Politik, markedsgørelse, løgn og misinformation
Siden midten af 70’erne er der blevet talt om afideologisering af politik, om markedsgørelse af den politiske sfære og om at løgn som en bestanddel af politik. Der er sket en bevægelse fra løgne mellem statsledere/nationer til løgne rettet mod befolkningen
Af Søren Thomassen
Løgn har altid været et vilkår i politik, fra antikken til det postideologiske samfund vi nu har. I det postideologiske samfund har løgnen skiftet karakter. Fra at være en ”traditionelle løgn” til en ”moderne løgn”.1) Hvor den traditionelle løgn i politik rettede sig mod at holde noget skjult for offentligheden, altså hemmeligt, er den moderne løgn rettet mod befolkningen. Den bygger så at sige på kendskab i befolkningen til hemmeligheden. Et eksempel er den såkaldte minksag. Hele befolkningen vidste den 9. november 2020 at regeringen ikke havde hjemmel til at gennemføre aflive af samtlige mink i Danmark, alligevel bruges regeringsproklamationen af oppositionen til at forsøge at skjule den kendsgerning at landet potentielt stod overfor en sundhedsmæssig katastrofe hvis der ikke var skredet ind mod minkavl i Danmark.
Den moderne løgn benytter sig af de nyeste kommunikations- og markedsføringsteknikker, traditionelle medier erstattes af sociale medier for at nå bredt ud fordi produktionstiden for budskaberne her er korte. Løgnene er organiserede og sat i system med manipulering af kendsgerninger (fakta og evidens) og meninger. Fakta bliver redigeret, imagepleje bliver fremherskende og den konkrete politik er afideologiseret.
Vælgerne kan ikke længere identificere sig med bestemte politiske partiers ideer fordi der er sket en afideologisering. Politik er blevet professionaliseret og politikudvikling udføres af marketingskonsulenter, universitetsuddannede sociologer og politologer, tænketanke og andre der kan omforme verden. Forudsætningen er at befolkningen kan manipuleres og bøjes i bestemte retninger.
Philip Gould har i bogen ”The Unfinished Revolution - How New Labour Changed British Politics Forever” beskrevet de teknikker og metoder, primært hentet fra markedsføring og kommunikation, der blev brugt af det britiske arbejderparti for at genvinde den politiske magt i 90’erne. I bogen beskriver Philip Gould hvordan New Labour kom til at dominere britisk politik i næsten 25 år. Bogen giver en god indføring i hvordan ”the modernizers” forstår vælgerne, hvordan politik bliver kommunikeret og hvordan man tilpasser sig politisk (manipulerer) i en verden i hastig forandring.
I Danmark blev bogen også en bibel, især for Venstre der blev inspireret til hvordan valget næste gang kunne vindes efter valgnederlaget til Poul Nyrup i 1998.
Den moderne politiske løgn bygger som nævnt på manipulation af virkeligheden. Den drejer sig om at skabe et forvrænget billede af politiske modstandere og enhver kendsgerning, der kan skade billedet af sig selv, bliver benægtet eller ignoreret. Gennem anvendelse af nye kommunikationsteknikker, fokusgrupper og sociale medier (traditionelle medier lægger opslag på f.eks. facebook, twitter og Linkedin der genererer clickbait der får potentielle kunder fra de sociale medier tilbage til de traditionelle) skabes en forestilling om virkeligheden som bliver meget mere udbredt i befolkningen end hidtil opnåeligt.
Markedsgørelse af politik
Med professionaliseringen og markedsgørelsen af politik opstår behovet for kommunikationsrådgivere og -konsulenter i politisk kommunikation, nye metoder bliver udviklet som primært har været brugt i markedsføringsbranchen og instrumenter målrettet til politisk meningsdannelse bliver toneangivende. Politikudviklingen flyttes fra de politiske partier til fokusgrupper og det er med til at ændre løgnens rolle og omfang.
De politiske aktører anvender teorier og metoder som forudsætter at vælgerne kan manipuleres. Et gennemgående element er at omskrive virkeligheden, negligere fakta og evidens og miskreditere vidensautoriteter som bliver udfordret af lægmandseksperter (under corona skrev flere ”virologer” om virussen end der var uddannede eksperter på området) og internettet er befolket af trolls og robotter, konspirationsteoretikere, vaccinemodstandere og klimabenægtere der spreder misinformation.
”Løgnen er ikke længere undtagelsen for de få, men hverdagen for de mange. Det er ikke den ene løgn, der forudsætter en intakt forestilling om noget sandt for at kunne virke, men derimod det konstante bombardement med det løgnagtige, det ikke det helt sande, det overdrevne.” 2
Misinformation er en ordinær del af krigen mellem politiske modstandere. Det medieskabte hysteri i forbindelse med granskningskommissionens afhøringer under sagen om hjemmel til aflivning af mink, tydeliggør at kendsgerninger fordrejes og misinformationen stortrives. Det skygger over den kendsgerning at danske minkavlere, deres interesseorganisation og borgerlige partier allerede fra den 4. november 2020 gik mere op i hvordan minkerhvervet kunne profitere på COVID19 krisen, end om titusindvis af mennesker risikerede at blive alvorligt syge eller at dø og om eksport af danske fødevarer gik i står med økonomiske tab for landet af ukendte dimensioner til følge.
Sagen om eventuel manglende hjemmel til at beordre alle mink aflivet har fået enorm politisk opmærksomhed. Regeringens professionelle håndtering under Coronakrisen har gjort det vanskeligt for oppositionen at positionere sig, så det beslutningsmæssige vakuum der er blevet afsløret i forbindelse med granskningskommissionens foreløbige afhøringer, har oppositionen og medierne forstået at blæse voldsomt op.
SMS-sagen dukker så op som en del af minksagen og bliver øjeblikkelig brugt af oppositionen til at miskreditere statsministeren. Formålet er alene at skade den politiske modstander ud fra den opfattelse at vælgerne vil have mindre lyst til at stemme på Socialdemokratiet ved næste valg. Derfor anklages statsministeren, hendes departementschef, særlige rådgiver og en departementsråd for at bortskaffe beviser mm, dette på trods af at Statsministeriet har afleveret mere end 40.000 bilag til granskningskommissionen.
Selvom sms-sagen er en bagatel, bruges den alligevel af oppositionen til at forsøge at fremstille det som om regeringen søger at lægge et gedulgt slør af fortielser ud over minksagen hvor de gennemførte afhøringer har blotlagt at minksagen har både politisk og juridisk substans.
Imagepleje og løgn
Spin, marketing, imagepleje og løgnagtighed er hverdagen i det postideologiske samfund og skygger over hvilken retning de politiske partier ønsker for samfundet. Sproget kommer fra marketings- og kommunikationsbranchen; argumenter og begrundelser tager udgangspunkt i marketing- og forretningslogik snarere end ideologiske og partiafhængige politiske standpunkter. Forandringen drives af fakta i den politiske debat (Et program som Debatten på DR2 er et eksempel. Næppe ret mange er blevet klogere efter debatten i en udsendelse end de var før). De politiske aktører er ikke bundet af politiske ideer eller faktabaseret viden (et eksempel kan læses i professor emeritus Kjeld Schmidts artikel i Ny Politik ”Om forholdene i forskningindustrien”)Medierne er drevet af opinionsstof frem for at undersøge og formidle sandheden. Mange artikler bliver skrevet af kommentatorer (ingen nævnt ingen glemt) der kun har øje for at generere clickbaits, som med en besnærende overskrift lokker folk til at klikke på et link, der fører dem til en artikel som ofte er skjult bag en betalingsvæg og hvor overskriften ikke er dækkende for indholdet i artiklen, så denne slet ikke bliver læst, men det er alene overskriften der udtrykker sandheden. På denne måde genererer medierne en løgn der spreder sig som ringe i vandet via de sociale medier. F.eks. overskrifter eller breaking news på Ekstrabladet og BT som intet har med indholdet af artiklen at gøre.
Flere medier er blevet rene propaganda- og kampagnemedier. Forskere og eksperter kommer ikke længere i radio- og tv som eksperter på et givet område, men som meningsmagere. Eksemplet er da flere juraprofessorer i november 2020 udtalte at statsministeren havde begået grundlovsbrud. Ingen af dem kunne fremlægge nogen form for faktabaseret viden der understøttede deres påstande. I andre sammenhænge bliver vidensautoriteter udskammet som smagsdommere og deres uafhængighed bliver betvivlet, som da statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale 2002 erklærede krig mod ”smagsdommere og eksperter” og mod diverse råd og nævn som udtryk for såkaldt ”68-tankegang”.
________
- Hannah Arendt, Om sandhed og løgn i politik.
- Mikkel Thorup i efterskrift Hannah Arendt, Om sandhed og løgn i politik.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Minimumslønsdirektiv i EU – en meget lang historie…