrolleres i et internationalt system af fagkyndig bedømmelse af enkelte bidrag og, baseret herpå, af de enkelte tidsskrifters placering i den videnskabelige verden.

Da myten om universitetsledelsernes rolle i kvalitetssikringen kan skabe problemer hen ad vejen, vil jeg i det følgende forsøge at bringe lidt klarhed over sagen, først om debatten og parternes position, dernæst over det internationale system for kvalitetskontrol.

Striden tog for alvor sin begyndelse sidste vinter (23. februar), da Morten Messerschmidt (DF) stillede en lille byge af § 20-spørgsmål til forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, hvori han udbad sig ministerens vurdering af relevansen og lødigheden af bestemte forskningsretninger:

"Mener ministeren, at identitetspolitisk, intersektionalitet og kosmopolitisme samt andre forskningsområder som disse er det, der menes, når universiteterne pålægges at skabe viden og indsigt i overensstemmelse med det omgivende samfunds forhold og behov?" (S 976).

"Mener ministeren, at teoretiske uddannelser som postkolonial teori, kritisk raceteori, intersektionel feminisme m.m. er i overensstemmelse med almindelig god videnskabelighed og den videnskabelige metode?" (S. 980).

Så vidt, ingen forvirring. DF ønskede at bringe statsmagten, i ministerens skikkelse, til at undsige bestemte forskningsretninger som unyttige eller uvidenskabelige. Det var naturligvis i strid med Universitetslovens bestemmelse: Universitetet har forskningsfrihed. Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken (§ 2:2). Så ministeren tog klogeligt ikke imod invitationen, og hendes gennemgående svar var, at Forskningsfrihed er en af grundpillerne i et moderne demokrati, og jeg mener ikke, at vi fra politisk side skal gøre os til dommere over den videnskabelige metode i individuelle forskningsfelter. Hun henviste i stedet til, at der eksisterer mekanismer, der sikrer kvaliteten af forskningen. Dette sker primært via fagfælle bedømmelser, hvor forskere bedømmer kvaliteten af andre forskeres resultater.

Det svar tilfredsstillede åbenbart ikke Messerschmidt. Så han allierede sig med Henrik Dahl (LA), og sammen anlagde de to en mere sofistikeret taktik. De anmeldte i fællesskab en forespørgselsdebat om, hvorvidt forskningsministeren var enig i, at der i visse humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer er problemer med overdreven aktivisme på bekostning af videnskabelige dyder, og om hun var enig i, at en sådan tendens kalder på handling’ i form af en ‘undersøgelse af problemets omfang.

Ved forespørgselsdebatten den 28. maj fremhævede Henrik Dahl som ordfører for forespørgerne en række eksempler på ‘aktivisme’ inden for forskning i sexisme, racisme og migration. Han efterlyste afslutningsvis en debat om forskellen på videnskab og politik og en debat om grænserne for, hvor aktivistisk man inden for rammerne af et begreb om forskning og inden for rammerne af den institution, der kalder sig et universitet, kan tillade sig at optræde. Den debat fik han ikke. I stedet handlede debatten overvejende om pluralismen i forskningsmiljøerne.

Under debatten fremlagde Dahl et forslag til vedtagelse, som forud for debatten var forhandlet færdig mellem S, V, DF, KF, LA, NB og KD, og som efterfølgende blev vedtaget uden ændringer:

Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik. Universiteterne er oprindeligt et særkende for Europa, med rødder i middelalderen. I vore dage fungerer de som afgørende samfundsinstitutioner, der danner en ramme om den frie og kritiske tænkning. Grundprincippet i det frie universitet er en akademisk selvregulering. Den består i, at forskersamfundet gennem fri og kritisk debat når til konsensus om såvel de idéer, forskersamfundet anser for at være levedygtige, som om de idéer, der i lyset af den kritiske debat ikke lader sig opretholde. Folketinget har den samme ret som alle andre forsamlinger af borgere, eller borgere enkeltvis, til at udtrykke holdninger til forskningsresultater. Men det bestemmer ikke, hvad der kan forskes i, eller hvordan. (Samling 2020-21, V 137, vedtaget den 1. juni).

Det store flertal i Folketinget (S, V. SF, EL, RV, KF) tilsluttede sig ikke forespørgernes påstand om, at det i ‘visse’ forskningsmiljøer skorter på ‘videnskabelige dyder’. Ministeren hæftede sig derimod ved, at der er forskningsfelter, hvor der ‘er så snæver en teoretisk tilgang til forskningen, at det faktisk begrænser forskningens resultater og anvendelighed’, men ville til forskel fra forespørgerne ikke hænge enkeltpersoner eller miljøer ud. Ordførerne for Venstre og Konservative anslog samme tone. Regeringen og dens støttepartier samt de regeringsbærende borgerlige partier henviste i debatten konsekvent til, at eventuelle problemer med forskningskvaliteten og med de interne forhold i de enkelte forskningsmiljøer på universiteterne måtte løses i og af forskningsmiljøerne selv, gennem ‘selvreguleringen af den videnskabelige praksis’.

Det lykkedes kort sagt ikke Dahl og Messerschmidt at få Folketingets store flertal med på deres kampagne mod forskningen i ‘visse’ miljøer.

Ikke desto mindre vakte vedtagelsen den 1. juni bestyrtelse i store dele af den akademiske verden. Formanden for rektorkollegiet, Anders Bjarklev, tweetede samme aften, som Folketinget stemte om forslaget til vedtagelse, at han kun kunne tolke det her som et angreb på forskningsfriheden. Dagen efter tog en gruppe forskere initiativ til en underskriftsindsamling mod dette ‘angreb på forskningsfriheden’. Det endte med at få tilslutning fra 3.241 forskere, og blev videregivet i nordiske, engelske, franske og tyske medier (dog uden, at Folketingets afsluttende forsikring om, at Folketinget ‘ikke bestemmer, hvad der kan forskes i, eller hvordan’, blev medtaget, selv om den dog ellers er vægtig). Den 7. juni stemte formanden for Akademikerne i ved at udtale, at forskningsministeren ved at stemme for vedtagelsen har udtrykt en generel mistillid til forskningen og universiteterne.

Ikke nok med det. Dagen før, den 6. juni, var 262 forskere fra nogle af de miljøer, Dahl og Messerschmidt havde angrebet med navn, gået linen ud og havde fået offentliggjort et debatindlæg på Politikens forside, hvori de spurgte forskningsministeren, om hun dog var enig i, at der i de miljøer, som var blevet hængt ud, er problemer med ensretning, pseudovidenskab og unddragelse af kritik. Dermed gentog de præcist det, forespørgerne havde forsøgt — nemlig at få forskningsministeren til, som minister, at udtale sig om kvaliteten af deres forskning. Forvirringen havde nået nye højder.

Ifølge vedtagelsen den 1. juni har Folketinget den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Ordvalget var nøje afvejet: Universiteterne forventes (i overensstemmelse med lovens § 2:2) at sikre rammerne for de enkelte forskeres forskningsfrihed og dermed for den videnskabelige selvregulering — for det tilfælde, at denne måtte være under (internt og eksternt) pres.

Protesterne mod vedtagelsen byggede omvendt på den sikre overbevisning, at universiteternes ledelser allerede — faktisk og med held — løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer, og at den omstændighed, at Folketinget udtalte sin forventning om, at universiteterne værner om den enkeltes forskningsfrihed, i sig selv var udtryk for mistillid til universitetsverdenen.

De opskræmte dele af forskningsverdenen fangede åbenbart ikke i kampens hede, at det angreb på ‘visse’ forskningsmiljøer inden for sexisme, racisme og migration, som Dahl og Messerschmidt forsøgte at få støtte til, blev pareret i forskningsministerns tale ved forespørgselsdebatten og af de øvrige ordførere i debattens løb samt med vedtagelsen 1. juni, og at angrebet dermed var faldet til jorden. Det er klart, at flertallet kunne have afvist angrebet mere direkte — man kunne f.eks. have stemt for den afværgetekst, RV, EL og SF foreslog, men flertallet i Folketinge stod i det dilemma, at der i løbet af vinterens og forårets mediedebat om ‘identitetspolitisk’ farvet forskning faktisk var fremlagt eksempler, der indikerer, at der var mindre forskningsmiljøer, der var karakteriseret ved at være både fagligt ensporede og kvalitetsmæssigt udfordrede. Det ville have været politisk svagt helt at ignorere disse indikationer.

Jeg har selv — som aktiv sociolog, med små 50 års forskningserfaring på bagen og med en doktorgrad i sociologi oveni — set nærmere på nogle få af de eksempler på ‘identitetspolitisk’ farvet forskning, der har været fremdraget som belæg for påstanden om, at der vitterlig er et problem i ‘visse’ miljøer, og min konklusion er, at de pågældende arbejder kan betegnes som ideologisk amputeret amatørsociologi. Det har jeg også udtrykt i debatter på Facebook.

Rektorkollegiet, universitetsledelserne, Akademikerne og den protesterende del af forskningsverden kan jo ikke — lige så lidt som Folketinget — udtale, at der er problemer i hjørnerne — eller det modsatte, nemlig at der ikke er noget problem. At udtale sig med belæg om lødigheden af den omtalte forskning (eller det modsatte) forudsætter jo, at man besidder den relevante fagkundskab. Det turde være klart. Men i stedet for at tage Folketingsflertallets afparering til efterretning, valgte Rektorkollegiet, Akademikerne og tusindvis af forskere at danne vognborg under forskningsfrihedens banner — i protest mod, at Folketinget udtrykte sin banale forventning om, at universiteterne skærmer forskningsfriheden for den enkelte.

Det var da også fint at få markeret, at alle parter er tilhængere af forskningsfriheden og endda føler stærkt for den. Men ingen er blevet klogere af dette spilfægteri, men snarere forvirrede på et højere plan. Og i forvirringen blev der skabt myter om, hvordan kvaliteten af forskningen sikres, som kan skabe problemer i fremtiden.

Den videnskabelige selvregulering udføres i det store og hele ikke af universiteternes ledelser (bestyrelse og rektorat) eller inden for rammerne af universiteternes øvrige organer (fakultet og institut). Den udføres i stedet i det store og hele i et internationalt system af praksisser og institutioner, hvori forskerne på universiteterne selvsagt er de primære aktører, men hvor universiteternes ledelsesorganer reelt ingen rolle spiller. Vil man forsvare forskningsfriheden, må man tage udgangspunkt i, hvordan dette system fungerer. Jeg vil derfor i det følgende forsøge at skitsere systemet.

Allerførst er det dog vigtigt at slå fast, at videnskaben ikke er én ting, men endog særdeles mangfoldig og sammensat. Der er forskning, der overvejende er eksperimentel (fra fysik og kemi til farmakologi og psykologi), lige som der er forskning, der overvejende er baseret på observation af naturligt forekommende fænomener (fra astronomi og geologi, over etnologi og sociologi, til litteraturvidenskab og historie). Der er forskning, hvis genstandsfelt nødvendigvis defineres og beskrives i dagligsprogets termer (psykologi, sociologi, lingvistik, pædagogik), mens der er forskning, hvis fænomener beskrives i fagets egne tekniske termer (kvantemekanik, kosmologi, kemi, genetik). Der er forskning, der motiveres af politiske og samfundsmæssige behov (medicin, epidemiologi, klimaforskning, nationaløkonomi, teknologi), mens der er forskning, hvis formål er videnskabernes interne husholdning (matematik, logik, informatik, matematisk fysik osv.). De forskellige discipliner og forskningsfelter er kendetegnet ved (ofte radikalt) forskellige begrebsverdener, slutningsregler, kvalitetskriterier osv.; det giver ingen mening at tale om ‘den videnskabelige metode’ i bestemt ental. Det er ikke engang muligt at sige, som vedtagelsesteksten gør det, at ‘akademisk selvregulering’ ‘består i, at forskersamfundet gennem fri og kritisk debat når til konsensus’. Den videnskabelige forskning er rigtignok kumulativ, historisk set: fænomener undersøges, data samles, gentagne mønstre identificeres og registreres som stabile: som fakta, lige som der efterhånden ofte etableres udbredt accept af bestemte forklaringer på de observerede mønstre (‘teorier’). Der er endda i løbet af videnskabens historie udviklet teorier om centrale spørgsmål (fra den newtonske mekanik og teorien on kemiske reaktioner til kvantemekanikken, relativitetsteorien og evolutionsteorien), som betragtes som så solide, at de danner fundamentet for forskning inden for et bredt spektrum af forskningsfelter og teknologier. Men der er samtidig betydningsfulde videnskabelige områder, hvor der nok opstår en slags konsensus, forstået som dominans af en bestemt skole, men hvor den dominerende skole så afløses af en ny et årti eller to senere (politologi, sociologi og organisationsteori er iøjnefaldende eksempler). Konsensus er under alle omstændigheder en ustabil og forbigående tilstand, som i mange discipliner og forskningsområder endda aldrig indtræffer. Teorier er ikke evige sandheder, de enten forkastes som fejlbehæftede eller deres gyldighedsområde afgrænses, fordi deres grundantagelser viser sig at være for generelle (den newtonske mekanik gælder f.eks. i dag kun for makroskopiske legemer ved lav hastighed): ‘fallibilitet’ er et grundvilkår.

Hvad videnskabeligt arbejde har fælles, er at være underkastet en forpligtelse til på at gå systematisk til værks, sikre at der er belæg for påstande, afveje mulige alternative fortolkninger, være uhildet og reflekteret (dvs. kritisk og selvkritisk). Ud over sådanne almindeligheder er generelle udsagn om, hvad der er god videnskab, som regel udtryk for faglig provinsialisme eller chauvinisme (eller for udenforståendes uvidenhed).

Under debatten var det en uudtalt men gennemgående antagelse blandt ordførerne, at ’den videnskabelige selvregulering’ foregår i de lokale forskningsmiljøer. Henrik Dahl brugte således en stor del af sin taletid på at overbevise Folketinget om, at selvreguleringen ‘kan køre af sporet’, og at universitetsledelserne så må forholde sig til det. Mens forespørgerne altså mente, at det faktisk forholdt sig sådan i ’visse’ miljøer, efterlyste støtteparternes ordførere evidens for påstanden, mens de øvrige klogeligt afviste at tage stilling med henvisning til armslængdeprincippet. Uenigheden til trods, var det således en forudsætning for diskussionen, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis foregår i det lokale miljø, og at selvreguleringen således ’kan køre af sporet’, hvis en minoritet af forskere i det givne miljø føler, at deres forskningsemne eller -tilgang ikke respekteres af kollegerne og derfor — som ved en sammenkomst i en dysfunktionel familie — ikke ønsker at ødelægge den gode stemning ved at rejse kritik. Og ja, det er sandt, at forholdene forskere imellem ofte ikke er paradisiske — der foregår jo også der en strid om ressourcer og anerkendelse og prestige. Men sagen er, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis ikke foregår ved diskussioner på institutmøder eller hen over fredagskage og kaffe. Den foregår i et helt andet regi.

Den videnskabelige selvregulering fungerer i hovedtræk på to niveauer. Fagfællebedømmelse (‘peer review’) er det grundlæggende og primære.

En forsker skal offentliggøre sit arbejde. Kun derved — og først i og med offentliggørelsen — anerkendes arbejdet som et potentielt bidrag til viden. Men den egentlige anerkendelse af arbejdet som et bidrag sker først, når det publicerede arbejde ‘citeres’, dvs. når andre forskere inden for feltet har læst det og med henvisninger viser, at de finder, at arbejdet understøtter, korrigerer eller problematiserer tidligere bidrag; fremlægger nye data, der synes uforklarlige på det foreliggende grundlag eller rejser tvivl om etablerede teorier og begreber; tilbyder nye metoder; og så fremdeles — altså, når andre forskere simpelthen finder det brugbart, noget man kan bygge videre på (med eventuelle forbehold), et bidrag.

Men igen er mangfoldigheden betragtelig. Der er stor forskel på de forskellige discipliners publikationspraksis. I de tekniske, naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige discipliner er normen offentliggørelse i periodika (tidsskrifter), typisk udgivet af internationale forlag, der vogter nidkært over indholdets kvalitet og bedømmelsesprocessens integritet (de har store økonomiske interesser i klemme). Humanistiske forskningsarbejder bliver derimod typisk offentliggjort i bøger eller redigerede artikelsamlinger (ikke mindst når forskningsgenstanden, f.eks. litteratur eller historie, er bundet til et lille sprogområde). Endelig bliver forskningsresultater ofte også bragt til torvs på videnskabelige konferencer og derefter, eventuelt i redigeret form, i form af artikler i artikelsamlinger (‘proceedings’).

Forskeren indsender altså sit arbejde som artikelmanuskript. Tidsskriftets redaktion vurderer først, om manuskriptet overhovedet har en relevans og lødighed, som retfærdiggør, at der bruges ressourcer på at bedømme arbejdet (hvis ikke, forkastes det uden bedømmelse, såkaldt ‘desk rejection’). Men ellers sendes det til bedømmelse hos flere eksperter, som regel tre. Hvis manuskriptet overlever den første bedømmelse, gennemgår det derefter typisk en længere proces, hvor det revideres og bedømmes i flere omgange, indtil bedømmerne og redaktionen er tilfredse ved kvaliteten og accepterer arbejdet til offentliggørelse som et (potentielt) bidrag til videnskabelig forskning. Det er et hårdt udskillelsesløb. Således har manuskripter indsendt til det tidsskrift, jeg har været chefredaktør for i mange år, en dødsrate på omk. 75%. (Det er en normal rate for et specialiseret tidsskrift; hos de store videnskabelige tidsskrifter som Nature, Science og British Medical Journal, er dødsraten endnu højere, 93-96%). Underlødig eller ufærdig forskning sorteres dermed løbende fra i kraft af kravet om fagfællebedømt publikation, som over tid gør det svært for underlødig forskning at bevare fodfæstet.

Systemet med fagfællebedømmelse er bestemt ikke den bedste af alle tænkelige verdener.
For det første slipper både for lidt og for meget igennem filteret.

Alle forskere er ude for at få deres arbejder forkastet, og de vil ofte være tilbøjelige til at mene, at bedømmerne tager fejl — somme tider med rette. Ikke alle bedømmere er lige gode. En bedømmer er måske ikke opgaven voksen, måske mener han eller hun, at hans eller hendes eget arbejde ikke er blevet anerkendt tilstrækkeligt i det bedømte arbejde — det sker. Systemet er derfor lige så forkætret blandt mange forskere som eksamenssystemet blandt elever.

Et mere grundlæggende problem kan opstå, når nye forskningsfelter eller forskning, der bryder med etablerede paradigmer, kolliderer med etablerede paradigmer. Her vil nybrud notorisk blive mødt med en vis skepsis. Nye ideer er jo kun sjældent afklarede som udgangspunkt; de skal først tydeliggøres, udfoldes empirisk og teoretisk. Fagfællebedømmelse hælder derfor ofte til den konservative side. Som reaktion vil nye felter og retninger derfor ofte forsøge at afsondre sig i nogen grad for at kunne slå igennem. Forskerne vil organisere sig med egne konferencer og tidsskrifter for at kunne diskutere deres ideer med fagfæller, der deler eller som minimum er åbne over for den nye tilgang.

Omvendt slipper svag eller underlødig forskning uvægerligt af og til igennem nåleøjet. Måske opdager bedømmerne ikke, at arbejdet indeholder tekniske fejl eller bygger på metodefejl; måske har de ikke registreret, at arbejdet forbigår vigtig og allerede offentliggjort forskning; måske har de ikke bemærket slutningsfejl, kategorifejltagelser osv. Måske falder de for decideret svindel med eksperimenter og brug af statistik.

Og somme tider kan der rejses tvivl om bedømmernes habilitet. Fagfællebedømmelse er især udfordret, hvor der er store økonomiske interesser på spil, f.eks. teknisk og farmakologisk forskning. Det samme gælder forskning inden for felter, der beskæftiger sig med spørgsmål, hvor der i samfundet er store politiske og ideologiske spændinger (køn, etnicitet, religion, klasse), hvor forskningen ofte er etisk, politisk eller ideologisk motiveret, og hvor bedømmelsen kan blive påvirket af sådanne modsætninger.

Inden for forskningsfelter, hvor politiske og ideologiske spændinger er stærke, vil forskere ofte forsøge at unddrage sig effekten af politisk eller ideologisk (mis)farvet fagfællebedømmelse. Det vil de gøre ved — i lighed med forskere der bryder med forskningsparadigmer — at organisere sig med konferencer og tidsskrifter, hvor de vil kunne diskutere deres ideer med og få kritik fra sympatisk indstillede fagfæller. Det betyder ikke nødvendigvis, at forskningen dermed er underlødig, men det øger selvsagt risikoen for, at der opstår lukkede miljøer med eksotiske kvalitetskriterier: en slags beskyttet værksted.

Alt i alt fungerer systemet med fagfællebedømmelse så godt, som man kan forvente af en institution, der er uden central styring og uden formelle standardarder og procedurer, men som alene fungerer i kraft af de deltagende forskeres faglige habitus og retfærdighedssans (samt forlagenes interne tilsyn med overholdelse af procedurer). Fagfællebedømmelse er behæftet med de samme svagheder som parlamentariske beslutningsprocesser, domstolsafgørelser, regnskabsføring og revision, men bedømt ud fra videnskabssociologiske studier og ikke mindst det samlede resultat af videnskabens indsats, må systemet siges at fungere ganske godt.

Men det er altså ikke fejlfrit. Der slipper af og til artikler igennem kvalitetskontrollen, der ved nærmere eftersyn ikke burde være sluppet igennem. I grelle tilfælde, eller hvor fejlen kan have alvorlige konsekvenser, trækkes sådanne artikler tilbage; i andre, mindre alvorlige eller betydningsløse tilfælde anerkendes artiklen blot ikke som et bidrag, der er citation værdig: arbejdet begraves i de ukendtes grav. Men systemet er åbent nok til, at nytænkning ikke kvæles ved fødslen.

For det andet: Fagfællebedømmelse som system er under pres, fordi universiteterne og de bevilgende myndigheder i stigende grad vurderer kvaliteten af forskningen på basis af antallet af publicerede arbejder (artikler). Forskerne og miljøerne vurderes og belønnes ganske enkelt efter produktivitet målt ved antal publikationer. Antagelsen er, at jo flere artikler en forsker får bedømt og publiceret, desto mere bidrager han eller hun til vores viden. Det er en uholdbar antagelse. For der er ingen direkte sammenhæng mellem kvalitet og kvantitet. En forsker kan f.eks. vælge at få offentliggjort sit arbejde i flere særskilte artikler end strengt nødvendigt, for derved at blive krediteret for et større nominelt bidrag. Det sker, kan jeg bevidne; men det er dog ikke det store problem, for bedømmerne har lugtet lunten og holder øje med, om samme forfatter har offentliggjort andre artikler om det samme eller tilsvarende arbejde og dermed fortyndet indholdet for at få det til at strække.

Men det egentlige pres skyldes, at institutter og forskningscentre satser på at ansætte ph.d.-stipendiater i stort tal, som så — som led i deres 3-4 årige forskeruddannelse — forventes at publicere adskillige artikler (som så til sidst hæftes sammen med en indledning som erstatning for en egentlig afhandling). Denne praksis, der udspringer hos de teknisk-naturvidenskabelige områder, har efterhånden bredt sig til de samfundsvidenskabelige og humanistiske områder.

For det enkelte institut eller center er fordelen en mærkbar forøgelse af antallet af publikationer. Det medfører imidlertid også en voldsom stigning i antallet af artikler indsendt til bedømmelse. Det har to effekter. Stillet over for denne bølge, griber mange redaktører og konferenceplanlæggere til i stigende grad at invitere ph.d.-stipendiater til at bedømme manuskripter. Det fører på sin side til, at især konferencer men også tidsskrifter i stigende grad publicerer artikler, der bygger på ph.d.-stipendiaters arbejde og i det væsentlige er skrevet som led i deres uddannelse, og som tillige i en vis grad også er bedømt af ph.d.-stipendiater. Det borger ikke for kvalitet. Alt i alt har universiteternes præstationsmålesystem den perverse effekt, som også kendes fra forretningsverdenen og den offentlige sektor, at bestræbelsen på at øge produktiviteten med et præstationsmålesystem koblet til incitamenter i sin tendens forringer kvaliteten. For det videnskabelige arbejde betyder det, at signal/støj-raten daler, eller på dansk: at der bliver længere og længere mellem snapsene.

Men som svar på denne udvikling har det internationale videnskabelige publikationssystem udviklet et sekundært system til kontrol med fagfællebedømmelsen.

Som sagt ovenfor er en artikel i en videnskabelig publikation først et videnskabeligt bidrag, når fagfæller henviser til arbejdet og dermed anerkender det som et bidrag. Men øget produktion af artikler af gennemsnitligt ringere kvalitet (fortyndet indhold, ph.d.-arbejde) ledsages ikke af flere citationer. Anerkendelsen følger ikke med produktionsstigningen.

Det internationale videnskabelige publikationssystem har som svar på dette pres opbygget uafhængige institutioner, der gennemfører systematiske ‘bibliometriske’ målinger af de enkelte publikationers grad af anerkendelse. Man bruger antallet af henvisninger (‘citationer’) til hver enkelt artikel som indikator for graden af anerkendelse. (Systemet er baseret på, at stort set alle videnskabelige publikationer i dag offentliggøres i digitalt format og er tilgængelige på Internettet, og at beregningerne i det store og hele kan udføres automatisk).

En tilsvarende rangordning beregnes i anden omgang for tidsskrifter og konferencer på basis af antal henvisninger per artikel over et bestemt tidsrum, den såkaldte ‘impact factor’ (slagkraft). Jo flere henvisninger per artikel (inden for de sidste 2 eller 5 år), desto mere slagkraft tilskrives publikationskanalen.
Dermed kan man så også i tredje omgang tildele de enkelte artikler vægt i forhold til den rang, den publikationskanal, hvor de er offentliggjort, har opnået. (Der er jo forskel på at vinde i PostDanmark Rundt og i Tour de France).

Alt i alt giver disse rangordninger (‘indeks’) en indikation af, hvilke forskere og forskningsbidrag inden for et givet felt, der nyder den højeste anerkendelse.

Mere end det. Bibliometriske målinger bruges til at skabe transparens i de lokale institutioner. Ved vurdering af de individuelle forskeres produktion — ved stillingsbesættelser (ansættelser og forfremmelser) og ved tildeling af forskningsbevillinger — inddrages disse bibliometriske målinger som en vigtig faktor (ud over undervisningserfaring, relevans forhold til behovet osv.). I Danmark bruges disse bibliometriske målinger desuden af Undervisnings- og Forskningsministeriet ved tildeling af statens basisbevillinger som mål for de enkelte forskningsenheders produktivitet.

Forskningsmiljøer, der isolerer sig i forsøget på at værne sig mod kritisk fagfællebedømmelse, har vanskelige kår under dette forskningsadministrative regime. Henvisninger til andre artikler i samme tidsskrift registreres af de bibliometriske institutioner (som Clarivates ‘World of Science’) som en slags akademisk indavl: en høj rate af sådanne interne henvisninger i et tidsskrift fører til, at tidsskriftet udelukkes fra indekset og dermed falder ned i et sort hul. Forskere inden for sådanne felter vil derfor over tid have vanskeligt ved at dokumentere, at deres forskning nyder fagfællers anerkendelse — og vil have vanskeligere ved at blive ansat, forfremmet, få bevillinger.

Sådanne miljøer har under alle omstændigheder en relativt kort levetid: citationer fra ens disciplin og dermed faglig anerkendelse udebliver; uden omverdenens anerkendelse bliver deltagerne trætte og frustrerede og finder andet og mere givtigt arbejde; miljøet kommer efterhånden til at virke hengemt, og det bliver sværere at tiltrække yngre kræfter; de studerende begynder at kede sig og forsvinder; der opstår andre og mere spændende forskningsfelter, der tiltrækker; miljøet løber tør for ekstern finansiering til nye stillinger eller blot rejser og udstyr. De dør strådøden.

Der er altså allerede systemer på plads, der understøtter den selvregulering af videnskaben, som Folketinget bekymrer sig om. Det er endda systemer, Forskningsministeriet har støttet, fremmet anvendelsen af og selv anvender. Det ville være gavnligt, om de forskningspolitiske ordførere var klar over det og dermed kunne undlade at skabe myter.

Store dele af debatten i Folketinget og udenfor hvilede på den antagelse, at universiteternes ledelser spiller en central rolle i den ‘videnskabelige selvregulering’, i kvalitetskontrollen. Det er en myte.

Den videnskabelige selvregulering formodes ikke at fungere på universitets-, fakultets- eller institutniveau. Ej heller er ledelserne af disse organer bemandet med henblik på den opgave. De har ringe eller slet ingen forudsætninger for på egen hånd at vurdere kvaliteten af den forskning, der bedrives i de enheder, de forvalter. (Selv ved stillingsbesættelser overlades bedømmelsen til eksterne fagkyndige).

For dem, der som Ulla Tørnæs (V) eller Stinus Lindgreen (RV) måtte have bevaret barnetroen om ‘universiteternes autonomi’, er det her relevant at minde om, at det akademiske selvstyre, der har været princippet i et halvt årtusinde, er blevet afviklet i løbet af de sidste 50 år og blev stedt til hvile med Universitetsloven af 2003. Universiteterne er i dag godt nok ‘selvejende institutioner’, men deres indtægter tildeles i det væsentlige af staten, og deres indre anliggender bestemmes ved lov og gennem resultatkontrakter med ministeriet: ‘Universiteter er statsfinansierede selvejende institutioner inden for den offentlige forvaltning under tilsyn af uddannelses- og forskningsministeren’ (Universitetsloven, § 1). De har ikke meget mere ‘autonomi’ end DSB. Universiteterne ledes da ikke længere af en ledelse valgt af og blandt forskerne, men af en bestyrelse udpeget ovenfra. Dekaner og institutledere er heller ikke længere valgt af og blandt forskerne, men ansatte funktionærer.

Det vigtigste er, at universiteterne, hvad forskningen angår, skal tilvejebringe rammerne for forskning på det højeste internationale niveau og desuden som anført har den helt centrale forpligtelse at sikre institutionernes og forskernes frihed til at udføre dette arbejde. Derimod tildeler Universitetsloven ikke universiteternes ledende organer nogen rolle i at sikre kvaliteten af forskningen. Det er der dog bemærkelsesværdigt nok usikkerhed om i dansk forskningspolitik: Forskningsministeren kom f.eks. for skade at skrive i sine svar til Messerschmidt i februar, at ‘Det er universitetsledelsernes ansvar at sikre, at den forskning, der bedrives på de danske universiteter, hviler på sunde videnskabelige principper’, et synspunkt hun bekræftede senere under forespørgselsdebatten i Folketinget ved at fortælle, at universitetsledelserne udviser ‘en stor vilje til som ledelse […] at værne om forskningsfriheden og den videnskabelig metode’. Problemet er, at det er universitetsledelserne hverken bemyndigede eller kvalificerede til.

Det er ifølge Universitetslovens bestemmelser ikke universiteternes opgave af kontrollere kvaliteten af den forskning, de ansatte bedriver. Og det ville det ikke engang ikke have været, hvis fortidens ‘akademiske autonomi’ var intakt. Universiteternes ledende organer var og er ikke indrettet på at udøve fagkyndig vurdering af forskning. De kan selvsagt i særlige tilfælde anmode et panel af uafhængige forskere fra andre lande om at vurdere kvaliteten af arbejdet i et bestemt center eller institut, det sker; men det er ikke uproblematisk, for det vil for en rektor eller en dekan være afgørende, at et sådant skridt i forskningsverdenen ville blive opfattet som fagligt legitimt.

Men som sagt foregår kvalitetssikringen da heller ikke internt på universiteterne. Den foregår i et andet regi: ved bedømmelse af artikler til tidsskrifter og ved den bibliometrisk baserede kontrol med fagfællebedømmelsen. Det er her, forskning af utilstrækkelig kvalitet sorteres fra og indavl stækkes.

Universitetsledelsernes har nogle ganske andre roller. De er arbejdsgivere for forskerne og udøver — især gennem at definere fagområder for nye stillinger — en vigtig rolle i udviklingen af de enkelte institutioners og hele landets forskningsindsats (en rolle de deler med eksterne fonde og andre finansieringskilder). Universitetsledelsernes opgave er her, som det hedder i Universitetsloven (§ 2:1), at ‘foretage en løbende strategisk udvælgelse, prioritering og udvikling af [universitetets] forsknings- og uddannelsesmæssige fagområder’.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at universitetsledelserne ikke interesserer sig for kvaliteten af forskningen. De forholder sig bestemt interesseret til den, ikke mindst som den fremgår af antallet publikationer og citationer, for den er vigtig for fremtidige bevillinger og for institutionens prestige. Men universiteternes ledende organer ser nødvendigvis disse indikatorer i et bredere perspektiv, hvor faktorer som studenteroptag og studietrinstilvækst; antal færdige bachelorer, kandidater og ph.d.-grader; aftagerpanelernes tilbagemeldinger; samt, ikke mindst, eksterne bevillinger og krav om medfinansiering er mindst lige så vigtige. Det er ikke forskningsledelse, de bedriver, det er management. Sådan har Folketinget ønsket at indrette dansk forskning.
Debatten i Folketinget den 28. maj var affødt af et forsøg på at bruge statsmagten til at luge ud i ‘visse forskningsmiljøer’. Selv om Henrik Dahl ved debattens afslutning var meget tilfreds og endda mente, at det havde været ‘en rigtig god og nødvendig debat’, som nok vil rækker ‘længere ud i fremtiden end mange andre ting, vi arbejder med’, var forsøget fra starten blevet afværget af regeringen og af de regeringsbærende oppositionspartier samt regeringens støttepartier. De bestyrtede reaktioner i forskningsverdenen gav derfor forespørgerne, Dahl og Messerschmidt, for meget opmærksomhed, og vognborgen omkring de udhængte miljøer var vel en bedre sag værdig (i betragtning af, at der jo kunne rejses tvivl om lødigheden af den der bedrevne forskning). Men alle fik lejlighed til at vifte med forskningsfrihedens banner.

Det udstrakte, internationalt organiserede system til kvalitetssikring af forskningen, med fagfællebedømmelse i første række og med bibliometrisk kontrol med fagfællebedømmelsen i anden række, kører videre og vil fortsat skabe rammer om udviklingen af international videnskab. Hundene gør og karavanen drager videre.
Problemet med den forvirring, der blev rejst, er, at de stridende parter — samtidig med, at de pukkede på forskningsfrihed i al abstraktion og i vage vendinger talte om ‘videnskabelig selvregulering’ eller ‘akademisk autonomi’ — tildelte universiteternes ledelser en central rolle som garant for ikke blot forskningsfriheden men også forskningens kvalitet. Det er en rolle, de ikke har, ikke er indrettet på at have og ej heller bør få. Hvis de tager rollen på sig, går det galt. Hvis universiteterne var autonome, ville skaden nok være begrænset (for så kunne konsistorium afsætte ledelsen), men uden dette selvstyre og med ledelser, der er indsat ovenfra, ville problemet med lethed kunne vokse sig meget stort. Penkowa-skandalen for ti år siden burde være alle, der bekymrer sig om kvaliteten af dansk forskning og om integriteten af ‘den videnskabelige praksis’, i frisk erindring.

https://www.evscienceconsultant.com/blog/acceptance-rates-of-manuscripts-by-peer-reviewed-journals

https://ufm.dk/forskning-og-innovation/statistik-og-analyser/den-bibliometriske-forskningsindikator

Om forholdene i forskningsindustrien