Kampen mod byen
”Livet forstås baglæns – men må leves forlæns.” (Søren Kierkegaard)
For at forstå Københavns udvikling, er det nødvendigt at kigge baglæns, men når man skal træffe beslutninger om byudvikling, må man kigge forlæns, altså på de udfordringer der ligger foran os, i dag f.eks. er klimaforandringerne og de krav de stiller til bl.a. bygninger og infrastruktur vigtige at inddrage.Af Søren Thomassen
Byudvikling i København, historien
København har altid været udfordret af befolkningstilvækst og en boligmasse der ikke matcher det, befolkningen ønsker.
Fra 1850 til 1890 blev Københavns befolkning mere end fordoblet fra 130.000 til over 300.000 indbyggere. Det betød, at byens vækst kom til at ske uden for voldene og Nørrebro, Vesterbro og Østerbro var de første områder der blev bebygget. Derefter fulgte Amagerbro og Islands Brygge.
Helt frem til et stykke efter 1900 lod standarden af de opførte bygninger meget tilbage at ønske. Der var tale om spekulationsbyggeri med mange små lejligheder i for- og baghuse i tre eller fire rækker. I en gade som Ryesgade der løber fra Østerbrogade til Nørrebrogade, boede der indtil slutningen af 1960’erne flere end i en større østjysk købstad. I 1970’erne og 80’erne kom kampen mod sanering og byfornyelse i disse kvarterer til at præge de politiske beslutninger om byens udvikling.
Inden for voldene var hovedparten at bygningerne af ekstrem dårlig standard især på Christianshavn, i Adel- og Borgergadekvarteret og i kvarteret mellem Gothersgade og Købmagergade.
I slutningen af det 19. århundrede besluttede borgerrepræsentationen at opkøbe flere ejendomme på Bispebjerg, Brønshøj, Emdrup, Grøndal, Husum, Tingbjerg, Utterslev og Vanløse. Herudover blev også købt jord i flere af de nuværende omegnskommuner.
Hensigten med jordkøbene var at sikre arealer til fortsat byggeri, og at borgerrepræsentationen fik indflydelse på byudviklingen.
Efter 1. Verdenskrig var bolignøden stor og for at afhjælpe denne, blev den store boligkommission nedsat i 1915. Betænkningen i 1917 blev indledningen til en helt ny boligpolitik med etablering af flere nye almene boligforeninger og -selskaber på kommunalt initiativ.
Allerede i 1912 blev Arbejdernes Boligforening (senere omdøbt til Arbejdernes Andels-Boligforening, nu Boligforeningen AAB) stiftet, og boligforeningen er i dag landets største almene boligorganisation med ca. 20.000 lejligheder. AAB har sat sit præg på alment boligbyggeri i hovedstadsregionen.
I 1913 blev Arbejdernes Kooperative Byggeforening (AKB) stiftet af en række kooperative byggevirksomheder og fagforeninger. AKB har opført mere end 15.000 boliger der i dag bliver administreret gennem administrationsselskabet KAB-Bolig som AKB er medejer af.
Siden fulgte etablering af en række andre almene boligselskaber, stiftet på kommunalt initiativ, bl.a. FSB, KAB, KSB og SAB (KSB og SAB administreres i dag gennem KAB-Bolig).
I perioden fra 1917 og til slutningen af 1950’erne er opført flere markante bebyggelser, en kombination af haveboliger, rækkehuse og åbne lysfyldte etagebebyggelser på de arealer Københavns kommune købte omkring århundredeskiftet.
På grund af bygningsmæssig forældelse, ændringer i brugen og ændringer i kvarterernes sociale struktur, er der i de senere år igangsat omfattende helhedsplansprojekter der skal føre bebyggelserne op til nutidige standarder, og det har stødt på udfordringer især i forbindelse med Københavns kommunes forvaltning af byggetilladelser, lokalplaner o.l.
København skifter karakter
I slutningen af 1960’erne var der stort set intet tilbage af de gamle landsbyer, Brønshøj, Emdrup, Husum, Sundbyerne, Utterslev Valby, Vanløse… som Københavns kommune havde opkøbt jorde omkring.
Op til 1960’erne lå næsten halvdelen af alle danske industriarbejdspladser i København, der var arbejdernes by. Det betød også, at Socialdemokratiet havde magten uindskrænket i byen.
I løbet af 15 år flyttede industrien, først til omegnskommunerne og siden til Jylland, og kontorarbejdspladserne rykkede ind, så antallet af industriarbejdspladser var reduceret til under 1/3. Men København var stadig en industriby med store og markante arbejdspladser som Den Kgl. Porcelænsfabrik, Bing & Grøndahl, B&W’s motorfabrik på Christianshavn, Jernstøberiet på Teglholmen og skibsværftet på Refshaleøen, FLSmidth, Carlsberg og Tuborg.
Først i 1990erne var byen afindustrialiseret og i dag er kun to virksomheder fra industriens storhedstid tilbage: MAN Disel på Teglholmen, hvor fabrikken kæmper med det omgivende nyere boligbyggeri, og FLSmidths fabrik i Valby, som også er blevet omgivet af nyt boligbyggeri.
Fra midten af 1960’erne møder byen nye udfordringer. Befolkningstallet falder med 10-15.000 personer årligt og dermed ændrede beskatningsgrundlaget sig væsentligt.
Det skabte grundlaget for store politiske ideer om omfattende byplanlægning og byudvikling bl.a. med udbygning af Tingbjerg og med planer om en helt ny bydel på Vestamager til 150.000 indbyggere. Planerne om bebyggelse at Vestamager mødte imidlertid modstand fra Boligministeriet, så kun første etape blev opført (Urbanplanen).
Bag ønsket om at udvide byen lå, udover at sikre beskatningsgrundlaget, også et ønske om at sanere kvarterer i indre København og på Christianshavn der havde mange nedslidte boliger, ligesom folk boede i togvogne på Amager, i husvildebarakker og i baghuse og sidehuse inderst i dybe baggårde på Nørrebro, Vesterbro og Østerbro.
Boligkommissionen oplyste i 1964, at der var 36.500 saneringsmodne lejligheder i byen, og at de 26.000 af dem var erklæret uanvendelige. Socialdemokratiet havde et udtrykt ønske om at hæve boligstandarden og rive det ”gamle lort” ned.
Nedrivning af usunde og utidssvarende boliger begyndte i 50’erne. Fra midten af 1960erne blev hele rækker af gamle bindingsværkshuse revet ned i Landemærket og Åbenrå, i Adelgade og på Christianshavn. I 1969 blev en ny saneringslov vedtager. Den gjorde det muligt at gennemføre en systematisk nedrivning af hele boligkvarterer. Fra midten af 70’erne blev gennemført totalsaneringer og punktsaneringer på Nørrebro, Vesterbro og dele af Østerbro og opført nyt, monotont og ikke særlig varieret byggeri.
I de nye boligbebyggelser var boligstandarden høj. Størrelsen på almene boliger blev hævet fra maks. 110 m2 til 130 m2 for at dække behovet for store familieboliger og dæmme op for udflytning til omegnskommunerne.
Da Landsbyggefonden kun ydede støtte til nybyggeri opført af præfabrikerede betonelementer, kom der gang i det industrialiserede byggeri og mange, især ufaglærte, fik arbejde som betonarbejdere på de store byggepladser i hovedstadsområdet.
Kampen mod byen begynder
De omfattende byudviklings- og byfornyelsesplaner blev efterhånden mødt af stigende kritik. Det var de mange nedrivninger og opførsel af store ensformige og kedelige bebyggelser, kritikken i første omgang blev rettet mod især af internationalt kendte arkitekter, bl.a. AKBs byggeri i Lundtoftegade, hvor der var opført 700 lejligheder i 8 ens boligblokke, der fik Bispeengbuen forbi i 1. sals højde, hvilket ødelagde udsigten til Ladegårdsåen for beboerne. Mange af kritikerne hævdede også, at huslejerne i de nye almene bebyggelser var så høje, at unge og ældre ikke havde råd til at bo der.
Den øgede bilisme som begyndte i begyndelsen af 60’erne, førte til andre problemer for politikerne. I 1963 vedtog Borgerrepræsentationen således at den kommende motorgade fra Lyngbyvejens afslutning ved Vibenshus Runddel skulle føres videre ad Nørre Alle, ned ad Tagensvej, gennem Fredensgade og videre langs Søerne og ud på Amager.
Mod dette projekt rejste der sig omfattende protester og det må siges at bl.a. Socialdemokraterne i Borgerrepræsentationen med overborgmester Urban Hansen som bannerfører, var tonedøve overfor protesterne og de store æstetiske og miljømæssige problemer, projektets gennemførsel ville medføre og i 1968 vedtog Borgerrepræsentationen at gennemføre projektet.
På Christiansborg var politikerne mere lydhøre over for de massive, både folkelige og faglige protester, der rejste sig mod projektet, og den planlagte statsfinansiering blev derfor skrinlagt.
Den dag i dag giver den abrupte afslutning på Lyngbyvejen ved Vibenshus Runddel store trafikale problemer på hele Østerbro, og planerne om en havnetunnel fra Nordhavnen til Amager er bl.a. født af dette. Havnetunnelen indgår som en integreret del af en evt. opførsel af den kunstige ø Lynetteholmen nord for Refshaleøen.
Selvom der gennem 60’erne og 70’erne var stor byggeaktivitet i København, var der forsat stor boligmangel. I jagten på billige boliger gik mange forgæves til Københavns kommunes boliganvisning.
Da saneringen betød at hele boligkarrér blev tømt, kom der tomme boliger som unge studerende rykkede ind i og begrebet slumstormere opstod.
De fleste huse på Christianshavn var opført i 1700-tallet og var efterhånden det rene slum med råddent træværk, fugt, utætheder og alle former for skadedyr, ikke mindst rotter. Slumstormerne flyttede ind i disse lejligheder (Sofiegården) og konfronterede politikerne på Københavns Rådhus, der brugte politiet til at sætte dem ud, og nedrivning blev gennemført under politiovervågning.
På brokvartererne var det baghusene, der blev revet ned. Flere af forhusene blev byfornyet bl.a. med lejlighedssammenlægninger, indlæggelse af toilet og bad.
På Nørrebro, Vesterbro og Østerbro medførte nedrivningerne i 80’erne omfattende demonstrationer og voldelige konfrontationer mellem politi og bz’erne der havde besat flere af de tomme ejendomme.
Kampen mod byen bliver politisk
Med slumstormerne og bz’erne ændrede kampen mod Københavns udvikling også karakter.
Socialdemokratiet var ikke længere det altdominerende parti på Rådhuset, og den socialdemokratiske drøm om nyt industrielt boligbyggeri blev mødt med kritik fra venstrefløjen og grupper af borgere - og ikke kun fra nogle få kendte arkitekter og byplanlæggere.
Københavns styreform gør det muligt for det parti der har borgmesterposten inden for et forvaltningsområde at sætte sit præg på politikken og gennemføre det, der gavner partiet bedst.
Det betyder at en borgmester kan stikke en effektiv kæp i hjulet på de overordnede planer som Borgerrepræsentationen har vedtaget, f.eks. ved at lade forvaltningerne trække udførslen af beslutningerne i langdrag.
I Københavns Kommune er bl.a. Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) blevet kritiseret for endog meget langsommelig sagsbehandling.
Den politiske ledelse (borgmesteren) af TMF har stor betydning for byudviklingen, og Enhedslisten og forgængerpartier har om nogen forstået at bruge magtbasen til at kæmpe mod byen.
Enhedslisten har i flere år stemt mod bl.a. opførsel af almene boliger og brugt forvaltningen til at trække beslutninger i langdrag. Udover dette betyder forvaltningens ofte rigide og ulogiske krav til f.eks. materialevalg, udførselsmetoder m.m. at helhedsplansprojekter og andre renoveringsprojekter, de almene bygherrer står overfor, bliver væsentlig dyrere end budgetteret hvilket fører til større huslejer end besluttet af de almene beboere i projektets indledende faser.
Det er umuligt for de almene boligorganisationer at få et tidligt kendskab til TMFs krav til vedligeholdelse og renovering.Boligafdelingerne sparer op til vedligeholdelse af ejendommen, og derfor er det nødvendigt med tidligt kendskab til og dialog om TMFs forventninger og krav, så huslejer kan holdes på et rimeligt niveau og beboerne forstår de krav der stilles.
Boligorganisationerne må forvente, at TMFs medarbejdere er opdateret på nye metoder og teknologier til vedligeholdelse og renovering, så disse kan anvendes i forbindelse med helhedsplansprojekter og almindelige vedligeholdelsesarbejder.
Boligorganisationerne oplever, at TMF møder dem med direktiver der ikke er til forhandling og ikke er indstillet på dialog om projekterne hvilket ofte er uforståeligt for beboerne og eftersom boligorganisationernes administrationer heller ikke forstår dem, bliver det vanskeligt at forklare og forsvare forvaltningens holdninger da de aldrig møder på når beslutningerne skal træffes på beboermøderne.Boligorganisationerne oplever, at sagsbehandlerne i TMF er uprofessionelle og ikke er klar over at de almene boligorganisationerne er godt inde i reglerne for vedligeholdelse og renovering af almene boliger. De almene boligorganisationer oplever manglende forståelse for, at analyser og sene projektændringer slår direkte igennem på huslejen. Dette skal ses i forhold til, at den samme forvaltning har et krav om at huslejerne skal holdes i ro, så der fortsat er boliger til borgere med almindelige indkomster.
De almene boligorganisationer oplever, at der i forbindelse med gennemførsel af helhedsplansprojekter bliver stillet krav fra forvaltningen til omfattende dokumentation af forhold som forvaltningen allerede selv har, f.eks. afdelingens senest godkendte regnskab, som indberettes til kommunen.
De almene boligorganisationer oplever, at forvaltningens krav til projekter udvikler og ændrer sig undervejs i processen, så det bliver vanskeligt for boligorganisationen at kunne gå ud fra, at det er prissat og kan gennemføres til den budgetterede pris, ligesom det ofte sker at et projekt er blevet ændret så radikalt at det ikke længere er det der blev vedtaget af beboerne og processen må starte forfra på nye beboermøder ofte 5-10 år efter de oprindelige beslutninger blev truffet.
Det er ofte de almene boligorganisationers indtryk, at i en indbyrdes afvejning mellem kriterier for det arkitektoniske udtryk og prisen, så indgår sidstnævnte ikke altid i forvaltningens overvejelser, hvilket gør det vanskeligt at holde huslejeudviklingen i ro og på et rimeligt niveau.
Ved vinduesudskiftninger er det mere reglen end undtagelsen at forvaltningen forlanger koblede træ/træ vinduer som generelt er 40% dyrere i indkøb end træ/alu vinduer med kit-look. Og forvaltningens krav til vinduerne bliver først fremført efter at beboerne har truffet deres beslutning fordi forvaltningen ikke vil forhandle med boligorganisationen på et ”løst” grundlag som det bliver udtrykt.
Når de almene boligafdelinger henlægger til udskiftning af f.eks. vinduer, sker det ud fra byggeriets prisindeks. Det medfører at henlæggelserne bliver for lave og det fører til huslejestigning når forvaltningen stiller sine rigide krav til materialeanvendelse, farvevalg mm.De koblende vinduer er målt på en totaløkonomisk løsning dobbelt så dyre som træ/alu vinduer med kitfals-look. Det skyldes at det er dyrere at vedligeholde koblede rammer: Ved koblede rammer skal vinduerne males hvert 7.år. Træ/alu vinduer med kitfals-look har derimod ingen udvendig vedligehold. Ved koblede rammer er der krav om mørtelfuger med fæhår. Det er dyrere fordi det i dag ikke er gængs byggestil.
Der er kun to større leverandører (Böjsø og Frovin) af koblede rammer som er medlem af Dansk Vindues Verifikation (DVV-ordningen). Det giver dårlig mulighed for overholdelse af udbudsregler og betyder, at der ikke er en reel konkurrence på prisen.
Med koblede rammer er der behov for ekstra rengøring og aftørring af kondens mellem de to vinduer. Det giver utvivlsomt anledning til problemer hos borgere der i forvejen har svært ved at bo alene i boligen. Løses opgaven ikke af beboeren, slider det på vinduerne og nedsætter levetiden.
Ansøgninger om nybyggeri og godkendelse af byggeregnskaber trækkes i langdrag hvilket også er med til at forhøje huslejerne i det almene byggeri udover hvad de ville have været hvis sagsbehandlingstiden var på niveau med det der er i landets øvrige 97 kommuner.
Sagsbehandlingstider i TMF på 5, 10 eller 15 år er ikke ualmindelige og har været den direkte årsag til at der gennem flere år ikke er blevet opført en eneste almen bolig i Københavns kommune.
Ngo i front i kampen mod byen.
Slumstormernes og bz’ernes kamp mod byen endte ikke i slumromantik, men derimod at baggårde og karregårde blev til gårdhaver med varierede blomster, økologiske urtehaver, frugttræer og bybier.
Byen har også skiftet karakter på en anden måde. Befolkningen er skiftet ud, industriarbejderne og håndværkerne er væk, de unge er flyttet ind, de fattige og udsatte flytter ud, og dem, der kan betale boligerne og skatterne, flytter ind, så befolkningstallet igen er begyndt at stige.
I de senere år er klimatilpasning og naturbevarelse blevet det, udviklingen af København drejer sig om. Det er blevet muligt at bade i byens havn, fange en fisk, der ikke er forurenet. Byen er blevet grøn og har sat mål for at blive CO2 neutral i løbet af få år.
Men kampen mod byen står stadig om plads til at bygge boliger, almindelige mennesker har råd til at bo i, og det konfronterer ønsket om bevaring og fredning af naturområder i byen. I denne kamp er ngo’erne trådt ind og overtrumfer kampen for billige boliger.
Næsten alle midler bliver taget i brug, og alle mulige konspirationsteorier om aktørerne, både for og imod, florerer hyppigt på de sociale medier.
Påstande om at de almene boliger slet ikke er billige har ført til, at BL – Danmarks Almene Boliger, der er organisation for de almene boligorganisationer, har udarbejdet en analyse, der viser det modsatte.
Og for at trække byggesagerne i langdrag er det ikke længere TMF der er i front, men domstolene bliver også brugt.
Muligheden for at indbringe myndighedsafgørelser for domstolene i forbindelse med bygge- og strukturprojekter blev anvendt i forbindelse med byggeriet af Øresundsbroen, hvor Greenpeace i 1998, da den første pylon var opført, indbragte staten for domstolene med krav om at byggeriet blev stoppet og udførte arbejder bragt tilbage til oprindeligt.
Forud havde der været indsigelser mod projektet, ikke kun fra danske og svenske ngo’er, men også fra tyske og finske miljøorganisationer, kom der indsigelser.
Greenpeace tabte sagen ved domstolene, men det var ligegyldigt, for omkostningerne på flere mio. kr. blev dækket af den danske stat, som var blevet dømt til det i landsretten.
Greenpeace fik ikke andet ud af det end at byggeriet af Øresundsbroen blev stoppet i nogle måneder.
Kampen mod byen har altså ændret karakter. Fra at have været en elitær kritik over protester fra borgere til at blive lobbyisters (Danmarks Naturfredningsforening er en officiel høringspart omkring bl.a. byggeri på Amager Fælled) kamp ved domstolene.
Hvordan byens indsats mod klimaforandringer og tiltag, der skal forhindre at byen bliver påvirket af stigende vandstand, vil blive i denne kamp, vil være på den politiske dagsorden i mange år endnu.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Nye roller for Europa efter Afghanistan?