Minimumslønsdirektiv i EU – en meget lang historie…
Debatten om minimumsløn er levende i EU. Arbejdsgivere og fagbevægelse i Danmark går hånd i hånd og tager afstand. I denne artikel trækkes de lidt længere linjer op
Af Irene Odgaard
“Jeg arbejder i byggebranchen og ser hver dag de negative aspekter af EU's indre marked: svindel og skødesløshed i arbejdsmiljøet og dumping af lønninger og betingelser. Kriminalitet i arbejdslivet påvirker de udenlandske arbejdstagere, der udnyttes, mine kolleger i Sverige, som ser deres vilkår forværres, og seriøse virksomheder fra hele Europa, der udkonkurreres af svindlere. Det gælder ikke kun bygge- og anlægssektoren, men også for andre industrier: transport, landbrug, rengøring, skovbrug og andre.
At sætte arbejdstagere op mod arbejdstagere på denne måde er en enorm trussel mod den europæiske samhørighed.
EU muliggør denne svindel og står i vejen, når regeringer eller fagforeninger ønsker at handle. Problemet er, at virksomhedernes frie bevægelighed i dag vejer tungere end rimelige lønninger, vilkår og sikkerhed for os arbejdstagere.
Jeg foreslår, at EU indfører en social protokol i traktaten, så sociale rettigheder og fagforeningsrettigheder aldrig kan ses som hindringer for det indre marked. Lige løn for lige arbejde bør gælde som princip i det land, hvor du arbejder, uanset hvor du kommer fra. EU's medlemsstater og fagforeninger skal have redskaberne til at sikre, at dette er tilfældet, og ikke være bagbundne, som de er i dag.”Sådan skrev en svensk bygningsarbejder, Kim Söderström, for et par måneder siden på EU kommissionens hjemmeside til brug for en konference omkring Europas Fremtid, hvor borgerne kan stille forslag under overskriften: ”En stærkere økonomi, social retfærdighed og jobs”.
Hvad var der sket med ”den sociale markedsøkonomi” i Europa? Var den økonomiske integration i EU blevet til en ”transnational lønkonkurrence-maskine” – ja, det var det ord, der blev brugt på et seminar i november med deltagelse af svensk, tysk og østrigsk fagbevægelse. Oplevelsen er et stigende pres på sociale rettigheder, løn og offentlig infrastruktur - særlig efter finans- og statsgældskriserne 2008-9. Hverken den svenske eller den tyske repræsentant havde dog appetit på traktatændringer lige nu: procesrisikoen er for stor, hvis traktaterne åbnes og en række arbejderfjendske regeringer vil skulle deltage i forhandlingerne. Traktaterne kan jo også blive værre...
Samtidig står det klart for europæisk fagbevægelse, at virkeligheden de sidste mange år, i kraft af udbredelsen af prekære arbejdsforhold og ’working poor” i Europa, slet ikke ser ud som den virkelighed, kommissionsformand Jacques Delors i sin tid stillede dem i udsigt efter realiseringen af ”Projekt Indre Marked 1992”. Da Kommissionens Hvidbog om gennemførelse af det indre marked forelå i 1985, havde de faglige organisationer luftet deres frygt for social dumping og ”et ræs mod bunden”. Og Delors havde anerkendt, at:
"selv om den øgede konkurrence, der vil eksistere efter 1992, vil bidrage til at sænke priserne og forbedre effektiviteten, kan der være fare for, at konkurrencen tvinger standarderne for beskyttelse ned i hele Fællesskabet".
Derfor blev der i 1988 indgået en handel mellem Delors og EFS (europæisk organisation, der repræsenterer de nationale faglige hovedorganisationer i EU) – et historisk kompromis, som tog form af en forsikring fra Delors om at det indre marked ville blive ledsaget med en tømmerflåde af arbejdspladsregulering. Delors ønskede at skabe en ”platform af garanterede sociale rettigheder og generelle principper, såsom enhver arbejders ret til at være dækket af en kollektiv overenskomst.” Og i en ny statut for europæiske virksomheder skulle arbejderne eller deres repræsentanter have krav på deltagelse. Det skulle kombineres med en social dialog, et ambitiøst program for at opnå lige muligheder mellem mænd og kvinder, et socialpolitisk program og skabelsen af en klart defineret social dimension.
Allerede dengang var EFS ikke ganske tilfreds med kommissionens tilbud – i en resolution fra oktober 1988 om EF’s sociale dimension udbad man sig et retsgrundlag, der ”skulle forhindre enhver konkurrence baseret på underbud på det sociale område”, i form af en udvikling i retning af ”økonomisk demokrati” og regulering af atypisk og prekær beskæftigelse.
For arbejdsgiverne var dagsordenen en anden. Det, nogen kalder social dumping, kalder andre konkurrence. Generalsekretæren for CBI, den britiske arbejdsgiversammenslutning skrev om projektet:
”For at virkeliggøre denne vision er arbejdsgiverne afhængige af, at politikerne skaber de rigtige rammer – at de fjerner hindringerne for konkurrence og ikke indfører nye sociale omkostninger som uundgåeligt vil føre til reducerede investeringer og derved også svækker konkurrenceevnen og mulighederne for at skabe nye arbejdspladser. (…) Derfor må det europæiske Sociale Charter være et charter for øget konkurrence, ikke en opskrift på protektionisme og forspildte jobmuligheder.” (Financial Times, 6.8.1989)
Så var tonen ligesom slået an i den ideologiske kamp, der skulle bølge frem og tilbage, fra 1990’erne og frem, omkring sociale standarder på det indre marked - og som senest har givet sig udslag i et direktivforslag fra EU-kommissionen omkring minimumsløn. - Storbritannien endte dengang med at sige nej til det ”Community Chapter of Fundamental Rights for Workers”, som resten af EF-landene tilsluttede sig i december 1989.En løn til at leve af?
Allerede Charteret fra 1989 indeholder det princip, at alle jobs skal betales med en ”rimelig løn”. Og i det tidligere ”European Social Charter” fra Det Europæiske Råd (1961) er der udtrykkelige bestemmelser om "retten til en rimelig løn, der er tilstrækkelig til en anstændig levestandard.” I en resolution fra 24. oktober 2017 opfordrede EU-parlamentet alle medlemsstater til at ”indføre passende mindsteindkomstordninger, der fremhæver mindsteindkomstbeskyttelsen som et redskab til bekæmpelse af fattigdom”. FN’s menneskeretserklæring fra 1948 og ILO’s forfatning fra 1919 og senere konventioner har også formuleringer omkring retfærdig løn, der kan sikre enhver arbejder og hans familie et ”værdigt liv”.
Så hvordan kan det være, at EU’s programmålsætninger omkring reduktion af fattigdom ikke er opnået for længst? Hvordan kan det være, at man så sent som i år kunne læse i en rapport, fremlagt for EU-parlamentets beskæftigelsesudvalg den 25. oktober, at:
"Næsten 91,4 millioner EU-borgere, herunder 69,4 millioner i euroområdet, var stadig i risiko for fattigdom eller social udstødelse i 2019. "
Det korte svar på spørgsmålet er, at der er meget forskellige interesser på spil. Det historiske kompromis mellem Delors og fagbevægelsen omkring en balance mellem sociale og økonomiske interesser stødte på mange skær undervejs – i spillet mellem regeringer, kommission, parlament og sociale partnere, med et bagtæppe af skiftende økonomiske konjunkturer. Fri bevægelighed og kriseløsninger har rykket balancer. I år 2000 var Kommissionens status, at mere end 15% af alle lønmodtagere i EU15, (dvs mere end 20 millioner), arbejdede i lavtlønssektoren, hvilket betød, at deres timeløn var under 2/3 af den nationale medianløn. EFS har opgjort, at mindst 3 millioner lønmodtagere siden år 2000 har mistet overenskomstdækningen.
Med minimumslønsdirektivet ønskes det - som udtrykt af rapporteur Agnes Jongerius fra EU parlamentet, på pressemødet efter afstemningen om minimumslovsdirektivet i beskæftigelsesudvalget den 11. november – at vi går en anden vej end den, vi har gået de sidste tre-fire årtier. Væk fra den vej, hvor opskriften er:
”When in trouble, lower your minimum wages and trim your welfare state.”
Samtidig sigter direktivet mod at ”booste kollektive forhandlinger overalt i Europa”. Hendes med-rapporteur, Dennis Radtke, erklærede, at det skulle være slut med at ”erodere den sociale markedsøkonomi”. Økonomien er til for befolkningen. Ikke omvendt. ”Målet er et mere socialt Europa.”Stadig bedre løn- og arbejdsvilkår - eller fleksible arbejdsmarkeder?
I modsætning til USA valgte EF i 1957 at overlade socialpolitikken til de nationale stater. Denne beslutning blev taget på grundlag af den såkaldte Ohlin-rapport fra ILO, som konkluderede at de socialpolitiske forskelle mellem medlemslandene var bæredygtige, så harmonisering af velfærdsstaterne blev anset for unødvendig.
ILO-komiteen konkluderede:
International konkurrence på et fælles marked vil ikke forhindre bestemte lande i at hæve arbejdstagernes levestandard, og der er ingen god grund til at tro, at friere internationale markeder på nogen måde vil hæmme en yderligere forbedring af arbejdstagernes levestandard, efterhånden som produktiviteten stiger gennem højere lønninger eller forbedrede sociale ydelser og arbejdsvilkår (...)
Produktivitetsforskelle mellem landene ville kunne udlignes gennem valutakurserne, mente Ohlin.
Det var dengang, landene havde hver sin valuta, og det økonomiske samkvem mellem landene var handel med produkter. Siden er der som bekendt sket en del: nogle lande har fået fælles valuta: euroen. Og store dele af verdens økonomiske aktiviteter foregår i dag i globale produktionsnetværk, der går på tværs af landegrænser. De globale forsyningskæder kontrolleres i høj grad af store, multinationale selskaber, som kan vælge, i hvilke nationale regimer for skatte- og arbejdsmarkedsregulering, de vil lægge deres æg.
Allerede i 1980’erne, da projektet omkring det indre marked og debatten om den sociale dimension begyndte, var meget ændret siden 1957. Det internationale, finansielle system (Bretton Woods) var netop var brudt sammen. Finansmarkederne gled tilbage i den rolle, de havde spillet før Bretton Woods-aftalen i 1944, og kom i stigende grad til at influere de nationale politikker. Mange lande i Vesteuropa kæmpede med massearbejdsløshed. Og det svækkede fagforeningerne.
I Sverige og Danmark, hvor den såkaldte Ghent-model sikrede fagforeningerne herredømme over arbejdsløshedsunderstøttelsen, mistede fagforeningerne ikke medlemmer umiddelbart, tværtimod. Men arbejdsgiverne anlagde efterhånden en ny strategi i forhold til den skærpede konkurrencesituation, baseret på europæisk indflydelse: strategien var i høj grad offensiv og i høj grad international – via Business Europe, og de tanker om indre marked og deregulering, der her blev tænkt.
I Danmark udkom en kritisk debatbog om den nye diskurs i den økonomiske politik, hvor man fra at balancere mellem to onder: inflation og arbejdsløshed, nu kun havde fokus på inflation, idet pengenes langsigtede værdifasthed blev opfattet som en forudsætning for en velfungerende økonomi. Det politiske fokus lå på at sikre markedsmekanismen de bedst mulige betingelser. De to økonomer, Kjeld Valgreen og Carsten Holm, gjorde opmærksom på, at den logik også måtte føre til begrænsning af fagbevægelsens indflydelse. For der skal tilvejebringes ” en situation, der er så tæt på fuldkommen konkurrence som muligt. Eksempelvis ved hjælp af strukturelle tiltag i form af deregulering og liberalisering. Det samme gælder arbejdsmarkedet, som ligeledes skal dereguleres mest muligt, ligesom fagforeningernes indflydelse (monopol) skal begrænses.”
Trenden var, at arbejdsgiverne skubbede forhandlinger om løn- og arbejdsforhold så langt ned som muligt: til virksomhedsplanet eller til den enkelte lønmodtager - for at komme om ved den styrke, der lå i lønmodtagernes sammenslutning på nationalt plan. I Danmark blev fagbevægelsen ikke angrebet frontalt som i UK, men man fik skabt en “centraliseretdecentralisering”, og tendensen gik mod, at aftalerne mellem arbejdsmarkedets parter på centralt plan på mange områder blev ”numberless”, hvorfor det var de lokale parters styrkeforhold, der var afgørende for lønudviklingen. I andre lande forsvandt de nationale forhandlinger og aftaler helt; flere og flere forhandlinger foregik på virksomhedsniveau. Et stigende antal virksomheder benyttede sig af de ændrede styrkeforhold og forringede løn- og arbejdsforhold. Således skærpedes konkurrencen på de sociale standarder.
Umiddelbart efter det historiske kompromis mellem Delors og EFS anerkendte Kommissionen dog behovet for at skabe en bund under lønudviklingen og koordinere en minimumslønspolitik på europæisk niveau. I 1990 nedsatte man en ekspertgruppe, som konkluderede, at der allerede var mange lavtlønnede i Europa. EU-kommissionen udtalte i 1993, at ”problemet med lav løn er et væsentligt problem i alle lande i det europæiske fællesskab” og at ”de vedvarende meget lave lønniveauer er årsag til problemer omkring retfærdighed og social sammenhængskraft, som kan blive skadelige for økonomiens effektivitet på langt sigt.”
Kommissionen opfordrede medlemsstaterne til at tage passende skridt til at ”beskytte retten til en rimelig løn” og tilvejebringe ”mekanismer til at etablere forhandlede minima og styrkelsen af kollektive forhandlings-ordninger.” Kommissionen opfordrede endvidere arbejdsmarkedets parter til at gå i dialog om problemet omkring retfærdige lønninger.
EU-parlamentet gik et skridt videre i retning af bindende europæiske retningslinjer: man ønskede introduktion af en ”retfærdig reference-løn” på nationalt plan, som kunne tjene som grundlag for kollektive forhandlinger, og appellerede om mekanismer til at fastsætte lovmæssige minimumslønninger i relation til den gennemsnitlige, nationale løn.
Men stemningen skiftede. I 1997, da Kommissionen udgav en rapport for at leve op til sin opgave omkring overvågning af lavtløns-problematikken, havde kun syv af de 15 medlemslande ønsket at levere data omkring deres nationale lønstruktur. Og i det sociale kapitel, som blev en del af Maastricht-traktaten i 1992, var problemstillingen omkring løn blevet eksplicit udelukket.
For i den anden halvdel af 1990’erne var regeringerne for alvor begyndt at abonnere på neoklassisk teori, hvad arbejdsmarkedet angik. Den Europæiske Centralbank sagde igen og igen, at der måtte gøres noget ved de ufleksible arbejdsmarkeder. Hvad der var brug for, var en hurtig løn-reaktion på arbejdsløshed i nedadgående retning. Til det formål måtte der føres ”strukturpolitik”. Nu bød mange regeringsledere ekspansion af lavtløns-arbejdsmarkeder og ”fleksibilisering” af arbejdsmarkedet gennem deltidsansatte, vikarer, midlertidigt ansatte osv. velkommen.
Med Østudvidelsen i 2004 og 2007 blev lønforskellene på det indre marked større og meget store. Den fri bevægelighed af arbejdskraft forstærkede presset mod sociale rettigheder, løn og arbejdsforhold i nedadgående retning.
Og to trends blev fremherskende: For det første, at lønningerne sakkede bagud i forhold til produktivitetsudviklingen, så lønnens andel af BNP i forhold til kapitalens faldt de fleste steder – og efterspørgslen fra lønmodtagerne i økonomien derfor svækkedes. For det andet, at lønforskellene voksede i de fleste lande. Gruppen af lavtlønnede voksede, og en stor del var ”working poor”, hvis lønninger lå på et lavere niveau end 50% af den gennemsnitlige nationale løn. En sådan armod truede med at underminere det sociale, moralske og økonomiske grundlag for den Europæiske sociale model.
I 2005 skrev en række økonomer fra Schweiz, Tyskland og Frankrig ”Teser for en europæisk minimumsløns-politik”, som var et angreb på den herskende neoliberale diskurs. I den sidste tese opfordrede økonomerne til, at europæisk fagbevægelse nåede frem til fælles positioner på dette område, for det var i høj grad fagbevægelsen, der som aktør ville kunne vende udviklingen:
”De europæiske fagforeninger spiller en central rolle i gennemførelsen af en europæisk mindstelønspolitik. De skal først udvikle deres eget koncept for en europæisk mindstelønspolitik. Et sådant koncept vil på den ene side være knyttet til de eksisterende initiativer, der sigtermoden europæisk koordinering af den kollektive forhandlingspolitik. På den anden side vil konceptet tjene som grundlag for at formulere ambitiøse mål på europæisk plan og fremmederesgennemførelse på nationalt plan. Endelig er de europæiske fagforeningers ældgamle opgave fortsat at opretholde et grundlæggende princip i den europæiske socialemodel,hvorved lønnen skal gøre det muligt for enhver afhængig arbejdstager at leve deres liv i værdighed og økonomisk uafhængighed.”
EU-Parlamentet konstaterede i 2007, at ”i mange medlemsstater er minimumslønnen sat megetlavt eller under subsistensniveau” – skulle ræset mod bunden standses, krævede det i detmindste en koordineret politik omkring minimumslønninger på europæisk plan.
Men det skulle vise sig vanskeligt at skabe en fælles opfattelse og en stærk koalition. Da EFS tog spørgsmålet op, tog kontroverserne fart. Omkring definition og niveau for en national minimumsløn; omkring ønskeligheden af en fælles position på dette spørgsmåloverhovedet. På EFS-kongressen i 2007 vedtog man et kompromis, hvorefter EFS ville ”støtte fagforeningskamp ndt fandt man, at ”forskelle i kvalifikationer, produktivitet, levestandard og fagforeningspolitikker er for store til en kampagne for fælles minimumsløns-mekanismer i hele Europa.”Kriseløsninger efter statsgældskrisen: grebet om lønningerne strammes
I 2008 skyllede den globale finanskrise hen over medlemsstaterne i EU. Efter en kortvarig, Keynesiansk impuls i form af stimulus-pakker, slog regeringer og EU-kommission ind på den modsatte kurs. Konsolideringskrav, lån mod ’strukturreformer’ og introduktionen af et nyt system omkring ledelse og koordinering af økonomisk politik i EU betød, at løn nu i endnu højere grad blev betragtet som en omkostning, der måtte reduceres. Der skete et paradigmeskift i EU’s tilgang til kollektive forhandlinger – fra accept af frie forhandlinger til direkte politiske indgreb i resultater og procedurer for nationale lønforhandlinger.
Med ”Europa 2020”-strategien fra 2010 og den årlige koordineringscyklus af de nationale økonomiske politikker på europæisk plan (Det Europæiske Semester) igangsatte man, med Kommissionsformand José Manuel Barrosos ord, ”en stille revolution.” Lønpolitikken fik en prominent rolle som den vigtigste tilpasningsvariabel, der skulle tjene til at overvinde økonomiske ubalancer og skabe konkurrenceevne.
I en rapport fra DG Ecofin: ”Arbejdsmarkedsudvikling i Europa 2012” kan man få indtryk af, hvad der menes med ”beskæftigelses-venlige reformer” i et neo-klassisk univers, som det, den ”stille revolution” skabte hos beslutningstagerne. Udover forskellige former for deregulering af arbejdsmarkedet, som nedsættelse af arbejdsløshedsunderstøttelse, reduktion af ansættelsestryghed og højere tilbagetrækningsalder, er der også et afsnit omkring rammer for lønforhandling, hvor der opfordres til at:
- Mindske lovmæssige og overenskomstmæssige minimumslønninger
- Mindske dækningsgraden af forhandlinger
- Mindske (automatisk) udvidelse af kollektive aftaler
- Reformere forhandlingssystemet i mindre centraliseret retning, for eksempel ved at fjerne eller begrænse princippet om ”favourability”: at man kun kan fravige regulering, når det er til gunst for lønmodtageren
- Introducere/udvide "muligheden for at fravige aftaler på højere niveau eller forhandle aftaler på virksomhedsniveau”
- Fremme foranstaltninger, der "resulterer i en samlet reduktion af fagforeningernes magt til at fastsætte lønnen".
I de mest krise-ramte lande dikterede EU’s Troika: EU-kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF), ændringer i lønudviklingen og i systemerne for kollektiv forhandling.
Via Det Europæiske Semester fik 12 lande anbefalinger fra Kommissionen omkring lønnens størrelse: Bulgarien, Finland, Italien og Slovenien skulle moderere deres lønudvikling, Frankrig og Slovenien blev opfordret til at sænke deres minimumsløn og Sverige burde øge omfanget af sin lavtlønssektor. Kun Tyskland – som fra 2002 under kansler Schröder havde gennemført de såkaldte Hartz-reformer og skaffet sig selv et problem på halsen omkring jobs, der var så dårligt betalt, at statskassen måtte supplere lønnen til de ansatte – blev opmuntret til at lade lønudviklingen holde takt med produktivitetsvæksten, al den stund, at den vellykkede, tyske ’beggar thy neigbour’-politik med at holde løn- og andre omkostninger nede i sin eksport-model, skabte store overskud på Tysklands betalingsbalance år efter år - i strid med reglerne i den økonomisk-monetære union, ’ØMUen’.
Den offentlige sektor lå lige for, i forhold til politiske ambitioner om at bruge lønnen som tilpasningsvariabel. I Rumænien blev de offentligt ansattes løn halveret, i Grækenland blev den sat ned med en tredjedel.
Det første land, der rørte ved minimumslønnen, var Irland. I februar 2011 blev den irske minimumsløn, som var indført ved lov 1. januar 2000, sat ned med én euro, til 7.65 euro i timen - altså omkring 57 kroner.Nye toner
I sin valgkamp i 2014 bragte den senere EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker EU’s sociale dimension tilbage på dagsordenen. Han ville ”rehabilitere den sociale markedsøkonomi” og annoncerede, at ”som kommissionsformand vil jeg gerne slå til lyd for, at alle medlemsstater indfører en mindsteløn, der er tilpasset de nationale kollektive overenskomsttraditioner og økonomiske forhold.”
Hans hensigt var at garantere, at alle lønmodtagere i Europa ”har en arbejdsindkomst, der er tilstrækkelig til at sikre, at de ikke behøver at gå på bistandskontoret.”
Det franske finans- og økonomiministerium publicerede et koncept-papir, som skitserede en række idéer til en ”Europæisk minimumsløn standard” (Brischhoux, Jaubertie, Gouardo, Lissot, Lellouch, 2014):
”Indførelsen af en europæisk mindsteløns-standard kan tage form af et mindsteløns-gulv udtrykt i procent af hvert lands medianløn. Det står naturligvis medlemsstaterne frit for at sætte mindstelønnen højere end gulvet”.
(Frankrig havde selv en af de højeste minimumslønninger i Europa, og det var også det franske Socialistparti, der som de første i 2004 gik til valg til EU-parlamentet på et forslag om mindsteløn i Europa).
Med den fælles proklamation og vedtagelse af ”Den Europæiske Søjle for Sociale Rettigheder” på det sociale topmøde i Gøteborg i 2017, styrkede EU-kommissionen, EU-parlamentet og Rådet den sociale dimension i EU - på det symbolske plan.
Den udvikling tog den næste kommissionsformand, Ursula von der Leyen, et skridt videre. I sin tiltrædelsestale som formand lovede hun at fremsætte et forslag i løbet af de første 100 dage, der skulle sikre alle borgere i EU en retfærdig minimumsløn. Siden kom en egentlig handleplan for den sociale søjle. Og løftet om et udspil omkring minimumsløn materialiserede sig den 28. oktober 2020 i form af ’Direktivet omkring om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union’. Forslaget blev udformet som en bindende regulering, for det var indstillingen fra flertallet af europæiske fagforeninger og NGO’er.
Måske fortjener denne udvikling i endnu højere grad betegnelsen ’paradigmeskifte’ end Barrosos ”stille revolution” gjorde det. For det er første gang i EU’s historie, at der er udkast til lovgivning på bordet som eksplicit sigter mod - ikke blot at øge niveauet for og udvidelsen af minimumsløn i Europa, men også mod at en styrkelse af systemerne for kollektiv forhandling. De systemer, som Kommissionen for ikke længe siden så som institutionelle barrierer for de frie markeders funktionsevne og dermed som barrierer for vækst og beskæftigelse.
Fagbevægelser i mange lande modtog direktivet entusiastisk – og ønskede, at det gik endnu længere. I Irland anklagede Labour-medlem Marie Sherlock beskæftigelsesminister Leo Vardakar for ”uhæderlig” intervention, i og med han i begyndelsen af 2021, sammen med en række andre landes regeringer, havde underskrevet en henvendelse til Kommissionen om, at en anbefaling ville være bedre end et bindende direktiv, idet man frygtede, at en lov ville resultere i mindste fællesnævner. Sherlock sagde:
”Brevet repræsenterer en uhellig alliance af lande, omfattende dem, der allerede har en excellent kollektiv overenskomst-dækning, som Østrig, Danmark, Holland, Sverige og Estland, og dem, der er imod arbejdstagerrettigheder som Ungarn og Polen. Ved at underskrive dette brev placerer Irland sig solidt i den sidstnævnte kategori.” (Irish Times, 7.2.2021)
I Irland, som tidligere havde haft en tradition for treparts-aftaler, var nu under en tredjedel af lønmodtagerne omfattet af kollektive overenskomster. I forbindelse med det sociale topmøde i Porto, i maj 2021, publicerede den irske hovedorganisation, ICTU et brev, underskrevet af en række økonomer, heriblandt Thomas Piketty, som pegede på, at et stærkt EU direktiv omkring minimumslønninger ville styrke genopretningen af økonomierne efter Covid-19-krisen.
Omvendt mente arbejdsgiversammenslutningen ’Business Europe’ det modsatte: et løft af minimumslønningerne ville kunne udløse en ekstraregning til arbejdsgivere på 53 milliarder euro - og skabe arbejdsløshed. Problemet med arbejdende fattige forestillede arbejdsgiverne sig løst på en bedre måde ved at skatteyderne betalte differencen op til en løn, folk kan leve af. (Som det skete i Tyskland efter Hartz-reformerne, og som det foregår i f.eks. service-branchen i USA).
Arbejdsgiverne og en række regeringer har anfægtet direktivet på hjemmelsgrundlaget, på overholdelsen af subsidaritetsprincippet og på, hvorvidt direktivet er proportionalt. De svenske og danske hovedorganisationer i fagbevægelsen, der ikke har en national minimumsløn (hverken lovbestemt eller udvidet på grundlag af kollektiv aftale), står sammen med arbejdsgiverne og mange regeringer i denne tilgang.
Stærke interesser brydes. Om vi får et paradigmeskift er langt fra sikkert.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik: